Stemningen omkring Forfatterskolen er i disse år meget positiv. Skolen har efterhånden uddannet så mange anmelderroste forfattere, at kritikken af stedet kan synes svær at oprethold. Der er dog stadigvæk forfattere, der mener, at institutionens særstatus i dansk litteratur har en negativ effekt. Eller at det simpelthen ikke er muligt at uddanne forfattere.
Forfatteren Vagn Remme har flere gange søgt om en af de eftertragtede pladser på Forfatterskolen, men er aldrig kommet ind. Han ser det som et problem, at de forfattere der uddannes fra skolen, bliver for professionelle.
”Det er en faldgrube, som mange falder i, at de fokuserer enormt meget på det stilistiske og formmæssige. De bliver for dygtige. Indholdet eller historien forsvinder så at sige,” forklarer han og uddyber: ”De bliver så litterært begavede, at de spænder ben for sig selv. Alt er skrevet før, så hvorfor skrive det?”
Han efterlyser mere fokus på indhold og fortælling i stedet for den dygtiggørelse ud i stil og form, som han mener foregår på skolen.
”Jeg synes man ser hos afgangseleverne, at de første to-tre bøger de skriver er utroligt stilistisk velfunderede. Det ser man især hos en forfatter som Kristina Nya-Glaffey, der har skrevet en bog om næsten ingenting, i hvert fald indholdsmæssigt. Eller hos Christel Wiinblad, som jeg ikke synes har noget at fortælle om,” siger Remme.
Man kan ikke lære at skrive
Forfatteren Juliane Preisler har aldrig lagt skjul på sin holdning til Forfatterskolen. Under en diskussion i Berlingske Tidende i 1993 med skolens daværende rektor Poul Borum gav hun sin holdning til Forfatterskolen tydeligt til kende.
”Den sikkerhed, man som forfatter skal have over for sine egne ting, har kun dårligt af at blive udsat for en diskussion med andre. At være forfatter er et ensomt arbejde, men det skal netop være ensomt og ikke foregå i en dialog med andre. Jeg har aldrig kunnet bruge kritik til noget som helst,” forklarede hun dengang.
Hendes klippefaste holdning til uddannelse af forfattere har ikke ændret sig siden.
”Jeg kan sige det meget kort. Jeg mener simpelthen ikke man kan lære at skrive.
Jeg vil ikke udtale mig om, hvordan andre opfatter det. Men for dem bliver det jo en form for beskæftigelsesterapi,” siger hun.
Den administrative varme
Vagn Remme ville gerne selv have oplevet at gå på skolen. Alligevel mener han dog, at det indebærer mange fordele ikke at have modtaget den skoling, stedet tilbyder.
”Jeg sværger til, at den selvlærte er mere original. Det er et problem for originaliteten, at det bliver så styret,” siger han
Remme ser det største problem ved Forfatterskolen i det økonomiske aspekt. Han mener, at institutionen er med til at foretage en skævvridning i forhold til fordelingen af de økonomiske midler til det litterære miljø.
”Den litteratur, der kommer fra Forfatterskolen har en tendens til at blive meget økonomisk ensrettet. Har man gået der, er man inde i den administrative varme. Man får adgang dertil, hvor pengene er. Den selvlærte forfatter bliver meget svag i det her spil,” siger han.
Dette er den lignende institution Kunstakademiet også blevet kritiseret for. Kritikere hævder, at det er nærmest umuligt at ernære sig som autodidakt kunstner i dag.
Når eleverne er færdige på skolen er de særligt privilegerede, da de har en uddannelse som forfattere. Dette giver dem ifølge Remme en klar fordel i forhold til andre forfattere
”Jeg synes ikke det er særlig spændende at give støtte til en, der har afsluttet sin uddannelse på Forfatterskolen. Vedkommende er jo så at sige sikret gennem sin uddannelse,” siger Remme.
Imellem Alt for damerne og skønlitteratur
Han peger dog også på positive sider ved Forfatterskolen og fremhæver enkelte forfattere uddannet på skolen, som han mener kan noget særligt.
”Helle Helle skilder sig ud. Hun har virkelig fundet sin egen stil et sted mellem Alt for Damerne og skønlitteratur,” siger han.
Heller ikke den tekstkritik og vejledning forfatterne imellem, som skolen tilbyder, negligerer han betydningen af.
”Jeg bruger selv enormt meget sparring. Men jeg udvælger selv dem jeg sparrer med", siger Remme.
Samtidig mener han dog, at Forfatterskolen går en dyster fremtid i møde, fordi kredsen omkring skolen er for lukket.
”Jeg tror at Forfatterskolen og miljøet omkring på et tidspunkt vil degenerere, fordi det ikke får nok inputs udefra. Folk bliver deprimerede over at alt allerede er skrevet,” siger Remme.
Man er ikke på forfatterskolen for at lære at skrive (det kan man i forvejen), man lærer at udfolde sit potentiale og fatte hvad det er man selv laver, og Vagn Remme er lidt bitter over at han ikke kom ind, eller hvad?
Jeg synes, det er spaendende, at Vagn Remme kombinerer sin udtalelse: "De har intet at fortaelle om" (forfatterskoleeleverne) med at bladet "Graf" (hvor Vagn er litteraturredaktoer) beder dem (mig fx) om lov til at bringe deres tekster. Man undres. Til naeste nummer af "Graf" har jeg (helt gratis) leveret et styks novelle. Vagns lidt indskraenkede udtalelse er en meget maerkelig maade at sige: "Tak for bidraget" paa. Kaere Vagn - ikke flere tekster fra mig til dig eller dit blad (jeg kunne forestille mig, at andre har det paa samme maade). At "Christel Wiinblad ikke har noget at fortaelle om" kan jeg ikke tage serioest, naar ordene kommer fra manden, der har "opfundet" poesibanko som jo, om noget, maa siges at vaere litteraturens svar paa en doven godnatbajer. Eller noget man opfinder, hvis man ikke har noget at sige. Det var synd med skolen - jeg har paa fornemmelsen, at den ville have betydet en del mere for din identitet end den goer for os.
For det første vil jeg lige sige at Graf ikke hedder Graf, det hedder Stern und Spielplatz, og at det var Stern und Spielplatz du blev bragt i Kristina Hagen, derudover har jeg en redaktør der varetager de litterære bidrag, og han hedder Rolf Steensig, jeg ved ikke om du kender ham, men han har vist også gået på Forfatterskolen, hvilket også burde synliggøre, at Information har fejlciteret mit udsagn om at “forfatterne på Forfatterskolen ikke har noget at skrive om”, jeg mindes at have sagt, “en del af forfatterskoleeleverne har ikke noget at skrive om”. Det er ikke en naturlov, at forfatterskoleelever ikke har noget at skrive om, men jeg vil stadigvæk påpege, at det er en fare ved at gå på skolen, at du kun bliver sprog uden indhold - og så mangler halvdelen.
Det litterære miljø er så lille i Danmark, at alle kender alle, og derfor er det vanskeligt at sige sin mening om ret meget uden at folk føler sig krænket, stødt, fornærmet. Var rummet lidt større kunne vi måske tage en nuanceret debat om Forfatterskolen, hvorfor skal den kun ligge i København, kunne den ikke være en vandrende skole, som hvert andet år skiftede bopæl? Jeg kunne godt tænke mig, at den lå i Esbjerg derefter i Als, Hannover, Melink, Slagelse, det vil alt andet skabe en mere dynamisk identitet omkring skolen.
En administrativ fare ved Forfatterskolen er hele støttesystemet, gamle forfatterskoleelever, Christina Hesseholdt som sidder i udvalget nu, Morten Søndergård (som forlod jobbet - klogt valg) kan i værste fald være medvirkende til at fodre egen fødekæde. Det er den slags man oppe i Thyholm kalder for indavl. Jeg vil foreslå at støtten fra Statens Kunstfond og Kunststyrelsen uddeles ved lodtrækning, i stedet for at give støtte til de mest indavlede. Eller at der ikke sad forfattere og skulle dele penge ud, miljøet er for lille til, at det kan gøres med rimelig faglig vurdering.
Vagn Remme
@remme: Godt ord igen.
Det her er morsomt på en lidt forkvaklet måde. Trække lod om kunststøtten, åh jo; banko!
Det lyder seriøst af konspirationsteori, især den del med at "det er vanskeligt at sige sin mening" - som om der sidder en eller anden stor, homogen, hjernedød forfatterskole-blob, som de modige så kan kæmpe imod. Man får ikke nødvendigvis ret, bare fordi folk synes, det man siger er åndssvagt. Nogle gange skyldes det faktisk, at det er åndssvagt.
Jeg forstår ikke rigtig dit indlæg, Katinka My Jones, på en måde virker det som om du taler i to retninger, lidt kritisk mod mit indlæg, men også lidt med det?
Med hensyn til konspirationerne, så lad os indgå et væddemål, jeg sætter en flaske god whisky på, at jeg gennem mit faglige virke ikke modtager en klink næste år ved uddelingen af Statens Kunstfonds midler, og det af to grunde, den ene, at udvalget ikke bryder sig om den faglighed min person står for, det andet er - som er indlysende for alle - at der ikke er midler nok, hvorfor nogen må undvære, hvilket også burde være grund nok til at uddele håndørene ved lodtrækning, for når der ikke er midler nok, så bliver det tilfældigt hvem der får og hvem der ikke får.
Kære Gud, lad mig vågne i morgen som svensker!
Jeg hedder saamaend Christina Hagen - saa vidt jeg ved, saa staves det med c og h. Og novellen har ikke vaeret bragt endnu. Jeg fik dog ogsaa at vide i en mail, at bladet havde skiftet navn til Graf. Googler man Graf, ja saa staar Vagn Remme som en af de to litteraturredaktoerer.
(...det er dog beklageligt, hvis det var et fejlcitat.)
Hej Vagn,
du rejser spørgsmålet om forfatterskole-forfatterne (FF’erne) ”fylder for meget”. Det er vel i første omgang et statistisk spørgsmål. Jeg ved ikke, hvor mange FF’ere, der er, i.f.t. hvor mange forfattere, der er i alt. Men jeg har dog en klar fornemmelse af, at der stadig er flest, som ikke har gået på Forfatterskolen.
Derfor kan det selvfølgelig godt være, som du er inde på, at FF’erne ”fylder” uforholdsvist meget (i medier og andre steder), men det dokumenterer du jo desværre ikke rigtigt.
M.h.t. om FF’ere får en uforholdsmæssig stor andel i de offentlige støttemidler, så er det igen en påstand, en interessant og måske relevant en, hvis du ellers bakkede den op med noget: Hvor meget får de for meget? Gjort op hvordan?
Jeg er selv forfatter (og nej, jeg har ikke gået på Forfatterskolen) og alligevel har jeg da to gange med års mellemrum modtaget arbejdslegater fra Statens Kunstfond. Og uden at vide det eller have undersøgt det nærmere, nægter jeg at tro, at jeg skulle være den eneste?
Endelig m.h.t. diskussionen om indhold versus form. Den er jo lang og svær (og bare for at gøre det helt klart: Jeg er selv mest til, at formen må indordne sig indholdet – men det er ikke en præference, jeg nødvendigvis vil pådutte andre; det er ikke en ideologi for mig – blot en arbejdsform) så finder jeg, at dit argument med, at de tre første bøger fra nogle FF’ere ikke er ”gode nok” (min lidt grove omskrivning af din anke) er lidt urimelig.
Uanset om du er på indhold over form, FF’ere eller F’ere, så tror jeg, at du kan finde mange forfatterskaber, hvor du kan udtage de tre første bøger og så sige, at der ikke er fundet en ideel balance. For mange er det først er med den 5,6,7 eller måske ottende udgivelse, at det hele falder på plads.
Nå, det blev lidt langt i spyttet, men med fare for at lyde frygteligt hippie-agtig, vil jeg spørge, om ikke der er plads til begge dele: FF’erne og bare F’erne?
Hej Vagn
Nej, jeg syntes egentlig, at dit indspark her var ret absurd. Jeg kan altså ikke seriøst, at du på den måde skærer en hel masse vidt forskellige forfattere over en kam.
Jeg har selv gået på skolen, og alle - ALLE - fra min årgang, har fortsat med at skrive på præcis samme måde post FS som pre FS.
Det afholder dig ikke fra at komme med nogle påstande, som du ikke engang underbygger.
Det er muligt, at du ikke modtager penge fra staten, men jeg tvivler oprigtigt på, at det er Forfatterskolens skyld.
Din lodtræknngsidé synes jeg også er fjollet. Man kunne jo tænke sig at overføre ideen på forlagsbranchen - så kunne man trække lod om, hvilke bøger, der blev antaget.
Jeg kan altså ikke TAGE seriøst - skullle der stå
I stedet for at vente på en forlægger, bliv jeres egen. Der er siden ting som http://www.lulu.com og lignede.
Velkommen til det 21ende århundre.
Lad os håbe der i det mindste kommer nogle forfattere ud den famøse skole, som er værd at læse....
Men som min gamle ven Willum Peder Trellund (RIP) engang formulerede det: "Man kan lære folk at skrive, ikke at blive Digter"...
Der var engang, hvor litterær debat foregik her på siderne. Så kom Facebook og spiste det hele. Ærgerligt. Rigtig ærgerligt.
I øvrigt er det 2 dage siden at Yahya Hassan døde, endnu uvist af hvad. Han havde en masse at sige, og gik på forfatterskolen EFTER sin enormtsælgende selvbetitlede debut, og skrev én til, der blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris, var i fængsel for vold og tyveri og selvindlagt på institution, mega vred og indigneret og mega grænseløs, og hvor er det ærgerligt, når et menneske dør, som faktisk har noget at sige.
Det er vel bare dét, det handler om. At have noget at sige. Skole eller ikke skole.
(Og alt andet lige: nu finder ingen ikke ud af, hvordan det var kunne gå at forene et liv i poesi med et liv i kriminalitet.)