Det er en fin og inspirerende arkitekt, der i dag modtager Sonningprisen på en million kroner: Renzo Piano, 71 år, der har hjemsted i Genova, men er praktiserende world wide. Herhjemme er han nok mest kendt som planlæggeren af Potsdamer Platz-komplekset i Berlin.
Men det begyndte i Paris for 40 år siden med Centre Pompidou, sammen med partneren Richard Rogers. Det partnerskab holdt ikke i længden, for Rogers hældte til hightech, Piano til det mere afvekslende. Rogers sætter ikke desto mindre Piano højt:
"Han er en mester i belysningsforhold. Og han har en fantastisk evne for konstruktion og størrelsesforhold. Jeg tror ikke hans lige findes!," skrev Richard Rogers i det amerikanske tidsskrift Time for et par år siden.
Stram frihed
Seneste nummer af det danske tidsskrift Arkitekten bringer i anledning af Sonningprisen et uddrag fra en artikel af Renzo Piano: "Jeg betragter på mange måder arkitektur som en opdagelsesrejse. Først og fremmest er det en opdagelsesrejse ind i virkeligheden."
Og så sammenligner han arkitektens virksomhed med Robinson Crusoes:
"Man må arbejde med det, der er for hånden, ellers falder man i den fælde, der hedder stil."
Det er nu en temmelig raffineret form for Crusoe-arkitektur han for 10 år siden fik op at stå i det franske Ny Caledonien i Stillehavet. Et kulturcenter med indbygget naturlig ventilation mellem de dobbelte spantevægge, der ligner store kokosnødder eller oprejste både.
"En arkitekt har brug for disciplin, men han har også brug for frihed," skriver han længere henne i sine egne statements.
"Denne tvetydighed, denne kontrovers indgår helt grundlæggende i arkitekturens kompleksitet."
Forvirrende kunst
Hans eget arkitektoniske værksted ligger som en skrånende glaskonstruktion ned ad en skrænt ved Genova. Her bygger han og medarbejderne modeller, tegner og udtænker projekterne.
Et nyt gennemsigtigt højhus til The New York Times for eksempel. Eller fint belyste kunstmuseer i Atlanta, Houston og i Schweiz. En lufthavn i Kansai i Japan med svunget metaltag ud til siden for enden af en lang lige gatefinger. Fodboldstadion i Bari og musikcenter i Rom.
Arkitekturen afspejler verden, derfor er den kompliceret, påstår Renzo Piano ganske vist. Eller som han siger i et tv-Charlie Rose-interview på YouTube:
"Arkitektur er kunst, men det er den mest forvirrende kunst, man kan forestille sig."
Men det er ikke det træk, der træder tydeligst frem i hans færdige bygninger. De er tværtimod overlegent afklarede i form og materialebehandling.
Markant var allerede Pompidou Centret, selv om der er landet mange arkitektoniske rumskibe rundt om i Europa, siden hans og Richard Rogers første dumpede ned i Marais-kvarteret - som central plads i flere etager, med udvendige trapper i glasrør og alle konstruktioner lige så synlige som på en olieplatform eller marssonde.
En anden af Pianos kendte opgaver er rekonstruktionen af Berlins tidligere trafikknudepunkt, Potsdamer Platz, efter Murens fald.
Bedre verden
Anlægget har været kritiseret som bydannelse. Men ikke desto mindre blander det bolig og erhverv på en måde, som er ukendt herhjemme selv i Ørestad. Og så har det berliner-karakter.
Han tegnede grundplanen og trafiklinjerne og stod for det centrale bygningskompleks, inklusive Marlene Dietrich Platz.
Om det siger han i YouTube-interviewet: "Det lyder skørt, men man må prøve at ændre verden. Selv når vi kalder pladsen foran biografen for Marlene Dietrichs. Man bliver ikke arkitektonisk oprører eller fornyer for at være avantgarde eller skabe en ny stil, men for at tro på muligheden for en bedre verden."
"Man skitserer og tegner, men ved egentlig ikke, hvor man ender." Og - tilføjer den erfarne sejlsportsmand:
"Intuition er noget, man får i kraft af, hvad man lærer gennem et langt liv. Lige som at gå op mod kraftig vind og strøm."
I dag sejler han en stor præmie hjem på Frue Plads.
ADW@INFORMATION.DK
