Læsetid: 3 min.

Første gang i Den sidste hal

Tidsskriftet Øverste Kirurgiske har efter elleve år på kulturstedet Lab været tvunget til at flytte deres månedlige oplæsninger længere ud af byen og ind i Den sidste hal på grænsen til Valby. Første torsdag i de nye omgivelser bød blandt andet på Katrine Marie Guldager, debutanten Maja Elverkilde og en gøglende Jens Blendstrup
Poesien er blevet tvunget ud af byen og helt ud til Valby
5. september 2008

Torsdag aften tog Øverste Kirurgiske hul på efterårssæsonen. Tidsskriftet og poesikollektivet ØK har efterhånden mange år på bagen og de månedlige oplæsninger er blevet en institution i det litterære miljø i København.

Litteraturen ud af byen

Øverste Kirurgiske tilbød indtil i år litteratur og autoværkstedsstemning på Lab på det mondæne Vesterbrogade. Her blev oplæsningerne hevet ud af de støvede bogcafeer og op i et cool og råt miljø. Det er en kliché, men der var lidt Berlin over det. Men nu er det slut.

”Vi er så tæt på Vestre Fængsel, at hvis man rører ved hallens bagerste vinduer, går projektørerne i gang. Det gælder især dig Janus Kodal,” siger konferencieren og peger ud i rummet.

Litteraturen er fordrevet ud af byen. Det er Gøglerskolens lokaler, der blandt andet er nabo til et misbrugscenter og Vestre Fængsel. Tilmed har stedet været på tale som et bud på et nyt ungdomshus.

På denne premiereaften præsterer Den sidste hal efterhånden fuldt hus, imens mørket falder på. Eftersigende er det naboklager, der nu har henlagt de månedlige oplæsninger til Den sidste hal i udkanten af byen. Lab på det indre Vesterbro er i stedet omdannet til udstillingslokaler for italiensk møbelkunst.

Kodal i København

Aftenens konferencier, Informations egen Niels Iver Larsen, kalder stedet ”en perfekt brandzone for poesien” og fortæller samtidig, at hallen ikke er sikker. Scenen er i et hjørne af rummet og bagved kan hallen endnu ses i det tiltagende mørke.

”Hallen er ikke sikker endnu. Overalt lurer faldlemme, skakter og vindeltrapper,” fortæller Niels Iver Larsen, hvorfor selve oplæsningen er forvist til et kaffestueagtigt skur inde i hallen.

Så går Janus Kodal på scenen og læser op af sin nye digtsamling Hovedbanen og andre impulskøb. Det handler om København. Et rastløst jeg observerer byen. Men det er som om Kodal aldrig rigtig får fat i den by. Den lidt tørre oplæsning slutter med ”så er han død”.

Man må ikke ryge inde i rummet, hvor der læses op. Rygerne får lov at stå i en mellemgang i hallen og lure ind ad vinduerne, imens de hører oplæsningen i højtalerne.

Inde i kaffestuen er aftenens andet indslag Katrine Marie-Guldager, der læser op af romanen ”En plads i historien”. Bogen indeholder blandt andet en række intermezzi, hvor mekanikerlærlingen Ole filosoferer over poesien. Det er mekanikerlærlingens betragtninger omkring bogstaver, sandheden og sproget.

En gammel kending blandt publikum blander sig højlydt. Han viser sin begejstring ved at grine højt, og komme med et bekræftende ”ja!” når han er enig i betragtningerne fra scenen.

Elverkildes kanin

Øverste kirurgiske indtager fint de nye lokaler, og den rå æstetik adskiller sig ikke synderligt fra omgivelserne på Lab. Stemningen er intakt, selvom der selvfølgelig altid er lidt ærgerligt at litteraturen ikke må være inde i byen på en torsdag aften.

I sidste uge debuterede Maja Elverkilde med novellesamlingen ”Alt det der er mit” og herfra får vi historien om Oskar, hvis forældre tvinger ham til at halshugge sin egen kanin, da han har forsømt den. Nu kommer man for alvor ind i en fortælling. Publikum lytter intenst fra bænkene til Elverkildes historie om skyld og ejerforhold.

Propellen i lokalets loft kan ikke kompensere for den stigende temperatur og pausen er tiltrængt. Her sælges der bøger og tidsskrifter og forfattere og tilhørere drikker fadøl i de nye omgivelser.

Blendstrup og bror

Aftenens anden halvdel er i høj grad Øverste Kirurgiskes egen. Fortrinsvis folk fra tidsskriftet redaktion læser op.

Sidste halvdel af Øverste kirurgiskes oplæsninger har ofte et mere hjemligt præg over sig end første. På denne måde bliver det også første set, der fungerer som det mest interessante, hvor den nye litteratur præsenteres. Hvor andet set i højere grad tilbyder underholdning fra kredsen omkring Øverste Kirurgiske. Således også i aften.

”Jeg er slet ikke til stede. Det er min storebror, fysioterapeuten,” udbryder Jens Blendstrup nede fra publikum, inden han entrerer scenen.
Blendstrup, eller hans storebror, lader til at føle sig hjemme i Gøglerskolens lokaler. Selv uden sin bedre halvdel i Litterær Hypnose, Lars Bukdahl, formår han at fremkalde en slags Højholdt på syre til stor begejstring.

Han tager sig til hovedet og fremfører en dialog, skiftevis messende på jysk og jamrende med en pibestemme. ”Det var dog en mærkelig tekst,” siger han indimellem og kigger over på baren, som om han ikke selv havde skrevet den.

Læs mere om Øverste Kirurgiske på deres hjemmeside eller om Jens Blendstrup på hans Facebook

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu