Læsetid: 3 min.

Hædersmanden bag de blå øjne

Paul Newman blev 83 år. Han var ikke blot en enormt populær filmstjerne, men også en generelt højt respekteret person
29. september 2008

Det var glimtet i de blå-tindrende øjne, det underfundige smil, den gadedrenge-frække replik. Og så en maskulin pragt-fysik med tonsvis af sex-appeal.

Ikke underligt, at Paul Newman blev elsket. Men populariteten kom ikke kun fra hans optræden. Han blev også beundret som en stjerne, der havde styr på sit liv og hellere engagererede sig i socialt hjælpearbejde end i den selvdestruktive adfærd, mange mandlige Hollywood-topnavne er gået ned på.

I hælene på Brando

Det kunne se ud som om, at Paul Newman fik alt forærende fra fødslen. Det var slet ikke tilfældet. Han fremhævede selv, at han egentlig ikke havde nogle specielle medfødte talenter, men altid måtte arbejde hårdt for at nå sin status.

Han indrømmede beredvilligt, at han ofte blev typecasted og ikke havde samme forvandlingskraft som den skuespiller han på grund af fysiske og spillestils-ligheder ofte blev sammenlignet med: Marlon Brando. Og han kom relativt sent (som 29-årig) i gang med Hollywood-karrieren, efter at have drevet en stor sportsforretning.

Det meste af, hvad han kunne som skuespiller, lærte han i det legendariske Actor's Studio, hvor også Brando, Montgomery Clift, James Dean og Marilyn Monroe færdedes.

Efter teatergennembrud gav Hollywood ham debut i den historiske Sølvbægeret (1955) - en præstation, der var så ringe, at Newman satte en annonce med undkyldninger i fagbladet Variety. Det gik dog hurtigt fremad med Kampen mod fortiden (1956), et bokser-portræt fuld af vitalitet.

I 1950'erne kom Newman i hælene på Brando, Clift og Dean og overtog deres rollefag som autoritetsfjendsk og konfliktfyldt antihelt. Men der var noget kamplystent og uneurotisk over Newman, som trods sine mellemeuropæisk-jødiske aner mere var den sunde, aggressive all American-type.

Han var sin egen herre og købte sig fri af sin kontrakt for en halv million dollar - mange penge, også i Hollywood dengang. Men godt givet ud, for så kom de klassiske præstationer som billard-es i Robert Rossens Hajen (1961) og amoralsk farmer i Martin Ritts Hud (1963). Newman blev her den kvintessentielle fremstiller af moralsk tvetydige mænd, hvis seje individualisme mere end strejfer hensynsløs egoisme. Og den altbesejrende maskuline charme gav det hele en ekstra dimension og var med til at skabe format over figurerne.

I 1968 kastede Newman sig også med succes over instruktion: det neddæmpede drama Rachel, Rachel (1968) med hustruen Joanne Woodward.

Ingen af de fire film, han senere instruerede, vandt tilsvarende genklang.

Endelig en Oscar

1960'erne sluttede med en af hans største succeser, den maleriske western Butch Cassidy and the Kid, hvor han indledte det makkerskab med Robert Redford, han genoplivede i et andet monster-hit, Sidste stik (1973). Præstationer fulde af fræk charme, mens Newman ellers i de år tog tingene mere alvorligt som borgerretsforkæmper og meget aktiv støtte for den demokratiske præsidentkandidat Eugene McCarthy.

I slutningen af 1970'erne blev Newman mere og mere desillusioneret med filmbranchen, og filmene faldt i kvalitet, Men han fik et come-back, da han igen i Fort Apache (1981) endelig igen viste sig i en god rolle i en populær film. Endnu bedre var Sidney Lumets Dommen (1982), hvor forne tiders kraftkarl var blevet en drikfældig sagfører, klamrende sig til den sidste rest af indre styrke. Og nogle år efter fik Newman endelig den Oscar, han var blevet nomineret til hele syv gange for sin aldrende billiard-haj i Scorseses Det handler om penge (1986). Inden da havde han dog fået en æres-Oscar for sin samlede indsats.

Siden viste titler som Blaze (1989), Mr and Mrs Bridge (1990), Hvem er fuldkommen? (1994) og Vejen til Perdition (2002) ham igen som en fremragende karakterskuespiller.

Men Newman havde vidtgående interesser langt fra kameraerne - bilvæddeløb og først og fremmest forretninger (han opfandt salat-dressingen Newman's Own, der blev en kæmpesucces).

Alle pengene skulle gå til godgørende formål - og det blev og bliver de efter alt at dømme også. En meget amarikansk succeshistorie. Med den forskel fra mange andre, at den i enhver henseende er fuldt fortjent.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu