Læsetid: 3 min.

Bognyheder

4. september 2008

Fra Lab til Den Sidste Hal

Poesikollektivet Øverste Kirurgiske (ØK) meddeler, at dets oplæsninger er flyttet fra Lab-scenen, som ikke længere kunne trives og eksistere i det stadig mere middelklassefriserede Vesterbro. Men poesien overgiver sig aldrig, og i aften byder ØK velkommen til den første oplæsningsaften i en ny sæson i sit nye hovedkvarter.

Den Sidste Hal, som de nye undergrundsrammer hedder, finder poesielskerne på Enghavevej 82 i en nedlagt sporvognsremise i skyggen af muren til Vestre Fængsel og ved siden af Gøglerskolen. Programmet omfatter følgende navne: Katrine Marie Guldager, Janus Kodal, Maja Elverkilde, Anne Lise Marstrand Jørgensen, Thomas Krogsbøl, Thomas Ahrensbøll Hansen og Jens Blendstrup. Det er kl. 20 og gratis.

Inf.

Poeter vil overtage Paludan

Edinburgh har et, Paris har et, London har et; de findes i Belgien, Canada, Indien og mange andre lande, og nu får København måske også et Poesiens Hus. I al fald har en kreds af digtere fostret et projekt om at overtage og indrette Paludans Boghandel og Bogcafé i Fiolstræde til formålet. Huset skal rumme et bibliotek med en samling af dansk poesi, både gammel og ny, arkiv med lydoptagelser, udstillinger, lyrikboghandel, oplæsningsscene og café. For at virkeliggøre visionen kræves dog sponsormidler, og foreløbig har Københavns Kommune vendt tomlen ned, oplyser projektets talsperson, digteren Lene Henningsen. (læs mere side 18)Inf.

Afklapsning til fejt forlag

Først blev de sure i Serbien, da bogen udkom, så blev de sure i USA, da den blev trukket tilbage. Medinas juvel er på kort tid blevet en sten i skoen på forlaget Random House, der ikke har hørt andet end eder og forbandelser, siden det fik fingrene i Sherry Jones' roman om de ægteskabelige glæder, profeten Muhammed delte med sin niårige hustru Aisha.

Stenen gnaver sig nu dybere ind i hælen på det store forlag. Den amerikanske litteraturfond Langum Charitable vil nemlig straffe Random House og blackliste fremtidige udgivelser fra forlaget, så de ikke kommer i betragtning til fondens to årlige priser af 1000 dollar. Ifølge stifteren af Langum Charitable, David Langum, er tilbagetrækningen af romanen udtryk for en fejhed, der på sigt kan vise sig ødelæggende for det litterære debatmiljø:

"Den slags kujonadfærd vil kun føre til mere og mere selvcensur, og det sætter den litterære udgivelsesstands integritet over styr. Det må vi forhindre med alle til rådighed stående midler," siger Langum til The Guardian.

"Ingen kan forvente, at forlæggere udgiver et hvilket som helst stykke brændbart materiale, der lander på deres skrivebord. Medinas juvel er muligvis hverken god litteratur eller historieskrivning, men det er heller ikke sagen vedkommende. Random House har ændret kurs og censureret sig selv på et udelukkende politisk grundlag: de er bange for at forårsage voldsomheder," fastslår han.

Om en pris på 1.000 dollar batter nok i Random Houses regnskab til, at de retter kursen tilbage på stridens vej, er dog uvist. AMM

Mme Bovary søger fremmed

Hvis man længselsfuldt drømmer om et kærlighedsliv som i en fransk 1800-talsroman, så er tiden nu inde til at gøre fiktion til virkelighed. Det engelske forlag Penguin har skabt dating-sitet penguindating.co.uk, hvor profilerne udformes og sammensættes på baggrund af litterære præferencer.

"Vi ønsker, at folk får mest mulig glæde af vores bøger", siger Katya Shipster fra Penguin til The Independent. "Ideen er simpelthen at hjælpe folk med samme kulturelle smag med at finde sammen."

Brugernes profiler skal bla. indeholde oplysninger om hvilken bog, de sidst har læst, og hvilken bog de holder mest af. Langt de fleste brugere har taget aliasser efter deres yndlingspersoner fra litteraturen, og man kan således vælge mellem 973 kvinder med brugernavnet Lady MacBeth. Spørgsmålet er så blot, om der rent faktisk eksisterer 973 mænd med hang til magtliderlige kvinder med blodplettede hænder. AMM

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu