Læsetid: 4 min.

Først og fremmest kvinde

Politik. Hvis nogen skulle være i tvivl, så understreger medierne gerne, at Lene Espersen er af hunkøn. Der er tilsyneladende ingen vej udenom, når man både er politiker og kvinde
Karakteristik. Medierne kunne have kaldt hende velformuleret, handlekraftig og modig, men så ville billedet af en magtsyg femme fatale stå knap så skarpt.

Karakteristik. Medierne kunne have kaldt hende velformuleret, handlekraftig og modig, men så ville billedet af en magtsyg femme fatale stå knap så skarpt.

Rune Evensen

12. september 2008

Der var en gang en politiker ved navn Lene. Hun var meget berømt for sit blonde hår, smukke ansigt og udfordrende tøjstil. Hendes politiske arbejde var der til gengæld ikke så mange, der snakkede om.

Det er selvfølgelig Lene Bro, der er tale om. Socialdemokraten, der i 1969 blev berømt over hele landet, og sågar i udlandet, da hun lod sig fotografere ved Folketingets talerstol iført rød-hvide hotpants og bare ben i et par knælange, hvide støvler. Lene Bro havde ellers ferie.

Hun havde lige shoppet hos Nørgaard på Strøget og var egentlig kun taget ind på Christiansborg for at hente nogle papirer. Her mødte hun en journalist og en fotograf fra Billed-Bladet, der spurgte, om de ikke måtte tage et billede af det trendy folketingsmedlem ved talerstolen. Lene Bro sagde ja, og sådan gik det til, at hun blev reduceret til sine hotpants og karikeret i medierne som en pin-up-pige med lange ben, blond hår og ikke så meget mere.

30 år senere var det så en anden Lenes tur til at rydde forsiden. Henslængt over køleren på en bil iført en lettere nedringet sort kjole og læderjakke prydede Lene Espersen forsiden af herværende dagblad i august 1999. Den konservative kølerfigur illustrerede en artikel med den tvetydige overskrift: "Klassiske værdier skal redde K."

I modsætning til sin forgænger undgik Lene Espersen at begå politisk selvmord. Godt nok blev hun efterfølgende kaldt 'presseliderlig' og bedt om at underspille sine 'fine forlygter', men den populære politiker marcherede ufortrødent videre, først til posten som justitsminister og nu altså helt til tops hos de konservative som ny partileder.

Man fristes til at konkludere, at tiderne har skiftet. At vi er nået længere. At en kvindelig politiker i dag godt kan spille på sit køn uden at blive fastholdt som værende først og fremmest det: et køn, en kvinde. Herregud, der skal være plads til lidt lir en gang imellem, lidt at se på, lidt at smile af. Vi kan nok skille tingene ad, vi er efterhånden voksne nok til at lægge den slags til side, når der skal tales politik.

Den kønne kampvogn

Eller er vi? Man kunne godt blive i tvivl efter mediernes dækning af det konservative formandsskifte. Her på avisen blev det straks gjort til et spørgsmål om køn. Var Lene Espersens overtagelse af formandsposten "en sejr for kvindekampen", lød spørgsmålet henover forsiden, og som læser forstod man, at det vigtigste aspekt af den konservative rokade, var "den kønsmæssige balance mellem partilederne på Christiansborg", som nu var tippet: 4-3 til kvinderne. Det var uklart, hvilke politiske konsekvenser, magtskiftet ville få, og man undrede sig over, hvordan Espersens køn skulle påvirke den konservative politik, men man var ikke i tvivl om, at det handlede om køn. Man kan sige meget om Lene Espersen. På Information valgte vi at sige, at hun er kvinde.

Det gjorde Politiken også. Knap så eksplicit, men den skarpe læser tog ikke fejl. "En køn konservativ kampvogn," lød overskriften til portrættet af den nye leder. Det blev ikke uddybet, hvorfor Lene Espersens udseende var relevant i denne sammenhæng, men relevant var det øjensynligt:

"Hovedpersonen selv indtog førstedagen som partiformand iført diskret makeup, høje sorte hæle og en nypresset grå cardigan uden på en tækkeligt tilknappet hvid skjorte. Kun det lyse pagehår var en anelse i uorden," lød den videre beskrivelse.

Når "den kønne blonde økonom fra Hirtshals" er nået så langt i dansk politik, så er det ikke en naturlig konsekvens af hendes politiske evner, men tilsyneladende fordi "hun er gået benhårdt efter magten", fordi hun er "rapkæftet, kontant og med større nosser end de fleste mandlige politikere". Man kunne også kalde det velformuleret, handlekraftig og modig, men så ville billedet af en magtsyg femme fatale stå knap så skarpt.

Hjemme i Nordjylland har Nordjyske Stiftstidende også bemærket, at de konservatives nye leder har "lyst til magt" på trods af, at hun er feminin. Flankeret af et modelfoto af Lene Espersen i stram, sort kjole med glinsende vådt tilbageredt hår fortæller avisen historien om en "rapkæftet leder på høje hæle". Illustrationen til trods hører vi om, hvordan Lene Espersen "har sat en stopper for de nedladende bemærkninger, der i starten var rettet mod hendes person, ofte med større fokus på hendes tøjstil end de politiske budskaber". Signalforvirringen bliver total, da der rapporteres fra et vælgermøde på Hasseris Gymnasium, hvor Lene Espersen var "iført stiletter og slog med det løsthængende lyse hår, mens hun gav rappe svar på tiltale".

Sexistisk medielandskab

Nu kan man så indvende, at Lene Espersen har gjort sit for at tiltrække sig opmærksomhed omkring sit køn. Hvilket ikke er usædvanligt. Næsten hver tredje kvindelige folketingsmedlem vedgår at have brugt deres køn strategisk over for medierne, så man kan hævde, at de selv har fortjent det, når medierne efterfølgende først og fremmest beskriver dem som kvinder. Man kan også hævde, at de gør deres bedste for at holde balancen på den tynde line, de skal balancere på i et sexistisk medielandskab, der kræver, at kvindelige politikere er kvinder, men ikke for meget og ikke for lidt, for så står stemplerne klar - blondine, blåøjet, jernlady, hystade; listen er lang, og Lene Espersen har taget imod det meste.

Men hun har ikke mistet balancen. Også af den grund er hendes avancement en stor bedrift.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu