Læsetid: 8 min.

Over alle bjerge II

Forfatteren Thomas Boberg har været på rejse fra New Delhi til Kashmir. Læs fortsættelsen af hans rejsereportage her
Kultur
9. september 2008
Carsten Jensens kashmiri-inkarnation, den unge muslimske kok, Gulzar.

Carsten Jensens kashmiri-inkarnation, den unge muslimske kok, Gulzar.

Thomas Boberg

Mr. Gopa havde allerede ordnet den vandretur, jeg skulle på. Jeg godkendte planen, og lagde en klækkelig sum. Der var tre timers bilkørsel til den lille bjergby Naranaak, hvor ruinerne af et gammelt hindutempel for klodens ældste nulevende gud, Shiva, ligger. Der lå friske blomster ved roden af lingam'en, Shivas dirrende fallos. Det var fra Naranaak vandreturen skulle begynde. Jeg var den eneste turist i en større ekspedition, tre guides, en kok og fire heste. En uges vandring. Distance 100 km gennem Kashmirs Himalaya. Sigøjner og bjergstammeland. Kokken var fra Srinagar, en ung muslim ved navn Gulzar og den eneste, der talte en smule engelsk. Han var der for at lave mad, ikke andet og rørte derfor ikke en finger, når der skulle slæbes, når hestene skulle hentes hjem fra natten. Det stod sigøjnerne for. De skulle finde vej, drive hestene og slå lejr. Sammenlignende studier af romaernes sprog og moderne indiske sprog har vist fællestræk. Oprindeligt kom romaerne fra Indien, men drev formodentlig til Europa via Persien. I bjergene mellem Naranaak og Sonamarg er de hyrder, om sommeren flytter de med deres dyr længere ud i bjergene. De lerklinede hytter er inddelt i to rum, i det første bor de selv, i det andet dyrene, ren bronzealder. Når vinteren kommer i slutningen af september og med den sneen, drager de tilbage. Så er disse bjerge lukket land i de næste syv måneder. Sigøjnerne er muslimer, men deres forhold til islam er anderledes, mindre dogmatisk. De taler urdu, kashmiri og så et særligt sigøjnersprog. Den første nat overnattede vi lidt uden for Naranaak, vi slog teltene op på sigøjnerhytternes tage, hvor dyrene også græssede. Så stod månen op over skovbjergene. Derude findes bjørn, sneleopard og bjergged.

I bjergene

Den næste morgen vandrede vi op og op, lagde snart trægrænsen bag os. Det vidunderlige landskab bredte sig til alle sider. Stilheden blev kun brudt af guidernes indbyrdes snak, lyden af rislende kilder og vindens susen i bjergene. Vi vandrede henover udstrakte græs- og blomsterskråninger, hvor dyrene gik. Vi steg drastisk op over pas med gammel sne, og ned igen til en smaragdgrøn lagune, hvor vi slog lejr. Sigøjnerbørnene dukkede op, frække og charmerende. Jeg fotograferede blomster, dyr, ansigter, klipper, afgrunde, skyer. Jeg fandt et perfekt hestekranie, og en dæmon for i mig. Ligesom vor nordiske slægtning Egil Skallagrimsson satte jeg det på en nidstang og vendte det mod et fjernt kongedømme i Nordeuropa og læste over det:

"Jeg vender forbandelsen mod den nedrige institution Udlændingeservice."

Derpå stødte jeg stangen ned i en klippespalte og lod den stå der. Nogle uger senere, da jeg vitterlig kom tilbage, så jeg jo til min uro, at forbandelsen havde virket. Udlændingeservice lå nærmest i ruiner.

Jeg blev ført længere og længere ud i disse fabelagtige bjerge, og pludselig, efter ikke at være stødt på andre mennesker i en halv dag, dukkede en indisk soldat op, som om han var kommet ud af intet. Han skulle se pas og papirer, og det brugte han lang tid på, endnu en soldat sluttede sig til. De fandt ikke noget at brokke sig over og forsvandt lige så brat, som de var kommet. Det var først den følgende dag, vi nåede en militærbase, der var i hundredvis af indiske soldater, og vi skulle derind for at melde os hos kommandanten. Han var en purung fyr, der straks ville vide, hvad jeg bedrev.

Forfatter, sagde jeg, og vidste det var dumt, de bryder sig ikke om journalister, det var strengt forbudt at fotografere deres militære tilstedeværelse.

"William Shakespeare," sagde han betydningsfuldt, "I know about, yes."

Dernæst ville han vide hvem min favoritfodboldspiller var.

Var det mon en eller anden strategi eller bare almindelig tåbelighed? Under alle omstændigheder er der noget nervepirrende ved at skulle forklare selv de mest banale ting over for en tungt bevæbnet soldat.

"Fernando Torres," sagde jeg, "han vandt EM med Spanien."

"Ruuunandoo," sagde han.

"Yes, Ronaldo."

"And cricket?"

"I don't know."

Han opremsede på manisk vis en snes navne på berømte cricketspillere. Derefter tjekkede han mit pas.

"Very hard work to be indian soldier," sagde han, og vendte sig sørgmodigt bort.

Et godt stykke forbi basen slog vi lejr ved endnu en smaragdgrøn lagune, Vishnusar hed den.

Bjergrotten og dervishen

Vi stod op med solen. Endnu holdt maven stand. Så havde jeg måske alligevel lært et og andet. Men at forrette den der nødtørft er og bliver besværligt. Ud mellem klipperne. Havde netop rejst mig, da lyden af en meget høj og skinger dommerfløjte fik mit hjerte til at hoppe. In fraganti. En dommerfløjte, hvilken mærkelig spøg. Så var den der igen, en grotesk lyd, der nu blev besvaret af endnu en og endnu en. Så fik jeg øje på en lang gnaver, der stod på bagbenene på en stor sten. Jeg havde uafvidende skidt ned i den ædle bjergrottes hjem.

Lejren var pakket ned, men en af hestene havde fået et dårligt bagben, og guiden Ali en svullen storetå.

"Good?" sagde Ali, "good," sagde jeg. "If you hapyy, I happy," sagde han.

Han og den anden guide, Quassim, (den tredje var en fjortenårig dreng, som var med på oplæring) tog så metalkasser og telte på ryggen, hesten, deres dyrebare hest slap. Om morgenen, når de havde hentet dem efter nattens eskapader, dryssede de salt ud på en flad sten til dem.

De elskede disse heste højere end sig selv, og bekymringen for hesten med det dårlige ben var langt større end for Alis bulne storetå.

Vi vandrede langs en flod hen over gul og blåblomstrende græsgange, floden piskede forbi os, gletscherne lyste på bjergenes sider. Der gik måske en halv dag uden talte ord. Man falder i tanker, lader dem strømme gennem sig. Jeg mærkede en sær tilstedeværelse, som om der gik nogen ved siden af mig, en ny rejsekammerat, men der var ingen; kunne ikke blive fornemmelsen kvit. Kiggede igen til siden, og der gik han sgu, eller snarere dansede, en mand i løse gevandter, barfodet, et løst lyst klæde foldet i en turban om hovedet. Han havde en vandrestok i den ene hånd, han piruetterede omkring stokken, han gjorde tegn med den i luften, han var let som en ånd. Det var, som om han sagde: 'Der går du nedtynget af din bagage, men at leve drejer sig om frihed, se'. Så dansede han rundt om sig selv engang til, og i næste øjeblik var han væk. Jeg kiggede efter ham, der var ingen at se. En af disse evige hyrder. Nej, han var for let, for meget ånd, han var en rejsende, der dansede gennem tiden. Selvfølgelig, en dervish, en vaskeægte dervish.

Gæstfrihed

Den sidste nat skulle vi slå lejr i udkanten af en lille koncentration af de såkaldte gypsy houses, de lerklinede hytter, der stak ud fra skrænten, med græstage og græssende dyr ovenpå. Smukke kvinder fyldte metalvaserne med vand fra kilden under vores teltlejr, og yndefuldt vendte de tilbage balancerende med dem på hovedet. Vi var igen nået ned under trægrænsen, vi var gået gennem en skov af store birketræer med brusende kroner. De voksede gerne i par, de enlige træer så triste ud, nedbøjede i en underlig vissenhed. Gulzar kaldte skoven for Shakdur eller på engelsk Devil Top. Og i en lysning inde i skoven boede der så flere hundrede af disse hyrdesigøjnere. Jeg slentrede rundt i området, kiggede ud over en dramatisk afgrund, der var mange rovfugle, den store Himalaya grib svævede på brede vinger. Jeg så to træklatrende geder, den ene var helt oppe i kronen på et træ, hvor den gnaskede løs. Vi havde haft strålende vejr hele vejen igennem, undertiden med dramatiske solnedgange mellem flammende skyer, men ingen regn overhovedet. Nu samlede skyerne sig med et over Devil Top. Og i løbet af få øjeblikke væltede regn og hagl ned. Vores telte var nær blevet revet i afgrunden af et nyskabt vandfald. Vi var nødsaget til at pakke ned og tilbringe natten hos en familie i en af hytterne.

Konen pulsede løs på en vandpibe, deres eventyrligt smukke datter Rubina listede frem og tilbage, lavede te, chapatibrød, konen hældte suppe og te op i skåle og kopper, der var ris og grøntsager, som man guffede i sig med fingrene. Vandpiben cirkulerede. Der blev redt op til familien foran ildstedet, mens vi fik det modsatte hjørne. I alt blev ni mennesker presset sammen i den lille stue, som også var køkken og soveværelse. Jeg lå op ad skillevæggen, der bestod af løst sammentømrede brædder, man kunne se igennem. Snart sov alle tungt. Og mens jeg lå der, søvnløs, mødte mit blik et stort dyrs. Det var en enorm bøffel. Vi stirrede på hinanden, så sked den voldsomt og vedvarende, en dampende syrestank bredte sig. Rubina vågnede, gik søvndrukken derind og begyndte at dække bøffellortet til med strå. Da hun var færdig trak hun en ko og en kalv med ud under regnen og gik derpå til ro. Bøflen og jeg udvekslede blikke, så sked den en gang til.

Tilbage til virkeligheden

Vi vandrede ned gennem birkeskoven. I over en uge havde jeg ikke hørt lyden af en bil. Og pludselig stod vi ved Sitkari Bridge i Sonamarg, som knap nok er en by, men landevejen er stærkt trafikeret. Der var indiske soldater overalt. Vi stillede os op på en parkeringsplads og ventede på vores forbindelse, der skulle køre os tilbage til Srinagar. Det lignede en krig. Militærkøretøjerne rumlede forbi i lange ryk. Jeg talte omkring 200, mens vi stod der i regnen. Busser, lastvogne og privatbiler skulle igennem tjek ved denne post. Der opstod tumult. Nogle kashmiri blev flået ud af en bil. Muskuløse militærpolitifolk i T-shirts råbte og skreg, mens de bankede dem med næverne. Uniformerede soldater løb til og tæskede løs på dem med geværkolber. Så blev de under høje råb og latter revet om bag et skur.

"Drive like hell and you will be there," stod der på et stort vejskilt. I was there. Den otte timers køretur fra Srinagar i minibus (jeep) til Jammu ned gennem bjergene blev et mareridt, chaufføren røg joints og talte i mobil, mens han talentfuldt efterlignede biljagten i filmen French Connection. Dagen efter (d. 24. juli) sprang en bombe på busholdepladsen midt mellem ventende passagerer. Seks døde, et halvhundrede sårede. Ofrene var tilrejsende gæstearbejdere fra den fattige indiske delstat Bihar. En gruppe. der kæmpede for Kashmirs uafhængighed, skulle stå bag. Omtrent samtidig (d. 27. juli) kostede en skudveksling mellem indiske og pakistanske soldater en indisk soldat og fem pakistanske soldater livet. Få dage senere sprang så bomberne i Bangalore og Ahmedabad den 25 og den 26. juli. En indisk terrorgruppe, Indian Mujahideen, tog ansvaret, men andre mente, at der var tale om en fejde mellem Congress og BJP, de to ledende partier. Ifølge sidstnævnte skulle Congress stå bag. Bomberne blev tilsyneladende koordineret fra en intetanende amerikaners computer i Mumbai. I dette kaosland skulle man nu til at udfylde papirer og vise pas for at skrive en e-mail på en internetcafé i Delhi.

Læs første del af Thomas Bobergs rejsereportage her

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her