Læsetid: 8 min.

Manden er død - værket lever

I 2001 erklærede forfatteren og multikunstneren Claus Beck-Nielsen sig for død. Siden har skiftende figurer fortsat hans produktion i regi af kunstfabrikken Das Beckwerk. Her smelter liv og værk, virkelighed og fiktion sammen i en radikal avantgardisme, som har gjort projektet til kult i kunstverdenen
I 2001 erklærede forfatteren Claus Beck-Nielsen sig for død. Siden har skiftende figurer fortsat hans produktion i regi af kunstfabrikken Das Beckwerk. Her smelter virkelighed og fiktion sammen i en radikal avantgardisme, som har gjort projektet til kult i kunstverdenen
11. september 2008

Multikunstneren Claus Beck-Nielsen er et særligt fænomen i dansk kunstliv. Af hans biografi på Litteratursiden.dk fremgår det, at han afgik ved døden i 2001. Men de senere år er kritikere begyndt at stille spørgsmålstegn ved grundlaget for hans dødserklæring. Hvorfor? Måske, fordi det forvirrer, at manden, der tidligere var kendt som Claus Beck-Nielsen, stadig cykler rundt i København. Måske fordi det forvirrer, at manden, der tidligere var kendt som Claus Beck-Nielsen, stadig laver happenings i Irak og Afghanistan. Måske. Men spørger man ham selv, er der ingen forvirring at spore: "Claus Beck-Nielsen er død", siger han. Og han gentager det gerne.

Men hvem var så denne Claus Beck-Nielsen, som tilsyneladende bliver ved med at spøge?

Ifølge Kraks Blå Bog blev han født i Århus i 1963 som søn af en far, der var major, og en mor, der var hundeopdrætter. Meget mere er der faktisk ikke at opsnuse om hans opvækst. Hans kunstneriske virke, derimod, efterlader sig mere tydelige spor. Claus Beck-Nielsen var kendt som dramatiker, skuespiller, musiker og forfatter. Uddannet fra Forfatterskolen i 1993, guitarist og sanger i bandet Creme X-Treme fra 1984-89, en overgang leder af teatret '20th Century Ghost' samt teaterkritiker ved dagbladet Politiken fra 1996-1999. I 2000 modtog han Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat og nåede inden sin sagnomspundne bortgang desuden at spille med i en række større teaterforestillinger samt at producere en række kunstudstillinger og happenings.

Men i 2001 gik Claus Beck-Nielsen bort. Hans død blev erklæret med romanen Selvudslettelser fra 2002, som bagerst i bogen har optrykt en gravsten med hans navn, gengivet i folde-ud-plakat-format. Og året efter udkom så biografien Claus Beck-Nielsen (1963-2001), der i sin formelle konstruktion netop forudsætter, at forfatteren er død. Bogen er i korte træk en litterær gengivelse af en happening, Claus Beck-Nielsen foretog fra 2000-2001, hvor han hver anden dag gik på gaden som Claus Nielsen - uden hjem, penge, personnummer eller hukommelse. Efter 24 timer vendte han hjem til sin kone og sit barn og levede så et døgn som den almindelige normal-dansker Claus Beck-Nielsen, inden han igen blev Claus Nielsen. Projektet fik for alvor opmærksomhed i den brede offentlighed, da Ekstra Bladet - uden at kende til forhistorien - den 5. februar 2001 trykte artiklen 'Hvem er jeg?', hvor det blandt andet lyder:

"Claus Nielsen husker næsten ingenting. Han mener, at han må være født engang i 60'erne, men præcis hvornår ved han ikke".

Da det kom frem, at der var tale om en happening, og at de sociale myndigheder, pressen og offentligheden så at sige var blevet holdt for nar, vakte det hidsig debat i avisernes læserbrevsspalter. Hovedpersonen selv kunne dog være ligeglad, for han var forsvundet, skrevet ud af historien og dermed, i en vis forstand, død.

Kort efter udgivelsen af Claus Beck-Nielsen-biografien begyndte nu en mand med samme udseende og statur at præsentere sig selv som den afdøde forfatters testamentariske forvalter, og i 2002 oprettes kunstfabrikken Das Beckwerk med det formål at videreføre liv & værk efter Claus Beck-Nielsen. På virksomhedens egen hjemmeside formuleres tilblivelseshistorien således:

"I året 2001 blev forfatteren, dramatikeren, performeren, musikeren og kunstneren mm. Claus Beck-Nielsen erklæret død. Til minde om ham blev kunst og teaterhuset Das Beckwerk etableret."

Das Beckwerk drives som enhver anden virksomhed. I bestyrelsen sidder i dag Kamilla Hancke Rosado, Merete Ahnfeldt-Mollerup, Kirsten Dehlholm og Niels Barfoed. Personen, der tidligere var kendt som Claus Beck-Nielsen, er ansat som virksomhedsleder på kontrakter af et års varighed, der ikke levner plads til hverken ferier eller fritid. Werkführeren, som han også kaldes, må ikke være medlem af en fagforening og har heller ikke ret til at sige op. Derimod kan han til enhver tid blive fyret af bestyrelsen. Hovedpersonen selv har til webmagasinet Turbulens tidligere fortalt om ideen bag Das Beckwerk:

"I Das Beckwerk er strategien, at man skaber en identitet, der ikke er til at komme uden om. En identitet som har en historie og et projekt. Den person-nummerløse Claus Nielsen, for eksempel, eller idealisten, den demokratiske missionær Nielsen, eller den navnløse forvalter af det hele, eller mig. Men i det øjeblik, nogen forsøger at kategorisere denne identitet, så forskyder den sig og bliver opløst i et paradoks."

Liv er blevet til værk

Spørger man billedkunstner og tidligere kunstkritiker på Information Ferdinand Ahm Kragh, er de mange identiteter og roller, som omgiver Das Beckwerk, meget mere end en postmoderne, ironisk leg:

"Das Beckwerk har ikke en ironisk holdning til det her. Der er ikke en eller anden facade, som han sidder og griner selvfedt bagved, fordi medierne er gået på røven over hans projekt. Jeg tror slet ikke, der er noget der hedder privatliv for manden, der tidligere var kendt som Claus Beck-Nielsen, for projektet gennemsyrer alt. Kunst og liv er smeltet sammen. Liv er blevet til værk. Der er ikke noget inde bag ved. Der er bare det her massive værk, som knopskyder i alle mulige retninger," siger Ferdinand Ahm Kragh, der beskriver Das Beckwerk som rendyrket avantgarde:

"Avantgardekunsten havde netop den idé, at kunst og liv skal flyde sammen - og det gør det hos Das Beckwerk. Til sammenligning er det, Kristian von Hornsleth laver, jo ren avantgardekitsch. Den slags er der meget af på den danske kunstscene, men Das Beckwerk er anderledes, fordi der en ekstrem konsekvens bag hele projektet."

For at illustrere sin pointe henviser han blandt andet til Das Beckwerks såkaldte demokratiprojekt, hvor figurerne Nielsen & Rasmussen - midt under koalitionens krig mod Saddams styre i 2004 - tog på ørkenvandring gennem Irak. Missionen var at indføre demokrati i det krigshærgede land, og de to europæiske trækfugle havde selv medbragt en kuffert fuld af den eftertragtede vare.

"Det radikale ved Das Beckwerk - og som nogle gange også tenderer noget sindssygt - er, at de ikke går på kompromis med deres ideer," siger Ferdinand Ahm Kragh:

"Da jeg interviewede Nielsen om Irak-projektet til kunstportalen kopenhagen.dk, formulerede han det på den her måde: 'Har du først sagt nomade, så må du gå'. Altså, hvis kunsten skal have en politisk rolle at spille, så må den afprøves på højeste plan. Og han går altid linen ud. Der er en ekstrem konsekvens i det, han laver."

Samme karakteristik lyder fra et af virksomhedens bestyrelsesmedlemmer, Niels Barfoed, der har fulgt Das Beckwerk fra begyndelsen.

"Nielsen er en ener i alt, hvad das Beckwerk har gjort. Det gælder både forfatterskabet og scenekunsten," siger han.

"Navnlig er det projekt, han er i færd med at udvikle omkring individet i storpolitikkens malstrøm, unikt. Jeg har meget stor respekt for den enegang, han har gået med de store personlige risici, der er forbundet med det. Nielsen har jo så at sige levet sin kunst og opsøgt områder på sin egen helt uafhængige måde, som hverken er til højre eller til venstre eller foroven eller forneden," siger Barfoed.

Kompromisløs og menneskeklog

Lektor i Dansk på Syddansk Universitet Jon Helt Haarder kendte den nu afdøde Claus Beck-Nielsen tilbage fra gymnasieårene på Skt. Knuds Gymnasium i Odense. Siden dødserklæringen har han holdt kontakt med manden, der tidligere var kendt som Claus Beck-Nielsen. Men han kalder ham ikke ved navn.

"Jeg plejer at styre helt uden om det, og siger i stedet 'du' og 'dig'. Det er klart at det, han arbejder med, stiller mig i en mærkelig situation, fordi det handler meget om, hvad et liv er, og hvad man kan bruge biografisk viden til. Men vi omgås fint, uden at jeg behøver bruge hans navn," siger Jon Helt Haarder.

Ifølge ham er den mand, han ikke længere kalder ved navn, kendetegnet ved en radikal kompromisløshed.

"Jeg opfatter det som om, han på et tidspunkt indser, at der er en enorm energi i at opgive at lede efter lykken og i stedet bare affinde sig med at forvalte det liv, der nu engang er tilbage, når kunstneren har brændt det hele af," siger han og uddyber: "Der er noget nærmest hensynsløst over hans formvilje og de indsatser, han er villig til at tåle. Men det vender mest indad, han er et meget lyttende, forstående og menneskeklogt væsen. Hans hensynsløshed går som regel mest ud over ham selv og er ligesom i en sags tjeneste."

Vild med dans

Når den nye bog, Suverænen, der er en fiktiv gendigtning af Nielsens & Rasmussens møde med demokratiet i USA, udkommer i næste uge, vil den kunne læses isoleret som et afsluttet værk, forklarer institutleder på Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet Marianne Ping Huang. Men bogen vil samtidig føje sig ind i det store værk - Beckwerket, siger hun.

"Hos Nielsen bliver værker til netværker. De opsluger hinanden og spytter hinanden ud igen, så de ender med at blive til ét stort værk med åbne kanter. Det egentlige værk er slet ikke bøgerne eller cd'erne eller forestillingerne eller kunstudstillingerne, men alt det, der foregår imellem de produkter, der kommer ud. Derfor kan hans kunst også være svær at have med at gøre," siger hun.

Måske er det derfor, det folkelige gennembrud aldrig rigtigt har vist sig for Das Beckwerk. Det er ganske vist blevet til nogle få tv-optrædener i Deadline og TV Avisen, men projektet er aldrig for alvor trængt igennem til den brede offentlighed. Det er der dog en god forklaring på, mener adjunkt i moderne kultur på Københavns Universitet Mikkel Bolt Rasmussen.

"Der bliver jo hele tiden lagt nye niveauer på projektet. Det startede med nogle teaterstykker og et forfatterskab. Så døde Claus Beck-Nielsen, og så opstod Das Beckwerk. Det er kompliceret at skulle redegøre for alt det, hvis man taler til en bred massemedieoffentlighed, der efterhånden kun må fokusere på statsministerens kones deltagelse i Vild med dans," siger han.

I kunstkredse og på landets universiteter har Das Beckwerk til gengæld opnået noget nær kultstatus i løbet af de seneste år. Studerende skriver opgaver om fænomenet, og forskerne bruger det i deres undervisning, fortæller Mikkel Bolt Rasmussen.

"Der er stor opmærksomhed på Das Beckwerk, fordi det berører en lang række vigtige emner. Projektet har stort set et mellemværende med samtlige centrale diskussioner, som har fundet sted inden for kunst, litteratur og teater de sidste 20-30 år."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

@Per Vadmand

Jep! Men processerne kører et niveau højere og dybere end man er helt opmærksom på - det gør processerne nemlig altid!

Pointen:
At nogle kunstnere bevidst eksperimenterer med og har selvpromovering som budskab - uden at de faktisk personligt er det mindste interesserede i at promovere sig selv! At det egentlige sigte måske er en kvalmende og bevidst udstilling af et budskab om hvor verdenen og især medieverdenen er nu, og hvad den gør ved os - både aktører og tilskuere.