Læsetid: 6 min.

Naomi Klein i pennefejde med svensk liberalist

Pennefejden mellem venstrefløjsikonet Naomi Klein og den svenske liberalist Johan Norberg er gået ind i tredje runde. De to skarpe debattører anklager hinanden for at fordreje facts i et forsøg på at fremme deres egen politiske agenda
15. september 2008

Da venstrefløjsikonet Naomi Klein sidste år udgav bogen The Shock Doctrine, Chokdoktrinen, som den kom til at hedde på dansk, vakte det voldsomt røre i den politiske andedam. Kleins kapitalismekritik fik en række frimarkedstænkere til at gå til modangreb. Mest markant måske den unge svensker Johan Norberg, der leverede en grundig og skarpt kritisk anmeldelse af Kleins bog på den liberalistiske Washington-tænketank The Cato Institutes hjemmeside - en kritik, som Weekendavisens nu forhenværende anmelder Christopher Arzrouni for øvrigt formidlede næsten ordret videre til danske læsere, ganske vist under egen byline.

Sammen med den kontroversielle svenske skribent Boris Benulic, der kalder sig selv marxist, hvilket dog er en omstridt påstand, udgav Johan Norberg endog en hel lille bog, hvori han gentager sin kritik af Chokdoktrinen. I den forbindelse indrykkede de to forfattere en annonce i svensk Metro Express, hvor de udfordrede de svenske anmeldere, som har anmeldt Naomi Kleins bog positivt, til debat. Da ingen reagerede på opfordringen, foranstaltede de en happening, der bestod i, at to unge mænd udklædt som kyllinger uddelte annonceteksten med debatopfordringen ved en reception for det svenske magasin Arena, der havde bragt positiv omtale af Chokdoktrinen.

Norberg hævder, at Klein fordrejer fakta. For at fremme sin egen politiske agenda udvælger hun de tal og informationer, der passer ind i hendes konspirationsteori, mens hun udelader alt det, der modsiger den, mener Norberg.

I sidste uge svarede Klein så tilbage på kritikken og hævdede, at det er Norberg, der fordrejer fakta for at fremme sin politiske dagsorden, ikke hende. Norberg var hurtigt tilbage ved tasterne, og tre dage senere blev hans svar lagt ud på Cato Instituttets hjemmeside.

Katastrofekapitalismen

Den centrale påstand i Chokdoktrinen er, at økonomisk liberalisme er tæt forbundet med destruktionen af eksisterende samfundsordener. Mens en belejlig katastrofe, krise eller krig fastholder borgerne i en komatisk choktilstand, bliver en række radikale liberaliseringer af markedet og privatiseringer af offentlige institutioner gennemført. Det fører til arbejdsløshed, inflation og i sidste ende omfattende fattigdom i befolkningen. Til gengæld bliver de spekulanter, der formår at spille spillet, endnu rigere.

I nogle tilfælde profiterer eksponenterne for den globale kapitalisme på naturkatastrofer som orkanen Katrina. I andre er de selv med til at konstruere kriser og krige, som da våbenfabrikanter lobbyede for interventionen af Irak, hævder Klein, der bygger sin teori på omfattende empiri.

Men netop empirien, indvendte Norberg i sin anmeldelse, er Kleins svage punkt. Norberg peger på flere steder, hvor han mener, Klein direkte misinformerer læseren for at få tingene til at passe ind i sin venstreorienterede fortælling. Et centralt kritikpunkt går på, at hun stik imod realiteterne og uden at forklare, hvor hun har tallene fra, hævder, at 25-60 pct. af befolkningen bliver totalt afskrevet eller bliver til permanent underklasse i lande, der liberaliserer deres økonomi.

Et andet kritikpunkt går på, at det yderst negative billede, hun tegner af den nu afdøde Chicago-økonom Milton Friedman, den moderne økonomiske liberalismes højt ærede faderfigur, er fatalt forkert.

