Hvad skal vi med flere filmpriser i en tid og en verden, der i forvejen svømmer i dem? Det spørgsmål kunne man med en vis ret stille sig, da Nordisk Råd i 2002 indstiftede en filmpris, der ud over æren er på 350.000 danske kroner til deling mellem instruktør, manuskriptforfatter og producent. Der er dog en mening med galskaben, som gør Nordisk Råds Filmpris mere relevant end så mange andre.
I de fem nordiske lande er vi notorisk dårlige til at se hinandens film, og Nordisk Råd håber på, at man med prisen og den opmærksomhed, der følger med, f.eks. kan få film fra Norge, Island, Sverige og Finland ud til et publikum i Danmark.
Set herfra er det dog lidt svært at vurdere, om prisen kan leve op til sine ambitioner, idet danske film - Arven og Kunsten at græde i kor - har vundet to af de fire gange, prisen er blevet uddelt, og at de film, den finske Manden uden fortid og den svenske Zozo, der vandt de øvrige to gange, begge havde haft premiere, inden prisen blev uddelt.
Og hvis jeg får ret i mine forudsigelser, kommer Nordisk Råds Filmpris heller ikke i år til at betyde det helt store for vinderen i Danmark. Jeg tror nemlig, at svenske Roy Andersson får prisen for sin seneste film, den satiriske samfundsskildring Du levende, der havde dansk premiere i april i år.
Lille og indforstået
Anderssons film, der måske ikke er lige så uomgængeligt et værk som hans forrige film, Sange fra anden sal, men dog noget morsommere, er stadig en skarp og sorthumoristisk kritik af en grå, glædesløs verden fuld af angste og forvirrede mennesker, der ikke længere bekymrer sig om hinanden.
Det er ikke, fordi der ikke er meget på spil i de øvrige fire nominerede film, en fra hvert af de nordiske lande, men Du levende er en begavet og stilistisk original film fra en filmmager, der tør tage kunstnerens humanistiske ansvar på sig.
Det danske bud på en prisvinder er i år, hvad nomineringsjuryen kaldte "den definitive afgangsfilm", nemlig Jacob Thuesens De unge år. Filmen har manuskript af Lars von Trier og handler om Erik Nietzsche (Jonathan Spang) alias Triers tid som elev på Den Danske Filmskole i slutningen af 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne. Det er en vældigt underholdende og velspillet film, som ikke kun gør sig morsom på Filmskolens og det danske filmmiljøets bekostning, men tillige fortæller historien om en ung mands rejse fra famlende wanna be til stil- og selvsikker filmkunstner.
De unge år er dog en på mange måder lille film, der kan forekomme noget indforstået, hvis man ikke kender meget til dansk film og dens aktører i 1970'erne, og som derfor ikke har lige så stor rækkevidde som f.eks. Roy Anderssons Du levende.
En ung mands lidelser
Norge har inden for de seneste år markeret sig som en af de mest interessante filmnationer i Norden, og det lever Stian Kristiansens fine Manden som elskede Yngve bestemt op til. Det er den nyuddannede instruktørs første spillefilm - og baseret på en roman af Tore Renberg, der også har skrevet manuskriptet - men han har et godt greb om skuespillerne og den sorgmuntre historie, der som De unge år fortæller om en ung mands (ud)dannelse. Året er 1989, og verden ændrer sig radikalt i takt med, at tilværelsen for hovedpersonen, gymnasieeleven Jarle Klepp (Rolf Kristian Larsen), forandrer sig næsten lige så voldsomt. Han har en dejlig kæreste, er med i et punkband, Matthias Rust Band, sammen med sin bedste ven Helge (Arthur Berning) og dyrker de mere mods-agtige sider af livet i hjembyen Stavanger.
Men så får Jarle en ny klassekammerat, pastelfarvede Yngve (Ole Christoffer Ertvåg), der spiller tennis og hører elektropop, og forelsker sig nærmest på stedet i ham. Alting vendes på hovedet, og Jarle, der stadig elsker sin kæreste, ved slet ikke, hvad han skal gøre og gribe i.
Det resulterer i sjove og alvorlige stunder, som Stian Kristiansen håndterer med sikker sans for de unges liv og følelser, og for én, der selv var 17 og forvirret i 1989, er det ikke svært at spejle sig i filmens hovedpersoner.
På flere måder kunne Manden som elskede Yngve godt minde lidt om en anden yngre nordmands debutfilm, Joachim Triers Reprise, men Kristiansens visuelle og fortællemæssige tilgang er noget mere traditionel, hvorfor hans film trods alt heller ikke gør så stærkt et indtryk.
Lys i mørket
En ung mand med problemer er også i centrum af finske Dome Karukoskis The Home of Dark Butterflies, en mørk og lidt ufokuseret film om den mutte teenager Juhani (Niilo Syväoja), der placeres på en genopdragelsesanstalt for vanskelige og voldelige drenge. Anstalten ligger isoleret på en ø og ledes af den hårde, men retfærdige Olavi (Tommi Korpela), der er som en far for de anbragte unge, og som har store planer for dem og øen. Hans forsømte kone er dog knap så begejstret og drages mod en af drengene, mens den ældste af Olavis døtre knytter et venskab med Juhani, og man fornemmer, at noget snart vil gå galt.
Og det gør det, samtidig med at Karukoski tager sig tid til at udrede Juhanis fortid, der involverer en fordrukken far, en psykisk ustabil mor og en død lillebror - måske for Juhanis hånd og under alle omstændigheder grunden til, at han befinder sig på øen.
Der er ikke mange solstrejf i The Home of Dark Butterflies, heller ikke visuelt, og i lange passager sidder man og vrider sig i instruktøren og manuskriptforfatterens menneskelige skruestik. Karukoski har bestemt noget på hjerte - om at leve og overleve mod alle odds - men han vil også for meget og fylder for meget dramatisk ved på bålet til, at historien overbeviser hele vejen til enden. Hvor der i øvrigt er både håb og et enkelt smil.
Selvopdagelse
Baltasar Kormákur, der lige nu er aktuel i danske biografer med kriminalfilmen Jar City, er den femte og sidste nominerede til Nordisk Råds Filmpris. Hans seneste film, det humoristiske melodrama White Night Wedding, foregår, som titlen antyder om sommeren i et meget lille samfund på en afsidesliggende ø på Island, hvor den næsten midaldrende Jón (Hilmir Snær Gudnason) står for at skulle giftes med den meget yngre Thóra (Laufey Elíasdóttir), datter af den lokale købmand og kroejer.
Men Jón tvivler, og i flashbacks får man fortalt historien om hans første, psykisk syge kone, Anna (Margrét Vilhjálmsdóttir), der tog livet af sig selv, fordi hun følte sig svigtet af sin mand. Jón synes handlingslammet og presset ind i det nye ægteskab og en skør plan om at etablere en golfbane på den lille ø - man skal blandt andet forcere kirkegården - der har sat ham i gæld til Thóras forældre, hvilket hendes furie af en mor ikke vil lade ham glemme.
White Night Wedding begynder dagen før brylluppet, og det er ikke småting, der når at ske i løbet af de næste 24 timer, hvor Jón finder ud af, at man selv skaber sit liv. Kormákur, der sammen med Ólafur Egilsson har skrevet manuskriptet, holder mange bolde i luften på én gang og har held med at gribe de fleste af dem - han smører dog lidt for tykt på indimellem. Filmens opbrudte struktur fungerer fint og giver den alt andet end nyskabende historie dynamik, ligesom skuespillerne - ikke mindst Ólafur Darri Ólafsson som Jóns gode, orgelspillende ven Sjonni - holder en god balance mellem det komiske og det dramatiske.
Det er ikke instruktørens bedste film - den mangler de ekstra lag, som 101 Reykjavik, Havet og Jar City har, og som bruger en historie om mennesker til at tegne et portræt af Island af i dag.
Alle fem nominerede film vil i løbet af næste uge kunne ses i Grand Teatret i København, en film om dagen.
Vinderen af Nordisk Råds Filmpris offentliggøres den 15. oktober.
Læs mere på www.norden.org
