Læsetid: 6 min.

'Han havde Gud i sine fingre'

Claus Deleurans geniale tegneserier er en skatkiste af skæve, sjove, præcise detaljer, der kombineret med en flyvsk fantasi og oplevelsestrang gør dem tidløse. I anledning af fredagens premiere på den animerede version af hovedværket 'Rejsen til Saturn' tegner vi her et portræt af den afdøde tegneserieskaber
Claus Deleurans geniale tegneserier er en skatkiste af skæve, sjove, præcise detaljer, der kombineret med en flyvsk fantasi og oplevelsestrang gør dem tidløse. I anledning af fredagens premiere på den animerede version af hovedværket 'Rejsen til Saturn' tegner vi her et portræt af den afdøde tegneserieskaber
24. september 2008

"Hver eneste streg af Claus er mere værd end tusinde etårs-abonnementer på Anders And & Co. - inklusive de udvalgte serier med Carl Barks samt samtlige Tinfuckingtin-hæfter med samt hans skabede og følgagtige køter. Claus havde Gud i sine fingre. Claus havde hele Universet i sin hule hånd, når han satte en af sine tuschpenne til papiret, og hver eneste gang, den streg slog et sving, så var det det rigtige sving, den slog. Claus havde svaret i sine hænder på hvert eneste spørgsmål, man kunne have fantasi til at stille."

Således skrev journalisten og humoristen Anders Lund Madsen i sin efterskrift til Claus Deleurans tegneserie Rejsen til Saturn fra 1977, da den endelig blev genudgivet i 2001. Man kan mene, at Lund Madsen er lige hård nok ved Barks og Tintin, men ellers har han ret i sin karakteristik af Deleuran, der døde i 1996, kun 49 år gammel.

Den danske tegner og tegneserieskaber var - og er - en af de allerbedste, mest originale, begavede, finurlige og sjove, som nogensinde har begået sig med pen og papir herhjemme, og det er der god grund til at huske på, når den computeranimerede version af Deleurans hovedværk, Rejsen til Saturn, i overmorgen har biografpremiere.

Jordbundethed

"Jeg henter jo mine ideer i den hverdag, jeg går rundt i; den er dansk - det er der ikke noget at gøre ved," sagde Claus Deleuran i 1990 i et interview med Levende Billeder.

Og man må sige, at der en umiskendelig dansk charme, jordbundethed og hverdagsrealisme - blandet med på én gang mild og skarp satire og løssluppen eventyrlighed - over de bedste af hans tegneserier, som tillige giver et kærligt-kritisk signalement af den danske folkesjæl.

Det begyndte for alvor med Thorfinn, der først blev trykt i det venstreorienterede tidsskrift Politisk Revy fra 1971 og siden udgivet i albumform. Hovedpersonen er Thorfinn T. Karlsen, der må flytte hjemmefra, da hans forældre får barn nummer 14 efter Thorfinn. De har nemlig kun plads til 14, og således drager den unge mand fra Tågegård ud i verden for at gøre lykken. Han indretter sig i en gigantisk romtønde, der driver i land på stranden, bortføres af pirater og møder søde Mikkeline, der brænder varm på ham. Han er også interesseret i hende, men ikke i at blive gift eller andet alt for forpligtende i den dur.

Thorfinn er i høj grad et produkt af sin politisk polariserede tid, og ungdomsoprør, kollektivtanken, hippier, fri sex, hashrygning, øldrikning, atomkraft, opgør med storkapitalen, EF-afstemning, Glistrup og meget andet optræder i tegneserien, der er så spækket med detaljer og visuelle gags og afstikkere, at den sagtens tåler at blive læst igen og igen.

En generøs gave

Men selv om Claus Deleuran hørte til på venstrefløjen og udtrykte sig antiautoritært og institutionskritisk, var han i modsætning til så mange andre dengang

ikke spor dogmatisk eller selvhøjtidelig, og om noget er Thorfinn behageligt fri for løftede pegefingre og rigtige meninger. Tegneren følte sig dog nødsaget til at indføje enkelte ideologiske sværdslag, f.eks. sørøvernes konfrontation med de multinationale olieselskaber om bord på en boreplatform.

Poul Holt, der i 1970'erne arbejdede for Politisk Revy og sørgede for at få Thorfinn i bladet, skriver om Deleuran i sit efterord til en ny udgaveaf Thorfinn fra 2005, at "jeg har aldrig oplevet ham fordømmende (...) Selv forkerte handlinger og standpunkter prøvede de (Deleuran og hans kone, Lone, red.), om man kunne forsvare eller i det mindste forstå. Og det var ikke, fordi de var holdningsløse selv."

Således er meningen med Thorfinn og Deleurans øvrige tegneserier, skriver Holt videre, "egentlig kun, at man skal hengive og more sig, opleve, nyde, som han selv gjorde, da han tegnede. Tag hans værk som en gave, en generøs gave. Er der en dybere mening, ligger den på et højere plan. At åbne sanserne for livet og verden, menneskenes forskellighed, det sjove i det tilsyneladende kedelige almin-delige. Og ligesom Claus gjorde, bruge løs af sine evner til at gøre en forskel."

Fantastisk iagttager

Claus Deleuran blev født i Odense i 1946. Hans far var skilte- og kunstmaler, hans mor reklametegner, og allerede meget tidligt begyndte Claus selv at tegne med inspiration fra de tegneserier, han ivrigt slugte - blandt favoritterne var Anders And, Rasmus Klump og Willy på eventyr, som blandt andet inspirerede Deleuran til historierne om Thorfinn. I tegneserien, under et besøg hos sine forældre sammen med kæresten Mikkeline, sidder den unge individualist da også og sluger gamle numre af Familie Journalen med Bamse & Dukkelise, Klaus Kludder og netop Willy på eventyr.

Da Claus Deleuran i 1960'erne flyttede til København, begyndte han at læse etnografi, samtidig med at han fik logi og arbejde på være- og værkstedet Kofoeds Skole, hvor han mødte mange af de mennesker og typer, han senere brugte i sine tegneserier, blandt andet den fordrukne sørøver fra Thorfinn, der fortæller skrøner på en morsom blanding af dansk og engelsk.

I det hele taget var Deleuran en dygtig iagttager af sine omgivelser, og hans let genkendelige, sort/hvide streg er en skatkiste af skæve, sjove, absurde og præcise detaljer, der placerer hans historier i en tid og på et sted og samtidig, kombineret med hans flyvske fantasi og oplevelsestrang, gør dem tidløse og universelle.

Deleuran elskede historie og fremmede kulturer, hvilket hans tegneserier bærer tydeligt præg af, men etnografistudiet var alligevel ikke det rigtige for ham. Han skiftede til Den Grafiske Højskole, og efter endt uddannelse ernærede han sig som illustrator, karikaturtegner og tegneserietegner. Hans første tegneserie, Bjarkes Saga, blev trykt i 1968, men det var Thorfinn og de efterfølgende serier og album, der gav ham et folkeligt gennembrud.

National selvtillid

Som dreng lavede Claus Deleuran første udkast til det, der i 1977 skulle blive til Rejsen til Saturn, en tegneserie, hvori han kunne slippe sin frodige fantasi løs og satirisere over både gud, konge og fædreland uden at skulle forholde sig til den ene eller den anden ideologi.

Ligesom de tre smågeniale historier om privatdetektiverne Pirelli & Firestone alias Schiønning & Arve alias Continental & Goodyear, Claus Deleuran lavede fra 1979-82 sammen med sin lillebror, Jesper, og den Dante-, Vergil- og Robert Louis Stevenson-inspirerede Mikkeline på skattejagt fra 1984, blev Rejsen til Saturn trykt som føljeton - i Corsaren, hvor de andre blev trykt i Information - før den blev udgivet som album.

Der er vittige smæk for skillingen i albummet, der i 1999 blev kåret til århundredets bedste danske tegneserie af tegneserietidsskriftet STRIP!'s læsere, og selv om det hjælper at kende lidt til datidens danske samfund og offentlige figurer, kan man sagtens nyde albummet uden. Legebarnet Deleuran tager sine, fortrinsvis voksne, læsere med på en fantastisk morsom og anarkistisk rejse ud i det ydre rum, hvor den danske snusfornuft sejrer - da man løber tør for brændstof midt ude i det tomme ingenting, besøger man selvfølgelig bare Gud og Reservejesus og putter Helligånden i tanken, hvilket i øvrigt fik Kristeligt Folkeparti op af stolene - og der ikke sker noget, som er så slemt, at det ikke kan skylles ned med en pilsner eller en vandet vittighed.

Da Claus Deleuran pludselig døde for 12 år siden, var han i gang med et mastodontværk om Danmarks historie, Illustreret Danmarkshistorie for folket. Han havde planlagt syv bind, fra oldtid til nutid, men var i bind ni kun nået til Harald Blåtand. Og det bringer os tilbage til det med det danske.

"Vores kultur er så fuld af mindreværdskomplekser, at mange danske kunstnere gør sig umage med at lave efterligninger af udenlandske produkter," sagde Deleuran til Levende Billeder.

"Med den mangel på national selvtillid er det da et under, at vi stadig eksisterer. Jeg vil gerne vise mine landsmænd, at vi har en historie og en kultur, vi kan være stolte af."

Claus Deleuran er selv en del af den historie og den kultur, og ham er der god grund til at være stolt af.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tegneserien er vanvittig - ingen tvivl om det.

Men nu er den så kommet som film:
I den forbindelse burde man overveje om at melde instruktøren til politiet for diskrimination af muslimerne:
Filminstruktør: “Jeg er 100 pct. tilhænger af, at man bør kunne gøre grin med alt. Men…”
Fra Berlingske Tidende, torsdag i sidste uge - Instruktør frygter muslimsk vrede.

“På næste fredag er der premiere på den nye, stort anlagte danske animationsfilm »Rejsen til Saturn«, og den er ikke for de sarte… I en række scener bliver der gjort grin med religiøse forestillinger og tro. I en sekvens, der foregår i de kristnes himmel, bliver Helligånden overtisset, mens Sankt Peter bandende og svovlende sparker de vantro ud gennem Perleporten. Den eneste hovedperson, hvis tro og overbevisning ikke bliver spottet, er den muslimske karakter Jamil, der er med på rumekspeditionen som kok.

Den 30-årige Thorbjørn Christoffersen, der er en af tre instruktører bag filmen, fortæller, at det er med fuldt overlæg, at den muslimske karakter er undtaget den skarpe satire…

»Det er jo desværre blevet umuligt at gøre grin med muslimernes religion. Jeg synes, vi leverer mange hug til personen Jamil i filmen, men det er rigtigt, at vi ikke rører ved hans tro. Det er simpelthen for følsomt et område, som jeg ikke kan tage ansvaret for at bevæge mig ind på. Jeg er jo nødt til at tænke på både min familie og min arbejdsplads…« siger Thorbjørn Christoffersen…

»Jeg er 100 pct. tilhænger af, at man bør kunne gøre grin med alt. Men det drejer sig heller ikke om et særligt hensyn til muslimerne, det drejer sig om hensynet til mig selv og mine nærmeste,« siger instruktøren.

Men hvordan kan forholdet mellem danskere og muslimske indvandrere nogensinde blive anderledes, hvis alle er for berøringsangste til at behandle dem, ligesom vi behandler os selv?

»Det ser jeg ikke som mit eller filmens problem. Jeg skal ikke nødvendigvis være et redskab i en kampagne, bare fordi jeg laver en tegnefilm… på nuværende tidspunkt synes jeg, at det ville være dumt at gentage den demonstration. I øvrigt tror jeg ikke på den der konfrontationsmodel, da jeg tror, at muslimerne med tiden nok skal tilpasse sig Danmarks normer,« siger Thorbjørn Christoffersen.”

Og hånden på hjertet - instruktøren forøver da klar diskrimination overfor muslimerne, som han ved sine handlinger sætter i bås med børn, der skal beskyttes, da de ikke evner at forholde sig til de normer og traditioner som eksisterer i et moderne samfund.
Det påstår instruktøren !

Øh..lige for at vende tilbage til artiklens emne. Super at blive mindet om fantastiske Deleuran. Jeg har virkelig spist mange marmelademadder i selskab med Thorfin og crew´et på rumskibet.
Må da liiige ha´fat i de albums dér igen!

Filmen ser virkelig sjov og respektløs ud . Den har stort set intet med Deleurans tegninger at gøre , men det behøver heller ikke at være et succeskriterie i min bog....

Med hensyn til fløjshandsker og muslimer så er det ærgerligt men forståeligt at instruktøren bare ikke ORKER en fatwa. Amen.

Thomas Ciborowski

Til Morten Dreyer:

»Jeg er 100 pct. tilhænger af, at man BØR kunne gøre grin med alt. Men det drejer sig heller ikke om et særligt hensyn til muslimerne, det drejer sig om hensynet til mig SELV og mine NÆRMESTE,« siger instruktøren.

Han kan, modsat andre, respektere at andre mennekser kan reagere voldsomt mod satire, om det så er barnligt eller ej, så kan man ikke kritisere ham for at vise lidt omtanke.

Hvis du har så travlt med at lave satire over muslimer, for at bevise en efterhånden noget nedbrandt pointe, så har du jo friheden til at SELV at gøre det. Istedet for at rækkke andre ned for ikke at gøre det for dig. Du må kunne se at du er temmelig kujon-artigt at høre på.

Desuden, satire virker bedst vist det er lavet af én som SELV er en del af det man laver satire over.

Hej Thomas Ciborowski

Hvis vi skal friholde muslimerne for satire - ja så vi vel også friholde andre der måsker heller ikke bryder sig om satire på deres person eller holdninger ?

Nu er jeg lidt kraftig - for at sige det på den måde.

Så derfor må jeg forlange at alle for fremtiden afholder sig fra satire om tykke folk.

Som barn var jeg rødhåret - så det sårer mig, hvis der luftes fordomme om rødhåredes eventuelle holdninger.

Jeg er ydermere ejer af et parcelhus, så derfor kan jeg ikke lide hånlatter over ejernes problemer og holdninger.

Det er for bare at nævne tre ting vi må afholde os fra at gøre grin med i fremtiden, hvis vi skal følge dit argument.

Eller skal jeg først true med drab og nedbrændinger før mit ønske om friholdelse for satire opfyldes ?

Thomas Ciborowski

Morten Dreyer,

Kan forstå din argumentation og hvad du prøver at pointer.

Men det er en filmatisering af en tegneserie fra 70'erne der så vidt jeg ved, ikke lavede satire over Muhammed, men så meget andet af "datidens danske tendenser og strømninger"

- Her kommer så min pointe, hvorfor skulle de (instruktørene) putte en satire ind som ikke er en del af tegneserien ? Men som er en nutidig politisk debat der stadig er øm. Det ville jo tage fokus væk fra selve filmen, der jo er dansk kultur fra 70'erne.

Hvorfor er det så forfærdeligt at de ikke opfandt en satire der alligevel ikke var en del af tegneserien ? Den tager så meget pis på dansk kultur og så er du tvær over at den ikke tager pis på andre kulture/religion (som jo som sagt ikke er i tegneserien den er baseret på)?

Kan du ikke se det virker lidt langt ude ?

Jeg gider ikke snakke om retten til at fornærme Muhammed fordi for det første er det ikke stedet at gøre det. For det andet er der masser af andre steder online lavet specielt til det.

Men hvis du ikke har set traileren syntes jeg du skulle gøre det, så du kan glemme at du er en lidt kraftigt rød håret parcelhus ejer.

"Eller skal jeg først true med drab og nedbrændinger før mit ønske om friholdelse for satire opfyldes ?"

Se hvis du gjore det ville jeg nok heller ikke sige det foran dig, men jeg ville nok sige det bag din ryg alligevel.

Hej Dole

Jeg har været rødhåret i den fagre ungdom - men er alligevel stadig mærket af situationen.

Men mon ikke vi kan fastslå, at hvis vi begynder at fritage emner for en offentlig drøftelse, er der vel næppe et eneste punkt, som vi i fremtiden kan drøfte - uden at det støder en eller anden ?

Burde vi så ikke alle melde os ind i et af de katolske klostre, hvor munkene sværger evig tavshed ?

Søren Kristensen

Muslimisme, kristendom eller en hvilken som helst anden iscenesat religiøsitet, minder lidt om visse sygdomme derved at den kan give sig udslag i komiske situationer. Men det jo ikke noget man nødvendigvis behøver at gøre grin med.

I visse dele af verden er religion som bekendt hver mands herre og når muslimer f.eks. ligger med røven i vejret eller yogier sidder med korslagte ben og påstår de er flyvende er billederne, hvor komiske de end kan forekomme, sjældent et produkt at den enkeltes reflekterede tilvalg, men snarkere et naturfænomen eller et (sygdoms)mønster, en arvelighed, som er ret upåvirkeligt af satire. Hvis der endelig forekommer en påvirkning, er det som regel i negativ retning, fordi satiren ikke har klangbund i den enkelte, men bliver opfattet som en fornæmelse mod det tilbedte. Hvad vi jo har set rigeligt med eksempler på de senere år.

Ligesom med sygdom, er det som regel først når/hvis der indtræffe helbredelse, at patienten for alvor kan påskønne de humoristiske elementer i forløbet. Således også med den særlige form for sindsyge som kaldes religiøsitet og hvis helbredelse hedder sekularisering.

Særlige regler gælder selvfølgelig for den f.eks. muslim der positivt har valgt at slå sig ned i en sekulariseret kultur og forsøger at forlige sig med denne. I det tilfælde må man tåle lidt satire, men ikke mere end andre og ikke hele tiden. Det må ikke ende i mobning. Jvf: "En vittighed er kun for alvor sjov, hvis den der er til grin også er i stand til at gøre vittigheden til sin."

Så uden at jeg har set filmen, kunne jeg forestille mig at der fra instruktørens side ikke så meget er tale om et særligt hensyn til muslimer, men en helt almindelig praksis eller om man vil: noget så gammeldags som høflighed. Hvilket bestemt ikke udelukker humor.

Men nu for vi se, jeg glæder mig i hvert fald at se filmen.