Kreativ statistik

Det er ganske rigtigt, erkender Klein i sit svar til Norberg, at hun ikke angiver kilder, når hun sætter procent på, hvor stor en del af befolkningen, der bliver ramt negativt, når et land liberaliseres. Men tallet 25-60 pct. er en sammensmeltning af flere tal, som hun har fra kilder, hun refererer til andetsteds i bogen, og som hun siger:

"Dette er standardpraksis: Når en statistik én gang har fået angivet sin kilde, kan den blive gentaget (for korthedens skyld) uden at man gentager kilden."

For Norbergs skyld angiver hun imidlertid kilderne klart og tydeligt i sit forsvar. Det drejer sig da også blot om seks af slagsen, der blandt andet viser, at arbejdsløsheden i Bolivia var mellem 25 og 30 pct. i 1987, mens den var på 25 pct. i nogle områder af Polen i 1993.

Men den slags statistik giver Norberg ikke meget for:

"Det kan godt være, det er standardpraksis for nogle canadiske venstreorienterede medlemsblade, men på universitetet plejer vi at kalde det 'vrøvl'. Ikke bare på grund af manglen på data, men også på grund af de partiske valg - der er ingen forklaring på de specifikke udvælgelser, det er ikke, at de liberaliserede mere end andre, eller at de er repræsentative, og årene, der er valgt, er ikke de seneste eller fra en særlig periode efter liberaliseringen. Hun fandt lande og år, hvor det stod rigtig, rigtig dårligt til," skriver Norberg, der fortsætter med at påpege, at det næppe er tilfældigt, at Klein netop valgte det år, hvor arbejdsløsheden i Bolivia var helt oppe på 25-30 pct., men undlader at nævne, at den kort efter røg ned på under 10 pct., ligesom hun har valgt at referere til 15 år gamle tal for arbejdsløsheden i Polen i stedet for at forholde sig til de nyeste tal, der viser, at arbejdsløsheden også der faldt til under 10 pct.

"Hvis man vil have upartiske data, kan man selvfølgelig ikke håndplukke lande og år, man må se på længere perioder og flere lande. Hvis man gør det, får man det modsatte resultat - jo mere liberal økonomi desto lavere arbejdsløshed og fattigdom. Det er det konsistente resultat. Og det er grunden til, at Klein aldrig prøver", siger den inkarnerede liberalist.

Friedmans ry

Den store skurk i Chokdoktrinen er økonomen Milton Friedman, hvis ideal groft sagt er en minimering af staten til fordel for en opgradering af den private sektor. Det er ham, der ifølge Klein formulerer selve chokdoktrinen.

"En ny administration har mellem seks og ni måneder til at opnå væsentlige forandringer; hvis ikke den griber muligheden for afgørende handling i løbet af den periode, vil den ikke igen få en sådan mulighed," skriver Friedman i et essay om den i hans optik unikt frugtbare periode under og umiddelbart efter en krise, inden tilstandene normaliseres igen.

"Som en variation over Machiavellis råd om, at krænkelsen skal påføres 'på én gang', viste dette sig at være en af Friedmans mest holdbare strategiske indvirkninger," bemærker Klein, der beskriver Irak-krigen som kulminationen på Friedmans tænkning.

Her er det nemlig lykkedes at gennemføre så radikale forandringer i retning af privatisering af førhen statslige opgaver, at det lever op til Friedmans idealer.

Men Friedman støttede slet ikke invasionen af Irak, indvender Norberg:

"Friedman sagde selv: 'Jeg var imod at gå ind i Irak fra begyndelsen. Jeg mener, det var en fejltagelse af den simple grund, at jeg ikke mener, USA bør være involveret i fredsbrud'."

I sit svar bemærker Naomi Klein, at det ikke kommer bag på hende, at Norberg og The Cato Institute forsvarer Friedman:

"Eftersom Friedman fortsætter med at tjene som Catos skytsengel, har det meget at tabe ved en nedvurdering af Friedmans ry såvel som direkte interesse i at frikende ham for alle forbrydelser, reelle eller indbildte."

