Fremtiden for russisk fodbold er tvetydig. Nogle påstår, at det bliver ligesom med Sverige. Super landshold med profiler fra de rige klubber rundt om i Europa, men med en pauver turnering i det hjemlige.
Andre spår en gylden fremtid for Moder Rusland, også rent sportsligt. For der er nemlig penge i skidtet. Blæse være med isvintre og narkobaroner med gangsterfrisurer. Se bare den portugisiske midtbanespiller Danny, som skiftede fra Dinamo Moskva til Zenit Skt. Petersborg for 250 millioner.
Men med fascinationen af elegante typer som Andrei Arshavin og Roman Pavlyuchenko og farverige hold som Spartak Moskva og Zenit følger sange om korruption og det, der er værre. For nu at sige det med et stænk af Freud: Russisk fodbold er Europas højeksponerede underbevidsthed.
Farlig magi
Engang var de bange for bolden. I 1887 tyrede den engelske industrimogul Clem Charnock sin medbragte læderkugle højt op i luften, og da den landede med et brag, sprang de lokale arbejdere for livet.
Den farlige magi importeret fra 'Det vilde Vesten' fortonede sig dog hurtigt, da klubben Morozovtsi blev dannet ved århundredets indgang. Spillet blev tilpasset den barske vind og vejr, men man havde stadig brug for engelsk input. På det Morozovtsi-hold, som vandt Moskvas ligamesterskab i 1912, var der seks briter og kun fem russere.
Rusland blev medlem af FIFA i 1912, og da var fodbold allerede blevet russernes foretrukne nationalsport. Russernes appetit blev end ikke mindsket af de klø, landsholdet jævnligt fik. Tyskerne slog dem med 16-0 ved Legene i 1912.
Utroligt nok dæmpede heller ikke revolutionen og de kaotiske år mellem 1917 og 1920 ildhuen, men vi skal dog frem til starten af 1950'erne, før de russiske klubber for alvor kommer i konkurrence med resten af Europa.
Mange fodboldfans græd salte tårer, da det hedengangne USSR blev splittet i 15 selvstændige lande. Frihed var selvfølgelig fint nok, men imperiet mistede historiske stoltheder som de ukrainske klubber Dynamo Kiev og Shaktar Donetsk.
Til gengæld betød det nye paradigme en opvågnen for Moskvas bedste klubber, og i dag figurerer ikke mindre end seks hold fra hovedstadsområdet i Ruslands Premier League. Michael Laudrup er som bekendt havnet i hjertet af den hidsige udvikling, nemlig i Spartak Moskva, hvis kampe TV2 Sport nu har købt rettighederne til.
Champagne og olie
Spørger man Arsenals træner, Arsene Wenger, er han ikke i tvivl: Rusland vil sætte sit præg på Champions League. I 2006 tabte The Gunners til traditionsrige CSKA Moskva, som havde kørt Sporting Lissabon over i kampen om UEFA Cup-pokalen 2005. Vel at mærke på udebane.
Resterne af fordums storhed var ikke bare mytiske som de cirkuslignende Moskva-teams, der fortryllede efterkrigstidens europæere med show og akrobatiske narrestreger, dengang Ungarn var et slags Brasilien, og Danmark var en knoldesparkende joke på grønsværen. Nej, Spartak havde tilkæmpet sig plads i tre semifinaler i Mesterholdenes Turnering for så at tabe en heroisk fight mod finalisterne Glasgow Rangers i 1972.
Men CSKA var bare endnu bedre, og samtidig inkarnerede holdet nye tider i fodboldens verden. Festen blev fejret med champagne, og Putin inviterede det multinationale kludetæppe på visit i residensen, mens han i øvrigt tilså investeringerne i Gazprom og Sibneft, hvis oliemillioner klubberne nød godt af.
Slut med døde stadioner i frysende mørke og billig rødvin fra provinsen.
Af banen!
Hvad er det for en virkelighed, Michael Laudrup skal agere i? På en måde er Rusland et spejl af Vestens hede drøm om økonomiske injektioner af den overdrevne slags, som vi lige nu ser med Abu Dhabis køb af middelmådige Manchester City og Roman Abramovichs Chelsea-styrede omkalfatring af engelske forhold.
Zenit Skt. Petersborg fik ikke afsat kometen Andrei Arshavin, som havde bjergtaget en hel verden i EM-opgørene mod Sverige og Holland, for 250 millioner kroner. Forklaringerne er mange: Tottenham havde ikke råd, da det kom til stykket. Arshavin var for besværlig og havde brug for en sæson mere i Petersborg. Men den kyniske version er nok den rigtigste. Zenit var sgu' da ligeglad med de rare sedler, for i lyset af Gazprom-tilførslen var en kvart milliard rene pebernødder.
I spændet mellem europæisk fodbolds aktuelle fremtidsudsigter - bliver klubberne købt af eksotiske emirer og oligarker, eller skal de overleve alene på slidstærkt brand som i Real Madrid og Barcelona? - virker Rusland som en platinbelagt motorvej. Af banen, her kommer finanserne!
Når 15-årige slås
Men det er kun den halve fortælling. For russisk fodbold er også er sindbillede på en romantisk fodboldkultur og en realitet længe inden mediebevågenhed og hipster-koder. Vi hører om bindegale fedlinge, som kaster med molotovcocktails på stadion og harpunerer deres fjender i opgør, så selv hardcore Lazio-fans og hårdtpumpede casuals fra Vestegnen må flygte til den nærmeste favn.
Gå på YouTube og se løjerne: Vi er altid i lavindustrielt ingenmandsterritorium, en øde parkeringsplads i provinsens grå satellitter eller i et måneoplyst granlandskab, hvor 15-årige drenge slås, så blodet siver ufilmisk ned ad de slavisk udhulede kinder. Det er ikke rebelsk på den hippe måde, nu hvor resten af Europa har omskabt klassekampens stammefights til det kreative klientels tidsfordrivende "jeg-gider-ikke-gå-i-IKEA-med-kæresten"-udsagn.
Og jeg ved snart ikke, hvad der er værst: En virkelighed, hvor fodboldens nære territorier styres af fjerntliggende aktiemarkeder, eller en realitet, som er så 'oprindelig' og 'autentisk', at den skriger på at blive eksporteret til a culture near you.
