Læsetid: 2 min.

Nimbus Film er plaget af gæld

Nimbus Film er plaget af gæld og må derfor geare ned. Jørgen Ramskov træder tilbage som direktør for selskabet sammen med en tredjedel af selskabets ansatte.
25. september 2008

Nimbus Film er så plaget af gæld, at selskabet er nødt til at geare ned. Jørgen Ramskov, der har været direktør i produktionsselskabet i to år, træder tilbage. Og samtidig må omkring en tredjedel af de ansatte se sig om efter et andet job.

Meddelelsen blev onsdag givet til leverandører og kreative samarbejdspartnere, skriver Filmmagasinet Ekko.

Jørgen Ramskov, der blandt andet har været områdedirektør på det Danske Filminstitut og tv-direktør i Danmarks Radio, siger, at det en lidt flad fornemmelse.

- Jeg kom for to år siden fra en god stilling på Filminstituttet til Nimbus med et stærkt ønske om at få selskabet til at vokse, men nu er vi i stedet nødt til at rebe sejl, siger Jørgen Ramskov.

Årsagen til den økonomiske krise går tilbage til 2007, hvor selskabets spillefilm langt fra solgte det forventede antal biografbilletter. Og selv om Nimbus Film i år har stået bag årets store publikumssucces, Flammen & Citronen, med 667.000 solgte billetter, er selskabets aktuelle træk på kassekreditten omkring 25 millioner kroner.

- Bankernes lyst til at udlåne penge til virksomheder er i øjeblikket faldende. Samtidig må vi erkende, at det er blevet sværere at sælge billetter. Det gælder ikke kun for Nimbus, men for alle filmselskaber og alle slags film, vurderer Jørgen Ramskov.

Nimbus Film blev etableret i 1993 af Birgitte Hald og Bo Ehrhardt i samarbejde med instruktører som Ole Christian Madsen og Thomas Vinterberg (i dag medejer af selskabet). De var alle fra den gyldne årgang 1993 fra Filmskolen. Med både kunstneriske og publikumsmæssige succeser som Festen, Mifunes sidste sang, Klatretøsen, Kongekabale og Nordkraft er Nimbus Film nærmest blevet synonym med dansk films optur.

Men Nimbus Film vil stadig være en spiller i dansk film, og Jørgen Ramskov fortsætter også i selskabet.

- Vi regner med at producere tre spillefilm i 2009, siger Jørgen Ramskov, der selv fortsætter som leder af Nimbus+, som fremover alene skal producere tv-fiktion. Produktionen af reklamefilm opgives.

Birgitte Hald indtræder som direktør for Nimbus Film, mens Bo Ehrhardt får ansvaret for selskabets filmproduktion.

/ritzau/

torsdag København

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu