Læsetid: 8 min.

Kampen om offerrollen

I en ny bog klipper Rune Lykkeberg i de senere års litteratur for at forstå og forklare, hvordan Anders Fogh Rasmussen og andre borgerlige ideologer stjal humanisternes sproglige overtag og vandt alle diskussioner, før de nærmest var begyndt
18. september 2008

En afgørende scene i Tage Skou-Hansens roman Sidste sommer udspiller sig, da den røde økonom Helge og den nationalromantiske præst Herman mødes i 1991, næsten et halvt århundrede efter studietiden på Aarhus Universitet. De gamle rivaler indser fra hver deres fløj, at to lange livs modsatrettede ideologier og overbevisninger begge har spillet fallit. Den røde økonom troede på, at man gennem velfærdsstaten kunne opdrage danskerne til kritisk engagement og god smag. Og den nationalromantiske præst drømte om at genskabe det Danmark, som man kender fra salmer og digte.

Scenen analyseres i journalist Rune Lykkebergs nye bog Kampen om sandhederne. Han bruger mødet mellem de to desillusionerede mænd til at vise, at troen på velfærdsstaten som et humanistisk dannelsesprojekt var faldet længe inden Folketingsvalget i 2001. Folk havde mistet tilliden til smagsdommerne, og foragten for den humanistiske pædagogik var udbredt mange år før Anders Fogh Rasmussens opgør med 'smagsdommerne'.

"Helge er en figur på den progressive socialdemokrat i Tage Skou-Hansens roman. Han troede på, at velfærdsstaten med øget velstand og uddannelse kunne skabe moralsk gode mennesker. At flere penge, poliovaccinationer og socialteknologi ville danne bedre borgere og skabe et harmonisk samfund. Men han erkender ved romanens slutning, at det var en utopi. Og det, der sker ved Folketingsvalget i 2001, er, at det bliver klart for alle, at det var en utopi," siger Rune Lykkeberg:

"Det blev også klart for de fleste, at de intellektuelle venstreorienterede havde mistet deres monopol på at definere, hvem der var overklassen, og hvem der var de undertrykte. Venstreorienterede har traditionelt tænkt modsætningen mellem udbytterne og de udbyttede som en økonomisk modsætning. Det, som også blev tydeligt ved valget i 2001, var, at mange mennesker oplevede den kulturelle modsætning mellem det, der blev 'eliten' og det, der blev 'befolkningen' som en lige så væsentlig modsætning."

"Den kulturelle magtudøvelse er meget sværere at beskrive end en økonomisk modsætning, fordi den opleves forskelligt af dem, der udøver den, og dem, den udøves på. De kulturelt overlegne oplever, at de taler fornuftens og det almenes sag, mens de kulturelt underlegne oplever, at de bliver talt ned til, ringeagtet og skubbet ud af samtalen med mærkater som 'småborgerlig', 'den indre svinehund' eller 'reaktionær'."

Befrielsessprog vs. syndefald

Det skønlitterære eksempel fra Sidste sommer er et af utallige, som Rune Lykkeberg bruger i Kampen om sandhederne til at diskutere, hvad det egentlig var, der lige skete med debatten, tonen og magtbalancen, da Anders Fogh Rasmussen indtog statsministertaburetten.

"Det har undret mig, at litteratur tilsyneladende ikke længere regnes for gyldig erkendelsesform af andre end professionelle litterater. Og det er efter min mening både et tab for æstetikken og for den intellektuelle kritik. Hvis man tager en skikkelse som lektor Blomme fra Det forsømte forår af Scherfig, er han blevet indbegrebet af den sorte skoles autoritære lærer. Fordi Scherfig har vist, hvordan han tager sig ud fra elevernes perspektiv, kender vi i dag ikke kun til skolelæreren som én, der bestemmer i klassen. Vi ved også, hvad en autoritær skolelærer kan gøre ved børnene - og hvad de kan gøre ved ham. Vi ved ikke kun, at han havde magt, men også, hvordan hans magt virkede. Og litteraturen er eminent til at afdække den form for magtudøvelse. Derfor har det været oplagt for mig at bruge litteraturen som vidnesbyrd," siger Lykkeberg.

Rune Lykkeberg begyndte på Information i efteråret 2001. Dengang var den oprindelige østjyde 27 år, og en af hans første opgaver var at dække folketingsvalget. På valgaftenen, en råkold aften i november, blev det til en reportage fra Dansk Folkepartis gruppeværelse på Christiansborg.

Mens Socialdemokraterne i de tilstødende gemakker udtrykte et længe lurende undertryk af dyb uretfærdighed, blev der festet igennem hos Pia Kjærsgaards disciple. Som det ene sensationelle kredsresultat efter det andet blæste op på storskærmen, steg jublen.

"Det var to meget forskellige verdener at besøge, og kløften har været der lige siden. Dengang talte de ikke samme sprog, og det gør de stadig ikke, selv om socialdemokraterne har prøvet at tilegne sig den borgerlige måde at se verden på. Der var en helt fundamental modsætning mellem de intellektuelles beskrivelse af valget som en slags syndefald og en populisme, der var sluppet løs, og Anders Fogh og Pia Kjærsgaard, som talte et befrielsessprog. Som om Danmark var reddet fra en besættelsesmagt af en slags," fortæller Rune Lykkeberg.

Rune Lykkeberg blev fascineret af det samfundsbillede, som han mente, at statsministeren og et backingband bestående af forsmåede borgerlige kommentatorer bandt et flertal i befolkningen på ærmet.

"Vi fik en samfundsbeskrivelse af en elite på 10 personer, der stod oppe i et tårn og bestemte over alle andre. Men at beskrive vort samfund som en feudalpyramide er jo på papiret noget decideret vrøvl. Alligevel havde budskabet - pakket ind i det rette sprog - en enorm gennemslagskraft, og det fandt og finder jeg det interessant at se nærmere på. Det er jo lige så absurd på papiret, som det tilsyneladende ramte en masse menneskers hverdagserfaring."

Bissen vinder altid

Det var langt fra kun Socialdemokraterne, der lod sig frustrere af den nye retoriske virkelighed. Også Rune Lykkeberg mærkede, hvordan han som debattør og kommentator ideologisk forankret på venstrefløjen havde svært ved at komme nogen vegne, når han stod over for borgerlige kolleger eller politikere:

"Det føltes lidt som, at jo mere vi slog på dem, jo stærkere blev de. Det nyttede ikke at kalde dem populister, nationalister eller racister, sågar. Så havde man tabt på forhånd. Netop fordi modstanderen havde et dårligere sprog og en lavere moralsk dannelse, havde modstanderen også ret til at være offer - og dermed ret til at komme til orde."

Tingene var vendt på hovedet. De uddannede og på godt og ondt bedrevidende humanister blev pludselig lette at pille ned. Ligegyldig hvad de lukkede ud:

"Hvis du peger en humanistisk moralist ud i dag, så har du allerede vundet diskussionen. Når du siger om Margrethe Vestager, at hun sætter sig på den høje hest, så betyder det, at hende skal man ikke lytte til - fordi hun tror, hun er bedre end os andre. Alle, der bliver udpeget som intellektuel moralist har tabt, mens det i 1970'erne var de reaktionære, som det gjaldt om at udpege. Det er dette skred i de offentlige sandheder, som jeg har forsøgt at analysere i bogen."

