Læsetid: 3 min.

Lulu og lysten

Århus Teater kommer bag om liderlighedsklicheerne i 'Lulu' i Søren Iversens begavede iscenesættelse. Med Ida Marie Rasmussens krop, der ikke kan få nok
Ida Marie Rasmussen har fået et brag af et gennembrud i rollen som Lulu. Smuk og mystisk i en drenget krop med ivrige bryster og glat hud.

Ida Marie Rasmussen har fået et brag af et gennembrud i rollen som Lulu. Smuk og mystisk i en drenget krop med ivrige bryster og glat hud.

Jan Jul

18. september 2008

Lulu har lyst. Hele tiden. Hun er mandens drømmekvinde, fremdigtet af Frank Wedekind i slutningen af 1890'erne: Kvinden, der konstant vil have sex med mænd, uanset hvor hårdtslående eller ulækre eller gamle de er ... Men så vågnede nogen. Kvinderne, ikke mindst. Freuds Lulu-inspirerede teorier fik kys af Lili Marleen, men pisk af Lilly - altså det-ender-altid-med-en-Lilly-typen. Så gik der parcelhus og porno i festen. Og Breaking the Waves og tilbage til en ny liderlighedsstart, nu med barselsorlov og push-up.

Nej, sådan kan man selvfølgelig ikke opsummere kvindekønnets seksualitet. Eller mandens billedmageri. Men Lulu har det med at vække klicheer, også i 2008. I Århus har debatten i hvert fald været kogende. Plakaterne for forestillingen har vist et par pigeben og et halvbarberet køn, hvorefter moralcensuren skred ind, så billedet forvandledes til en villig pigemund og en slatten asparges. Provokationen virkede. Et nyt publikum er lokket til. Selv sad jeg ved siden af en mand, der var i 'ferskvarer', som han udtrykte det. Hvorfor se lyserød video, når man kan gå i Århus Teater?

Men lyst eller ej: Lulu på Århus Teater er blevet en seværdig forestilling. En forestilling, der virkelig prøver at lægge kød på bordet - og på chaiselongen og madrassen. Og en forestilling, der tager Wedekinds liderlighedsord alvorligt, også selv om stykket i dag nok mere lægger op til en fysisk performance end til det replikteater, som hele tiden nedbryder den kødelige aktion. Selv de forpulede ord har det med at forstyrre sex.

Pirrende scener

Forestillingen lykkes, fordi Søren Iversen er en så empatisk kvindeinstruktør. Han holder sikkert hænderne om kvinderne, når de vrider lysten frem, naturligt og uforudsigeligt. Pirrescenerne bliver rent faktisk pirrende, ikke blot dem med Lulu, men også scenerne med den ældre kvinde, den lesbiske kvinde, den purunge pige ...

Denne iscenesættelse har en høj 'potens-IQ', og Carsten Bangs oversættelse rammer fint en tone, der hverken er for historisk eller for frisk. Steffen Aarfings boheme-atelier mikser også Wedekinds tid med noget mere moderne. Et kæmpe ovenlysvindue på drejescenen danner en elegant ramme for et sexind-bydende billardbord og en gyngende lysekrone med pigeben om stangen.

Men egentlig fortæller Aarfing hele historien gennem Lulus sko: fra de iltre røde sko med frække dobbelt-remme til de sidste, snevåde højhælsklodser. Og så gennem hendes parykker, fra den elegante glathårsdiva til det røde kurtisanebrus over strit og hårtabsrester. Denne Lulu kunne være søster til Manon.

Selvmord på stribe

Har Lulu så lyst? Ja, Ida Marie Rasmussens Lulu har. Hun lever i nuet og i nysgerrigheden. Hendes krop bugter sig, bare hun får øje på en mand. Og hun træder højst et skridt til siden, når hendes umættelighed har fået endnu en mand til at dø. Ida Marie Rasmussen sandsynliggør myten om den rene lyst og det manglende overjeg - legende, pjanket, lunefuld. Til gengæld er hun lidt for klar i sine skumle møder med sin alfonsfar, der kommer og tømmer hendes skuffer for penge. Her bliver myten om det samarbejdende barn og den pædofile alligevel for velsmurt.

Men smuk er Ida Marie Rasmussen, der her brager igennem i sin første store rolle. Og mystisk i en drenget krop med glat hud, som troværdigt fascinerer mændene omkring hende. Ikke mindst Henning Olesens strategisk-liderlige Schöning Senior og Johannes Lilleøres poetisk-impotente Schöning Junior.

De oplagte paralleller til vor tids trafficking og organiseret voldtægtsvirksomhed er holdt tilbage i denne forestilling. Lige indtil sidste, brutale scene, hvor sexkøb og organhandel pludselig mødes, da Lars Ditlev Johansens uhyggelige Jack the Ripper-type dukker op med stramme skuldre og nysleben kniv. For hvor kan man skaffe en intakt livmoder i slige tider? Her får den ellers følelsesuberørte forestilling stænk af det kynismeblod, som Lulu er skrevet med. Sammen med den dødslængsel, som lysten også handler om. Lulus lyst.

AMC@INFORMATION.DK

Lulu. Tekst: Frank Wedekind. Oversættelse: Carsten Bang, revideret af Peter D. Weiss. Bearbejdelse og iscenesættelse: Søren Iversen. Scenografi: Steffen Aarfing. Koreografi: Kristina Mølgaard. Lys: Peder Jacobsen. Århus Teater, Scala

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

@Rolf

Det jeg antyder er: Er der nogen som helst af deltagerne i kønsrolledebatten der har været i stand til at komme med svar/reaktioner der har overrasket nogen af de andre deltagere?

Spørgsmålet kan egentligt udvides til at gælde hele debatten: Vi alle bare så kloge herinde, men udefra set ligner det mest et mønstereksempel på en bekræftelse af Pavlov's teorier.

men ok: Hvis man skal bryde sine reaktionsmønstre skal det jo helst være velbegrundet.

@Kim: det er rigtigt at rolf er usædvanligt trættende og trist at være vidne til, men mon ikke det bedste er bare at ignorere ham?