Læsetid: 1 min.

Disney vil genoplive Muppet Show

Kermit, Miss Piggy og resten af banden fra Muppet Show er på vej tilbage i showbiz. Disney vil sælge tv-dukkerne til nye generationer børn
Kultur
25. september 2008

En tynd moraliserende frø, hans veninde divaen med tryne og øjenskygge, to gamle gnavpotter på en balkon med en evig fordømmelse af verden af i dag.

Det er 30 år siden, de slog igennem, og i dag aner børn og unge ikke, hvem Kermit, Miss Piggy og de andre fra Muppet Show er. Det viser markedsundersøgelser fra Walt Disney Company, der købte dukkerne i 2004.

Men med en storstilet kampagne vil den amerikanske eventyrfabrik nu have tøjdukkerne tilbage i rampelyset. Forventningen er, at de kan blive lige så store som Peter Plys og venner, siger Disneys nye Muppet-direktør til New York Times.

Nye tv-shows, YouTube videoer, et juleshow, gæsteoptrædener med teenagestjernerne fra 'High School Musical' og en spillefilm på vej i 2010. Dukkerne fra Muppet Show er på vej tilbage på alle tænkelige skærme.

Og så er der alt det udenom. Snart åbner der særlige Muppet-butikker, hvor man foruden dukker kan købe bøger, t-shirts og skateboard med de små tøjdyr.

Kermit og Miss Piggy indtager også Disneyland med flere nye forlystelser, der skal være med til at plante de gamle figurer i nye børnesind, så Disney kan tjene penge på dem.

Man er dog meget opmærksom på ikke at støde de ældre fans fra sig i relanceringen af de gamle dukker, forsikrer bestyrelsesformand i Walt Disney Studios, Dick Cook.

"Vi skal være meget, meget opmærksomme på, at alt, hvad vi gør, er i overensstemmelse med Muppet-ånden, og at det styrker dukkernes brand," siger Dick Cook til New York Times.

Vi får se.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her