Læsetid: 7 min.

Kafka er ikke kafkask

Størstedelen af Kafkas forfatterskab handler slet ikke om det, vi normalt forstår ved begrebet 'kafkask', siger Isak Winkel Holm, der er aktuel med en ny oversættelse af Kafkas samlede fortællinger
25. september 2008

Googler man ordet 'kafkask' på dansk, dukker knap 4.000 poster frem: Det er en "kafkask historie," mener eksempelvis skolelederen fra Skovlyskolen, der har ventet et år på en ny legeplads. Det er et "kafkask system", mener en ekspert i forvaltningsret, der har set på reglerne for familiesammenføring. Og det er et "kafkask komplot", mener rockeren Jørn 'Jønke' Nielsen, der står over for en mulig forvaringsdom.

Der synes ikke at være grænser for, hvad den afdøde tjekkiske forfatter Franz Kafka har måttet lægge navn til gennem tiderne. Men forestillingen om 'det kafkaske' er paradoksalt nok den måske største hindring for at forstå Kafkas forfatterskab, mener Isak Winkel Holm, der netop har redigeret og oversat to-bindsværket Franz Kafkas fortællinger, som udkommer i dag.

"Hvis man bærer ideen om 'det kafkaske' med sig, når man læser Kafkas fortællinger, så fatter man ikke en brik, eller i hvert fald ikke særlig mange brikker. Strengt taget er det kun ganske få af hans fortællinger, der passer med myten om det kafkaske," siger han.

Men hvis børnelærdommen ikke slår til - hvis Kafkas forfatterskab ikke primært handler om, hvordan irrationelle bureaukratiske magter hele tiden truer det enkelte individs bestræbelser på frihed - hvad handler det så om?

Ifølge Isak Winkel Holm handler det snarere om menneskets status som menneske. Derfor har han valgt at sætte Information stævne midt på Vesterbro - blot et stenkast fra Københavns berygtede ludergade, Skelbækgade, til den ene side og Maria Kirkeplads, narkomanernes foretrukne tilholdssted, til den anden. For hos Kafka er omdrejningspunktet netop sådanne pletter, hvor mennesker er mindre værd end andre steder.

"Skelbækgade og Maria Kirkeplads er begge huller i velfærdssamfundet, en slags black sites, hvor de sociale regler fungerer på en anden og mere brutal måde end i resten af samfundet. Og skal man skal sige noget om, hvad Kafkas forfatterskab handler om, så er det netop den slags zoner i samfundet, hvor mennesker optræder med reduceret menneskelighed," siger Isak Winkel Holm og uddyber.

"De mennesker, der står ovre på Maria Kirkeplads, er ikke koblet helt af samfundet. De har stadig alle mulige slags transaktioner med verden udenfor, det er bare andre og mere umenneskelige transaktioner. Og noget af det samme gælder for de mennesker eller menneskelignende væsener, som optræder i Kafkas forfatterskab."

Isak Winkel Holm nævner Kafkas Forvandlingen som et af de mest berømte eksempler på, hvordan temaet udfolder sig i praksis. Fortællingen tager sin begyndelse, da den unge mand Gregor Samsa en morgen vågner og opdager, han er blevet forvandlet til en bille. Familien ønsker ikke at have noget med ham at gøre, og som historien skrider frem udgrænses Gregor mere og mere. Hans værelse bliver så at sige omdannet til en zone af umenneskelighed, en slags Maria Kirkeplads midt i den gode, borgerlige lejlighed.

"Når man taler om Kafka, plejer man at fremhæve temaer som frygtelige fædre, bureaukratiske kontorer, fremmedgørelse og afmagt. Men for mig at se er det i hans undersøgelse af umenneskeligheden, at han for alvor bliver interessant," siger Isak Winkel Holm og uddyber:

"Gregor spørger ret sent i historien: 'Var han et dyr, når musik greb ham sådan?' Og det er dét spørgsmål: 'Er jeg et dyr eller et menneske', som er det bærende i forfatterskabet. Det er i hvert fald dér, jeg mener, at Kafka bliver relevant i dag - ikke mindst set i lyset af de senere års indvandrerdebat," siger han.

'Kæreste Max...'

I Isak Winkel Holms udgave består Franz Kafkas samlede fortællinger af to velvoksne bind. Det første bind indeholder de fortællinger, Kafka selv nåede at udgive i sin levetid, herunder kendte fortællinger som Dommen, Forvandlingen og I straffekolonien. Mens det andet bind indeholder fortællinger og skitser fra Kafkas efterladte papirer, hvoraf flere ikke tidligere har været oversat til dansk.

Havde det ikke været for Franz Kafkas gode ven Max Brod, ville der imidlertid slet ikke have været noget bind 2, fortæller Isak Winkel Holm. Tre år før sin død i 1921 skrev Franz Kafka således et slags testamente til Brod:

"Kæreste Max, min sidste bøn: brænd alt hvad der befinder sig i mine efterladte papirer (...) af dagbøger, manuskripter, andres og egne breve, tegninger og så videre, undtagelsesløst og ulæst".

Havde Max Brod gjort, som han fik besked på, ville Kafka formentlig blot have været en parentes i litteraturhistorien. Blandt de 3.000 tryksider, der skulle have været brændt, lå nemlig nogle af de værker, som har gjort Kafka verdensberømt, herunder Slottet og Processen.

Men Max Brod gjorde som bekendt ikke, hvad der blev sagt. I stedet begyndte han kort efter Kafkas død at ordne det kaotiske materiale, og da nazisterne under Anden Verdenskrig invaderede Prag, flygtede han samme nat til Tel Aviv med de uvurderlige manuskripter under armen. I alt redigerede og publicerede Brod seks bøger om Kafka. Men mange mener, han helt burde have holdt fingrene for sig selv.

"Milan Kundera mener for eksempel, det var en vældig svinestreg, at Brod udgav historierne, fordi Kafka ikke selv mente, de var færdige," siger Isak Winkel Holm.

Selv om han ikke deler samme synspunkt, medgiver han dog, at flere af de efterladte fortællingsfragmenter kan være vanskelige at gå til.

"Kafkas måde at skrive på bestod i en vis forstand i at flygte fra den første sætning, en slags Flucht nach Vorne, som det hed i Første Verdenskrig. Han startede bare og fortsatte, indtil fortællingerne knækkede for ham. Nogle gange skete det efter fire sætninger, andre gange efter 40 sider, mens enkelte historier kom helt i mål. Men forlod han først historierne, vendte han meget sjældent tilbage til dem igen. Derfor er mange af de efterladte tekster også frustrerende læsning, fordi de stopper midt i en sætning," siger Isak Winkel Holm.

Alligevel har han i samråd med forlaget besluttet ikke at udvælge fortællingsfragmenterne ud fra deres kvalitet, men udfra omfangskriterier. Alle ufærdige fiktive fortællinger over en trykside er således med i udgivelsen.

"For vi kan jo ikke vide, om der blandt fragmenterne skulle befinde sig en tekst, som Kafka-forskere om 30 år vil opleve som helt central og uvurderlig," forklarer han.

"Men jeg kan da anbefale almindelige læsere at læse de efterladte fragmenter på en mere løs måde, end man ellers læser Kafka."

En kværnende stemme

Ifølge Isak Winkel Holm har det i flere henseender været en særlig opgave at oversætte Kafka til dansk.

"Normalt når man oversætter, gælder det om at agere bugtaler. Man skal lytte sig ind på romanernes personer og ramme det helt rigtige stilleje. Men hos Kafka er det ikke opgaven, for her taler alle personer mere eller mindre ens," siger han og uddyber:

"Såvel mennesker som talende dyr formulerer sig i lange sætninger med den samme upersonlige og lidt pedantiske, juridiske stemme. Kafka var selv forsikringsjurist, og alle hans karakterer taler i en slags kværnende kancellistil."

Kafka bliver ofte fremhævet for sit fantastiske sprog, men ifølge Isak Winkel Holm er Kafkas romaner ikke velskrevne i traditionel forstand.

"Et sted i sine dagbøger skriver Kafka, at han kan høre konsonanterne i sit sprog "hamre mod hinanden med en blikagtig lyd". Og det er den blikagtige - og helt fantastiske - sound, man som oversætter skal forsøge at ramme. En klassisk fejl, når man oversætter Kafka, er at gøre hans sprog 'lækkert'. Kafkas sprog er ikke velskrevet, men helt nøgent. Det er den samme lille håndfuld ord, han gentager igen og igen, og som oversætter er det en misforståelse, hvis man forsøger at variere sproget med nye, velklingende ord. Man skal ikke ondulere Kafka. Man skal tværtimod forsøge at rekonstruere det monotone mønster af ord, som han har bygget sine tekster med. Det går heller ikke at klippe sætningerne over i mindre sætninger, selvom der på tysk mildest talt er en højere tolerancetærskel over for lange, kancelliagtige sætninger," siger han.

Grundlæggende politisk

Over årene er Kafka blevet udsat for utallige og meget forskellige fortolkninger. Blandt de stridende flanker i fortolkningskampen finder man både sociologiske, psykoanalytiske, marxistiske og jødiske bidrag. Især 1950'erne og 1960'ernes eksistentialistisk inspireret tolkninger har domineret forståelsen af Kafkas forfatterskab, men spørger man Isak Winkel Holm er det på høje tid at gøre op med den udlægning. Kafka er ikke så meget en eksistensfilosof som han er en forfatter med interesse for det sociale, mener han.

"Hvor nogen taler om en indre stræben, vil jeg hellere tale om en politisk utopi. Den grænse mellem menneskelighed og umenneskelighed, som Kafka undersøger, handler jo ikke om menneskers indre stræben, den handler om noget ydre, om hvordan folk behandler hinanden. Og det har de senere års Kafkaforskning efterhånden fået øjnene op for: Man er begyndt at kunne se den sociale dimension i hans værk - og ikke bare det enkelte individs bestræbelser på at finde mening med tilværelsen."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den virkelige tragedie består naturligvis i, at Max Brod undlod at følge Kafkas krav om at destruere de uudgivne manuskripter: Brods ulydighed fik den konsekvens, at menneskeheden fik et tilbud om at blive klogere på verden. Og det ønsker menneskeheden netop ikke. Derfor martres millioner af forkrøblede sjæle, der har læst fx. "Slottet" og "Processen". Slemme, Max, hvor kunne du gøre det.

Undertegnedes bidrag til menneskeheden er, at jeg endegyldigt og irreversibelt har destrueret enhver kopi af min færdige - men endnu ikke publicerede- PhD afhandling. Ingen bliver klogere, og alle bliver lykkeligere. Undtagen jeg selv - thi sandheden om menneskeheden stod i det manuskript. Men jeg lever med det, indtil jeg ikke lever længere.