Skal kunst være provokerende? Er det overhovedet af nogen værdi, hvis det ikke sætter beskuerens blod i kog? Derom strides de lærde - og nu også de mindre indsigtsfulde i Storbritannien.
Årsagen er en film om London, som blev vist ved de Olympiske Leges afslutningsshow. Den viste eksempler på moderne britisk kunst. Men den var ifølge flere kritikere usmagelig og frastødende. Blandt andre Londons borgmester, Boris Johnson. Til historien hører, at Boris Johnson, da han for nogle år siden var kulturpolitisk ordfører for Det Konservative Parti i det britiske parlaments Underhus var af en lidt anden opfattelse.
"Hvis kunst ikke hidser dig op, giver det ingen mening. Kunst er kritik", sagde Boris Johnson for to år siden. Dengang var han en politisk provo, en, som få tog alvorligt, men som mange grinte af.
Nu er han borgmester - og den berømte pibe har fået en anden og mere uharmonisk lyd. I dag kritiserer han sammen med mange andre moderne kunst for at være stødende.
Boris - alle er på fornavn med borgmesteren - er blevet rigtig politiker, og ligesom vor egen tidligere statsminister Jens Otto Krag har også Johnson lært, at man har et standpunkt, til man tager et nyt.
Men nu handler dette ikke ikke om lokalpolitik i London, men om kultur, kunst og ytringsfrihed. Anledningen til debatten er de nys overståede Olympiske Lege i Kina. Og det handler ikke om ytringsfriheden - eller mangel på samme - i Folkerepublikken, men om hvad man kan tillade sig i London, som skal være vært for legene om fire år i 2012.
Barnemorderportræt
For to uger siden blev de Olympiske Lege foran et seertal på fire milliarder menneske afsluttet i Beijing og den olympiske stafet - og dertilhørende flag - blev overleveret til næste OL-værstsby, Londons borgmester, Boris Johnson.
Midt i det store overflødighedshorn af kinesisk festfyrværkeri viste englænderne en lille film om deres kultur; dobbeltdækker busser, bowlerhatte, Beatles og lidt moderne britisk kunst. Bare for at få det hele med.
Meget rimeligt og ikke i sig selv ikke kontroversielt. Eller sådan troede de. Det kritisable tog mindre end et sekund. Det var et glimt af Marcus Harveys skelsættende kunstværk Notorious fra 1997.
Der er ikke tvivl om, at netop dette værk er af de mest skelsættende milepæle i moderne britisk kunst: et portræt af den berygtede barnemorder Myra Hindley.
I begyndelsen af 1960'erne myrdede Hindley sammen med sin kæreste fem børn, som senere blev begravet på Saddlemoor-heden i det nordlige England. Med sit filmstjerne-udseende og affarvede hår er Myra Hindley blevet et makabert ikon.
Harveys kunstværk er sammensat af hundredvis af små håndaftryk af skolebørn. Kunstnerisk interessant og innovativt, men også stærkt provokerende. Første gang billedet blev udstillet i 1997, blev der således begået hærværk mod det.
Men anerkendt er Harveys kunstværk blevet. Det var derfor, at de britiske arrangørerne af OL mente, at det skulle være med i deres lille promotion-film.
Reaktionen udeblev da heller ikke. Premierminister Gordon Brown tog skarp afstand fra dette "usmagelige misbrug" af et billede af "en morder som har ødelagt mange menneskers liv".
Og borgmester Boris Johnson gentog kritikken.
Og det samme gjorde samtlige aviser. I de seneste to uger har der i pressen - den skrevne såvel som den elektroniske - været en voldsom og ret ensidig debat af dette "oprørende" billede.
"Jeg skal ikke forsvare såkaldt BritArt, men det er da lidt af en underlig diskussion. I over to uger har vi set billeder af formand Maos kæmpeportræt fra Den Himmelske Freds Plads. Han var ansvarlig for over 60 millioner menneskers død. Og så hidser vi os op over Myra Hindley," sagde Gerald Warner, kommentator for avisen The Daily Telegraph.
Men ellers har det været svært at få øje på dem, der offentligt har villet forsvare brugen af billedet. Formanden for OL London 2012, den tidligere olympiske guldvinder (og konservative politiker) Lord Sebastian Coe har været påfaldende tavs. Det var ham, der var ansvarlig for den lille kortfilm. Mange kræver ham nu fyret!
"Det er ærgerligt, at ingen tør tale Rom midt imod," siger Gerald Warner.
"Dette burde være et bevis på, at vi her har ytringsfrihed, og at den gælder for alle - også for kunstnere som vi finder provokerende," lyder en kommentar fra Rosy Milard, der er kunstkritiker for ugemagasinet The Spectator.
Kunst og censur
"Der er noget déjà vu-agtigt over denne debat. I tidligere tider har kunsten været et yndet mål. Tænk blot på James Joyces Ulysses, James Baldwins Another Country, Aldous Huxleys Brave New World, Norman Mailers The Naked And The Dead og selvfølgelig DH Lawrences Lady Chatterley's Lover. De blev alle opfattet som usmagelige, provokerende og frastødende, men nu er de på pensum i selv katolske pigeskoler," siger Warner.
Men det synspunkt overbeviser ikke den konservative politiker Ann Widdecombe.
"Jeg kan ikke holde den slags ud. Vi taler om børn, uskyldige børn, Børn kan ikke svare for sig. De bliver misbrugt," sagde den australske premierminister.
Men det synspunkt deles ikke af Gerald Warner:
"Selvfølgelig kan man aldrig forsvare mord eller børneporno, men det er svært at se, hvad vi skal med kunst, hvis den ikke man kan hidse folk op. Det faktum, at denne video nu er blevet trukket tilbage, siger meget om, at vi har mistet forståelsen for hvad rigtig kunst er i vort land," siger han.
Det virker næsten som et eksempel på perfekt timing, at The British Library í denne uge påbegyndte en udstilling om, ja, hvad andet end netop: censur.
Udstillingen The Golden Generation: British Theatre 1945-1968 er en tour de force gennem, hvordan censuren gradvist blev lempet blandt andet ved aktiv indgriben fra skuespilleren Laurence Olivier, der overbeviste regeringens censor Lord Cobbold.
Dengang kunne man ikke benytte ord som "røvpul" og "pikspiller", og alle henvisninger til homoseksualitet blev rutinemæssigt fjernet, kan man læse på udstillingen.
"Der er selvfølgeligt sket meget. Men det er spørgsmålet, om ikke det er lige så galt, at vi ikke må vise provokerende kunst af frygt for at støde mennesker," siger kunstkritikeren Terry Eagleton, professor i litteraturhistorie ved Manchester Universitet.
"Det er som om, kunsten skal gøres stueren. Som om alle dens tænder skal trækkes ud. Hvis det er vores hensigt, kunne vi ligeså godt lukke butikken. Kunst er guerillakrig. Det har denne sag vist," siger Terry Eagleton og tilføjer:
"Men jeg vil hellere være positiv. Jeg synes, det er befriende, at der sidder undergravende kræfter, der tør tænke selvstændigt selv i så konform en organisation som den britiske Olympiske Komité. Så er alt håb ikke ude. Trods alt!
International KulturdebatPå skift skriver Mads Qvortrup fra London, Hans Henrik Rasmussen fra New York, Tine Byrckel fra Paris og Stefan Jonsson fra Stockholm om aktuelle kulturelle og intellektuelle debatter i hele verden
Man kan sætte et stort spørgsmålstegn ved, om der er tale om et skelsættende værk. Artiklens udsagn om dette er sjovt nok selvmodsigende, da det påpeges, at der er en lang tradition i kunsten for provokation på den ene side og censur på den anden. Når det drejer sig om udsagn og håndværk er værket sådan set heller ikke noget særligt, men det skal jeg ikke bore mere i, for uanset om det så havde været et 100% ligegyldigt værk i kunsthistorisk sammenhæng, må ytringsfriheden stadig gælde.
Hvad jeg finder mere sært i artiklen, er den konservative borgmesters udsagn: "Hvis kunst ikke hidser dig op, giver det ingen mening. Kunst er kritik". Javel hidser noget kunst op, men det gør underholdning og tabloidaviser også, lige såvel som noget kunst er kritisk, hvor andet har andre kvaliteter. Problemet er bare at dette maleri ikke er kritisk. For hvad skulle det egentlig være en kritik af?
Det mest sære ved artiklen er dog udsagnende om, at maleriet skulle være misbrug af børn. Sært at det kommer fra netop det land, der opfandt begrebet "tabloid" og knyttede et bestemt, i sig selv værdineutralt, avisformat til et helt særligt indhold af skandale, løgn og sensationel udnyttelse af de mest tragiske historier og menneskeskæbner. Desværre bygger dette maleris berømmelse på præcis den samme skruppelløshed, sensationstrang og lyst til grænseoverskridende pirring, som det foregiver at kritisere. Jeg er ikke sikke på, at det er kunst, selvom formatet er mildt sagt noget større end tabloid. På den anden side er jeg til gengæld sikker på, at den skandalepresse, der vil have maleriet væk, ikke er interesseret i at beskytte børn mod misbrug.
Hvor er Flemming Rose i denne vigtige sag om ytringsfrihed?