Det kan godt være, at mange danske biografgængere hovedsageligt forbinder den britiske instruktør Mike Leigh med barske socialrealistiske skildringer af mennesker på eller lige over bunden af det engelske samfund.
Det er ikke helt fair, for selv om det er rigtigt, at han kan være barsk, af og til med en snert af misantropi, og der altid er en socialrealistisk kerne i hans historier, er han som regel også ret vittig i sine film, fra Life Is Sweet (1991) og Naked (1993) over Career Girls (1997) og Guldpalmevinderen Hemmeligheder og løgne (1996) til All or Nothing (2002) og Vera Drake (2004).
Med sin seneste film, Happy-Go-Lucky, der havde dansk premiere i går, har 65-årige Leigh dog lavet sin første egentlige komedie.
Den handler om den livsglade lærerinde Poppy (Sally Hawkins) og har bestemt sine alvorlige øjeblikke, men er alligevel som et solstrejf i Leighs samlede værk, hvilket er en af grundene til, at han som det første, da jeg møder ham på årets filmfestival i Berlin, bliver bedt om at redegøre for sit forhold til komik.
"Personligt har jeg ikke problemer med komedie, fordi det falder mig naturligt," siger Leigh og giver så en lille smagsprøve på sin humoristiske sans.
"Jeg har fået folk til at grine, siden jeg blev født. Faktisk var selve min fødsel helt hysterisk morsom. De stoppede Anden Verdenskrig i et par minutter, mens det skete."
Filmens ånd og natur
Men fornemmer, at Mike Leigh er lidt irriteret over at skulle svare på et spørgsmål, der for ham er så indlysende.
"Faktisk har man aldrig set en film af mig uden væsentlige komiske elementer," siger han.
"Hvis man ikke forsøger at trække humor ud af et eller andet, er det okay. Men hvis man i stedet prøver at vise det morsomme i en situation, bliver den stærkere og højnet på en måde."
Umiddelbart synes der bare ikke at være meget at grine ad i Vera Drake, der foregår i 1950'ernes London og handler om illegale aborter, men det er forkert, forklarer instruktøren og kommer med et eksempel.
"Der er sjove scener i den film. Måske kan du ikke huske dem. Nogle gange er ting sjove, fordi de er sjove i bred forstand, andre gange er det sjovt på en mere kompleks måde. F.eks. i Vera Drake, da fyren, spillet af Eddie Marsan, som gifter sig med Veras datter ... det er jul, og stemningen er virkelig anspændt, fordi Vera skal i fængsel. En æske med chokolade bliver budt rundt, og da den når til ham, siger han: 'Det er den bedste jul, jeg nogensinde har haft, fantastisk'. Det er en af den slags ting, der får folk til at grine, samtidig med at det er meget rørende."
"Jeg ser helt naturligt livet som både tragisk og komisk, og derfor putter jeg begge dele i mine film. Jeg opsøger ikke bevidst komikken, men jeg tager selvfølgelig beslutninger om hver films specifikke ånd eller natur."
Anti-miserabelistisk
Og det må man sige, at han har gjort med Happy-Go-Lucky, som Informations Claus Christensen i sin anmeldelse kaldte en "nærmest provokerende livsbekræftende film".
Selv siger Mike Leigh om baggrunden for filmen, at "jeg havde lyst til at lave det, jeg vil kalde en anti-miserabelistisk film, fordi det er - som jeg har sagt før - forståeligt på mode i dette dommedagsplagede 21. århundred, vi laver i, at være 'miserabel(istisk)' og pessimistisk. Der er ganske rigtigt meget at være pessimistisk omkring. Vi ved, hvad vi gør mod verden og mod hinanden, det ved vi godt. Men mens det sker, lever folk faktisk videre. Og der er folk, som tænker på fremtiden, og man er nødt til at tænke på fremtiden for at undervise børn, og for Poppy er det et kald at være lærer. Alt dette er filmens alvorlige budskab. Men hvis man laver en film, og det har jeg gjort, som fejrer livet og fejrer positivisme, så giver det også mening at gøre det gennem humor, gennem åbenhed og farverighed og humor, og derfor har jeg besluttet mig for at lave denne film, som jeg har."
Vittig og skarp
Det er da også lang tid siden, at jeg på film har set så livsglad og insisterende positivt et menneske som Poppy, og det synes naturligt at spørge Mike Leigh, om han ikke var bange for, at hun ville blive for meget, f.eks. i scenerne med sin mere end gnavne kørelærer (Eddie Marsan).
"Hun håndterer ham med humor," siger instruktøren.
"Jeg ser det ikke, som om hun er nådesløst aggressivt positiv eller aggressivt morsom. Hun laver sjov med hans surhed, men ikke på en ondskabsfuld måde. Hun kunne blot have gået sin vej, men hun giver ham en chance. Denne fyr er stoppet i sin udvikling, da han var ca. fem år gammel, og hun ved, hvordan man håndterer barnlig opførsel. Hendes humor er heller ikke bare en ligegyldig, her-kommer-jeg-ting. Filmens titel, Happy-Go-Lucky, må endelig ikke tages som en direkte beskrivelse af Poppy. Hun er faktisk ret vittig og skarp."
