Læsetid: 1 min.

Er du fyret? Så kom gratis i teatret

Lloyd Webber i spendérbuskerne eller bare PR
Kultur
22. september 2008

Er man bankmand i London og fyret efter den 1. september på grund af den højspændte finanskrise, er der god grund til at smile trods alt.

Musical-mogulen Sir Andrew Lloyd Webber har nemlig valgt at komme disse finansielle ofre til undsætning og fortæller, at de er berettiget til billetter til en af følgende af hans forestillinger, enten The Sound of Music eller Joseph and the Amazing Technicolor Dreamcoat.

Han siger i en pressemeddelelse, at "de begge er feel-good-shows, og jeg tænkte, at gratis billetter ville tilbyde et pusterum omend blot for et par timer til de folk, som sørgeligvis har mistet deres job i dette igangværende økonomiske postyr".

Ifølge den britiske avis The Guardian er Sir Webber nok nødt til at give billetter væk til større grupper af mennesker end blot bankfolk, hvis krisen fortsætter, og billetgiveriet er af ren godhjertethed, som det påstås af Webber.

Måske endda til sine egne ansatte, for det siger også noget om billetsalget i teaterverdenen i Londons West End, at der overhovedet er billetter at give væk fra mandag til torsdag. Det kommer i øvrigt ikke som en overraskelse for The Guardian-skribenten, at Webber benytter finanskrisen til at få medieomtale, da han ifølge skribenten gennem 40 år i branchen har vist sig som master of the dark art of publicity - altså en mester udi presseomtalens kunst. Skribenten tror dog ikke, at det vil have nogen effekt på publikumsantallet i teatret, da han betvivler, at nogen fyret bankmand vil kompromittere sin værdighed ved at gå ned med en fyreseddel i billetlugen.

En anden journalist i Times spørger retorisk og med en vis frækhed: Så hvad ville være værst - at miste sit job i den globale finansielle ned-smeltning eller være nødsaget til at se en Andrew Lloyd Webber-musical til ende?"

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her