Læsetid: 5 min.

Fortællinger bygger bro mellem menneske og omverden

Fænomenet 'storytelling' får nu sin egen uddannelse i København. En skeptiker peger på, at den populære form for branding indebærer en række problemer
18. september 2008

Carsten Islington står midt på gulvet med håndled og strube sårbart blottet og sender et mildt ansigtsudtryk rundt i lokalet.

"Det ser måske tåbeligt ud, men jeg har faktisk haft gode erfaringer med det her, da jeg var storyteller i Vridsløselille Fængsel," siger han til sine kursister.

Vi er til endagsseminar om storytelling, og Carsten Islington har netop demonstreret, hvordan man bruger kropssproget til at gøre folk modtagelige for ens fortællinger.

Islington har i mange år optrådt for fulde huse som historiefortæller, og han har undervist bla. Børsen og Mærsk i storytelling. Nu åbner han Danmarks første egentlige storyteller-akademi i hustruen Joan Ørtings lækre lokaler i Villa Wilder på Christianshavn. Her skal en perlerække af kendte og kreative danskere som f.eks. instruktør og manuskriptforfatter Lotte Svendsen, den prisbelønnede dramatiker Line Knutzon og filmskolelæreren Mogens Rukov undervise erhvervsledere, kommunikationsfolk og andre i fortællingens ædle kunst. Undervisningen, der begynder til oktober og foregår i semestre af seks weekender, henvender sig primært til folk over 23 år eller mennesker med en del livserfaring i bagagen. På sit endagsseminar giver Carsten Islington smagsprøver på, hvad uddannelsen indeholder, og hvad vi kan bruge den til.

"Informationsmængden i vores samfund er så massiv, at der er et stort behov for storytellers - folk med viden om, hvordan man kommer ud med sit budskab, så det brænder igennem og gør en forskel," fortæller Carsten Islington til de fremmødte. De sidder i en intim cirkel omkring fortælleren, der netop har tændt en rød lampe bag sig for at markere, at nu siger han noget vigtigt. En lun lille morsomhed, der dog viser sig ret nødvendig, da en kvinde afbryder for at præsentere den lyserøde tøjelefant, hun har siddende ved sine fødder. Den er åbenbart med til alt, hvad hun laver.

"Ja, sådan har vi alle vores små fortællinger om os selv," smiler Carsten Islington venligt og vender gelinde tilbage til dagens emne:

"I dag er historien kommet tilbage. Det er gået op for virksomheder og folk generelt, at historier skaber identitet og indbyrdes sammenhørighed. Hvis en virksomhed har en historie, så er den enkelte medarbejder en del af den. Fortællinger gennemsyrer alt i samfundet og giver os en forståelse af, hvorfor vi er her," siger han.

Storytelling er et gammelkendt begreb inden for litteraturvidenskaben og en endnu ældre praksis, der ifølge Islington har rod i den mundtlige fortælletradition, som Karen Blixen vakte til live i 1950'erne med leveregelen 'I'm a storyteller'.

Det er kun få af de tilstedeværende, der normalt lader sig inspirere af skønlitteratur i deres arbejde, men Islingtons eksempler, der spænder fra Hemingway over Shakespeare og til Den Lille Rødhætte, fremkalder alligevel både latter og hastige notater på de skriveblokke, folk har liggende i skødet.

Ansvar og fællesskab

Carsten Islington mener, at der er brug for storytelling, fordi der er behov for fortællinger, der kan bygge bro mellem det enkelte menneske og omverdenen.

"For mig er det en succesmarkør, at en medarbejder ikke blot siger: 'Jeg arbejder i en lufthavn'. Men i stedet: 'Det er mit ansvar at sende folks bagage det rigtige sted hen," siger han.

Derfor ser han heller ikke noget problem i, at f.eks. mælkeproducenter bruger fortællinger, der appellerer til vores følelser, til at sælge deres produkter.

"De historier, der taler til vores følelser, skaber sammenhørighed og ansvarsfølelse. Historier er med til at lave den danske sjæl. Nu lyder jeg nærmest helt nationalistisk, men det, jeg mener, er, at det er sammenhørigheden, der får mig til at rejse en væltet cykel op, idet jeg går forbi. Dét, at vi er del af en fælles fortælling."

Ingen tragedier

Der er god grund til at tro, at Carsten Islingtons storyteller-akademi vil blive velbesøgt. De senere år har danske og udenlandske virksomheder brugt millioner på at fortælle overbevisende og sammenhængende historier om deres værdier og etiske standpunkter - historier, der både skal sælge virksomhedens varer og skabe sammenhold på arbejdspladsen. Men lektor i Æstetik og Kultur Birgit Eriksson mener ikke altid, at fænomenet story-telling er i de ansattes interesse.

"Det er sjældent historien om de indbyrdes interessekonflikter på arbejdspladsen, som virksomheder og institutioner fortæller om sig selv. Det giver sig selv, at tragedien næppe er den foretrukne genre inden for virksomheders storytelling," siger hun.

Derfor synes Birgit Eriksson heller ikke, at en fælles fortælling for alle på en arbejdsplads er helt realistisk.

"Fortællingen om, at man i en virksomhed har fælles værdier og mål, slører de magtforhold og interessekonflikter, der er mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Derfor synes jeg, at der er grund til at være skeptisk - uanset om man er ansat i det offentlige eller i det private."

Men eksempelvis Iben Schneider, der er HR-konsulent hos træværksforhandleren DLH og har personlig erfaring med at bruge storytelling, er langt fra så kritisk indstillet. Hun kunne godt finde på, at starte på Islingtons storyteller-akademi.

"Mit arbejde går ud på at fortælle historien om den attraktive arbejdsplads, så jeg bruger allerede storytelling. Når vi arbejder med fortællingen om den attraktive arbejdsplads skaber vi et positivt arbejdsmiljø og tiltrækker og fastholder gode medarbejdere," fastslår Iben Schneider.

Fortælling forpligter

Netop storytellings evne til at fastholde medarbejdere er for Birgit Eriksson at se udtryk for et lidt gammeldags ønske om at binde medarbejderne til arbejdspladsen.

"En virksomhedsfortælling, der appellerer til den enkelte medarbejders ansvarsfølelse og identifikation, er et middel til at fastholde medarbejderen på arbejdspladsen. Vi ved, at folk i dag skifter job mange gange i løbet af deres liv, men story-telling er et forsøg på at dæmme op for denne bevægelse og fastholde arbejdskraften. Jeg tror, at det virker. Men jeg er ikke sikker på, at det i virkeligheden er i medarbejderens interesse," siger hun.

Selv om Birgit Eriksson ikke er i tvivl om, at storytelling er et meget effektivt kommunikationsredskab, sætter virkeligheden dog grænser for, hvilke budskaber man kan trumfe igennem:

"Hvis historierne bliver alt for banale og entydige, mister de simpelthen troværdighed og mister dermed kraften til at overbevise folk," siger hun.

Carsten Islington der-imod mener godt, at historierne må være så enkle som muligt.

"Det er meget nemmere at fortælle en god historie, hvis man kun fokuserer på en lille detalje. Engang bad jeg mine venner give mig en historie til gengæld for alle dem, jeg har fortalt. Det blev de helt blege og fåmælte af. Derfor indsnævrede jeg mulighederne ved at opstillede det kriterium, at historien skulle tage udgangspunkt i noget, de havde oplevet i sommeren 1983, og straks kom der fortællinger på banen."

Til endagsseminaret i Villa Wilder er folk dog delvistmundlamme. Langt de fleste er for unge til at huske, hvad de lavede i sommeren 1983. "1983 er vist i det hele taget et dårligt eksempel. Den sommer sad jeg nemlig i spjældet" griner Islington i skægget og genner sine kursister ud i gårdhaven til frugt, sandwich og sandsynligvis også en historie eller tre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu