Læsetid: 5 min.

De fleste lever uden at opdage, at de er døde

Jeg kan ikke slippe T. S. Eliot og hans 'The Waste Land' fra 1922
'Jeg kan ikke slippe 'The Waste Land' fra 1922'. Hans Hauge skriver om T. S. Eliot
4. september 2008

For både Jabra Ibrahim Jabra og mig har T.S. Eliots digt, 'The Waste Land', 1922, betydet meget. Jabra fortalte i 1968, at det var Eliots digt, der havde haft størst indflydelse på 1950'ernes arabiske poesi. Det havde vel også afgørende betydning for dansk modernisme - Rifbjerg især.

Jabra var iraker af palæstinensisk oprindelse og fik i øvrigt Saddam Hussein romanprisen i 1989.

Det var nok ikke i '68, men et eller to år senere, at jeg i det århusianske studenterblad, Montanus, blev taget i rød skole, fordi jeg havde læst for meget Eliot. Det blev betragtet som sort og skadeligt. Jeg havde opponeret imod, at datidens litteraturstuderende betragtede litteraturen som et spejl og en hammer. Jeg mente ikke litteratur var nogen af delene. Jeg havde læst for meget Eliot, sagde de.

Derefter gik jeg stille med det. Eliot blev forbundet med nykritik, og det var formalisme, og det kunne ikke forenes med den marxistisk-leninistiske litteraturteori, havde alle læst hos Trotski og Lenin. De var med på moden, men jeg læste for meget Eliot, ja, jeg læste endog Ezra Pound. Jeg har altid læst det forkerte, men jeg er glad over, at jeg holdt af det samme som 50'ernes palæstinensiske lyrikere - og Rifbjerg.

Jeg fik Eliots Ødemarken og andre digte af min far i julegave. I Kai Friis Møllers og Tom Kristensens fremragende oversættelse. Jeg forsøgte forgæves at læse 'April er den grusomste måned' - første linje - for jeg forstod intet. Det var en udfordring.

I 3. G på Hjørring Gymnasium læste vi i engelsk 'The Waste Land', og nu forstod jeg en del mere. Mente de andre. Det blev mit yndlingsdigt, og den dag da vi skulle op til studentereksamen, manuducerede jeg mine klassekammerater i digtet. Jeg kom desværre selv op i Dickens. Men jeg læste også James Joyces Ulysses, der kom samme år. Den kunne jeg også have skrevet om her.

Gode tider

Jeg kunne ikke slippe Eliot. Jeg læste mere af ham. Jeg var også C.A. Bodelsen og Kipling-fan, og da jeg så opdagede, at Eliot var beundrer af Kipling, blev jeg lettet. Jeg ville læse engelsk.

I 1969 skulle jeg op til første del-eksamen. Jeg kom op i 'The Waste Land'. Endelig. Og jeg skrev speciale om Eliot. Så forlod jeg ham og læste Ezra Pound og Joyce i Californien.

Det var gode tider forstået på flere måder. Det at læse litteratur var en selvfølgelighed. Litteratur var vigtig. Man læste engelsk på grund af engelsk litteratur. Der var også noget, der hed kultur, men det hed faktisk samfundsforhold. Og det var kedeligt. At tænke sig: det skulle ikke være nyttigt dengang, men så kom studenteroprøret og indførte samfundsrelevans, og det endte med 'Fra tanke til faktura'.

Dernæst skulle man kun læse gode digte. Vi skulle evaluere digte og ikke lærere. Det sidste gjorde vi ved at blive væk fra timerne, så vi kunne blive kloge og få læst flere digte. Da der ikke fandtes ret meget god litteratur, kunne vi få læst det meste af den.

Ingen biografier

Der var en tredje ting, som vi alle var enige om - inklusive Rifbjerg. Vi havde forbud mod at inddrage det biografiske. Vi ville ikke. Vi respekterede det. Vi var overbevist om, at digtning ikke var selv-udtryk. Eliot havde ingen biografi, og vi var ligeglade med, hvem hans kone var, og om hans brokbind og hans sexliv og ikke at forglemme: hans politiske synspunkter. Vi vidste godt, at han var konservativ, men det gjorde ikke noget. Vi vidste også, at hans ven Ezra Pound var fascist, men vi kunne skelne mellem liv og litteratur.

Det er et stort privilegium at have studeret litteratur, da den var det mest dannende, da den var god, og da den ikke handlede om digterne. Sådan er det ikke mere. Man forsøger krampagtigt at gøre resterne af litteraturstudiet nyttigt. Man læser ikke litteratur af æstetiske grunde, dvs. for sin egen skyld, og litteraturvidenskab drejer sig nu om digternes liv og levned. Tænk blot på den interesse, der er for Ole Wivels fortid. Men hvem læser - nærlæser - Wivels digte? Det samme er sket med T. S. Eliot. Nu læses han igen biografisk. 'The Waste Land' er blevet til et helt andet digt. Det er nu et selvbiografisk bekendelsesdigt. 'Tom's autobiography'. Det er slet ikke højmodernismens bedste digt. Det handler om hans kone, bl.a. Hun smed sin natkjole ud af vinduet fra en lejlighed på Trafalger Square, og den episode er med i digtet.

På en måde var det et fake-digt. Eliot har også indrømmet, at da han skrev et essay, der hed 'Tradition and the Individual Talent', hvori dogmet om det upersonlige digt fremsattes, lavede han en joke. Han mente det ikke. Det blev nykritikkens grundlagsskrift.

Eliot sendte sit digt til Ezra Pound. Pounds poetik gik ud på, at en digter er en skulptør, der skærer alt overflødigt væk (det praktiserede han ikke selv). Så han skar han Eliots lange digt ned til 432 linjer. Det kom det år, hvor Dante begyndte rejsen til Inferno. En helhed blev et fragment og et helt andet digt. Nu var det så kort, at det næppe kunne udgives som bog, så for at fylde tomme sider ud, indsatte Eliot nogle noter til digtet. Og jeg skal love for, at vi gymnasielever studerede disse noter. Alle vidste godt, at der var et Ur-Waste-Land, men der var ingen, der havde set det. Det blev det korte, modernistiske digt, som revolutionerede arabisk poesi, som blev en inspiration for Rifbjerg - og som ændrede mit liv. Efter Eliots død udgav hans anden kone, Valerie Eliot, hele digtet, og hun udgav hans breve. Nu ved vi alt om Eliots sexliv og hans antisemitisme. Og nu er 'The Waste Land' blevet meget længere. Det ægte altså.

April er grusom

Hvad handlede digtet om? Nogle ville nok sige, at det beskrev det moderne eller efterkrigstidens Europa som en ødemark, hvorfra livet var forsvundet. Nykritikken forbyder mig at parafrasere det, for det ville være at ødelægge dets organiske helhed, som det ikke havde, men som man godt kunne finde i dets brug af myten om den hellige gral. Det var nemlig det sidste vestlige digt, der vendte tilbage til den første myte. Da, da, da - slutter det næsten. Ikke underligt kaldte Poul Borum det for dadaistisk.

Men siden jeg læste Eliot, har jeg altid tænkt på, at april er den grusomste måned, fordi den blander minder og begær og får os til at mindes livet. Det vil vi helst glemme i vinterens sne og svenske krimier. Der er hele tiden nogen i digtet, der spørger "Are you alive, or not?". De fleste lever ifølge Eliot uden at opdage, at de er døde.

Digtets overflade er fragmentarisk, men det holdes sammen af en mytisk dybdestruktur. Eliot tænkte ligesom Joyce, Pound og Yeats cyklisk. Civilisationer er som årstider, de dør, men genopstår. Digtet handler om den klassiske civilisations død og den kristne civilisation, der skal opstå fra ruinerne. Regnen kom til det øde land. I 1927 erklærede Eliot, at han var anglo-katolik, monarkist og konservativ. Dermed kom han i den sorte skole.

Hans Hauge er lektor, dr. phil, Nordisk Institut, Aarhus Universitet

Serie

Seneste artikler

  • Det drejer sig om Eventyret

    6. november 2008
    Politisk set var figuren Corto Maltese anarkist med en kraftig hældning til venstre, men han var aldrig nogen stor kollektivist. Han var enspænder, og så var han vist i grunden altid lidt trist til mode
  • Humor kaster skygger

    30. oktober 2008
    Der er en dybde i Benny Andersens lyrik, som vi aldrig taler om
  • Det fremmede og modernistiske fra Japan

    16. oktober 2008
    Et sted mellem Paul Auster og Franz Kafka
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu