Læsetid: 5 min.

Lille soldat....

Når du skal hjem fra krigen, er du ikke nødvendigvis velkommen
Ved pølsevognen. Udlændinge har ingen rettigheder, blev det atter slået fast, da tøserne og drengene i Dansk Folkeparti dannede kø ved pølsevognen på partiets landsmøde.

Ved pølsevognen. Udlændinge har ingen rettigheder, blev det atter slået fast, da tøserne og drengene i Dansk Folkeparti dannede kø ved pølsevognen på partiets landsmøde.

Claus Fisker

Kultur
26. september 2008

Hal Ashbys Coming Home var søndag eftermiddags film på DR 2, det er næsten ligesom i rigtig gamle dage, bare ikke rigtigt for børn. Det er faktisk klassikere, kanalen sender på det tidspunkt, og Coming Home er en klassiker, en postmoderne en af slagsen, og en film om den postmoderne krig, den første af dem, den i Vietnam, som også var den sidste, der blev dækket frit af internationale nyhedsmedier.

Postmoderne skal ikke forstås som noget med fikse arkitektoniske spidser på taget eller som dogmatisk pareren ordre, når læreren bjæffer, at nu er den 'store fortælling' slut, og nu findes højst de små, men som det, der kommer efter det 'moderne' og endnu ikke har fået navn, det der hvad krig angår sluttede med Anden Verdenskrig, der jo fortsætter tilsyneladende uendeligt på samme kanal, her på det sidste med endnu en gennemgang af persongalleriet omkring der Führer, senest den tapre ørkenræv, general Rommel.

Fra den krig vendte soldaterne stadig hjem som helte, hvad enten de fysisk og psykisk var i god behold, eller de var døde og kom hjem til de store kirkegårde i poser og flagprydede kister. En stor del af dem vendte hjem som et eller andet midt imellem, fysisk eller mentalt som krøblinge, for også i heltenes krig måtte soldater gøre ting, de kunne komme til at angre hele resten af deres liv.

Det er meget værre

Sådan var det ikke med dem, der vendte hjem fra Vietnam. Den følelse, der stadig drev mange af dem, at de skulle hjemmefra for at kæmpe for noget godt og sandt, noget rigtigt der kunne retfærdiggøre krigens modbydelige detaljer og dens følelseskolde grusomhed, var for deres vedkommende forduftet i kamp.

Ledsaget af tidens musik, et fantastisk lydspor med både Jefferson Airplane, Jimi Hendrix, Bob Dylan og The Beatles, men især en lang række af de allerbedste og mest solide Stonesnumre, følger vi (og lade os nu bare kalde de medvirkende ved deres rette navne) Jane Fonda, hvis mand, Bruce Dern, netop er taget til 'Nam' for at bekæmpe 'Charlie'.

På det hospital for krigsinvalider, hvor officersfruen tager ubetalt arbejde, skubber patienterne sig frem på bårer, med stokke eller i rullestol, mens de kæmper ikke bare med det, men især med deres forfærdende minder om alt det, de ikke skulle have gjort, og som ingenting kan retfærdiggøre. Her møder hun Jon Voight, der fik en Academy Award for sin fortvivlet rasende sergeant, der lam i begge ben vil bruge resten af sit liv på at forhindre, at flere unge mænd bliver sendt ind i den uretfærdige, meningsløse og modbydelige krig.

De to kender hinanden fra skolen, hvor han var kaptajn på fodboldholdet og hun var cheerleader, og nej den får ikke for lidt på den slags tangenter heller.

Det er ham, der fortæller hende, da brevene fra junglen begynder at dukke op, at hun ikke skal tro på dem, for "uanset hvor grimt det lyder, er det tusind gange værre i virkeligheden".

Out of time

Manden vender hjem, ødelagt i sjælen, og fortæller om sin første combat action. Det er en lille landsby, han som oberst har taget med sine mænd. Alle blev dræbt, siger han, og "drengene spurgte, om de skulle sætte hovederne på stager. Det skræmmer Charlie fra vid og sans. Mine drenge gik rundt og huggede hovederne af de døde." Ja, de gjorde så, og de sendte breve hjem til deres koner og kærester med rædselsslagent praleri om, hvor mange af Charlies ører, de havde skåret af som trofæer.

Ikke så sært, at det var svært for dem at vende hjem. Til et land, hvor modstanden mod krigen var stor og voksende, og hvor kun ganske få kunne magte på en gang at være imod myrderierne og samtidig forstå de psykiske kvæstelser hos de hjemvendte soldater, der ikke var opdraget til at gøre sådan noget, heller ikke mod Charlie.

De var out of time, som Mick Jagger synger i det, der er filmens signatursang (en anden og mere rå version, mener jeg, end den gamle single). Efter en militærisk trommehvirvel sætter det frysende superbe rocknummer filmen igang, og så fortsætter det med No Expectations og tag mig til the airport og put mig på et plane, jeg har no expectations om at komme her again, for once var jeg en rich man og nu er jeg så poor og aldrig i mit sweet short life har jeg haft det sådan before.

Hjem til pølsevognen

Og så skal vi til årsmøde med tøserne og drengene fra Dansk Folkeparti om aftenen, og de delegerede står i lange køer ved årets store, danske symbol - pølsevognen - mens en svulstig frase fra Richard Strauss dundrer forestillingen igang, og muslimhaderne en efter en betræder talerstolen.

Oh oh, my my.

Indvandrere skal ikke komme her og ville have rettigheder, siger formanden, som ingen længere ville drømme om at kalde en 'forhenværende Putzfrau', som en håbløst utrendy intellektuel tysk ugeavis engang gjorde, for "udlændinge har ingen rettigheder", og det har hun jo desværre stort set ret i. Men her kommer han så, årets surprise gæstetaler,og gæt nu hvem det er, luk de små himmelblå øjne, så du ikke kan se sødmælken skvulpe ud af yveret på bagstykkets herlige malkekøer i det yndigste af alle lande på jorden og gæt, hvem det kan være, gæt nu igen, for du gætter det aldrig, og så alligevel, jo, det er så, jo, det er ham, der kæmpede for ytringsfriheden i Jyllands-Posten, som hans store kollega Picasso gjorde, da han malede rædslerne i landsbyen Guernica, det er ham, det er selveste Kurt Westergaard, Jyllands-Postens forfærdelige tegner, der har så meget knald i låget, at det sikkert egentlig er et selvportræt, der har gjort ham så berømt, at han nu står her.

Og takker, selv om han, ligesom dagens forsangere i den fælles version af Mandalay (kun af snavs den gud bestod, kaldtes Buddha viis og god, men da jeg tog til at kysse, hun sin gud i stikken lod), ligesom kære gamle Keld og Hilda og deres evindelige donkey naturligvis da slet ikke er medlem af partiet.

Men en krone er en krone, og en femogtyveøre er en femogtyveøre, og tilsammen er de en krone og femogtyve lige i lommen, så længe femogtyveøren består, og det er jo for fanden da ytringsfriheden, vi kæmper for, ikke?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her