Læsetid: 3 min.

Håndarbejdet er fremme

Med en kunstscene som Københavns er det befriende endelig at se noget, der er underspillet
Isa Genzken: -Hair grows how it wants to-.

Isa Genzken: -Hair grows how it wants to-.

Malmö Konsthall

19. september 2008

****

Hvis du ikke allerede er ni centimeter åben, når du går ind gennem dørene til Malmö Konsthall, kan du godt tage hjem igen og vente på de næste veer. Den aktuelle udstilling får du intet ud af, hvis du ikke har spærret gluggerne helt op.

Østrigske Josef Strau er det første af fire topnavne, man møder. Strau laver lamper, arrangerer dem og opstiller dem i labyrinter, hvor de lyser på lidt sand med perlekæder og indviklede beskeder. De fleste af lamperne køber han i Ikea, hvorefter han klistrer papir på, hænger en ramme på væggen overfor eller stiller et objekt, der minder om byggeaffald, ved siden af. Strau tænker: "Jeg kan se en metaldims for mig, den er rund, med huller, og den skal stå for enden af en hvid væg".

Det handler om at erindre, om at tabe noget og finde det igen, og det er en meget sprød følsomhed, der er lige så romantisk som et tysk 1800-tals-maleri, når det er godt. Det er kældermennesket, der har sit eget billede af verden. Var Josef rig, ville man kalde ham excentriker. Var han fattig, landsbytosse. Men nu er han i Malmö Konsthall, der tager ham alvorligt, og så bliver tosserierne i stedet til en sjov oplevelse. Og hvis det er et blik ind i fremtidens kunst, så bliver det godt nok vildt.

Danske Sergej Jensens store udvalg af værker begynder med en sand gyser for Monet- og Kirkeby-elskeren. Ser de først tøjdyret under tæppet, der læser en bog af Kirkegaard med understregninger på forsiden, når de aldrig kantinen.

Men værkerne på væggene ... Jensen er selveste clubbing-udgaven af Jannis Kounellis. Det er stof på stof, lapper på lapper på stof, lækre farver, som man ikke ved om er pisskjolder eller dyr kinesisk tusch. Og præcis ligesom med Strau har vi at gøre med en kunstner, der tager noget, der virker åndssvagt, og anbringer det i en kontekst, hvor det bliver taget seriøst, og så åbner der sig en helt ny verden, der ganske vist ikke er noget særligt.

Men blot det at kunne sige det, er i Sergej Jensen og Josef Straus tilfælde noget særligt. Der er nemlig et lille kim af kvalitet, som funkler. Og man kan ikke andet end beundre ledelsen. Set i lyset af den tarvelige tivolisering af kunsten, som næsten alle institutioner og gallerier har gramset sig til med, er det forfriskende at se sådan en gang perlekædelir og batik-sved. Det kræver mod at underspille i disse dage.

Problematisk avantgarde

Skærmene i svenske Johanna Billings rum er superfede. Spinkle, svævende trærammer i diskret objektform belyst med videosignal. Men så er der heller ikke mere alkohol i bussen. Avantgarde-videoen har samme problem som jazz. Det er kun sjovt for dem, der spiller.

Video 1, ud af utrolig mange, handler om en kvinde, der ikke tør hoppe ud fra en ti-meter-vippe i et gammelt østtysk havnebad, der måske skal nedlægges. Men hvor er det højmetaforiske, det højklassiske, det frække, den sjove vinkel eller den interessante problemstilling? I alle Billings videoer ses blot den samme 'væren', som de unge åbenbart går så meget op i. Men okay, man har nu engang den ungdom, man fortjener, og det er altså mere in at ryge end at gøre oprør.

Tyske Isa Genzken er sidste navn på plakaten.Tidligere punker, over 60, har været gift med Gerhard Richter, lever i institutionen. Hun er hot og røvhamrende radikal. Og hvis det ikke handler om incest eller Jordens undergang, så er det ikke en Isa Genzken. Hun forstår at fremstille selv de mest komplekse problemstillinger på en elegant måde, hvor man altid mærker den tyske kvalitetsånde i nakken.

Hun har anbragt en lang række bambus på taget af kunsthallen. Titlen er Hair grows how it wants to. Og jo, man kunne godt fremsætte en plausibel forklaring, men jeg fatter simpelthen ikke, hvad værket handler om. Og jo, jeg har læst det halve af internettet og alle tekster på museet. Jeg har sågar ringet til en tysk professor, der er ven med Isa, uden at få svar og må erkende, at det også kan blive for filtret ind i kunstens hemmelige koder og sprog.

Josef Straus, Sergej Jensen, Johanna Billing og Isa Genzken, Malmö Konsthall, til den 2. november

Serie

Seneste artikler

  • Stressstreger

    23. september 2010
    Det bedste ved udstillingen er heldigvis Daniel Milans streg. En helt tynd sort krimskrams tilsat brede tykke sorte strøg. Det ser enerverende ud, fordi han kun tegner bevægelsen og skyggerne, og når man koncentrerer sig, får man øje på, at det er døde mennesker eller bizarre motiver med døde dyr og opstemte mennesker, han har tegnet...
  • Billige grin

    19. august 2010
    Moderne kunst for arabere er ligesom mavedans for danskere. Det er muligt, at vi alle har maver, men ve de egyptere, der skal tage imod den første danske mavedanserdelegation på kulturel udvekslingsrejse
  • Utopien nærmer sig

    19. august 2010
    Som en del af et projekt, der skal bringe utopien tilbage på kunstscenen, har kunstneren Goodiepal længe ført krig mod Det Jyske Musikkonservatorium, der fyrede ham i 2008. Krigen har ført ham verden rundt med en forelæsning om computerkunst, men dog ikke tættere på forsonende ord fra konservatoriet
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu