Læsetid: 3 min.

Når der ingenting sker

Pausen er en nødvendig forudsætning for besindelse
Der er ingen grund til at være bange for stilheden. Vi har alle brug for den af og til. Arkiv

Der er ingen grund til at være bange for stilheden. Vi har alle brug for den af og til. Arkiv

11. september 2008

At ytre sig om stilhed er i grunden en selvmodsigelse, og hvordan skal man også definere noget, som ingenting er, hvad stilhed vel er - eller ikke er?

Ingenting kan kun forstås i forhold til noget, og stilhed er ikke noget i sig selv. Den lyder i hvert fald ikke af ret meget, uanset om det er fordi, noget er holdt op eller ikke er begyndt endnu.

Et paradoks er en umulig tanke som ikke er til at modstå - eller en sandhed vendt på hovedet. Det er et af livets paradokser, at tomheden kan være fyldt ud og stilheden mættet med indhold.

Stilhed har meget til fælles med tavshed, begge dele kan både sænke sig, herske og være henholdsvis andægtig, knugende, talende, pinlig, ildevarslende, truende og dræbende.

"Jeg foretrækker tavsheden," siger hovedpersonen i Strindbergs skuespil 'Spøgelsessonaten'. I den hører man tanker og ser det svundne. Tavsheden kan intet skjule, det kan ordene.

Tavshed er til alle tider blevet fremhævet som en dyd. I den gammeltestamentlige og arabiske verden blev tavshed værdsat som guld, mens tale kun blev takseret til sølvværdi. Det fremgår ikke af de historiske vurderinger, hvis tavshed der er den mest prisværdige, ens egen eller andres. Er man selv i tvivl, gør man klogt i at tie stille. Man kan blive mistænkt for at være dum, hvis man er tavs, når det forventes, at man siger noget. Og hvorfor så bekræfte mistanken ved at tage ordet?

Kunstpausen

På spørgsmålet om, hvad han forstod ved en pause, svarede komponisten Per Nørgaard, at det var som at blive spurgt om, hvad musik er. Eller hvad livet er. Som de åndeløse øjeblikke i sportslivet inden startskuddet lyder, eller i koncentrationen før springet og tilløbet til straffesparket, er opholdet mellem tonerne en lige så væsentlig del af musikoplevelsen som tonerne selv.

John Cage, den uforfærdede musikalske provokatør, begyndte en koncert med at sætte sig til klaveret uden at røre en finger. Han ville have publikum til at høre stilheden, og det vakte lidt usikkerhed. Men der er ingen grund til at være bange for stilheden, som han sagde. Vi må gerne holde af den.

I en dramatisk situation på scenen, på film og tv, er pausen et lige så væsentligt udtryksmiddel. Store teaterdigtere som Tjekhov, Beckett og Pinter er mestre i brugen af pauser, og hvad kan en skue-spiller ikke vække af følelser og tanker med en pause - forudsat at der er sket noget inden og kommer noget efter.

Åndehullet

I det virkelige liv kan en pause være hårdt tiltrængt både for krop og sjæl - og den kan være højst ubelejlig som en besvimelse eller en sort skærm midt i semifinalen. Men vi har alle brug for afbrydelser og ophold i tidens hektiske strøm af informationer og kommentarer, så vi får mulighed for at gøre os vores egne overvejelser om dem.

En moderne markedsorienteret mediekultur giver ikke eftertanken mange chancer, vi skal hurtigt videre. Fra at være et åndehul og en befrielse er en pause blevet noget der for enhver pris skal undgås, et næsten tvangspræget tabu - et øjebliks mulig stilhed skal for enhver pris afværges og fyldes ud med en eller anden form for støj.

Baggrundsmusikken i supermarkedet formodes at stimulere vores købetrang, og hvis man måler det gennemsnitlige lydniveau i dagens samfund, må det være betydeligt højere end før pop-, beat- og rockkulturen satte ind med sine enorme forstærkninger og også gjorde os indbyrdes mere højrøstede. Legende børn kommunikerer i dag for det meste råbende.

Af vores fem sanser er hørelsen blevet den mest misligholdte. Hvad mon det er, der skal overdøves? Frygten for kedsomhed og tomhed - eller påmindelsen om den endelige stilhed?

Det væsentlige ved en pause er noget så simpelt som en afbrydelse af den faste forbindelse mellem årsag og virkning. Pausen ophæver dét, som vi er indstillet på at opfatte i en ubrudt rækkefølge, som en bold der bliver hængende i luften. Vores individuelle forestillinger lægger sig imellem.

Pausen er en nødvendig forudsætning for besindelse, og den skulle nødig blive en permanent mangelvare. Hvis vi jager fra den ene planlagte aktivitet til den næste, bliver det let på bekostning af dét vi forstår ved nærmere overvejelse også kaldet eftertanken, der under alle omstændigheder halter bagefter. Men er det ikke bedre at være forsinket end helt at udeblive?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu