Læsetid: 2 min.

Filmen vinder over teatret

Et af Danmarks førende filmproduktions-selskaber, Nimbus Film, er i så stor økonomisk krise, at direktør Jørgen Ramskov nu er fratrådt sammen med en tredjedel af medarbejderne. Selv ser Ramskov frem til at gå mere i biografen
Et af Danmarks førende filmproduktions-selskaber, Nimbus Film, er i så stor økonomisk krise, at direktør Jørgen Ramskov nu er fratrådt sammen med en tredjedel af medarbejderne. Selv ser Ramskov frem til at gå mere i biografen
29. september 2008

- Hvad ser du frem til at opleve på kulturscenen i den kommende uge?

"Jeg ser frem til at få tid til at gå i biografen, forhåbentlig med min kæreste. Jeg vil se Mike Leighs nye film Happy Go Lucky. Den har fået lidt blandede anmeldelser, men jeg er stor fan."

- Hvad vil du især se frem tili tv i den kommende uge?

"Jeg er egentlig ret forelsket i det sene bånd på DR2, det, der kommer fra kl 23. Min kæreste har lavet en serie, der hedder Modige Kvinder, som jeg ser med stor fornøjelse. Så ser jeg Clement og Smagsdommerne."

- Hvilke aviser, magasiner/ tidsskrifter vil du orientere dig i?

"Jeg får fast tre aviser. Jeg læser Berlingeren, Politiken og Weekendavisen, og så læser jeg Information i weekenden. Mine magasinvaner er mere lystbetonede, så det er impulskøb."

'Anden' er vild

- Hvilken kunstner laver i øjeblikket det mest spændende og nyskabende?

"Så vil jeg komme med noget, som er lidt utraditionelt; jeg vil sige Anders 'Anden' Matthesen. Han har lige lavet en film hos os på Nimbus, som jeg mener, man skal glæde sig rigtig meget til at se. Jeg synes, hans show er fantastisk, jeg synes, han formår at holde en kolossal integritet, han formår at udvikle sig helt vildt. Han er vild. Der er sikkert nogle, der vil sige, at han ikke er en rigtig kunstner, men det er han altså i mit univers."

- Seneste bog, du har læst?

"Den seneste bog, jeg har læst, er faktisk en genlæsning, og det er Blekingegadebanden af Peter Øvig Knudsen, fordi vi er i gang med en tv-serie om banden, så den er læst igen for at være helt oppe på mærkerne med den."

- Seneste teaterstykke, du har set?

"Jeg går ikke så meget i teatret, så det sidste teaterstykke, jeg har set, var helt tilbage til Virginia Woolf på Østre Gasværk i foråret. Det passer faktisk ikke, det var Det Kongelige Teaters forsøg på at lave en sommerrevy. Det var ikke så godt."

- Seneste udstilling, du har set?

"Det er Per Kirkeby på Louisiana, som jeg var oppe og se i sidste uge. Helt forrygende udstilling! Jeg er ikke vild med alt, han har lavet, men jeg er vild med hans store, vilde malerier, de store, stærke farver er jeg fuldstændig solgt på."

- Andet?

"Jeg har et bredt kulturforbrug; jeg elsker en turi biografen, jeg elsker fodbold og at se udstillinger. Der er mange ting, jeg er trist over ikke at nå, så meget, som jeg gerne vil, f.eks. at gå i teatret. I valgsituationen vinder filmen."

Hver uge spørger Information en aktuel kulturperson, hvad han/hun vil opleve af kultur i den kommende uge, og hvad vedkommende har forbrugt i den forgangne

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu