Læsetid: 10 min.

For en milliard kroner krammere til demokratiet

Kald bare visionen om en million læsere og masser af Cavling-priser for pral og selvbedrag, men på Nyhedsavisen troede vi på vaskeægte underværker. Siden endte vi som desillusionerede disciple, der trods en højtråbende ypperstepræst og en semi-sekterisk samhørighed måtte indse, at åndsrevolution ikke rimer på tykstegsmedaljon, skriver en af avisens nu arbejdsløse journalister
Kald bare visionen om en million læsere og masser af Cavling-priser for pral og selvbedrag, men på Nyhedsavisen troede vi på vaskeægte underværker. Siden endte vi som desillusionerede disciple, der trods en højtråbende ypperstepræst og en semi-sekterisk samhørighed måtte indse, at åndsrevolution ikke rimer på tykstegsmedaljon, skriver en af avisens nu arbejdsløse journalister
Kultur
6. september 2008

Det sker på selve Fandens fødselsdag. Bilka har overtaget det meste af side 13 i Nyhedsavisens indlandssektion og lokker med masser af 'skarpe priser' - her i blandt '4 stk. tykstegsmedaljoner for 109,95'. På forsiden er der til gengæld en 'news you can use'-historie om, at kød er tre gange billigere hos Khadir og hans halalslagtende kollegaer end hos vores annoncører. Blot en sommerferie senere står jeg med avisens direktør, Morten Nissen Nielsen, i hånden og grubler over, om han mon havde endt sin (foreløbige) aviskarriere med at blive forfulgt af en flok gale polakker, hvis det var Bilkas tyksteg, der havde sat sig på forsiden, og Khadirs halal-bøffer, som var blevet henvist til side 13.

Det er mandag den 1. september, og Nyhedsavisen er just erklæret konkurs, da (eks)direktør Nielsen prikker mig på skulderen og spørger, om jeg ikke lige kan være hans bodyguard et kort øjeblik. Selv ikke på denne sidste dag åbner han den øverste knap i skjorten, når han skal beklage over for et presseopbud, der er et kongehus værdigt. Polske avisbude har jagtet direktøren med dødstrusler hele vejen rundt om avisens kontordomicil, og det er nu min opgave at holde den gule regnfrakke på afstand.

For inden i den gule regnfrakke går et aldrende avisbud rundt og er helt bimmelim. På ryggen har han skrevet 'Szajse Firma' (lortefirma på polsk), og udenfor tramper han på vores sidste avis på en måde, der vækker minder om dengang irakiske borgere pryglede den væltede Saddam Husssein-statue med de bare sandaler.

Det er dér, jeg indser alvoren. Det er dér, jeg tænker tilbage på dengang, jeg ikke stod for personlig security, men blot iklædte mig en stribet pyjamas for at revolutionere mediebranchen.

I krig med nattøj på

På vores fødselsdag den 6. oktober 2006 er alle Nyhedsavisens ansatte i samme båd. Både bude, annoncesælgere og os ellers moderigtige nyhedsjournalister trækker i den til lejligheden udleverede blå-og hvidstribede pyjamas. Uniformen skal i samspil med en omfattende reklamekampagne få os til at fremstå som morgenfriske bladsmørere, som hellere end gerne trodser alverdens klø, knubs og urimelige arbejdstider, når Danmarks nye gratis og husstandsomdelte avis skal sikkert i sprækken.

Det skal senere vise sig at holde stik. Men hvis man denne morgen tænker, at pr-stuntet får os til at ligne en flok forhutlede straffefanger fra Papillons fjerne djævleø, så bedes man venligst holde det for sig selv. Vi er på en frivillig mission, der kræver smil og overskud, ikke brok og kruk.

Den morgen krammer vi også, ligesom vi krammede, da den første avis blev uploadet til sværtning aftenen før, ligesom vi krammede, da vi for to måneder siden mødte vores nye kollegaer for første gang. På Nyhedsavisen krammer vi gerne hele tiden og altid, og så igen for en sikkerheds skyld - det er der god grund til, når man har tænkt sig at gå i krig med hele avisbranchen på én gang.

Personligt er jeg lidt mæt af alle de omfavnelser (men lader mig naturligvis ikke mærke med det - man skulle jo nødigt ødelægge den gode stemning), og faktisk føler jeg mig slet ikke tilpas i nattøjet. Især ikke da Dansk Folkeparti ringer og truer med bål, brand og pressenævn, fordi jeg er indblandet i vores forsidebasker om, hvordan partiets kommende topfolk morer sig over Muhammed-krisen med at tegne profeten som øldrikkende kamel. Den dag tilsidesætter vi, iført happy face og en skrupskør pyjamas, god presseetik. Det har dele af Pressenævnet senere skrevet under på, men vi er skideligeglade, for vi er skabt til at give the establishment læsterlige stryg. Også hvis det koster et par moralske ridser i lakken.

Daværende redaktionschef (og senere chefredaktør) Simon Andersen skriver i sin første efterkritik, at vi er skræmmende for de andre bladhuse. Han roser sine nyansatte darlings i rigelige mængder, for han kan det der med at rundmaile en salvelsesfuld bjergprædiken. Vi er på et korstog, der handler om at forandre og forbedre en økonomisk og journalistisk stagneret avisverden.

På den måde ligner vi allerede dér Peter Lincks kuldsejlede Dagen-projekt. Vi har endda nogle af fein-schmecker-avisens strandvaskere om bord, men ud over en latent frygt for at komme af dage på samme vis kan man dårligt sammenligne de to projekter.

Vi bor for eksempel længere ude på Holmen. Helt derude, hvor selv bybussen kun sjældent kigger forbi. Ganske vist residerer vi i en labert ombygget vandflyverhangar, arkitekttegnet hvidt i hvidt med hængekøjer og fatboys fra dengang it-bølgen kørte på overdrev, men vi får ikke Pellegrino, import-øl og møgdyr mad. Nej, vi krydser hver især pænt af for kildevand og thailandske Suns krydrede catering-food.

Og faktisk er det netop midt i endnu mere mad på kokosmælk, at det for første gang går op for mig, at der i menigheden ikke er konsensus om, hvordan opskriften på en god avis ser ud.

Vi er nogle, der æder hvad som helst. Også medisterpølse med kokossmag. Men idealisterne vil have mad, der er oppe i tiden. Rucola, linser og alskens øko-tilbehør. Den gruppe udgør primært mediebranchens mange selvbevidste journalister, der højt og helligt sværger til nyfeminisme og tværkulturel tolerance, mens de vimser rundt og krammer alt og alle i ultrakorte nederdele, nedringede pangfarver og høje hæle af den slags, der virkelig forstyrrer, når man prøver at ringe en god historie i hus. Men den thailandske køkkenpige ved navn Sun, der angiveligt er sejlet helt herop på en Europa-palle, hende får de fyret.

Dén sag interesserer ikke Simon Andersen, selv om han ved alt om, hvordan man skaber en skandale. Han minder om den køllebevæbnede flodhest Dolph, som han sidder der og fylder midt i kontorlandskabet, mens han skærer forsidehistorier til bristepunktet og råber op om, at vi er en flok dovne røvhuller. Det er venligt ment, tro mig.

For vores egen brøleabe elsker bare at være i rampelyset - også når han selv står for skud. Derfor er jeg også sikker på, at han ikke tager det ilde op, når jeg nu skriver, at han (Simon) råber så meget, fordi han dybest set bare gerne vil elskes. Ligesom Nyhedsvisen som fremmed objekt også bare gerne vil elskes. Af alle.

Fest og ølstafet

Vi har nemlig noget helt særligt sammen, os journalister. Vi har en social samhørighed og en unik evne til at tro, at vi gør den berømte forskel, som alle i mediebranchen efterlyser og taler om.

Vi vil så gerne tro. Vi er jo sultne og formbare og blot 29 år i gennemsnit (selv andre aviser bemærker, at vi ser godt ud på byline-billederne), og når en Århus-redaktør bliver ansat og fyret på stort set samme dag, slår vi tvivlen om egen langtidsholdbarhed hen med endnu en ølstafet. Tænk, vi er så gode til at feste, at kollegaer fra andre medier kommer rendende for at tage del i vores fredagsbar. Hver måned bliver der sat flueben ved endnu en konkurrent, der er halet ind i læsertal, og til julefrokosten deler Morten Nissen Nielsen sågar 500-krone-sedler ud til dem, han bedst kan lide.

Det er til sådan en fest, at man kommer til at tænke på Dagen. Der er bægerklang og fællessang og en smisken og en smasken. Der er cokestreger på lokumsbrættet og kys under diskokuglen, og så er der Simon Andersen, som går rundt og siger, at han elsker os.

Men vigtigst af alt, så krammer vi hele tiden. Også dem, vi ikke kan lide (jeg er faktisk blevet helt god til at kramme, når jeg er fadøls-beruset). Nogle sover endda arm i arm på de ølplettede fatboys.

Kan man andet end at knuselske en arbejdsplads, hvor der er så meget fællesskab?

Brosten og kuverter

Senere forsøger jeg at blive udstødt af vort semi-sekteriske sammenhold, men intet hjælper. For eksempel er jeg dum nok til at kaste med brosten under rydningen af Ungdomshuset, men selv om Simon Andersen nok lyder vred, da han bortviser mig, ved jeg godt, at han vil tilgive mig næste dag.

Det er dét, jeg mener. På Nyhedsavisen er der virkelig højt til loftet. Én ting må man dog ikke sige grimme ord om - de grimme annoncer.

Skuffelsen over, at også vores gratisavis pludselig bliver svøbt ind i reklamer for taletidskort, må man lære at sluge. Ligesom de mange såkaldte tillægsvagter heller ikke er noget, man skal sætte spørgsmålstegn ved. En tillægsvagt er en arbejdsdag, hvor du har til opgave at skrive en artikel, der kan fylde ud mellem de farverige avertissementer i blandt andet bolig- og rejse-sektionerne. Det gør ikke noget, at det, du skriver om, er komplet ligegyldigt og copypastet direkte ind fra en pressemeddelelse. Bare artiklen bliver afleveret til tiden, så annoncetillægget ikke hænger i bremsen. Thi sådan tjener man for alvor penge i gratisavis-industrien. Og det virker, for en skønne dag har vi i alt 617.000 læsere. Alle fjender er hægtet af, og hvis man ikke har nogen ydre modstander, vender man som bekendt blikket indad.

Derfor fejrer man sejren med at fyre 40 medarbejdere. Det er her, hvor David Trads stikker af til Berlingske eller the dark side som de hedder hos os. Det er også den eneste dag, hvor vores nu nyudnævnte chefredaktør, Simon Andersen, ikke råber, men alligevel siger store ord med grådkvalt stemme. Vi synes også, det er synd for ham.

En onsdag klokken morgen ni ligger der kuverter linet op til os alle. Den dag sætter vi kramme-rekord. Skønt de 35 medarbejdere frivilligt stikker af, inden skuden synker, så forstår man, hvorfor de, der blev valgt fra nu, har brug for at græde ud. Deres medlemskab af vores helt eget trossamfund ophører trods alt. Jeg overvejer at tysse på dem, der griner højlydt af lykke, fordi de stadig er med i klubben. Men jeg skal nødig blande mig.

Da jeg først står over for at miste min identitet, mister jeg modet. Jeg vil ikke udstødes, jeg vil elskes af alle (især af Simon Andersen), så jeg redder min egen røv i 11. time ved at gå på halv tid. Fra den dag hvisker de andre bag min ryg. Om at jeg tænker på mig selv frem for fællesskabet. Det gør ondt, når gode krammevenner gennemskuer ens ego.

Det onde vs. He-Man

Massefyringen sender de fleste af os menige medarbejdere direkte i dvale. Nyuddannede journalister på bare 25 somre indtræder i ledergruppen. Bestemt er de dygtige, men man kommer uundgåeligt til at tænke på de sidste dage i Hitlers førerbunker, hvor selv kokkelærlingen fik stjerner på skuldrene. Men det skal være ungt og udfordrende. Vi skal "Fremad!," som Simon Andersen kalder sin efterfyrings-bulletin i en rundemail, og han taler om den avis, der gør alt det, de andre ikke kan: "Skriver så folk kan forstå det, om at give folk, der aldrig har haft råd eller overskud til at læse en avis, chancen for at forstå dét samfund, de er en del af."

Jeg har efterhånden store problemer med at forstå Nyhedsavisens eget mini-samfund. Nye redaktioner bliver oprettet og nedlagt igen - hurtigere end IT-folkene kan nå at flytte kabler. På powerpoints får vi at vide, at grønlandske mongoler ligger i den absolutte top, når det gælder om at finde de historier, vi ikke mere vil bruge tid og spalter på. Vi skal være 'onde' i stedet for. Og skrive om de emner, som Simon Andersen helt personligt finder væsentlige. De vigtige emner.

Den sag, vi nu kalder 'FCK-gate', vælter dog stilladset under de journalistiske paroler.

Nyhedsavisen bliver annoncør for den københavnske fodboldklub, og en kritisk historie om Don Ø. og co. må ikke blive bragt samme dag, som annoncetillægget skal pryde Parken.

"Det vil være uforståeligt for læserne - og helt absurd dårlig timing," skriver chefredaktøren for at lukke en ophedet maildebat. En journalistkollega svarer igen med at kalde Simon A. og hans kumpaner for 'mellemledergruppen under Don Ø'. Det er her, de fleste af os desillusionerede disciple godt ved, at højmessen er forbi.

Man kan være mere eller mindre i lommen på mange usynlige kræfter, men hvis man ligefrem indrømmer, at man er underlagt Don Ø, så vil jeg hellere have en tykstegsmedaljon fra Bilka på forsiden af min avis.

Simons højre hånd, Ole Wejse Svarrer, forlader herefter alle sine regneark og bruger en lille uge på at bygge en bar til sommerfesten. Den er vældig fiks, men de fleste snubler på vejen derhen, for vejen frem er ikke længere så synlig, som den har været.

Så kommer chokket: Mailen, der lukker os ned.

Vores berømte ejer, IT-wonderboy'en Morten Lund, møder personligt op i lang frakke, åben skjorte og Hollywood-hår. Han er He-Man med tøj på, og det klæ'r sådan én som ham at forsøge at græde, så godt han kan. Men nogen stor skuespiller bliver han aldrig.

"Du må sgu' selv frem med muldvarpeskindet," råber en utilfreds sælger, fordi den manglende løn for august måned gør det svært at betale husleje.

"I det mindste har vi leveret en milliard kroner til demokratiet," returnerer den mand, der trods alt forsøgte at redde os.

"Husk, der er masser af andre ting her i livet, der er vigtigere end at lave en avis," trøster Simon Andersen. Vi er enige med ham. Vi elsker jo vores chef, og han elsker os, men nu er kærlighedsaffæren ovre. Altså, bortset fra Morten Lunds sidste løfte. Når han igen bliver likvid og ekstremt velhavende, så vil han 'fandme gerne lave avis igen'. Det siger han.

Til den tid vil jeg nøjes med at være sikkerhedsvagt, og måske klippe en annonce ud af avisen i ny og næ. Hvis der er et godt tilbud på tyksteg.

René Fredensborg (f. 1972) er journalist. Var musik- og filmanmelder på Nyhedsavisen, kulturjournalist og reportageskribent

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her