- På onsdag udkommer romanen 'Suverænen'. I store træk, hvad handler den så om?
"Den er først og fremmest en medrivende og simpel historie om to mænds forsøg på at demokratisere USA. Den store leder Rasmussen og hans mere folkelige assistent, som undervejs udvikler et meget rørende og menneskeligt forhold, et 'parforhold', der fører dem helt ned til bunden af, hvad et menneske egentlig er. Den handler om det frygtelige ved, at man på den ene side altid må stræbe efter det største, Utopia, og på den anden siden hele tiden bliver forhindret i at nå det. Så skal man på toilettet, så skal man spise aftensmad, og så kan man ikke få sin cykel låst op. Og pludselig står man så og tænker: 'Hvad fanden laver jeg her? Jeg skulle jo lave revolution i Iran, jeg skulle ikke stå og rode med en cykellås'. De store utopier imploderer hele tiden - enten i tragedier på historisk plan, eller også i hverdagens banaliteter."
- Der er lige noget, vi må have på det rene, inden vi fortsætter interviewet. For hvis Claus Beck-Nielsen er død, hvem interviewer jeg så egentlig lige nu?
"Du taler med ham, som bestyrelsen af Das Beckwerk har ansat som virksomhedsleder på en et-årig kontrakt. Jeg er i princippet navnløs, men du behøver jo heller ikke kalde mig noget, når jeg sidder lige over for dig," siger virksomhedslederen, der pointerer, at Das Beckwerk ikke bare er forpligtet til at forvalte liv & værk efter Claus Beck-Nielsen, men også til at udvikle hans værk.
"For eksempel har hele vores demokratiprojekt jo ingenting med Claus Beck-Nielsen at gøre. Det kan være, han ville synes, det er helt i skoven, men det kan vi ikke tage os af. Bestyrelsen varetager virksomhedens interesse, og virksomheden skal køre rundt," fortæller han.
- Når man betragter Das Beckwerk udefra, ser det for mig ud til, at legen med identiteter over tid er blevet mere og mere radikal. Har du selv en grænse, hvor du siger: Hertil og ikke længere. Nu bliver det for skizofrent?
"Nej, for når man har aflagt identiteten, er der ikke længere mulighed for skizofreni. For der er ikke et eller andet stabilt og autentisk jeg, som kan blive forvirret og tro, det er en anden. For Das Beckwerk handler det om at være så radikal som mulig og gå de planker ud, vi lægger frem. Det må så være med livet - og identiteten - som indsats. Det skal selvfølgelig blive ved med at producere betydning, mening og åbne muligheder. Det må ikke blive for konsekvensens egen skyld, for så er det ikke interessant. Men der er ingen vej tilbage nu. Man kan ikke genopfinde Claus Beck-Nielsen, han er død."
- Der er dem, der kalder hele identitetsprojektet for en postmoderne, ironisk leg - er det det?
"Nej, slet ikke. Det, der karakteriserer de klassiske postmoderne tænkere og kunstnere, er, at de siger, vi er hinsides historiens slutning, og at historien nu bare er en butik, vi kan gå rundt og shoppe i. Uforpligtende leg med historiens former, kalder de det. Men Das Beckwerk er nærmest den diametrale modsætning. Man rejser jo ikke til Irak og går ind i en krigszone iført jakkesæt og slips for sjov, det siger sig selv."
- Hvilke muligheder er der i at nedbryde identiteter?
"Både når det kommer til personlige og nationale identiteter handler det om at blive fri for hele tiden at være sit eget spejl. At blive fri for at skulle spejle sig i sin egen myte og i stedet åbne for en form for væren, hvor det ikke betyder så helvedes meget, hvem jeg er, men hvad jeg gør. Hvad mine muligheder for at handle i verden og revolutionere den er," siger han.
- Hvor meget er du villig til at sætte ind på det? Du sætter jo dig selv i nogle farefulde situationer?
"Det er rigtigt, at Nielsen-kroppen, har været udsat for fare nogle gange. Men jeg synes, det er vigtigt, at man ikke gør det at have været i Irak til noget, man skal høste street credibility på. Hvis man tager på farlige missioner, skal det være, fordi der pludselig åbner sig en dør i verdenshistorien, som man kan træde ind af. Man skal ikke sige: 'Hvor er der farligt lige nu - så tager vi derhen'. Sådan kom turen til Irak også i stand. Oprindeligt havde vi ikke tænkt os, at vi selv skulle bære kassen med demokrati ind i Irak, men da den formelle konsekvens af projektet blev tydelig nok, var der ikke længere nogen vej uden om. Så måtte vi bare gøre det."
- Jeg føler mig overbevist om, at jeg godt kunne retfærdiggøre at finde et smuthul i den formelle tvang, så jeg ikke behøvede tage til Irak!
"Ja, men du kunne ikke retfærdiggøre det over for historien."
- I hvor høj grad mener du, kunsten har en rolle at spille på den storpolitiske scene?
"Nu er jeg jo ikke kunstner, men bare ansat som leder af en virksomhed, der udover våben, børneporno og t-shirts, producerer romaner og andet kunstgejl. Jeg ved bare, at 99,9 procent af den såkaldt politiske kunst i virkeligheden blot er en del af kuratorsamfundets fodring af sig selv. Jeg må indrømme, at det ganske vist heller ikke er lykkedes os at starte en revolution i Iran. Men vi har prøvet. Det værste er at lade som om, man er politisk kunstner, når det eneste, man har gjort, er at skabe skandale i Danmark, fordi man har købt en landsby i Afrika."
- Mener du, der er for meget attitude over den politiske kunst herhjemme?
"Der har været en periode, hvor kunstnerne har været meget indadvendte mod jeg'ets følsomhed og familielivet. Nu er trenden, at kunsten skal være politisk - og så er alle politiske. For man behøver ikke gøre ret meget. Det gælder bare om slå igennem et eller andet sted, så kan man sådan set leve sit trygge lille dansker-liv, mens man rejser rundt fra biennale til biennale med sin politiske kunst."
Romanen 'Suverænen' udkommer den 17. september på Forlaget Gyldendal
