Læsetid: 3 min.

Det hårde hierarki blandt forfattere

Om halvanden uge er det Hanne-Vibeke Holst-dag igen i bog-Danmark. Det litterære miljø har haft travlt med at mobbe hende, men hun er ikke alene, andre har fået med samme pisk
Om halvanden uge er det Hanne-Vibeke Holst-dag igen i bog-Danmark. Det litterære miljø har haft travlt med at mobbe hende, men hun er ikke alene, andre har fået med samme pisk
24. september 2008

Om en god uges tid er det igen Hanne-Vibeke Holst-dag. En stor begivenhed hos danske boglæsere og i pressen, men ikke så stor i litterære kredse - hvorfor ikke?

I mange år er hendes bøger blevet anset for noget, katten slæbte med ind i den fine stue, og blot det at nævne hendes navn kunne i litterære kredse fremkalde hånlatter. At det har været et stort problem for hende, for hun har jo fornemmet det, fremgår af en tresiders artikel i Politiken Søndag. Der var no mercy, siger hun. Hendes hyppige optræden på tv har også givet mange allergi: Hun virker jo direkte selvglad.

Man kan så sige, at det kan hun have god grund til, for egentlig er hun jo vokset langt over hovedet på sine litterære kritikere, og kan hun ikke være helt ligeglad med dem, når hun har opnået folkets (læsernes) kærlighed og tjent millioner på sine udgivelser? Det kan hun åbenbart ikke. Hun er også "pissehamrende sur" over, at hun ikke har modtaget boghandlernes De Gyldne Laurbær, selvom de uddeles efter kriterier, som også handler om at have mange læsere.

Det sidste er noget krukkeri. Der er også hvert år mange storartede forfattere, som ikke får Nobelprisen, fordi kun én kan få den. Man kan kun blive sur, hvis en åbenlyst dårligere forfatter får laurbærrene, og det har i det grove hele ikke været tilfældet.

Andre frosset ud

Til gengæld har hun ret i, at der er et benhårdt hierarki i den litterære verden. Er man først non grata i miljøet, så er ens navn blevet et kodeord, og man kan jages frit hele året. Engang var Johannes Møllehave på samme måde stigmatiseret, og Christian Kampmann, Helle Stangerup, Vita Andersen, Leif Davidsen og Jens Chr. Grøndahl har fået snerten af samme pisk. Misundelse? Henrik Stangerup blev også frosset ud af miljøet. Stigmatiseringerne har nemlig også ofte en politisk dimension: Borgerlige forfattere får næsten automatisk den kolde skulder. Thorkild Hansen mener jeg at kunne huske som udfrosset, men ikke Peter Seeberg. Ingen regel uden undtagelser.

At skrive en bestseller er i sig selv dubiøst. "Hvor mange eksemplarer skal man sælge, førend man regnes for en dårlig forfatter?" lyder det ironisk i forlagskredse. Der er man fuldstændig på det rene med den udstødningsmekanisme, som også har truet en Jan Sonnergaard, en Morten Sabroe, hvor det dog blev ved truslen (men aldrig en Suzanne Brøgger). Jan Stage blev i mange år heller ikke anerkendt. Jeg tænker ikke på krimierne, de kunne have været bedre, men på reportagebøgerne. Mens danske litterater holdt sig tilbage, inviterede Hans Magnus Enzensberger ham med i en eksklusiv udgivelsesserie på et stort tysk forlag.

Et storværk

Hanne-Vibeke Holst er på anklagebænken for at have skrevet ugebladslitteratur. Sprogligt har hendes Therese-trilogi ligget et sted mellem ugeblad og litteratur. Skolelærere har i vid udstrækning accepteret dem som gode nok til dansktimerne, hvor de har kunnet være en passende indgang til den sværere litteratur.

Har hendes kritikere overhovedet læst hendes seneste bøger? Personligt har jeg haft en stor læseoplevelse med romanerne Kronprinsessen fra 2002 og Kongemordet fra 2005 - på linje med Blekingegadebanden og Stieg Larssons romaner, intet mindre. Vel er hendes sprog ikke personligt på samme måde som Karen Blixens eller Per Højholts. De er skrevet i et 'normalsprog'. I angloamerikanske lande ville det ikke have været et problem, men hos os!

Men sproglig originalitet bør vel ikke være den eneste parameter, selv om nogle vil påstå det. Hanne Vibeke-Holst er i stand til at fortælle historier, som er vedkommende, og som fænger. Hun er i stand til stilrent og fint at komponere og håndtere et stort, researchkrævende stof, som på forbilledlig vis fremstiller de politiske implikationer i disse års Danmark.

Hvis den nye bog, Dronningeofret, lever op til de øvrige, har hun begået en trilogi, som er et storværk. Det er de to første hver for sig. Typisk, at det var svensk, og ikke dansk tv, som filmatiserede bøgerne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er en vigtig diskussion, Bjørnkjær har taget hul på. Det begynder vel allerede på avisernes litterære redaktioner? Hvad skal have opmærksomhed og hvad skal ikke? Lige nu er kriminalromaner moderne, alle vil skrive om dem, lave lange analyser af fænomenet, mens historiske romaner knapt nok tåles. Og næsten alt, hvad der skrives i et eksperimenterende sprog ophøjes til at have en guddommelig status. I en anden verden, på en anden tid, er rollerne måske byttet om, men mange gange virker det, som om man på nogle redaktioner mangler mod til at se på litteraturen som meget mere betydningsfuld og vidtfavnende end den stereotype inddeling i bestsellere og smal litteratur lægger op til. Noget, som heldigvis mange læsere og bibliotekarer har opdaget.

Er Svend Hazel i øvrigt ikke den hidtil bedst sælgende danske forfatter ? Og den arme stakkel blev da også mobbet - som om han ikke havde traumer nok i forvejen.

Gad vide hvad der skal til for at være "litterær" og være medlem af "litterære kredse".

Måske skkulle man bare pisse på litteraterne og skrive en bog - som der så er en masse læsere til. Sådan!

Katinka My Jones

Hvor er jeg træt af at høre om den her indbildte litterære elite. Der er nok en grund til, at nogle forfattere er mere anerkendte end andre. En grund, der er at finde ET sted; i deres bøger. Og det er da lidt dårlig stil at være "pissehamrende sur" over ikke at modtage en pris. Uanset. Nogle ting kan man bare ikke kræve.Jeg synes helt ærligt, at hun skulle glæde sig over sine salgstal og mange læsere.

Jeg er lettere ligeglad med Hanne-Vibeke Holst's bøger; dog undrer det mig at hun altid bruger sine bøger til at promovere sig selv og sin egen femininistiske dagsorden. En dagsorden vendt imod det hun kalder 'patriarkatet' - det selvsamme patriarkat som hun åbenbart mener skal give hende anerkendelse som digter og forfatter hun ikke fik hos sin far.

I anglen efter denne anerkendelse fra parnasset ser jeg hende stadig som lille-pigen der higer efter anerkendelse fra FAR...

Theis Ørntoft

Ovenstående artikel er en rystende ignorant artikel. Hvad angår Hanne Vibeke Holst er sagen, at hendes litteratur ER triviallitteratur, og derved primært appelerer til pøblen. Hendes bøger og hendes sprog er funderet i en stereotyp, primitiv og dybt indekserende verdenstænkning. Mit problem er ikke, at hun skriver sin triviallitteratur, det er fint for mig - problemet opstår, idet hun begynder at kommentere og kritisere et andet litterært domæne end hendes eget: nemlig det "elitære" (eller "parnasset", som hun vist kalder det). Hun er i virkeligheden eksponent for en ekstremt ubehagelig form for pøbelficerende tænkning, hvor man installerer det, Nietzsche ville kalde "det fremragende" som det onde.