Selv finder Rune Lykkeberg det lidt underligt at udgive en bog om en retorisk grøft i den offentlige debat, som åbenbarede sig ved det såkaldte systemskifte for syv år siden, men havde været synlig siden rindalismedebatten i 60'erne:

"Det føles lidt plat, for det er jo et gammelt fænomen efterhånden - Men mønstret bliver jo ved med at gentage sig. Man har lige skullet finde en ny formand for Konservative, og valget stod mellem københavneren Connie Hedegaard, som har fået Publicistprisen, fordi hun er så god til at snakke. Og så Lene Espersen, som er fra Jylland og nægter at lytte til eksperter, men går imod smagsdommerne for enhver pris. Hun er bissen af de to, og det er altid bissen, der vinder," siger Rune Lykkeberg.

Kronhjort-juryen

Især, påpeger Rune Lykkeberg, kommer man nemt galt af sted i det nuværende klima, hvis man påberåber sig god smag. Der findes nærmest ikke noget værre eller mere sårende for den gruppe, der føler sig bortdømt af 'smagsdommerne', der er blevet så udskældte under Anders Fogh Rasmussen, fordi æstetisk god smag næsten pr. automatik forbindes med moralsk overlegenhed:

"Koblingen mellem intellektuel, moralsk og kulturel overlegenhed virker fortsat anstødelig. Den minder mange danskere om den gruppe, som ser en brølende kronhjort og en skovsø hængende over spisebordet og straks bortdømmer husets ejere som fascister og i hvert fald regner dem som så dumme, at de ikke er værd at tale med. Den form for overlegenhed virker mere anstødelig, end nogen økonomisk kriminalitet nogensinde bliver."

Billedet på den venstreorienterede intellektuelle som usselheden selv finder Rune Lykkeberg eksempelvis i Kristian Ditlev Jensens prisbelønnede erfaringsroman Det bliver sagt fra 2000. Her udsættes arbejdersønnen Kristian igennem tre år for seksuelle overgreb af sin voksenven, Gustav, der inviterer knægten på besøg i København. Kristians forældre er så duperede af Gustavs intellektuelle dannelse og gode smag, at de ser igennem fingre med overgrebene. Det gør Kristian Ditlev Jensen ikke just, da han debuterer omtrent 20 år senere:

"Hans bog viser en ny virkelighed, hvor den gamle 'helt' pludselig forbindes med alt det grimme. Kristian Ditlev Jensen interesserer mig, fordi han har blik for, hvad der er oppe og nede. Han kommer fra en arbejderfamilie og er nu akademiker. I hans bog bliver velfærdsstatens idealborger perverteret til det værste, der findes, nemlig pædofil. Den kritiske, oplyste, intellektuelle, som bærer Information som et smykke stikkende ud af frakkelommen og hader dansk mad. Gustav bliver pludselig den, der fordærver ungdommen, hvor det var borgerfruen i Rifbjergs Den Kroniske Uskyld fra 1958. Det fænomenale ved bogen er, at den beskriver, hvordan en intellektuel dannelse forløber samtidig med eksistentiel misdannelse. Kristian bliver i bogen oplært og indført i det intellektuelle borgerskabs koder af den samme mand, som misbruger ham seksuelt. Han løfter ham op og nedgør ham på samme tid."

Respekter din modstander

Men hvem har så vundet vor tids kamp om sandhederne? Ifølge Rune Lykkeberg har de borgerlige i hvert fald vundet det, han omtaler som definitionskampen:

"Man kan sige, at det var en alliance mellem en kulturel overklasse og akademiske socialdemokrater, som dominerede offentligheden i 60'erne og 70'erne. Deres dyder var at være progressiv, frigjort, grænseoverskridende og i opposition til det reaktionære, det traditionelle, de faste rammer og det, der blev kaldt for det småborgerlige. Det har skiftet fuldstændigt i dag, så det gode er at være konsekvent, at stå fast og sætte grænser, mens 'dialog' foragtes som naivitet og tossegodhed. Dengang vandt du en samtale ved at udpege den anden som reaktionær. I dag vinder du samtalen ved at udpege den anden som pladderhumanist og tossegod."

Forfatteren mener dog ikke, at de borgerlige nødvendigvis har vundet kulturkampen, kampen om sandhederne. Begge fronter taler fortsat forbi hinanden:

"Det er enten sådan, at man er ideologisk tolerant over for dem, der vil kritisere indvandrere og flygtninge, og siger, at ingen skal komme her og være formynderiske og sige, hvad der er det moralsk rigtige, eller også er man ideologisk tolerant over for indvandrere og flygtninge og beklager 'tonen' i debatten eller efterlyser 'anstændighed' og 'humanisme'. De to positioner har det til fælles, at de erstatter argumenter med aversioner. De deler også den socialteknologiske desillusion, som beskrives i afslutningen af Tage Skou-Hansens roman: De regner den anden for uden for pædagogisk rækkevidde."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Døden skal jo ha' en årsag.

Der kan da findes en del eksempler på akademisk og politisk korrekte's foragt for almindelige mennesker - desværre giver det jo så de nuværende populister noget "kasteskyts" - som de kan fremstille som en generel holdning hos akademikere osv. - og ikke mindst pga. at de nuværende populister jo har stærkere økonomiske bagmænd kan de fomidle det indtryk bredt, og i det hele taget sætte sig på det meste af mediebilledet.

Især er der nok det at stærke økonomiske interresser, nu har behov for ( eller mulighed for )
en ny økonomisk politik ( eller snarere blot en genoptagelse af en økonomisk politik som socialdemokratismen forbigående havde hæmmet ) - og nogen skal jo levere den ideologiske overbygning/begrundelse for den proces.

Dorte Sørensen

Kan udviklingen ikke ses som at den såkaldte venstrefløj har vundet, når flertallet var blevet til middelklasse og over halvdelen af befolkningen var blevet boligejere.
Desværre ser det nu ud til at Fogh Rasmussen er ved at skrue udviklingen tilbage, så kampen kan begynde igen.

Dorte Sørensen

Mokkasinen du skriver ” Berlinmurens fald opløste socialismens totalitære endemål, og efterlod en socialisme uden mål, og derfor er det i dag også vanskeligt at finde en retning i deres politik.” Her er jeg kun enig, hvis socialismen her skal forstås med den totalitære kommunisme som fx blev praktiseret i den gamle østblok. Men den form er ikke for mig socialismen og slet ikke den som den store del af den danske venstrefløj kæmpede for.
De danske socialister hjulpet af de radikale og i flere tilfælde også fået støtte til forandringerne af de 2 store borgerlige partier i Danmark har sammen skabt et samfund hvor der stort set var lige muligheder til at uddanne sig, få pleje, sundhedsbehandling, osv.. At der så ikke var lige muligheder har flere grunde som fx den økonomiske og faglige baggrund familien kunne givet den unge med på vejen.
I mine øjne ligger problemet i at vi tager denne udvikling for en selvfølge og mener at fællesskab, der giver lige muligheder til alle, ikke længere er nødvendig at arbejde for .

Personligt synes jeg, at det mest interessante set fra et tilbagelænet og rent intellektuelt synspunkt er, at hvor marxisterne, der jo dominerede Danmark i 1970'erne, især i de medier, der nu hylder Fogh og Kjærsgaard og deres vælgere, alle de fantastiske, normale, glade og veltilfredse hundeejere og tatoverede, konragede bamse-hyggelige familiefædre med deres nærværende, engagerede mødre-hustruer i Det Lykkelige Danmark, hånligt påstod, at de borgerlige savnede en egentlig ideologi, men måtte nøjes med spredte uvidenskabelige fordomme og forestillinger uden basis og systematik, har Fogh helt enestående bevist, at der eksisterer en fuldt udarbejdet, nærmest uigennemskydelig Borgerlig Ideologi, og at den kan anvendes - og det med uhyggeligt held - til at ændre borgeres adfærd og tænkning. Helte-Persongalleriet eller beboerne af Gudeverdenen er alle, fuldstændigt uden undtagelse, hentet fra den Anglo-Amerikanske Mytologi og TIME Magazine's måske noget ensidige vestligt orienterede 100 Most Prominent People of the 20th Century tilsat Adam Smith fra det 19. Århundrede, Milton Friedman (Keynes eksisterer ikke længere), dele af Kaj Munk og med den største helt af dem alle, Winston Churchill, i spidsen. Davy Crockett og Mickey Mouse mangler heller ikke i det åndelige fundament for den realiserede Borgerlige Ideologi.

(sæt selv punktum)

jens peter hansen

Venstrefløjen havde i 60'erne og halvfjerdserne hele fordelen. Kampen for den seksuelle frihed. Kampen mod stive borgerlige konventioner om god opførsel, påklædning og udseende. Drømmen om et bedre samfund. Kvindefrigørelsen og ligeretskampen.
Selv om ikke alt er gået som man ønskede, er det tankevækkende at intet af det man kæmpede for i dag ikke forsvares af Dansk Folkeparti, som indregner det for danske værdier.
Når de sidste rester af en aldrende venstrefløj, nu taler om god tone og en rå debat, minder det ved gud om hvad borgerskabet sagde i hine svundne tider. Hvad med lidt høflighed og almindelig dannelse? Frigørelsen har nået de udannede og det brøds vi os ikke om som Lilleper siger.
Rune Lykkeberg skal have stor tak for, også i det daglige, at påvise, at hvis ikke argumenterne tæller så har ingen af noget at sige hinanden på.
Det er venstrefløjens store dilemma og magtes-løsheden har reduceret modstandernes udsagn til blot at være for dumme, talsmændene for stupide og idegrundlaget mere eller mindre fascistisk.
Som Rifbjerg klandrede Lykkeberg( og studentikost morsomt gjorde grin med hans navnelighed med et kendt konservesprodukt) at han overhovedet gik ind på DF´s tankegang, idet han mente at noget der bare var så dumt behøvede man ikke at argumentere imod. Lille lommefilosof.
Oprøret fra småborgerne mod den gode smag, minder en del om indvandrenes modstand mod de bedrevidende danskere.
Det bliver interessant når disse to grupper slutter sig sammen.

I Danmark har vi både en overklasse, middelklasse og en underklasse.

I 60'erne og 70'erne havde den danske underklasse og den venstreorienterede middelklasse og overklasse en fællesinteresse.

Interessen var en mere ligelig fordeling af goderne i samfundet.

I 80'erne og 90'erne begyndte Danmark at "importere" en stor ny underklasse.

(60-70% af den som er påbistand hjælp er personer med anden etnisk baggrund.)

Der opstår en interesse konflikt mellem underklassen af " gammeldanskere" og
den danske venstreorienterede middelklasse og overklasse.

Underklassen af " gammeldanskere" er ikke interesserede i at en ny underklasse kommer
til danmark. De er ikke interesserede i at konkurrere om de offentlige velfærdsgoder.

Derfor gør underklassen af " gammeldanskere" nar af idealerne i den danske venstreorienterede middelklasse og overklasse.

Ud fra et vist kendskab til segmentet og almindeligt medieforbrug tør jeg sige vedrørende det, der ovenfor anakronistisk kaldes den danske venstreorienterede middelklasse og overklasse, at den har skam taget ved lære af Hendes Majestæt Dronningen, Suzanne Bjerrehuus og andre mega-opinionsledere inkl. det dygtige og sympatiske ægtepar Pittelkow-Jespersen; Vi var håbløst naive, indtil 11. september åbnede vore øjne. Så massiv har propagandaen været, at selv den danske venstreorienterede middelklasse og overklasse er blevet modtagelig for mediernes kværnen dag og nat, og der står også traditionel respekt om Islam-kritikere, når de kan smykke sig med titler fra MIT, Harvard, prangende efternavne og spændende titler på deres bøger som "Clash of Civilizations". Den danske venstreorienterede middelklasse og overklasse er ikke, hvad den har været, eksisterer vel nærmest ikke længere, men det ved kun Knud Romer, Henrik Byager og de andre Profeter.

Inger Sundsvald

Efterhånden er det svært at definere klasserne. Før i tiden var det kongehuset og adelen der var overklassen. Middelklassen var borgerskabet – de formuende, men ikke helt adelige. Resten var underklassen.

I dag regner de fleste sig til middelklassen. Kun mennesker på overførselsindkomster – indvandrere, pensionister uden nævneværdig formue regnes for underklassen. Et ægtepar med job i Netto eller i ældreplejen regner sig selv for middelklasse, og en håndværkerfamilie, som tjener godt er på nippet til at betegne sig selv som overklasse. – Kan man kalde det for en social opstigning? Nej, vel? Men det er da godt, at familier og enkeltpersoner har fået bedre vilkår.

Det har altid været sådan, at de bedste stillede kunne stille krav til de værst stillede om mådehold – og de har selvfølgelig altid selv gået foran med et godt eksempel. Hvis man går helt tilbage til 1785, kan man se et eksempel på at nogle medlemmer af ’Selskabet for Borgerdyd’ frivilligt gik med til kun at spise tre varme retter til middag, andre at afstå fra at bære mere end to ure. Eliten har altid vidst, hvad der var bedst for de lavere klasser. I dag skal man spare på el og vand, ikke spise for meget kød, og i det hele taget bliver man gjort ansvarlig for konjunkturerne og jeg véd ikke hvad. Og det er den nemmeste sag af verden at skrue på overførselsindkomsterne, for når der er nogen som har et tårnhøjt forbrug, så må der være nogen, som slet ikke har noget forbrug – ellers går det galt med betalingsbalancen.

Uden for pædagogisk rækkevidde kan man jo altid beskylde hinanden for at være, og her på netavisen er der tydelige eksempler fra begge lejre. Vi har f.eks. ikke råd til indvandrere, men vi mangler arbejdskraft. For få år siden lød det, at indvandrerne ikke gad at arbejde, men de tog også arbejdet fra gammeldanskerne.

Der er da meget i interviewet som jeg synes lyder fornuftigt, men det er da helt langt ude i skoven, at hæfte billedet på den venstreorienterede intellektuelle op på billedet af en pædofil mand.

Inger Sundsvald

Troels Siegthorwyn

Du kan godt spare dig, for jeg gider ikke at diskutere muslimer med dig, og slet ikke med dine udtryk som farisæisk, impotent, degenereret og at svine andre til (her er vist noget af en tilsvining).

Spørgsmålene er naturligvis:
- Hvem vinder kampen om offerrollen?
- Hvem skaber den retoriske kløft?
- Hvem tænker på hvad der måtte være bedst for Danmark?

Svarene burde være evidente. Den stærkeste vinder.

- Hvis det drejer sig om regeringen, så er det mandaterne der afgør sagen.
- Hvis det drejer sig om uddannelse, så er det den bedst uddannede eller bedst lønnede, der vinder.
- Hvis det drejer sig om fjernbetjeningen er det den stærkeste, der vinder.

Problemet er at magten bruges uhæmmet.

Man kan definere klasser på følgende måde.

Underklassen er dem som er meget afhængige af de offentlige goder i et livsforløb.

Middelklassen er dem som modtager det samme fra det offentlige som de betaler i skat i løbet af deres liv.

Overklassen er dem som betaler væsentligt mere i skat end de modtager fra det offentlige.

Hvis man selv tilhører underklassen og man kan se den klasse vokse pga. af flygtninge og efterfølgende familiesammenføringer hvad vil man så gøre ?.

Spørgsmålet er hvor lang tid overklassen og den bedre middelklasse vil være med til
at finansiere ens behov.

Inger Sundsvald

"Overklassen er dem som betaler væsentligt mere i skat end de modtager fra det offentlige."

Og hvem er det så der har skrabet penge ind til 'overklassen', så de bliver i stand til at betale mere end de modtager? Så vidt jeg ved kan f.eks. Mærsk være godgørende med penge ,som andre har slidt for.

Inger Sundsvald

Magten består, i på samme måde som med fjernbetjeningen, at bestemme over andre, at tilgodese sine egne behov og blæse på andre. DF nyder i den grad magtens sødme p.t.

Til Inger Sundsvald

Rige mennesker bliver ikke beskattet hårdere
i Danmark end de gør i andre lande.

Det gør de ikke fordi så vil de rejse fra danmark.

Så når underklassen vokser så må middelklassen betale mere. Vil de det.?

Inger Sundsvald

"I 80'erne og 90'erne begyndte Danmark at "importere" en stor ny underklasse."

Og det er altså deres skyld, at det nu ser ud til at gå ned ad bakke med banker, kreditforeninger m.v. - eller hvad?

Problemstillingen er jo dog en lidt anden: rige mennesker får lov til at slippe for billigt! Der er jo rigtig stor værdi i at kunne tjene mange penge - så stor, at man godt kan aflevere mange til fællesskabet til gengæld for sit privilegium.

Lone Wienberg Hansen

Dagligt ræs reagerer i et kåd. Hvor reaktionen glider i sneglefart. Ret ensom og søvnig tager pusten fra mig. Langer ud over horisonten. Og tager fat. Skyndsomt slår tiden ikke til. Her til aften brænder tanken således. Med klassisk. Tilkendegivende(..) resultater. går mig en smule paa nerverne. Som noget er glemt og dukker op. Bruger jeg modstand. Som tage en kyse og bade. Vægelsind er langt fra mit lynne. Men gemyt findes til spot og nar. En gaffel i hver hånd. Benovet dumhed i fællesskab. Egal og ensrettet. Homogen jævn og ligelig uniform.

Mokkasinen skriver
"...Venstrefløjen har kun én mulighed, og det er at gå med på negationen om at vælfærdssamfundet, som vi fik efter 2'n verdenskrig ...

Vi ’fik’ ikke velfærdssamfundet. Socialisterne og fagbevægelsen kæmpede sig - under beskyttelse af den kolde krig - frem til en socialistisk samfundsmodelmodel, der kunne overleve kommunismens korrumpering og sammenbrud. At det lykkedes, er bedst udtrykt ved Thomas Nielsens berømte ord "Vi har sejret ad helvede til - godt".

og Mokkasinen fortsætter:
"... har været en kilde til slaphed og moralsk forfald i samfundet,..."

Velfærdssamfundet har givet alle samfundets borgere mulighed for, at vælte sig i forbrugersamfundets slaraffenland - Forbrugersamfundet er den virkelige kilde til slaphed ikke velfærdsstaten.

Velfærdsstat og forbrugersamfund er ikke to indbyrdes afhængige størrelse.

Socialisternes næste kvalitative spring vil være relancering af H.C. Hansens underforståede og ikke nærmere definerede begreb: "Den fornuftige samfundsborger" eller for den sagsskyld "Folkhemmet" som svenskerne var noget længere fremme med. Begrebet som vil kræve det socialisterne kan – nemlig samfundsanalyse og solidaritet - vil vokse sig stort og stærkt under den kommende knaphedskrise - Vi lever jo stadig i et knaphedssamfund - vi havde bare lige glemt det.

Socialismen v.2.0 er på vej – Rune Lykkeberg’s bisser er på retur.

En af de venstreoerienterede's idealer må være en større lighed globalt og en større lighed lokalt.

En måde af løse den globale ulighed på er at
inviterer fattige mennesker til at bo og leve i Danmark

Det medfører at de fattige mennesker som i forvejen lever i Danmark føle sig truet.

Dette er venstrefløjens store dilema

@Torben Madsen

"En af de venstreoerienterede's idealer må være en større lighed globalt og en større lighed lokalt."

Ja, vi har også vore skåltaler - men at ophøje den slags til idealer er egentligt bare at spille med på højrefløjens værdikamp.

Til Kim Gram
Disse idealer kan realiseres på forskellige måder.

En af måderne kunne være at afskaffe landbrugsstøtten.

Det vil gøre det lettere for udviklingslandene at eksportere
madvarer og dermed mindske den globale ulighed. Den sparede landbrugsstøtten
kunne bruges til velfærdsforbedringer.
Og dermed mindske den lokale ulighed.

Men der er ingen venstrefløjspolitikere
som for alvor kæmper for fjernelsen af landbrugsstøtten.

@Torben Madsen

Det er ikke venstreorienteret at sætte idealer over interesser!

Lidt tydeligere:
Preben Møller Hansen's løsningsforslag og politik
må forkastes af den ene grund at den løsning matematisk-økonomisk set ikke er langsigtet stabil.

Dorte Sørensen

Mokkasinen jeg tror ikke vi er så uenige. Dog vil jeg lige indskyde, at hvis ikke venstrefløjen og Socialdemokraterne havde arbejdet for lige muligheder til alle, så tror jeg ikke at Venstre og De Konservative havde ville arbejde for det. Så på den måde kan Venstrefløjen og Socialdemokraterne godt tage æren.

Mens vi venter på kapitalismens næste store sammenbrud –

Skriver Mokkasinen:
"..Velfærdsstaten ... er en højre-venstre konsensus.."

Det forholder sig sådan at Velfærdsstaten er bygger blandt andet på Steinckes sociallove, som kom i 1933 efter kapitalismens store sammenbrud i 1929 og den efterfølgende massearbejdsløshed. Sociallovene omfattede arbejderbevægelsens vigtigste mærkesager:

arbejdsanvisning,
arbejdsløshedsforsikring,
offentlig forsorg,
sygekassen,
arbejdsulykkesforsikring
statsstøtte til boligbyggeri

Venstre fik indrømmelser til imødegåelse af landbrugskrisen og lettelse af ejendomsskatter for at stemme for.

De konservative med de danske kapitalister i kulissen stemte imod, men bøjede sig dog for demokratiet - selv om de vejrede morgenluft i 1936 - 1943 hvor de marcherede med deres støvler, skråremme og bidetænger i baglommen.

og Mokkasinen skriver videre:

"..Her synes jeg du lider lidt under den vrangforestilling, at velfærdsstaten efter 2n verdenskrig var en socialistisk idé..."

Det er muligt at Thomas Nielsen i dine øjne led af storhedsvanvid, men fakta er at efter at have tilkæmpet sig menneskelige forhold i det danske produktionsapparat - arbejdsmiljøloven, 37 timers arbejdsuge, dyrtidsreguleret løn m.v. - kom danske arbejdere oven i købet ind og sidde i virksomhedernes bestyrelseslokaler, og 'Økonomisk demokrati' var på dagsorden.

"Der skal flyttes hegnspæle" som LO skrev på store plakater i de år.

Thomas Nielsen havde jo ret:

"Vi har sejret ad helvede til - godt".

- og med ’Vi’ mente han Fagbevægelsen og dens politiske organer Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti og naturligvis frontløberne på gaden DKP.

Danmarks fagbevægelse var kommet så langt, man kunne komme inden for demokratiets rammer.

Jamen, Bill H, du overser, at langt den meste 70er-politik blev gennemført af Socialdemokratiet sammen med de små borgerlige partier.
Selv ØD var Venstre, iflg. Uffe Ellemann-Jensen, med til, blot var der politisk uenighed om modellen, hvor den borgelige side ønskede en individuel, mens S og fagbevægelsen selvfølgelig, som sædvanlig, ønskede en fondsbaseret. SF og de endnu mere venstreorienterede partier (K og VS) medvirkede kun sjældent i konstruktivt parlamentarisk arbejde i de år.

Jeg er af Bill H blevet linket til denne tråd fra tråden ”Slutkamp mellem to kapitalismer”.

Emnerne er beslægtede og jeg autociterer fra den anden tråd:

” Vi har haft en omgang før og jeg forstår stadig ikke, hvorfor velfærdssamfundet med fandens og Marx´s magt skal være socialistisk og at socialdemokratisme er socialisme.

I enhver variant af socialisme indgår i en eller anden form samfundets ejendom af produktionsmidlerne og det synes nærmest at være en nødvendighed for dem, der fortsat kalder sig socialister, at fornægte dette. Psykologisk set vel i selvforsvar af, at de har levet på en livsløgn.

Det er vel først og fremmest socialdemokraterne, der har skabt velfærdssamfundene, men de har dog for mange år siden opgivet socialismens krav om samfundsejendom af produktionsmidlerne og bekendt sig til den private ejendomsret, der er en liberal opfindelse.

I det hele taget er velfærdssamfundet også et barn af liberal filosofi (Locke) med de personlige rettigheder, herunder ejendomsretten, menneskerettighederne og demokrati, som vi opfatter det i dag og det ændres ikke ved, at socialdemokraterne har et socialistisk udgangspunkt og berettiger derfor heller ikke til, at betegne velfærdsamfundet som socialistisk på den baggrund.”

For at tilkende den samme forundring som Mokkasinen har over påstanden om, at velfærdsamfundet er socialistisk, men også for at tilbagevise, at det ikke er resultatet af en socialdemokratisk politik og skulle være en højre-venstre konsensus.

Desuden i ærgrelse over endnu engang, at få en privat definition af socialisme fra Dorte Sørensen, når den historiske socialisme ikke passer – så vælger man sig da bare en ny a la Bill H. og så passer pengene.

Og med spørgsmålet til Peter H og Inger Sundsvald: Hvem er de rige, når 45% af dem der er på arbejdsmarkedet betaler topskat?

Og for at besvare spørgsmålet fra Louis Cypher om velfærdssamfundets mål på Torben Madsens klasseinddeling med et oprindeligt var velfærdssamfundet mål, at omfordele livsvilkår, men efter at fattigdommen hvad angår biologiske behov er afskaffet, er det blevet til omfordeling af forbrug. Man er fattig, hvis ens forbrugsmuligheder er begrænset. Velfærdssamfundet trænger i den grad til renovering i form af hvilke ydelser, der skal tilbydes og til hvem.

Og sluttelig til en tilslutning til Klaus F´s tredje position. Det er grotesk at venstrefløjen, for hvem religion var opium for folket, nu betingelsesløs forsvare religiøse mørkemænd og deres bedagede religion, medens en anden religiøs mørkemand (Krarup), nærmest som et religiøst påbud er den eneste, der ubetinget forsvarer det sekulære samfund. Forstå det hvem, der kan.

Der var i går i Politiken en herlig kronik om højre –og venstre kulturisme. Kulturisme er kultur som politik. Læs den!

Jørgen Mathiasen

Tja, man kan komme alvorligt i tvivl om, hvordan Lykkeberg læser den avis, han selv er ansat ved.
Hvis nogen insisterer på at maltraktere betydningen af et ord - og det er f.eks tilfældet med udtrykket elite i den danske debat - stikker der selvfølgelig noget bag.
Det nye er ikke, at hjemmehjælperen og hendes parti ikke bryder sig om mennesker med lange uddannelser. Det nye er, at en vis cand.polit med en fortid som kreativ bogholder har gjort aversionen, som han deler, politisk virksom eller instrumentel, som man siger på et sprog, danskere nødigt vil mindes om.
Enten er det kongerigets karakter af andedam eller også er det indbyggernes ensidige orientering med Amerikas forenede Stater. Det er i alle tilfælde slemt.

Da jeg hørte Søren Krarup første gang i medierne sidde og tordne løs mod de kulturradikale kunne jeg ikke lade være med at sidde og krumme tæer en smule (på hans vegne). For den kulturradikale bevægelse døde jo for godt og vel fyrre år siden sammen med P.H. i 1967. At man så stadigvæk som Søren Krarup, her fyrre år senere endnu tordner løs mod den kulturradiakle bevægelse kunne kun opfattes som at manden var totalt forstenet. Så det var ikke værd at tage seriøst.
Men hvad skete der så? Jo, pludseligt dukkede Klaus Rifbjerg igen op fra glemslen og benævnte sig selv (igen) som kulturradikal. Og der begyndte også at dukke andre op der også titulerede sig selv som kulturradikale. Og det viste sig så efterhånden, AT SØREN KRARUP PÅ EGEN HÅND HAVDE GENOPLIVET DEN KULTURRADIKALE BEVÆGELSE! Det var der nok ingen der havde regnet med, og sikkert slet ikke Søren Krarup selv.

Kulturradikalismen er for mig at se først og fremmest en bevægelse der som sit hovedmål havde emancipationen eller den enkeltes frigørelse eller frihed. Og lige meget om man kan lide dette eller ej, må emancipationen idag betragtes som et mål der er nået. Der er derfor ikke længere behov for en kulturradikal bevægelse: Og derfor eksisterer der heller ikke længere noget sådant. Kulturradikalismen har sådan set sejret sig selv ihjel.

Skal man opfatte den røde økonom i Tage Skou-hansens roman som en typisk kulturradikal, kan man selvfølgeligt godt hævde at det ikke er lykkedes at opdrage danskerne gennem velfærdsstaten til kritisk engagement og god smag.

Dette har også kun været kulturradikalismens endemål set gennem en DF´ers eller Rune Lykkkebergs briller. Kulturradikalismens egentlige mål - sådan som jeg har forstået det (jeg er selv alt for ung til have været med "dengang") har været fritsættelsen eller emancipationen af det enkelte individ derfor gik de også ind for f.eks. kvindefrigørelsen.

Hvis jeg må nævne en rigtig kulturradikal, nemlig Sigmund Freud, så havde han som bekendt et credo der hed "Hvor der er id skal der vorde jeg", og med dette ønskede han et frigjort, oplyst og emanciperet individ. Freud opfattede individet der stod alene uden f.eks. religion og andet at støtte sig til som et stærkt individ. Det var bare ikke det vi fik. Individet blev måske nok frigjort, men ikke mere selvsikkert eller med større tiltro til sig selv. I stedet fik vi faktisk det man har kaldt det narcissistiske individ, der ikke er spor selvsikkert.

Jeg ved ikke om det nogensinde har været en del af kulturradikalismens grundlag at opdrage danskerne til kritisk engagement og god smag. Måske kan man også kun diskutere dette præmis hvis man stadigvæk opererer med en skelnen mellem finkultur og lavkultur. Det betragtes f.eks. ikke længere som finkultur at gå i operaen. Men det betyder jo heller ikke, at de typisk lavkulturelle masser er blevet finkulturelle. Det betyder blot, at opera er blevet mainstream. Det havde Klaus Rifbjerg nok heller ikke regnet med, da han skrev "Operaelskeren" i 1967 hvor det endnu blev betragtet som finkultur at gå i operaen.

Så kulturradikalismens tid er endegyldigt forbi. Individet er blevet emanciperet, som de havde til endemål. Det blev bare ikke et mere sikkert og velafgrænset individ, derimod et meget usikkert der havde svært ved at afgrænse sig i forhold til sin omverden. Og Søren Krarup er en Don Quijote der slås med vindmøller. Om Rune Lykkeberg er hans tro væbner Sancho Pancha skal jeg dog ikke kunne afgøre.

@Svend W

"Det er vel først og fremmest socialdemokraterne, der har skabt velfærdssamfundene, men de har dog for mange år siden opgivet socialismens krav om samfundsejendom af produktionsmidlerne og bekendt sig til den private ejendomsret, der er en liberal opfindelse."

Privat ejendomsret er da ikke en liberal opfindelse. Jeg vil tro at der også eksisterede privat ejendomsret før liberalismens opkomst. Liberalisterne betonede vel mere ejendomsrettens ukrænkelighed som et middel til at opnå større frihed. Privat ejendomsret er også en del af socialisme, der var f.eks også privat ejendomsret i Sovjet og Kina, den var bare ikke så ukrænkelig eller i større grad underlagt hensynet til almenvellet. Jeg tror at den eneste politiske ideologi der ikke opererer med privat ejendomsret, er anarkister, som vil have ejendomsretten erstattet med brugsret. Det er givet rigtigt at de fleste socialister idag ikke ser det som et mål at samfundet totalt skal overtage produktionsmidlerne men de har nok et andet syn på almenvellet og hvornår og under hvilke omstændigheder, det er i orden at krænke den private ejendomsret.

"I det hele taget er velfærdssamfundet også et barn af liberal filosofi (Locke)"

Det synes jeg du skal fortælle de liberalister der i dag arbejder på at, demontere velfærdsstaten. Det er rigtigt der også eksisterer en version af liberalismen som hedder socialliberalismek, som kan bruges til at begrunde en eller anden form for vefærdsstat, men den er der jo ikke nødvendigvis accepteret af alle liberalister. Men velfærdsstaten kan selvfølgelig i et vist omfang begrundes udfra liberalistisk tænkning. Forskellen mellem liberalister og socialister i den sammmenhæng hænger nok mere sammen med, hvor omfattende den velfærdstat skal være og hvad man kan betegne som velfærdsrettigheder eller grundlæggende menneskelige rettigheder, jævnfør den diskussion, der har været i liberalistiske kredse om positive og negative frihedsrettigheder

"Bortset fra det synes jeg, at debatten, set i forhold til artiklen, er afsporet, for artiklen handler om åndeligt og intellektuelt (kulturelt) at kunne tage plads i førersædet og ikke om økonomi eller forbrug. Men den kulturelle kamp er jo også sværere at beskrive end den økonomiske."

Det er jo ligesom kampen om retten til forskellige livsformer, hvor nogen mener at socialisterne eller de progressive eller hvad man skal kalde dem truer deres livsform. Omvendt kan man sige at populærkultur og det livssyn de repræsenterer for længst er blevet bredt accepteret. Alle synes jo idag at det der i gamle dage blev kaldt for lavkultur, også kan repræsentere noget positivt, de kulturradikale omfavnede jo også populærkulturen, selvom de selfølgelig mente at underholdning uden holdning var dårligt. Så de var selvfølgelig lidt moralske på den måde.
Under alle omstændigheder svælger folk jo idag i der før i tiden blev anset for at være lavkultur. Alligevel er der nogen der synes, at det hele stadigvæk er domineret af højrøvede intellektuelle. Der er en eller anden enorm paranoia og følelse af kulturetl mindreværd, så selvom man konstant viste let underholdning på tv , så var der nogen der alligevel ville synes, at det var de onde venstreorienterede intellektuelle der dominerede. Der er jo ligsom om der er nogen, der tager alle udtryksformer, der ikke lige nøjagtigt repræsenterer deres livssyn og ikke lige nøjagtigt afspejler deres livsform, som noget der er en personlig fornærmelse mod dem og som noget, der er blevet lavet for at få dem til at føle sig mindreværdige.

Kulturen omfatter vores værdier, adfærd vaner osv.

Vores økonomiske adfærd er en del af vores kultur.

Så derfor kan man ikke opdele debatten i en
kultur debat og en økonomisk debat.

Velfærdskommisionen konkludere at hvis personer med anden etnisk baggrund havde samme erhversfrekvens (og tjene ligeså meget) som en gennemsnitlig dansker, så vil halvdelen de problemer der opstår med den demografiske udvikling være løst.

Det kan ikke undgå at påvirke vores holdninger til at modtage flygtninge.

Når velfærdskommisionen mener at der er behov for at øge arbejdsudbuddet, så vil det påvirke danskerens holdning til dem som ikke arbejder.

Bemærkning til diskusionen om liberalisterne og privat ejendoms ret.:
I følge Adam Smith så er det ikke pengene eller jorden som skaber værdierne i samfundet. Det er arbejdet.

@Jan H. Hansen

"Og Søren Krarup er en Don Quijote der slås med vindmøller. Om Rune Lykkeberg er hans tro væbner Sancho Pancha skal jeg dog ikke kunne afgøre."

Ja! Det ligner en form for symbiose.

I hvert fald har Krarup stort held med at fremprovokere OVERgode udmeldinger som protest imod hans udmeldinger ( er vist selv faldet i et par gange ) - i stedet for at venstrefløjen forsøger at bruge lidt mere realistiske
modargumenter.

Inger Sundsvald

Jeg holder mig nu til Rosinante (nå, spøg til side).

Jeg beklager, hvis jeg har været med til at afspore debatten, men tingene hænger jo sammen.

Privat ejendomsret og kultur (lav/høj) for den arbejdende befolkning:
- Så skal man vist helt tilbage til Julius Bomholt, for at se det første slag blive slået for arbejderkulturen og almuens ’dannelse’ - og en begyndelse til at ikke kun de bedst uddannede skulle have monopol på de mere ophøjede ting i tilværelsen.

Se evt.
http://www.leksikon.org/art.php?n=344

Retten til, for almindelige mennesker, at eje, går endnu længere tilbage i historien.

Når Anders Fogh Rasmussen og andre borgerlige ideologer ”har haft held til at stjæle fra humanisterne og deres sproglige overtag, og har vundet alle diskussioner, før de nærmest var begyndt” – så er det jo ene og alene fordi de har haft flertal med DF, som ikke ligefrem kæmper for ’almuens dannelse’ eller en mere ’human’ eller en mere retfærdig fordelingsmæssig politik.

Forstå det hvem der kan!

".. Bill H, du overser, at langt den meste 70er-politik blev gennemført af Socialdemokratiet sammen med de små borgerlige partier..."

Arbejderbevægeæsen var sgu da ligeglade med hvem der var til fals. Fagbevægelsen havede magten og de udtænkte og formede velfærdsstaten.... Slut prut finale :-))))

Værdikamp der vil noget

Det var nu ikke kun socialdemokrater der havde almuens dannelse som hensigt.

Marxister påpeger jo bla.a. proletariatets ret
og pligt til at overtage og vidreføre borgerskabets videnskab og digning - Men ydermere er det selvfølgeligt proletariatets ret og pligt at overtage alle borgerskabets penge og alle borgerskabets
faste værdier.

It's a dirty job , but somebody's gotta do it.

Inger Sundsvald

Det kunne jo se ud som om bissen altid vinder, og at tingene er sat på hovedet – men ikke i det lange løb. Massiv investering i uddannelse vil engang vinde slaget. Lige nu ser det lidt sort ud, men fat mod, borgerlige socialister og marxister ;-).

@ Søren Rehhoff

Den private ejendomsret er Lockes opfindelse og er en del af de individuelle rettigheder.
Den er begrundet i naturretten ( et mytologisk begreb) ligesom (hans) menneskerettigheder er.

Mennesket har iboende rettigheder herunder retten til frugterne af dets arbejde – den private ejendoms ret.

Du forveksler liberal filosofi med politisk liberalisme, der findes i et utal af varianter.

Det du kalder liberalisterne er formentlig det, der kaldes rettighedsliberalisterne, der i moderne tid er repræsenteret af Noziacks, som Fogh´s minimalstat stort set er en afskrivning af.

Socialliberalismen står Mills fader til. Den adskiller sig ved to ting fra klassisk liberalisme.
For det første, at når markedet har arbejdet frit, kan man godt derefter foretage en omfordeling af gevinsten. For det andet indførelsen af utilitarisme som etisk princip – mest mulig lykke til flest mulig.

Personligt har jeg svært ved at se forskel på socialdemokratisme og den variant af liberalisme, som den amerikanske politiske filosof Rawl beskriver i sit værk ”Det retfærdige Samfund”.

En eventuel begrundelse og yderligere kommentarer til dit og andres indlæg må vente til i morgen aften, familiepligterne kalder.

"Helge er en figur på den progressive socialdemokrat i Tage Skou-Hansens roman. Han troede på, at velfærdsstaten med øget velstand og uddannelse kunne skabe moralsk gode mennesker. At flere penge, poliovaccinationer og socialteknologi ville danne bedre borgere og skabe et harmonisk samfund. Men han erkender ved romanens slutning, at det var en utopi. Og det, der sker ved Folketingsvalget i 2001, er, at det bliver klart for alle, at det var en utopi," siger Rune Lykkeberg..."

Jeg ved ikke helt, hvor Rune vil hen med det her.
Det er da muligvis rigtigt at socialdemokraterne i 1960erne og i 1970erne havde denne idé om at velfærdsstaten alene med fokus på økonomi mv.
kunne skabe moralsk gode borgere.

Men se, det kan den ikke. Det eneste fokus der er sket socialteknologisk er at hjemmehjælpere er blevet udstyret med tidsure, så systemet kan måde, hvor mange minutter de er om hvert besøg.
Der er altså kun afsat tid til ren teknologiske ting såsom at gøre rent mv. - ingen omsorg her.

Systemverdenen æder sig langsomt ind på livsverdenen for at tale i habermaske termer.

Og ja, dette er en utopi - og en illusion.

Jeg ved ikke om den humanistiske pædagogik, som tager udgangspunkt i det enkelte barn, og ikke i skarp faglighed og boglighed, har været foragtet længe inden 2001. Sandt er det dog at lærerne ikke har været forberedt på at skulle fortælle f.eks. elevernes forældre om hvad de gjorde og hvorfor de underviste som de gjorde.

Mht. smagsdommerne - tjah - opgøret med dem var vel at vente; småborgerskabet hvoraf Fogh er runden, har jo aldrig brudt sig om såkaldte eksperter, der ved hvad de taler og har fine, lange uddannelser. Næ, så hellere en 'vi er alle eksperter ii vort eget liv' udtalelse - samtidig med at man med den anden hånd indfører bindende mål i skolen samt litteratur-kanoner, fordi 'vi ved hvad der er god smag'.

DF og andre har haft held med at fremstille DF som stakkels ofre, der talte folkets sag - også selvom DF gang på gang har været med til at skære ned i bevillingerne til folket - også ude i kommunerne. Gang på gang har bl.a. Søren Krarup påstået at han alene repræsenterede folkets stemme mod en elite som er humanistisk indstillet og som har verdensborgeren som ideal.

Mht. Freud har vi aldeles ikke fået et narcisstiski individ. Vi har fået individer som er optaget af deres (selv)udvikling hvilket altså ikke er det samme som at være optaget af ens ego. Mange konservative kommentatorer savner åbenbart de gamle værdier med Gud, Konge & Fædreland og staten som garant for dette. Og ser alt der udgør et angreb på dette som et symbol på folks selvoptagethed.

Men det er det ikke - et moderne, oplyst individ har sig selv at støtte sig til - og er selv ansvarlig for at udvikle sit eget indre etiske og moralske kompas.
Og det må skolen og samfundet hjælpe til med.

Inger Sundsvald

Jeg vil jo sige, at et moderne, oplyst menneske – kun – har sig selv at støtte sig til. Her kommer narcissismen ind, for hvem skal man ellers hælde sit hoved til når skolen og samfundet overlader ansvaret for egen læring til den enkelte. Det er sangen om, at enhver er sin egen lykkes smed om igen.

En skønne dag bliver tingene igen vendt på hovedet, og så bliver det højre side, der mest kan påberåbe sig offerrollen.

Liberalister har bidraget til denne diskussion, om velfærdssamfundets udvikling, med formodningen, om at kunne deltage på lige fod med arbejderbevægelsen. Disse liberalister slår om sig med fine navne på økonomer og filosofer: Locke, Noziacks, Keynes, Rawl, ja sågar Milton Friedman er nævnt i velfærdens og liberalismens navn.

Uanset om alle økonomer og filosofer bliver taget i ed ændre det ikke et komma i historiens udvikling.

Ord er godt - det er handling der tæller

Jeg får lyst til at berette om et radioprogram hvor intervieweren åbenbart havde en forelskelse til "Venstre", så han spurgte en historieforsker:

”Har Venstre dog ikke spillet en eller anden rolle i Danmarks Frihedskamp..?”

Laaaaaaaang pause.........

”Man kunne måske sige, at Venstre spillede en vis rolle ved besættelsen af officersposter i de danske ventetropper i Sverige” ... Det var det iskolde svar.

Kun handling tæller - og arbejderbevægelsen udtænkte og gennemførte kravene om en velfærdsstat.

- og om ti år hedder det sig, at det var Venstre der bekæmpede regeringens samarbejdspolitik under besættelsen.

Rolf Rasmussen, det er for billigt! Der kan jo være tale om en helt forfejlet ansvarsbevidsthed, som vi jo kan iagttage det, når vi hæver øjnene fra din abstraktion til virkelighedens politik.
Men diagnosen er selvfølgelig rigtig: man har tilladt at slække på de civilisatoriske egenskaber, så børnene i skolen ikke er blevet gjort klart, hvad der fører fremad i et samfund i vores del af verden: viden, gode manerer, tolerance, uddannelse, kulturel og historisk forståelse. Havde vi holdt fast i det, var vi aldrig endt i dette skisma i befolkningen, hvor de, der har svigtet deres civilisatoriske forpligtelser, tror, at de kan rive tusinder af års dyrekøbt menneskelig kapital itu.

Måske er det dér, hvor du skriver, at værdierne kan være forskellige, vi går fejl af hinanden. Det kan de nemlig ikke! Der er grundlæggende værdier i vort samfund, der binder os til vores kulturkreds, på godt og ondt. Dem har vi bare i en 30-årig periode slækket for meget på at understrege, deraf de mange misforståelser i samfundet.

Politiske spørgsmål befinder sig flere lag under betydningen af de grundlæggende værdier, Rolf Rasmussen, og på det lag befinder økonomiske spørgsmål sig. Økonomien har tværtimod ikke meget andet at gøre end at muliggøre opretholdelsen og udbredelsen af de grundlæggende værdier. Det er nemlig kendskabet til dem, der er koden for opdrift i ikke blot Danmark, men Europa (og måske dele af USA). Det er disse værdier, der gør det muligt for os trods alt at hævde en vis position i verden, og det er de værdier, der er udkæmpet verdenskrige for at forsvare.

@ Jan H. Hansen

Kulturradikalismen er ikke død.

Kulturradikalisme er at reflekterer over de indforståede kulturelle fordomme (foreløbige domme) og herefter enten at bekræfte eller forkaste dem – at gøre dem til domme. At forholde sig kritisk til de kulturelle normer og traditioner.

Du har ret i, at for ” de gamle kulturradikale” - du nævner PH og Rifbjerg, men du kan roligt tage Georg Metz her på Information med - var det ” først og fremmest en bevægelse der som sit hovedmål havde emancipationen eller den enkeltes frigørelse eller frihed”, som de jo i vid udstrækning også har nået.

Men det ændre jo ikke ved kulturradikalismen væsen. Det er de resultater ”de gamle kulturradikale” har opnået, der nu udsættes for kulturradikalismens analyse – og det kan de gamle ikke lide.

Underligt nok er de der skabte dynamik i kulturen nu blevet kulturkonservative og vil have kulturen fastlåst til det de opnåede.

”De gamle kulturradikale” er vor tids Jeronimusser, der hævder at verden er gået af lave. De er principielt ligeså kulturkonservative som Søren Krarup, men de vil blot ikke have tiden skruet så langt tilbage.

Jeg har tænkt mig, at blive ved med at være kulturradikal, at blive ved med at sætte spørgsmålstegn ved ” de gamle kulturradikales” normer og traditioner.

@ PeterH

Jeg er enig med dig i dit sidste indlæg, hvis det du mener er, at det er nødvendigt håndfast at fastholde de fællesværdier med universelt indhold, som kulturelt er blevet tilkæmpet de sidste par hundrede år siden Oplysningstiden og som er Vestens og vores grundlag for de individuelle rettigheder, menneskerettighederne og demokratiet.

Det der på hjemmefronten først og fremmest sætter spørgsmålstegn ved disse værdier er kulturrelativismen, at kulturerne er lige gyldige – ligegyldige.

Og at det er den del af venstrefløjen, der i solidaritet med socialt dårligt stillede indvandrere også solidariserer sig med deres kultur og religion, der indeholder elementer, der er helt uacceptable i et moderne samfund som det danske.

Jeg vil fastholde, at den kulturradikale bevægelse er død. Og ikke længere spiller nogen rolle. Grunden hertil er, at deres mål langt hen af vejen er blevet indfriet. Og det kan heller ikke Søren Krarup lave om på.

Den tyske sociolog Ulrich Beck skelner mellem det første og det andet moderne. Hvor vi i dag står i vadestedet mellem de to. Det første moderne falder tidsmæssigt sammen med kulturradikalismens højtid. Dette var perioden hvor kulturradikalismen kæmpede for emancipation og ligestilling. Det andet moderne, som vi er på vej ind i nu, bliver en periode hvor vi på godt og ondt skal lære at leve med de landvindinger kulturradikalismen har opnået. På godt og ondt, for ikke alt er kommet til at gå præcist som den kulturradikale bevægelse havde forestillet sig.

Og for mig at se er der ikke anden udvej. Man kan godt "lade som om" at tiden er skruet tilbage til før kulturradikalismens tid, eller tilbage til før den franske revolution - hvorfor ikke. Problemet er bare, at vi godt ved, at det er det vi gør. Forsøger man med andre ord at leve sådan om vi levede i f.eks. 1950´erne, kan vi ikke leve sådan uden at vide, at det er det vi gør. Vi kommer dermed til at leve i en refleksiv modernitet, dvs. en modernintet der forholder sig til sig selv i bevidstheden om, at leve i en anden tid, altså selv om vi "i virkeligheden" lever i 2008. Og den anden modernitet, er netop en modernitet, der er kendetegnet ved sin refleksivitet.

Sider