Men selv om Klein nu faktisk har opstøvet et interview i det tyske tidsskrift Focus, hvor Friedman øjensynligt bakker op om Irak-krigen, kan hun berolige Norberg og konsorter med, at det ikke er Friedman selv, hun går efter, men den ideologiske trend, han har været med til at starte. Og som hun siger, har hun ikke skrevet i sin bog, at Friedman personligt støtter krigen. Det er Norberg, der skyder hende den påstand i skoene for bagefter at kunne afmontere den, mener hun.

Da Norberg svarer tilbage, kan han da heller ikke sætte fingeren på det sted, hvor Klein skulle have sagt, at Friedman støttede Irak-invasionen. Men han fastslår, at hun meget dygtigt formår at konstruere en forbindelse i læserens bevidsthed fra Friedman over liberalisme til neokonservatisme, Bush-administrationen og interventionisme, dog uden at formulere sig eksplicit. En forbindelse, der er absurd, da Friedmans liberalisme i de fleste henseender, også forsvarspolitisk, står i skarp kontrast til neokonservatismen, erklærer Norberg.

Tomme ord?

De sidste ord i sagen er indtil videre Kleins, citeret af Norberg i afslutningen af hans svar på hendes forsvar:

"Når fejl bliver opdaget, korrigerer vi dem med det samme i fremtidige udgaver og sætter en korrektion og en forklaring på bogens hjemmeside."

Er disse ord lige så tomme som dem i hendes bog, spørger Norberg polemisk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Angelica Correa

"han fastslår, at hun meget dygtigt formår at konstruere en forbindelse i læserens bevidsthed fra Friedman over liberalisme til neokonservatisme, Bush-administrationen og interventionisme, dog uden at formulere sig eksplicit."

Meget dygtigt? Det er vel ikke ligefrem en kunst at lave det link når neokonservative nu rent faktisk kombinerer en aggressiv "forsvars"politik med en Friedman-liberalistisk økonomisk politik? SKAL man have mærkatet "liberal" før vi kan indse at en bestemt regering/organisation udfører markedsfundamentalistiske liberalistiske politikker?

Hvornår går det op for de små Friedman-tilbedere at Kleins bog ikke handler om Friedman og hans forhold til krig, men om omstændighederne hvorunder hans ulighedsskabende ideer bliver implementeret af de psykopater der regerer verden, herunder teknokraterne i IMF og jihad-krigerne i det hvide hus?

Frej Klem Thomsen

Norberg er professionel demagog, og som ansat af Cato er det hans job - 37 timer om ugen - at lave PR for netop den ideologi som Klein så effektivt udstiller i sit værk. Hans opgave i denne sammenhæng er ikke at modbevise eller argumentere, men at skabe støj, således at bogen for fremtidige potentielle læsere fremstår kontroversiel. Hvis den kan behæftes med betegnelsen "konspirationsteori" i det offentlige rum, så er hans opgave fuldført. Om bogen faktisk er det eller ej er for Catos formål irrelevant. Men selv hvis der kun kan rejses "tvivl" kan Norberg være tilfreds - efter præcis den formel som cigaretkompagnierne i USA udviklede.

Det mest imponerende i denne henseende er sådan set at Klein, der i modsætning til Norberg utvivlsomt har meget andet at bruge sin tid på, overhovedet har indledt sig på at dementere de (usædvanligt grove og sofistiske) angreb som Norberg retter mod hende. Om det er en klog strategi er jeg ikke sikker på - Dawkins plejer at sige om kreationister at det ikke er en god ide at slås med et svin i en mudderpøl, for svinet bliver lykkeligt og du bliver snavset, og noget lignende kunne godt gælde her - men det kan forhåbentlig tjene til at punktere anklagerne for de der ikke gør sig ulejligheden med at læse bogen.

Allerbedst er det formodentlig at vælge den strategi som de svenske skribenter tilsyneladende har anlagt: simpelthen at ignorere Norberg, og dermed minimere den omtale som hans virkning afhænger af.

Angelica Correa

Kinas økonomiske mirakel skyldes bl.a. at landet er og har været en tilstrækkelig stærk spiller til at nægte at lade sig trække rundt i manegen af IMF og USA. Kina er f.eks. et slående eksempel bevis på at liberalisering af kapitalmarkederne ikke altid er nødvendigt for at tiltrække økonomiske midler. Landets vækst har således i høj grad bygget på en meget høj opsparingsrate.

Kinas økonomiske mirakel hviler ene og alene på en benhård økonomisk politik, som vi i Danmark (politikere, fagforeninger, miljøorganisationer , befolkning o s v ) på ingen måde ville kunne acceptere som værende rimelig og menneskelig.

Bortset fra denne sidebemærkning til Angelica C, så er Naomi Klein altså ikke synderlig velfunderet - tværtimod. (Om Norberg - som jeg ikke kender - er en demagog eller det modsatte , er i denne forbindelse ret ligegyldigt.)

Det virker lidt som om slagsmålet Klein / Norberg m fl er et "privat sekterisk opgør", som normale mennesker blot undres over og måske trækker lidt på smilebåndet af.

Clara/Oscar,
jo nu har jeg godt opdaget, at der står "Skrevet af" godt gemt ude i sidekolonnen i nogen artilker, i stedet for under overskriften hvor det hører hjemme. Jeg fatter ikke logikken, men man vænner sig nok til det også.

@Klaus F
"...Så at der er noget chockagtigt over teorierne, skal nok passe. Men næppe en ondskabsfuld intention..."

Marodørkapitalisme, er måske ikke direkte ondskabsfuld, men dybt uetisk.

@Thomas B

Godt Thomas. Der er nogen, der ikke VIL se, hvad poblemet er, selvom vandet fosser ind på de laveste dæk (ham den anden Friedman).

Angelica Correa

"Intentionen med liberaliseringen er vel at skabe en større samfundskage, der kan hæve flere folk ud af fattigdom, hvilket også sker i Kina."

Ja, jeg er sikker på at befolkningens ve og vel er det der ligger partiet allermest på sinde...

Angelica Correa

Forstå mig ret: økonomisk liberalisering kan være fornuftig i visse tilfælde - og hvis forudsætningerne for succes er til stede. Demokratisk set er det dog alfa-omega at det er befolkningen - og hverken en korrumperet magtelite, IMF eller andre repræsentanter for fremmede magter - der træffer beslutningerne om reformer. Dette er IKKE tilfældet i de lande Klein taler om.

Kineserne har altså store interne problemer; kun Hong Hong, Shanghai, Beijing og and store byer ved kysten har oplevet fremgang - fordi de ligger i frihandelsområder hvor lov & ret er sat ud af kraft.

Og hver eneste gang folk protesterer mod at Mattel f.eks. bruger kinesisk underbetalt arbejdskraft kan Mattel bare sige, at det gør vi altså ikke. Og det vil være korrekt - og det vil det være fordi Mattel har hyret et kinesisk firma der igen har hyret et andet kinesisk firma til at stå for f.eks. at male noget maling på noget legetøj. Og så lige pludselig har vi skandalen med blymaling i legetøj - arbejdskraft kan købes for billigt.

Kineserne har brug for ekstremt meget energi; jeg fatter ikke hvorfor vi i Danmark ikke gjorde det samme som med Østeuropa; tilbød kineserne vor ekspertise i hvordan man kombinerer vækst og miljø, så kineserne ikke skulle gentage Vestens fejl fra ca. 1880-1980.

Kineserne opdager nok deres fejltagelse før eller siden. Spørgsmålet er bare om det vil være for sent?