Interview
Læsetid: 5 min.

'Det er ikke forfatteren, men hans ideer, der kastes i fængsel'

Khaled Khalifa er en syrisk succesforfatter, der afviser at påtage sig rollen som eksilkunstner og som derfor stadig bor i Damaskus, hvor hans romaner er forbudt, og han kun undgik anholdelse ved en fejltagelse
Kultur
6. september 2008

Damaskus - Det kom bag på forfatteren Khaled Khalifa, at menneskerettigheder fyldte meget lidt i referaterne fra det 'firkant-topmøde', i hvilket Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, var den ubestridte stjerne.

Den 44-årige Khalifa, der får humus på brødet som manuskriptforfatter til tv-komedier, regnede ikke med, at menneskeretsemnet ville blive berørt overhovedet, da Information mødte ham på Al-Rawda-caféen nær Damaskus osmanniske parlamentsbygning.

Parlamentet havde en kort blomstring som debatforum tilbage i 2000, da den nu 42-årige Bashar al-Asad arvede sin far, Hafez al-Asads præsidentembede, og selv meldte ud med efterlysning af et syrisk 'glasnost'.

En af de parlamentarikere, der tog ham på ordet med krav om demokratiske og økonomiske reformer, var den 61-årige forretningsmand Riad Seif, der stadig er indespærret efter en appelret for nylig afviste prøveløsladelse af hans dom på fem års fængsel.

Seif er ikke alene - ifølge Human Rights Watch er et dusin dissidenter stadig bag tremmer, dømt for forsøg på at "svække syrisk nationalfølelse" og "ulovlig kontakt med udenlandske magter". En af dem er journalisten Michel Kilo, der tog initiativ til den såkaldte Damaskus-Beirut deklaration i 2006 med appel til styret om at normalisere relationerne til Libanon efter mordet på Rafik Hariri og den efterfølgende udvisning af de syriske besættelsesstyrker.

Ironisk nok var ugens topmøde i Damaskus med deltagelse af lederne fra Tyrkiet, Qatar og altså Frankrig bl.a. en fejring af, at Syrien omsider har gennemført netop den øvelse - dog først efter at have sikret sig, at Libanons syriske proselytter har vetoret i Beirut-parlamentet - og sidder på præsidentposten.

Khaled Khalifa var den gang i 2006 medunderskriver på den famøse deklaration i sin egenskab af forfatter til en forbudt roman, Hyldest til hadet, der handler om den urolige periode i begyndelsen af 80'erne, hvor regimet slog ned på politisk islam med veritable massakrer.

"Men jeg blev ikke hentet, da de arresterede Kilo og de andre," siger han med et skævt smil.

"Jeg stod på listen, men de arresterede en, der var så uheldig at hedde det samme, som mig. Han blev tilbageholdt i tre dage, indtil jeg meldte mig som den, de var på udkig efter. Men i mellemtiden var der kontra-ordre ovenfra om, at arrestationerne skulle indstilles. Så derfor sidder jeg og drikker kaffe med dig. Typisk syrisk."

Typisk syrisk = koks

Hvad Khalifa mener med vendingen 'typisk syrisk' er bl.a. en tendens til, at den ene hånd i regimet ikke altid har tjek på, hvad den anden hånd foretager sig. Men Khalafi og hans kolleger og venner, der får deres arbejder forbudt af censuren, er - som han udtrykker det - "også på en vis måde venner med censorerne, som vi jo kender".

@Brød spørgsmål:- Gode venner?

"Ja altså, vi møder dem ude på barerne, og råber efter dem: Hvor vover du at forbyde min seneste bog? Og de råber tilbage: Hvad skal vi gøre? Det er vores arbejde, og vi kan ikke andet, så længe I skriver, som I skriver. Hvornår lærer I at skrive på en ordentlige måde?"

Men for Khalifa er 'en ordentlig måde' en neutral måde. "Jeg kan ikke lyve eller sminke mine historier, og med Hyldest til hadet skildrer jeg det sammenstød i 80'erne mellem islamiske fundamentalister og et autoritært styre, som jeg selv oplevede det som ung i Aleppo. Jeg har ingen sympati for politisk islam, jeg er sekulær, og jeg mener, at dersom fundamentalisterne får magt, som de har agt, er det enden på det syriske samfunds udsigt til en demokratisk normalisering. Men problemet her er, at styret ikke er åbent nok, ikke talentfuldt nok til at kontrollere islamisterne i den forstand, at de ikke går for vidt med sharia-lovgivning og andre former for undertrykkelse af ikke-religiøse. Styret er bange for dem, og før i tiden blev de brutalt undertrykt, i dag får de mere og mere indflydelse - også selv om de formelt ikke er tilladte. Det er den kløft i samfundet, der er konstant, jeg skriver om."

Idé som kontraspionage

@Brød spørgsmål:- Men hvis det er din opfattelse, at politisk islam er farlig for det sekulære samfund, som jo formelt stadig er gældende her, hvorfor blev din roman så forbudt?

"Fordi den talte om sår, der stadig er åbne, nemlig massakrerne på islamister i perioden 1980-84. Bogen skildrer disse ting, som de var (men af hensyn til Khalifas sikkerhed går den let hen over den mest infame massakre på islamister i Hama 1982, red.). Og dermed bryder den styrets monopol på 'sandheden' om den periode. Det er bogens forbrydelse - ikke, at den skriver om politisk islam, men at den gør det ved at se problematikken fra begge sider - for der er jo to sider i en konflikt, og som forfatter kan du ikke ignorere den ene side uden at blive propagandist. Det pudsige er også, at jeg kan tale om romanen på syrisk tv, men læserne kan ikke købe den i bogladerne. Jeg har skrevet bogen, men det er dens indhold, der er utåleligt for magten. Så utåleligt faktisk" - her griner Khalifa igen skævt - "at flere af de højtstående embedsmænd og politikere har købt og smuglet den ind fra Libanon. Den er en salgssucces, der nu er ude i tredje oplag."

Kan kun skrive i Syrien

"Jeg er blevet opfordret til at flytte udenlands nu, hvor min bog oversættes til de store europæiske sprog - og norsk - men jeg bliver, for jeg er syrer, og jeg kan ikke arbejde uden for Syrien. Jeg vil ikke kunne trives i Paris eller London som 'eksil-forfatter' og 'dissident' - alene den 'medfølelse', jeg ville møde, og den antagelse, at min bog kun er noget værd som 'arabisk dissidentskrift', ikke som et stykke litterært arbejde, ville få mig til at kaste op. Jeg skriver om syrisk liv, da jeg er en del af denne kultur. Og jeg skriver om politik, fordi politik er den vigtigste del af folks liv her."

Jeg var for nylig til en forfatterkongres, hvor en arabisk eksil-forfatter talte om, at han holdt mest af at digte om smukke blomster og godt vejr. Hvordan kan skrive om blomster, når ens landsmænd dør i hver dag - i Irak, i Gaza, på Vestbredden?"

"Vi har ikke haft reelt demokrati her siden 1958, da Nasser ankom med sin egyptiske diktaturmodel," siger han.

Og for resten: Da Sarkozy nævnte menneskeretsproblemerne for sin vært, huskede han at rose ham for løsladelsen af to aktivister for nylig. Og sagde at han håbede, der kom 'andre initiativer'. Derefter blev syv syrisk-franske handelsaftaler underskrevet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her