Den vigtige undfangelse
De to hovedpersoner i Happy-Go-Lucky, Poppy og kørelæreren Scott, er - ligesom alle de øvrige personer - skabt af Mike Leigh i et meget tæt samarbejde med de to skuespillere, som han har arbejdet sammen med flere gange før.
Der er blevet sagt og skrevet meget om instruktørens berømte metode, og selv om han afviser at kalde det 'en metode', er det en utraditionel arbejdsform, som Leigh har udviklet, siden han begyndte at skrive og instruere i 1965, først teater siden også film.
"Jeg havde ingen anelse om, hvad historien skulle være," siger han om arbejdet med Happy-Go-Lucky.
"Jeg havde en stærk fornemmelse af en følelse, en stemning, som jeg ville skabe. Det eneste, jeg kan sige, er, at det er den stemning, som er filmen. Og en del af det var at bede Sally spille hovedrollen. Jeg har ladet mig inspirere af hendes intelligens og energi og åbenhed. De ting hænger tæt sammen. Og det er det vigtige, undfangelsen, fornemmelsen. Så begynder man at udforske, opfinde, opdage og eksperimentere, og så begynder man at lede efter og skabe en historie."
"Al kunst er en syntese af improvisation og orden. Alle kunstnere improviserer og afprøver ting, og det rækker tilbage og påvirker, hvordan man arbejder. Det gør du også i måden, du sætter en artikel sammen på. For mig er det at lave en film at tage på en rejse gennem hvilken jeg opdager, hvad filmen handler om."
Seks måneder i helvede
Det er dog ikke de seks måneders prøvetid, hvor Mike Leigh og skuespillerne sammen og hver for sig udvikler karaktererne og historien i filmen, som er det sjoveste ved at lave film, understreger instruktøren.
"De mest spændende dele er optagelserne og klippeperioden," siger han.
"De seks måneder med udvikling af historien og karaktererne er et helvede. Jeg skaber ikke noget, jeg blander bare råmaterialerne for så at skabe noget senere. At optage er meget spændende. Man har hele holdet, og hver dag finder jeg frem til noget, får det til at ske, får øje på noget."
Man kan således måske forledes til at tro, at Leigh i løbet af den lange prøveperiode skriver et manuskript, som han så følger under optagelserne. Men sådan er det slet ikke, forklarer han.
"Når jeg går i gang med optagelserne, har jeg en struktur, som fylder fire-fem sider og er meget åben. Jeg har filmen i mit hoved, men efterhånden som jeg arbejder mig gennem filmen under optagelserne, og øver og skyder og øver og skyder på location og opfinder scenerne i detaljer under optagelserne, ændrer strukturen sig ofte og udvikler sig. Nogle gange forsvinder scener, og andre kommer til. Det er ren filmmageri, ikke en litterær aktivitet. Et manuskript er trods alt kun et manuskript, og filmen er mediet. Jeg arbejder direkte på lærredet. Det betyder selvfølgelig ikke, at dialogens kvalitet ikke er vigtig. Den er meget vigtig, og jeg når frem til dialogen gennem prøver, hvor jeg er meget præcis i forhold til sproget."
Debatter og diskussioner
En anden fordom om Mike Leigh er, at han og landsmanden og kollegaen Ken Loach laver de samme film. Det er bestemt ikke rigtigt - der er stor stilistisk og indholdsmæssig forskel på de to filmmagere - og selv om Leigh før har måttet beskrive forskellene, tager han nu sig tid til at gøre det igen og får samtidig formuleret sin egen filosofi omkring det at lave film.
"Faktum er, især i et internationalt perspektiv, at vi bliver sat i samme bås, som to sider af samme mønt, fordi vi på en måde laver socialt engagerede film. Men der er andre instruktører, der laver film som os. Og i 1970'erne, hvor vi ikke kunne få lov til at lave spillefilm, lavede vi begge - og andre folk, blandt andet Stephen Frears - film for BBC, der var engagerede, og der var en fornemmelse af fællesskab omkring de film. De handlede om samfundet og rigtige mennesker."
"Men vi er, og det burde ikke være nødvendigt at sige, meget, meget forskellige. Ken er åbenlyst drevet af sin politiske dagsorden, og man kan kun se en Ken Loach-film med en meget klar fornemmelse af, hvad det er, han prøver at sige til én, og hvad han gerne vil have én til at mene. Jeg prøver at gøre præcis det modsatte. Når man ser mine film, og Happy-Go-Lucky er bestemt ingen undtagelse, vil jeg gerne have én til at tænke på en masse modsatrettede ting og stille spørgsmål og have debatter og diskussioner og skænderier. Jeg har en idiosynkratisk, personlig måde at se verden på i mine film."
Læs anmeldelsen af 'Happy-Go-Lucky' på information.dk/film
