Den 9. november 1989 var den vestberlinske kunstner og professor Matthias Koeppel til en fødselsdagsreception hos sin ven, radiomanden Ulriche Moni. Det var der, han fik det at vide. Fra scenen midt i lokalet havde en af de andre gæster grebet mikrofonen ud af hånden på en sangerinde og råbt det ud i lokalet: "Det sker nu - de vælter Muren!"
Sammen med resten af selskabet løb Koeppel ned til den nærmeste grænseovergang ved Prinzenstrasse, og da den dengang 51-årige kunstner mange timer senere kom hæs hjem, malede han en lille skitse af det, han havde oplevet. Et lille undseeligt oliemaleri, der som et ekspressionistisk landskabsmaleri gengav aftenen, somKoeppel mente, han havde oplevet den.
Et år senere var det endelige maleri færdigt. Med en hyperrealisme havde Matthias Koeppel foreviget festen i et to meter højt maleri med lykkelige mennesker i farvede klæder, champagneflasker og kulørte flag under den mørke berlinerhimmel. Men billedet blev ved med at nage Koeppel. Der var noget, der ikke var rigtigt.
"Jeg ville så tæt på virkeligheden som muligt, og som årene gik, blev det mere og mere tydeligt, at billedet ikke gengav aftenen helt rigtigt," fortæller Matthias Koeppel.
"Lyset var ikke helt som på billedet. Over 20 år bliver det dag for dag tydeligere, hvad det egentlig er, man har set."
Malede forfra
Sidste år begyndte Koeppel at male motivet fra Prinzen-strasse igen, og billedet er først lige blevet færdigt op mod den udstilling, der i øjeblikket vises på kulturfestivalen Lys over Lolland. Menneskerne og bygningerne er præcis som på det 18 år ældre maleri, men lyset er markant anderledes. Der er færre lyskilder, det er mørkere, mere dystert, og det hele er holdt i grå og sorte nuancer. Kun et par østtyske flag i baggrunden har farve, ellers er alt holdt i gråt.
"Måske er det bare i mit sind, begivenheden har mistet farve, men jeg mener, det der er meget tættere på virkeligheden." Han peger på det nye maleri.
Matthias Koeppel er et af hovednavnene på Lys over Lolland, og en stor del af hans værker gennem de seneste 35 år er samlet på Lolland-Falsters Stiftsmuseum. Det er store malerier holdt i stærk realisme - alle med Berlin som ramme. Apokalyptiske motiver af dansende par i ødelagte fabrikslandskaber, picnic på togskinner, store pladser af forfald, Folk, der pisser op ad Berlinmuren og forvredne ansigter. Alt sammen under den fineste himmel, der minder om noget fra et maleri fra romantikken.
"Himlen er min tekniske specialitet. Jeg bruger den som en scene for mine motiver, hvor det skønne møder det ødelagte og sammenbrudte," forklarer Matthias Koeppel, der stadig betragter sig selv som det, han startede med at være - landskabs-maler.
"Det er stadig landskabsmaleri, men det er by-landskaber. Ødelagte byer. Ødelagte landskaber. Når jeg leder efter motiver, undersøger jeg altid byen for, hvor de nedlagte fabrikker er, og hvor tingende har en personlighed. Der er naturligvis fin arkitektur i Berlin, men det interesserer mig ikke kunstnerisk. Det er i det ødelagte, du finder udviklingen."
Matthias Koeppel tøver lidt.
"Eller omvæltningen. Der er en udvikling i forfaldet, der interesserer mig. Der er en bevægelse. Det er på vej et sted hen, men vi ved ikke hvor. Det smukke findes ikke for mig. Kun det optisk interessante. Det perfekte eller endegyldigt smukke er så uendeligt kedeligt og stillestående."
Ved at sammenstille den smukke og stillestående himmel med forfaldet i 'landskabet' fremhæver man begge sider af livet, forklarer Koeppel. Det smukke og det grimme.
"De to ting sammen giver en øget opmærksomhed på hinanden. Som en ny bevidsthed. Det gør også mine motiver apokalytiske, men det er berlinerrealitet. Jeg tror altid, jeg vil have en følelse af apokalypsen i Berlin."
Udstillingen med Matthias Koeppel kan ses på Lolland-Falsters Stiftsmuseum i Maribo indtil 21. september
Hver onsdag bringer Information et interview med en aktuel kulturperson
