George Orwell = Evelyn Waugh?

New York - New York Times Book Review stillede for nylig spørgsmålet: "Hvor meget George Orwell er for meget George Orwell? "

Under titlen 'Orwellania' klagede bogredaktør Dwight Garner i sin 'Inside the list'-klumme over, at selv beundrere af manden måtte kæmpe for at følge med i den strøm af genudgivelser, akademiske skriblerier, notater og biografier, der skyller ind over læserne som skybruddet fra den tropiske storm Hanna i weekenden over new yorkerne. Og mens Hanna allerede er fortrukket ud over Atlanten, er der ikke noget, der tyder på, at Orwellania er ved at stilne af: Til oktober udkommer både Facing Unpleasant Facts, en samling af Orwells fortællende essays, og All Art Is Propaganda, en bog med den engelske forfatters kritiske essays. At dømme efter den opmærksomhed, den seneste Orwell-bog har fået, er der dog heller ikke noget at sige til det.

The Same Man: George Orwell and Evelyn Waugh in Love and War, der netop er udkommet på forlaget Random House, blev således begunstiget med hele to anmeldelser i New York Times selv, en i hovedavisen og en i Dwight Garners eget førnævnte Book Review, og den har næppe undgået opmærksomhed fra ét eneste af de andre toneangivende dagblade og magasiner. Men det er også mildt sagt en provokerende påstand, bogens forfatter amerikanske David Lebedoff fremfører: At George Orwell, der skabte den mareridtsagtige dystopi 1984, og Evelyn Waugh, hvis bedst kendte værk, Brideshead Revisited, er drømmerier om en svunden tid af Oxford-privilegier og vældige landsteder (og i øvrigt aktuel som filmatisering i de amerikanske biografer), når alt kommer til alt faktisk var to alen af samme stykke. For som Michiko Kakutani skriver i New York Times, er det svært at forestille sig to forfattere, der er mere forskellige:

"George Orwell var socialist og ateist; Evelyn Waugh gjorde alt for at stige fra sin middelklassebaggrund og var en hengiven katolik. George Orwell arbejdede på et tidspunkt som opvasker og levede blandt vagabonder og ludere; Evelyn Waugh fraterniserede med aristokrater og æstetikere. Orwell er blevet kanoniseret som en sekulær helgen af både venstre- og højrefløjen; Waugh er blevet mytologiseret som indbegrebet af den snobbede og excentriske godsejer."

Men Lebedoff argumenterer altså for, at disse to mænd var ligesindede sjæle, idet han fremfører, at de begge mente, at moralsk relativisme var "den største synd," og begge frygtede fremtiden som en æra, hvor tradition, høflighed og fællesskab ville forsvinde til fordel for tankeløs materialisme og eskapistisk fornøjelse.

Samme dumdristighed

Den notorisk hårdhændedede Kakutani har dog ikke meget til overs for den fremstilling og finder ikke belæg for, at de to forfattere har andet til fælles end det simple biologiske faktum, at de begge blev født i 1903 ind i middelklasse-familier.

"Mr. Lebedoff lyder ofte som et medlem af et college-debathold; han ignorerer åbenlyse fakta, der ville underminere hans argument, mens han søger højt og lavt for bare en flig af et bevis, der kan understøtte hans tese. Nok har begge mænd været enige om, at man måtte vælge mellem denne verden og den næste, men de endte med at drage modsatrettede konklusioner: Som Mr. Lebedoff anerkender, valgte Orwell 'at handle nu og her' for 'for ham var alt i denne verden politisk', mens Waugh sluttede, at 'alt i dette liv var irrelevant - social retfærdighed så vel som hedonistiske udsvævelser."

Lidt mere forståelse for Lebedoffs argument er der i avisens anden anmeldelse, hvor Jim Holts initiale irritation over påstanden afløses af fornøjelse over den velfortalte historie. Holt nævner en af de ligheder, Lebedoff graver frem - at både Orwell og Waugh var nærmest dumdristige i deres foragt for fare - som et eksempel på, at læseren efterhånden begynder at se meningen med galskaben.

"Orwell blev skudt gennem halsen og næsten dræbt af en fascistisk snigskytte i den spanske borgerkrig, da han skødesløst rejste sig op i skyttegraven for at tænde en cigaret. Waugh viste lignende koldblodighed i Anden Verdenskrig, da han roligt spadserede gennem Luftwaffe-maskingeværsild iført en skinnende hvid duffelcoat, som gjorde ham til et perfekt mål. 'Dit dumme, lille svin, tag den jakke af!' råbte hans officerkammerat Randolph Churchill (Winstons søn). Hvortil en uanfægtet Waugh svarede, 'Jeg skal fortælle dig, hvad jeg synes om dine afskyelige manerer, når bombardementet er ovre.'"

Lebedoff, hvis tidligere bøger inkluderer blandt andet bestsellerne Cleaning Up om Exxon Valdez-sagen og The Uncivil War: How a New Elite Is Destroying Our Democracy, og som altså træder på ny grund med The Same Man, henter også roser fra The Economist, der kalder hans fremstilling for "indsigtsfuld," og fra The New York Sun, hvori anmelder Eric Ormsby slutter med dette højstemte cadeau:

"De to mødtes kun en enkelt gang, i slutningen af august 1949. Waugh, der havde sendt Orwell et beundrende brev, besøgte ham, mens Orwell lå for døden (...) som Mr. Lebedoff viser, var de hemmeligt forbundet, og de erkendte det i den yderste time. Set igennem den ærlige vinduesrude, som god prosa udgør, var deres verdener hverken høje eller lave, men én og den samme. De dybeste huler er forbundet gennem hemmelige korridorer, der fører til tinderne."

Tonedøv forfatter

Både magasinet The New Yorker og Harpers Magazine har dog grovfilen fremme. I sidstnævnte hedder det for eksempel:

"Det eneste problem med The Same Man: George Orwell and Evelyn Waugh in Love and War, en ellers respektabel journalistisk gennemgang af de to karrierer, er, at dens tese er noget vrøvl."

Men det værste angreb mod Lebodoffs bog kommer udenlands fra. I avisen The Australian starter Alan Saunders sin anmeldelse med at anføre, at man formentlig skal være amerikaner for at skrive sådan en bog.

"Hvis du var for eksempel var japaner, ville din forståelse af britisk social og litterær kultur i den første halvdel af det 20. århundrede nok være nøjagtig lige så usikker som David Lebedoffs, men i det mindste ville du vide, at du var ignorant: Du ville vide, at du skulle udføre en masse hårdt arbejde, før du kunne begynde at skrive noget oplysende om emnet. Lebedoff, derimod, bedraget af det faktum at han og hans emner taler samme sprog, overser pointen. Han kan læse musik, men han er tonedøv," skriver Saunders og hævder, at det faktisk er ganske ligetil at se, hvad de to forfattere havde til fælles.

"Ligheden blev først påpeget (hvilket Lebedoff ikke fortæller os) af den britiske journalist Malcolm Muggeridge, der i dag stort set er glemt, men som engang spillede en væsentlig rolle i de øvre lag af britisk journalistik. Muggeridge fangede den med det samme: De spillede begge en rolle. Orwell havde lige så meget brug for sin proletariske kludekasket, som Waugh havde brug for sin godsejer-tweed. Ingen af dem var født til det klædestykke, de hver især satte pris på: De hentede dem begge i udklædningsafdelingen."

Lebedoff er godt nok inde på dette, idet han for eksempel skriver om Waugh, at han "spillede en rolle hele sit liv." Men, forklarer Saunders, Lebedoff fejlfortolker betydningen.

"Det, han ikke forstår, er, at det ikke var nogen personlig excentrisme hos Waugh: Det var endemisk for den kultur, han og Orwell levede i, og som enhver, der har læst Dickens, ved, har det længe været et karakteristika ved livet i England."

Kun én vittighed

Saunders nævner også Lebedoffs "skjulte motiv" med bogen, hvilket er at rekruttere Orwell og Waugh til sin egen kampagne mod den moderne verden. I det afsluttende kapitel sætter Lebedoff sig således for at udtænke, hvad Orwell og Waugh ville synes om verden af i dag. Det bliver til spredte tanker om e-mail, reality shows, Al Gores anvendelse af det engelske sprog og en kåring af computertastaturets Delete-knap som "det mest gruopvækkende træk ved vor tid", og det er et element, der har affødt næsten lige så mange reaktioner som hovedpåstanden.

"Ærgerligt at denne fornøjelige og provokerende bog skulle ende i et sådant antiklimaks," skriver Jim Holt i New York Times Book Review, mens forfatteren Michael Dirda i Wall Street Journal spørger: "Hvad skal man synes om alt dette? Mr. Lebedoff har det med at simplificere både Orwell og Waugh for at understøtte sin tese. Han skraber for mange forskellige elementer af det moderne liv sammen til en enkelt og alt for hård dom over det. Og hans kompakte gennemgang af hans to heltes liv tjener primært som grundlag for denne endelige jeremiade om synderne af vores plastiske feel good-verden. Alligevel er det svært ikke at blive fanget af Mr. Lebedoffs passion og føle i hvert fald nogen sympati med hans sociale kritik, hvor ekstrem den til tider end måtte være."

David Lebedoff kom selv til orde i 'Late Night Live' på radiostationen ABC, hvor han til sidst blev spurgt om hvem af de to, han helst ville spise middag med.

"Det skulle nok være Waugh, for jeg tror, det ville blive den bedste og mest omsiggribende samtale. Orwell var jo gennemført politisk," sagde Lebedoff og nævnte så endnu en forskel mellem de to forfattere: "Evelyn Waugh var også efter min mening den vittigste mand i verden, mens George Orwell kun kom med én eneste sjov bemærkning i hele sit liv - det er i Kammerat Napoleon: 'Alle dyr er lige, men nogle dyr er mere lige end andre.' Den har til gengæld overlevet gennem generationer."

Så måske er forskellen ikke så stor.