Læsetid: 4 min.

Laura Bushs hemmelige liv

'American Wife' er en rigtig god roman om en amerikansk hustru, der minder meget om Laura Bush
10. september 2008

Hvis Laura Bush, ligesom vores førstedame, optrådte i den amerikanske version af Vild med Dans, ville hun højst sandsynligt få Curtis Sittenfelds stemme. Sittenfeld er forfatter, 33 år, erklæret Demokrat og stor fan af fru Bush. Det indrømmede hun allerede for fire år siden i et essay på Salon.com: "Hun (Laura Bush, red.) er klog og nysgerrig. Hun er oprigtig, nede på jorden og empatisk. Hun er på en gang selvsikker og ydmyg, hun ved, hvem hun er, og hun prøver ikke at bevise noget."

Det var ikke så lidt, men Sittenfeld skrev også, at hun var ganske alene om sin begejstring. Hendes liberale venner overøste helst førstedamen med eder og forbandelser, mens Sittenfeld i sin lokale uafhængige boghandel følte sig foranlediget til at sige til damen i kassen, at The Perfect Wife. The Life and Choices of Laura Bush, der lå på disken, var pligtlæsning og altså noget, hun købte i research-øjemed.

Det var faktisk ikke løgn, for på den sidste side i Sittenfelds nye bog American Wife nævner forfatteren, at netop The Perfect Wife virkede som en stor inspiration. På bogens første side skriver Sittenfeld til gengæld, at bogen er fiktion og kun "løst inspireret af en amerikansk førstedames liv".

Fakta og fiktion

American Wife skabte overskrifter, længe inden den udkom midt under republikanernes konvent i sidste uge. Der er nemlig en del sex i bogen, og den her amerikanske hustrus liv og historie minder utrolig meget om Laura Bushs. Så når Sittenfeld skriver om Alice og Charlie Blackwell, som præsidentparret altså hedder her, og deres lagengymnastik, sender det selvfølgelig meget klare, og for nogle måske rystende billeder ind på lystavlen af den siddende præsident og hans hustru.

Udover disclaimeren i forordet gør Sittenfeld nu heller ikke meget for at understrege forskelle mellem familien Bush og familien Blackwell. Alice og Charlie kommer godt nok fra Wisconsin, og ikke Texas, som George og Laura gør, og det er ikke olie, men pølser, der har gjort Charlies familie vanvittig rig. Men Alice er bibliotekar og læsehest ligesom Laura, mens Charlie, ligesom George W., både er livslang passioneret fan af og på et tidspunkt også ejer af et baseball-hold. Charlies far er tidligere guvernør og altså ikke tidligere præsident som Bush Senior, og Alice og Charlie har en enkelt datter, hvor George og Laura jo har tvillingerne Jenna og Barbara. Både Alice og Charlie og Laura og George mødes, når de er omkring de 30, og de gifter sig ganske kort tid efter. Charlie dropper alkoholen, da han er omkring 40 år og bliver født på ny som kristen. Ligesom George W. Bush. Og ligesom det var i virkeligheden i 2000, er det også stemmerne i Florida, der bliver tungen på vægtskålen, da Charlie stiller op til præsidentvalget. Endelig er Alice, ligesom Laura, part i en frygtelig ulykke, da hun som 17-årig er på vej til fest på sin highschool: Hun kører ind i en ung mands bil, og sammenstødet koster ham livet. Når amerikanske medier skriver om ulykken, beskrives den unge mand som en, den unge Laura angiveligt var forelsket i.

I American Wife er han en stor kærlighed og et spøgelse, der jager gennem Alices liv.

Alice Blackwell er en åbenhjertig og sympatisk fortæller, og de 500 sider, bogen strækker sig over, er hurtigt læst.

Livet med den sjofle, grove og støjende familien Blackwell er beskrevet meget overbevisende, og især Alices første møde med klanen er fantastisk og lattervækkende læsning. Her leverer den ægte førstedame også godt og inspirerende stof: Da hun første gang mødte George W.'s familie, fik hun åbenbart elevatorblikket og et spidst: "Og hvad laver du så?" fra familiens matriark. Ifølge mange overleveringer gav Laura det her kække svar: "Jeg læser, jeg ryger, jeg beundrer."

Heldigvis er den fabelagtige oneliner med i en lettere omskrevet version i American Wife.

En god hustru

Alice er en god hustru, faktisk en arketypisk en, hvilket bogens titel jo også råber højt og tydeligt. Hun elsker sin mand meget inderligt, men hun plages, som sagt, af det uheld, der kostede hendes unge ven livet og bragte en stribe rystende oplevelser i sit kølvand. Igennem hele sit voksne liv trækker hun fra og lægger til i et kæmpestort og kompliceret regnestykke, der handler om hendes lykke og om , hvorvidt hun fortjener den. Samtidig suser Charlies karriere pludselig derudad, mens Alice sluger kameler og blandt andet lader sit ansigt løfte. Men tvivlen nager den gode amerikanske hustru, og Irakkrigen vikler sig ind i hendes private tragedie.

"Jeg giftede mig bare med ham. I gav ham magt," som hun tænker, når hans kritikere forventer af hende, at hun griber ind og gør sin indflydelse gældende.

Men faktisk ender Alice med at tage affære, og Sittenfeld gør sin førstedame til en vildt sympatisk heltinde, der måske ikke sætter sin hat, som det passer hende, men så til gengæld gør det med sit kryds.

American Wife af Curtis Sittenfeld. 558 sider. Random House. 26 dollar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer