På ét punkt må jeg give Kai Sørlander ret:i modsætning til, hvad jeg har hævdet, behandler han jødedommen og Israels demokrati på siderne 111-12 i sin bog. Det havde jeg desværre overset. Det må han meget undskylde!
Til gengæld må jeg genfremsætte min hovedanke over Forsvar for rationaliteten. Hvor nøgterne og stringente Kai Sørlanders følgeslutninger end måtte tage sig ud i manges øjne, arbejder de ud fra præmisser, som er løsrevet fra virkeligheden/historien. Derved bliver de til trossætninger, som får hans bog til at fremtræde som et 'Forsvar for dansk lutheranisme' iført (pseudo)filososofiske gevandter.
Som rene trossætninger bør for det første betegnes de 'præmisser', som Sørlander lægger til grund for sin dom over den islamiske retstradition. Denne affærdiger han som arkaisk og Muhammed-fikseret. Virkeligheden er nu engang en kende mere nuanceret. Det fremgår bl.a. af professor Sami Zubaidas veldokumenterede bog Ret og magt i den islamiske verden - en bog, som Kai Sørlander fra nu af bliver nødt til at forholde sig til, såfremt han ønsker, at hans islamkritik skal tages alvorligt.
Desuden er det højst diskutabelt, om det var den kristne tro, der var drivkraften i Europas demokrati og sekularisering. Jesu glade budskab kunne som bekendt ikke forhindre Østrom (Byzans) i at udvikle sig til et teo-krati.
Hvad angår det vestlige Europa, er det først mere end ét årtusind efter Jesu død, man kan iagttage de første kim af noget, som kunne kaldes en demokratisk udvikling.
Disse spæde kim bliver imidlertid ikke lagt af kirken, men af det driftige borgerskab, der fra og med 1100-tallet begynder med succes at udnytte konflikten mellem kejser og pave. To vigtige forhold bør fremhæves i denne forbindelse.
Når borgerskabet bliver til en afgørende magtfaktor på Europas politiske scene, skyldes det den økonomiske fremgang, som den vestlige del af kontinentet oplever samtidig og umiddelbart efter korstogene. Desuden bør det nævnes, at borgerskabet formulerer og realiserer sine frihedskrav med støtte i den romerret, som netop fra og med det tolvte århundrede bliver genoplivet og videreudviklet ved de første europæiske universiteter (Oxford,Sorbonne,Bologna,m.v.)Jeg finder det højst besynderligt, at dette vigtige kapitel i Europas vej mod demokratiet overses af Kai Sørlander og - hvad værre er ! - af den danske Demokratikanon. At borgerskabet bliver en vigtig politisk aktør, er nemlig en af de vigtigste forskelle mellem Europa og den islamiske verden. For det er et faktum, at sidstnævnte kun i ringe grad har oplevet noget tilsvarende. Hvilket kunne være den vigtigste forklaring på det, som en fremtrædende islamkritiker har betegnet som "islams syge"" (Jf. Abdelwahhab Meddeb, La maladie de l'Islam).
Kai Sørlanders og Demokratikanonens forglemmelse er så meget desto mere besynderlig som alle de skitserede forhold - borgerskabets frihedskamp, genoplivelsen af romerretten samt universiternes rolle heri - er allesammen dokumenteret af et overvældende kildemateriale. Her vil jeg nøjes med ét eksempel: i 1324 (!) udsender Sorbonne-rektor Marsilius af Padova afhandlingen Defensor pacis (Fredens forsvarer), der må anses for at være en vigtig forløber for Martin Luthers lære om det dobbelte regimente. Her er det nødvendigt med en lille indskydelse: Marsilius er jævnaldrende med Italiens nationaldigter Dante Alighieri og med Englands store filosof William Ockham. Alle tre er eksponenter for den pave-kritiske humanisme, som et par århundreder senere vil kulminere med den store Erasmus af Rotterdam. Min pointe er, at Luther - denne "umulige munk"(Nietzsche) - uden humanisternes vigtige forarbejde aldrig ville have fået et ben til jorden.
I øvrigt er det stadig et åbent spørgsmål, om Reformationen var et ubetinget gode (jvf. heksebål, religionsforfølgelser og -krige, enevælde).
En foreløbig konklusion må vist gå ud på, at også Europas historie viser sig at være lidt mere kompleks end Kai Sørlanders lutherske apologetik lader formode.
