Læsetid: 5 min.

En kulturel håndgranat

'En kulturkrigs-håndgranat'. Sådan betegner forfatter og redaktør Ross Douthat vicepræsidentkandidat Sarah Palin og hendes familie. Her ses Palin med sit bytte i en video, der blev vist på Republikanernes kongres i sidste uge.

'En kulturkrigs-håndgranat'. Sådan betegner forfatter og redaktør Ross Douthat vicepræsidentkandidat Sarah Palin og hendes familie. Her ses Palin med sit bytte i en video, der blev vist på Republikanernes kongres i sidste uge.

Mike Segar

11. september 2008

NEW YORK - Bill Clinton formulerede i sin tid en simpel test til at afgøre, hvilket parti en amerikaner tilhører:

"Hvis du ser tilbage på 1960'erne og synes, at der var mere godt end skidt, er du formentlig demokrat, og hvis du synes, der var mere skidt end godt, er du formentlig republikaner."

Dermed understregede han den enorme betydning af den amerikanske 'Culture War' for de to politiske partier. En kulturkamp, der har emner som abort, våbenrettigheder og religion som omdrejningspunkt, og som har haft afgørende betydning i amerikansk politik siden afslutningen på Vietnam-krigen, ikke mindst for valget og genvalget af Clintons efterfølger, George W. Bush. Kulturkampen har imidlertid ganske usædvanligt været mere eller mindre fraværende i den aktuelle amerikanske præsidentvalgkamp.

Det vil sige fraværende, lige indtil den republikanske præsidentkandidat John McCain den 29. august udpegede sin vicepræsidentkandidat: Den 44-årige Alaska-guvernør Sarah Palin, konservativ, 'genfødt' kristen, fanatisk abortmodstander og mor til en 17-årig, gravid og ugift datter.

I New York Magazine kaldte Ross Douthat, forfatter og redaktør for magasinet The Atlantic, Sarah Palin og hendes familie for "a cultural-war hand grenade" (en kulturkrigshåndgranat, red.), og samme sted tog redaktøren for National Review Online, Jonah Goldberg, skridtet videre og fremførte, at "præsidentvalgkampe først og fremmest er kulturelle konkurrencer. Kampen om præsidentposten er på godt og ondt blevet den centrale front i kulturkampen".

Vicepræsidentkandidat Palin er også varm tilhænger af retten til at bære våben - og bruge dem - og her har det især vakt debat, at hun støtter den kontroversielle praksis aerial wolf hunting (luftbåren ulvejagt, red.), en jagtform fra hendes hjemstat, der kort sagt handler om at skyde ulve fra fly. Blandt andet affødte det et essay fra forfatteren Nikolas Kozloff, der i det politiske nyhedsbrev Counterpunch indledte med følgende betragtning:

"De fleste amerikanere har ikke for vane at vågne om morgenen, løbe direkte ud og jage vildt og så stege sig nogle elgburgere. Alligevel er det i denne valgsæson blevet obligatorisk for politikere at forsvare jægere og deres såkaldte way of life. Alaska-guvernør Sarah Palin, John McCains valg til vicepræsident, er bare det seneste eksempel på en af de mest barbariske og degenererede amerikanske politiske traditioner."

Filminstruktøren Michael Moore var dog hurtigt ude med en advarsel mod argumenter af denne form.

"Før alle bliver for selvgode og selvretfærdige med hensyn til Palin, så husk, hvor du bor. Du bor i en nation af våbenejere og jægere. Du bor i et land, hvor en ud af tre piger bliver gravide, før de er 20 (...) Hvis du skoser Palin for at have børn, for at have et barn, der skal have et barn, for noget som helst der er en del af hendes almindelighed - en almindelighed der er meget velkendt for millioner af amerikanere - ja, så gør du det på eget ansvar. Hvis hun stadig er partiets kandidat om to uger, bliver hun en meget stærkere modstander, end nogen regner med," skriver han på sin valgkampshjemmeside, MichaelMoore.com.

Amerikas klassekamp

På hjemmesiden Politico.com vurderede Jim VandeHei og David Paul Kuhn i artiklen 'Palin reignites culture wars', at fraværet af disse værdiladede spørgsmål indtil udnævnelsen af Palin skyldtes, at hverken John McCain eller Barack Obama har nogen særlig trang til at fremhæve dem.

"McCain er socialkonservativ, men tydeligt utilpas ved at tale om sin personlige tro og personlige emner som for eksempel homoseksuelle ægteskaber. Han er på hjemmebane, når han taler om national sikkerhed og det føderale budget. Obama er en socialliberal, der har ringe interesse i at fokusere sin kampagne på andet end økonomien, krigen i Irak og behovet for at skabe forandring i Washington," argumenterede de.

Men James Davidson Hunter, der introducerede termen culture wars i amerikansk politik i 1991 med sin bog Culture Wars: The Struggle to Define America, var ikke overrasket over, at spørgsmålene dukker op igen.

"Der sker altid noget inden for det politiske felt, som bringer kulturkampen til syne igen. Den ligger lige under overfladen," sagde han til Politico med henvisning til McCains valg af Palin.

Forfatter og jura-professor Joan Williams kaldte derefter med baggrund i en ny hollandsk undersøgelse kulturkampen for Amerikas klassekamp. I sin klumme på hjemmesiden The Huffington Post opsummerer hun argumentet:

"Indkomst er en meget ringe indikator på klassestatus. En universitetsstuderende i praktik hos en offentlig myndighed tjener ikke ret mange penge. Men hun har meget stor kulturel kapital: Uddannelsen, kontakterne, forstanden til at få en stor karriere på langt sigt - alt sammen klasserelateret. Tony Soprano (mafiaboss i tv-serien Sopranos, red.) havde mange penge, men no class, som vi siger. Med det mener vi, at han kulturelt ikke var øvre middelklasse. Når du forstår, at klasse er kulturelt defineret, kan du se, hvorfor kulturkampen er det perfekte sted for klassekonflikt i et samfund, hvor åben erkendelse af klasseskel er tabu," skrev Joan Williams og citerede undersøgelsen for, at andelen af amerikanerne, der stemmer efter deres kulturelle tilhørsforhold, er steget markant siden 1945.

"Den stigning er ansvarlig for det meste af arbejderklassens højredrejning, både i Europa og USA," sluttede hun.

Summer of Love

Michael Scherer, Washington-reporter for Time Magazine, kom i magasinets politiske blog, Swampland, ind på et andet af kulturkampens velkendte temaer, som Republikanerne ynder at trække frem, men som også har været stort set ikke-eksisterende i denne omgang: Modsætningen mellem demokraterne som fortabte i 1960'ernes naive hippiedrømme og republikanernes gudfrygtige og moralsk ansvarlige ledelse.

"Husk, Bill Clinton røg pot," påmindede Scherer og fortsatte: "Republikanerne elsker dette tema, fordi det forener nationens opland mod den kulturelle elite, de liberale i New York og Los Angeles."

McCain har i et enkelt tv-spot forsøgt at slå dette tema an, men Scherer ræsonnerede, at effektiviteten af strategien formentlig er ved at mindskes. For virker det på en kandidat som Obama, der blot var seks år gammel under The Summer of Love i San Francisco? Eller på vælgere født efter baby-boom-generationen?

"Under primærvalgene elskede McCain at joke om Hillary Clintons løfte om at give penge til et Woodstock-museum. Det var et nogenlunde virkningsfuldt angreb. Clinton, der er 14 år ældre end Obama, er i høj grad et produkt af 1960'erne og de tidlige 1970'ere. Men Obama?" spurgte Scherer og leverede selv svaret:

"Han er den første præsidentkandidat siden Vietnam-krigens kulturelle tumult, der aldrig har skullet sige sin mening om, at Bob Dylan gik over til at spille elektrisk, bombningen af Cambodja, om Tim Leary havde fat i noget, eller om Muhammad Ali var en rollemodel for at nægte at aftjene værnepligt."

Med andre ord kan det være, at tiden er ved at løbe fra Bill Clintons simple parti-test. Men med Sarah Palins skifte fra den alaskanske kulde til spotlightets varme er emner som abort, religion og våbenrettigheder lige så aktuelle som nogensinde i amerikansk valgkamp anno 2008.

International kulturdebat skrives på skift af Mads Qvortrup fra London, Hans Henrik Rasmussen fra New York, Tine Byrckel fra Paris og Stefan Jonsson fra Stockholm

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Smart trick at bortlede folkets opmærksomhed fra økonomien, social elendighed, økonomiens opture ( og nu nedture ) over i en 'Culture war' - man må prise sig lykkelig for at den slags vil vi fornuftige danskere aldrig hoppe på.