Læsetid: 3 min.

Dæmoni er kun karismatisk på film

Allermest hader jeg hensynsløshed, der stiller sig an som 'nødvendig', skriver Bo Green Jensen, der fredag udsender artikelsamlingen 'Dét der bliver tilbage'
Allermest hader jeg hensynsløshed, der stiller sig an som 'nødvendig', skriver Bo Green Jensen, der fredag udsender artikelsamlingen 'Dét der bliver tilbage'
26. september 2008

- Hvad er dit mest udtalte karaktertræk?

Arbejdsomhed og uforbederlighed. Jeg er stædig på min måde. Endvidere er jeg meget genert, men det kompenserer jeg for, når jeg skriver.

- Hvad er din yndlingsbeskæftigelse?

At ordne noget praktisk, når jeg kan gøre det med god samvittighed. At skrive, når sproget og jeg vil det samme. At se tegnefilm sammen med mine børn.

- Hvad er din seneste anskaffelse?

Det kommer an på dimensionerne. Jeg købte ris og blåbær hos købmanden i går. Og Amazon.uk sendte mig Al Stewarts nye album, Sparks of Ancient Light, som jeg havde bestilt. I stor skala er jeg ved at få lagt nyt tag på mit rækkehus.

- Dine helte og heltinder i det virkelige liv?

Der er mange. Leonard Cohen og Neil Young, John Cale og David Bowie. Joni Mitchell, Joan Baez, Emmylou Harris. Ken Loach, Woody Allen, Martin Scorsese. Lars von Trier og Nils Malmros. Philip Roth. Rogert Ebert. John Clute. Peter Porter...

- Hvad har været dit mest kontroversielle valg i livet?

Måske at ville leve af at skrive. Måske at blive afholdsmand. Måske at blive skilt to gange. Hvem ved?

- Hvornår føler du dig mest misforstået?

Når jeg skal forklare ældre finlitterater, hvorfor science fiction og superhelte er vigtige. Når jeg skal forklare yngre filmfans, hvorfor Godard og Buñuel er ikoner.

- Hvad er din største bedrift?

At være nået hertil i ét stykke.

- Dine største fejl?

Jeg siger for lidt og skriver for meget. Og jeg har svært ved at sige nej, så det kan høres. Til gengæld virker det voldsomt, når jeg endelig siger fra. Bare spørg mine ekskoner.

- Din drøm om lykken?

At kunne leve og arbejde, som jeg har lyst til, uden at tænke på økonomien.

- Din sindsstemning netop nu?

Temmelig mat og rimelig fortrøstningsfuld. Jeg er næsten altid træt, fordi jeg har skrevet i dagevis. Undtagelsen er den første halve time efter deadline, når mine bidrag til ugens avis er i hus. Da er jeg lettet og føler mig helt urealistisk energisk. Jeg siger ja til hvad som helst, hvis man fanger mig dér...

- Hvilken dyd er den vigtigste?

Ærlighed, gavmildhed, anstændighed. Dæmoni er kun karismatisk på film. Allermest hader jeg hensynsløshed, der stiller sig an som 'nødvendig' skæren igennem.

- Hvilket kunstværk har haft størst betydning for dig?

Hele mit liv har jo handlet om de størrelser. Der er forfatterskaber, jeg bliver ved at vende tilbage til: F. Scott Fitzgerald, Sylvia Plath, Nathaniel Hawthorne, Hart Crane, T.S. Eliot. Og enkelte værker: Kurt Vonneguts Slagtehal 5, Malcolm Lowrys Under vulkanen, L.P. Hartleys The Go-Between. Mine danske favoritbøger er Kongens Fald, Hærværk og Jørgen Stein. Sidstnævnte er meget undervurderet. Jeg tændte tidligt på film af Stanley Kubrick, Bob Fosse og Lindsay Anderson. Mine første yndlingsmalere var Caspar David Friedrich, Salvador Dali og Dante Gabriel Rossetti. Måske har musikken betydet allermest. Som dreng så jeg Kenneth Clarks dokumentarserie Civilisation i tv. Det var dér, det begyndte for mig. Jeg har set så mange film og tv-serier. Til gengæld har teater stort set intet betydet.

- Hvad betragter du som din største ulykke?

I tilbageblik kan man finde forsonende træk ved det meste. Min far døde, da jeg var ni år, og min stedfar døde, da jeg var 18. Ved dét var der ingen forsonende træk.

- Dit motto?

Lad rygerne være i fred.

Poesibogen stiller hver uge en ny person en række faste spørgsmål

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu