Læsetid: 11 min.

På sporet af Rasmussen

Kan man indhente en romanfigurs telefonnummer? Findes der en forbindelse fra fiktion til virkelighed? I tilfældet Das Beckwerks 'Suverænen' kunne det godt se sådan ud. Om end vejen er lang og snoet
Hvem er han, denne Rasmussen (foto), der er hovedperson i en ny bog? Kan man komme i kontakt med ham? Tale med ham om hans rolle i bogen? Ja, det kan faktisk godt lade sig gøre, og hovedpersonen oplever det som urimeligt, at en anden har fortalt hans historie.

Hvem er han, denne Rasmussen (foto), der er hovedperson i en ny bog? Kan man komme i kontakt med ham? Tale med ham om hans rolle i bogen? Ja, det kan faktisk godt lade sig gøre, og hovedpersonen oplever det som urimeligt, at en anden har fortalt hans historie.

Ellen Lindeberg

25. september 2008

Rasmussen hedder hovedpersonen i kunstfabrikken Das Beckwerks nye roman Suverænen. Faktisk er det Rasmussen, der er den 'suveræn', bogen handler om. Ham den forblændede idealist, der rejser til Amerika for at rapportere fra demokratiets vugge og restaurere billedet af USA som et forbilledligt samfund.

Alligevel taler alle om den lille magre Nielsen, der underdanigt følger Rasmussen og har skrevet bogen om den visionære danskers rejse til USA og hans idealers triste forfald i mødet med den amerikanske virkelighed. Måske fordi denne Nielsen på en prik ligner Claus Beck Nielsen, der angiveligt afgik ved døden i 2001, og hvis liv og værk videreføres af Das Beckwerk, hvor Nielsen blot er en af flere ansatte.

Men hvem er han, denne Rasmussen? Kan man komme i kontakt med ham? Tale med ham om hans rolle i bogen?

Nej, selvfølgelig kan man ikke det, lyder beskeden fra Nielsen gennem hans litterære agent. Nielsen har skrevet en roman, og det lader sig af gode grunde ikke gøre at få fat i en romanfigur. Man skriver jo heller ikke en mail til Peter Høeg og spørger efter Frøken Smillas telefonnummer, forklarer forfatteren pædagogisk.

Billedet af et virkeligt menneske, en høj blond mand, en virkelig Rasmussen på smudsomslaget til Suverænen er nu alligevel inciterende. Det vækker detektiviske lyster.

Efter en formiddags research har jeg fundet frem til en top-3 over personer, der kandiderer til titlen Rasmussen. En Thomas Strøbech, der har rejst rundt i verden med en person, der ligner Nielsen. En Thomas Herzen, der blandt andet har forsøgt at befri Guantanamo fra søsiden, og som bliver eftersøgt i et indlæg på sin blog af en fyr, der kalder sig Nielsen. Samt en Thomas Altheimer, der har skrevet en lærd artikel i tidsskriftet Den Blå Port, hvor han hævder at have spillet Rasmussen i bogen Selvmordsaktionen, skrevet af en Nielsen.

Alle tre hedder Thomas, konstaterer jeg. Der tegner sig et mønster.

Gennembrud

Om eftermiddagen sker der et gennembrud. Jeg har efterhånden ringet til en del uforstående mennesker, hvis efternavne minder om de tre Thomasers, men som ikke kender til nogen familiemedlemmer, der spiller hovedrollen i en ny dansk roman. Men pludselig sker der noget:

"Ja, Thomas er min bror," svarer en venlig pige. Hun er ikke sikker på, hvad han hedder for tiden, forklarer hun så. Men i løbet af årene har han både heddet Strøbech, Altheimer og Herzen, fortæller hun. Og en masse andre navne.

Han bor i London, mener hun. Noget med en ph.d-afhandling på et universitet i byen. Hun ved det ikke helt præcist. De taler ikke så meget sammen. Men hendes søster i New York har tættere kontakt med ham. Hende kan jeg tale med, foreslår hun.

Desværre kan hun dog ikke bare lige sådan give mig søsterens navn eller telefonnummer. Hun skifter så ofte, forklarer hun. Ligesom brormand. Og for øvrigt hende selv, der netop er ved at tage sin families for længst skrinlagte jødiske efternavn.

Men måske, falder det hende ind, skulle jeg hellere snakke med Thomas' ekskone. Hun har stadig kontakt med ham. Måske kan hun hjælpe mig videre.

Mærke på verden

"Det er Thomas Altheimer"

- Hej Thomas. Jeg hedder Anton. Jeg er journalist på Dagbladet Information.

"Hvordan fanden har du fået fat i det her nummer? Ti point til dig!"

- Gennem din ekskone. Hun gav mig dit nummer.

"Hold da kæft. Har du fundet hende? Du ved nærmest mere, end jeg selv gør om mig."

- Jo tak. Men der er nu nok alligevel en hel del, du sikkert ved bedst selv. Jeg ringer for at tale med dig om den bog, der hedder Suverænen.

"Okay ja. Jeg har kun set omslaget. En ven har sendt mig et billede."

- Du er jo faktisk hovedpersonen.

"Nu har jeg jo ikke læst bogen, så det ved jeg ikke noget om. Min officielle stillingtagen til Nielsens brug af min figur er nok bedst udtrykt i en lille tekst i Den Blå Port. Men det er klart, at jeg føler det urimeligt, at andre skal fortælle min historie."

- Ja, det må da være lidt mærkeligt.

"Ja, men på den anden side er jeg efterhånden fuldstændig katapulteret ud af den danske virkelighed. Så for mig er det underligt at skulle tage stilling til, hvordan mit billede og mit navn bliver repræsenteret i det offentlige rum i Danmark."

- Det interesserer dig måske i virkeligheden ikke så meget, hvad der foregår hjemme i Danmark?

"Nu er titlen på bogen jo ikke tilfældig. Som et suverænt menneske vil man jo sætte et suverænt mærke på verden."

- Hvordan mener du? Du er altså suveræn i din egen selvforståelse?

"Ja. Jeg er et meget ambitiøst menneske. Jeg vil forme verden i mit billede. Det er nærmest en stalinistisk drøm. Så jeg har opgivet dansk som sprog og orienterer mig slet ikke længere om, hvad der foregår i den danske offentlighed. Danmark er for lille for mig."

- Men du indgår jo i en roman i Danmark. Hvordan har du det med det?

"Jeg har flere gange bedt Nielsen om ikke at benytte mit navn. Eller altså, jeg har bedt ham om ikke at skrive om mig. På en respektfuld måde altså, hvor jeg forklarer, at jeg gerne selv vil sætte betingelserne for, hvordan min historie skal fortælles. Men selvfølgelig har Nielsen jo sit materiale fra vores rejse, og det bruger han jo, som han vil. Men det lægger jeg fra mig. Jeg løber så hurtigt, jeg kan igennem verden."

Invasion af Guantanamo

Og det er ikke løgn. Thomas Altheimer løber hurtigt gennem verden. Efter et par timer på nettet og endnu et par telefonsamtaler med manden har jeg dannet mig et nogenlunde, om end blævrende billede af dette diffuse menneske.

Første gang, Thomas Strøbech, som han hedder på det tidspunkt, for alvor gør opmærksom på sig selv, er, da han opretter hjemmesiden 'Ticket to Denmark'. Her kan danskere, der er utilfredse med landets stramme udlændingepolitik, melde sig til at indgå et proformaægteskab med en udlænding, der på den måde kan få opholdstilladelse i Danmark.

Thomas Strøbech, der samtidig studerer litteraturvidenskab på Syddansk Universitet og arbejder som studentermedhjælper i Integrationsministeriet, bliver meldt til politiet af Jonni Hansen, formanden for Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse, og senere af næstformanden i Dansk Folkeparis Ungdom. Sagen ender sågar i Folketinget, hvor Peter Skaarup beder integrationsminister Bertel Haarder "vurdere de mulige indvandringsmæssige konsekvenser af hjemmesiden, Ticket to Denmark, og samtidig tage stilling til det faktum, at hjemmesidens ophavsmand er ansat i Integrationsministeriet." Haarder afslutter sit svar med tørt at konstatere, at "enhver omgåelse af loven, der kan føre til straf, vil blive vurderet med henblik på afskedigelse."

Afskedigelse bliver det dog ikke til. Thomas Strøbech forsætter en tid sit studiejob, ugleset af kollegerne ganske vist, og et par år efter får han sin kandidatgrad i litteraturvidenskab. Oven i hatten tager han en hurtig bachelorgrad i statskundskab på Københavns Universitet. Og så bliver han ellers kunstner på fuldtid.

I første omgang knytter han sig til Das Beckwerk og er meddelagtig i flere københavnske happenings. I 2003 rejser han så med kunstfabrikken til Irak, hvor han første gang spiller Rasmussen-rollen, hvilket er dokumenteret i bogen Selvmordsaktionen, angiveligt skrevet i år 2025 af clausbeck-nielsen.net, der handler om det utopiske forsøg på at bringe demokratiet til Irak. Og året efter tager han i fællesskab med Nielsen ud på den rejse til Amerika, som Suverænen bygger på. Igen som karakteren Rasmussen, dog nu i en noget personlighedsmodificeret, mere Don Quijotsk version.

Siden bliver Thomas Strøbech sin egen herre og lægger Danmark og sin danske identitet bag sig. Under navnet Thomas Herzen står han i 2005 bag det engelske performance-kunstprojekt Parallel Action, der går ud på at invadere Guantanamo fra en lille motorbåd. Forhåbningen er, at Herzen og hans besætning kan skræmme de amerikanske soldater væk ved at spille Beethovens 3. symfoni. Tekniske såvel som meterologiske vanskeligheder sætter dog hurtigt en stopper for projektet, der aldrig får ret meget opmærksomhed herhjemme, selvom selveste The Guardian skriver om det, og svensk TV begår et fint lille portrætprogram.

Thomas Herzen bliver nu til Thomas Altheimer. Et navn han finder på, fortæller han mig grinende, fordi han vil gratis ind til en Wagner-forestilling på Det Kongelige Teater. Han ved, at udenlandske kritikere får fri entré og ringer derfor og præsenterer sig på prøjser-engelsk som den tyske operaanmelder Thomas Altheimer - og kommer gratis ind.

I 2006 får denne Thomas Altheimer tildelt et ph.d.-stipendium på University of Londons Goldsmiths-institut, hvor folk som Lucian Freud, Damian Hirst og Vivienne Westwood er uddannet fra. Ved siden af adskillige mindre projekter - som blandt andet medfører, at han i en kort periode hedder Walter Benjamin - påbegynder han samtidig filmværket Europe for President 2008. Denne gang er målet at få valgt en europæisk sindet præsident ved det næste amerikanske valg - og dokumentere den bombesikre fiasko i billeder og lyd. Det er den tyske fjernsynskanal ZDF, den østrigske ORF og den tysk-franske Arte, der finansierer Altheimer og et helt filmholds rejse til USA, hvor de skyder de scener, som han nu er ved at klippe i Wien, hvor han befinder sig, da jeg får fat i ham.

Diskontinuitet

Mere uvirkelig er romanfiguren Rasmussen trods alt ikke, tænker jeg og beslutter at køre op til Louisiana samme aften, hvor Nielsen fra Das Beckwerk bliver interviewet af Synne Rifbjerg fra Weekendavisen. Hvad mon han siger til, at Rasmussen er langt mindre illusorisk end frøken Smilla?

Jeg føler mig som lidt af en snu satan, da jeg kører op ad Strandvejen. En moderne dansk Philip Marlowe, der banker masser af døre ind og til sidst den rigtige. Desværre ligner jeg nu nok snarere Postmand Per, da jeg kommer tøffende i Informations Citroën Berlingo. Men det er en flot aften langs kysten. Jeg har lige ramt den gyldne time, hvor alle farver bliver varme.

Undervejs taler jeg med Altheimer over mobiltelefon. Vi snakker om, hvad pokker han egentlig mener med, at han skulle være et suverænt menneske. Noget, som han også mener Nielsen er, tilføjer han nu.

"Der er en suverænitet i at nægte at kommunikere med omverdenenen og udføre sin egen plan, som man selv finder det rigtigt. Man sætter sine egne kriterier for sine egne handlinger" forklarer Altheimer. Og herfra er der en forbindelse til hans og Nielsens brug af forskellige personligheder:

"Metoden for os har været at lancere fiktive figurer, hvis mål og vej i livet på forhånd er nedskrevet i et koncept og en række konkrete handlingstrin", skriver Altheimer i Den Blå Port. Med andre ord skaber de to kunstnere en slags suveræne figurer, der følger en fastlagt plan og ikke lader sig distrahere af omverdensfornuft.

Den diskontinuitet, denne metode medfører, er Altheimer meget bevidst om:

"Da du ringede i går, havde du forfulgt min person gennem forskellige kontekster. Og på den måde havde du indkredset et jeg og vidste på en måde mere om mig, end jeg selv gør. Jeg glider fra den ene identitet til den næste og forsøger ikke at skabe en forbindelse mellem mine forskellige navne."

En flygtig forbindelse

Da jeg efter hans glitrende fine optræden i Louisianas koncertsal konfronterer Nielsen med Rasmussens eksistens, nikker han tænksomt og erkender, at der måske alligevel findes en vis flygtig forbindelse mellem hans roman og virkeligheden. Han kender godt til denne Altheimers eksistens, om end de ikke taler sammen for tiden. Men det må vi tale videre om i morgen tidlig inde på Information, beslutter han. Han skal nok kigge forbi.

Først vil han gerne have lov at læse noget højt, forklarer Nielsen næste morgen og stirrer alvorligt henover mit skrivebord. Han har bedt om kun at få en enkelt centimeters kaffe i sin kop. Mere koffein gør ham sindssyg, siger han.

"Enhver brug af navne, der ligner, minder om eller faktisk er helt identiske med virkelige navne på virkelige personer betyder ikke nødvendigvis, at det er de samme. Kun navnene," erklærer han. Sådan står der nemlig til sidst i romanen i punkt otte på en liste over forbindelsen mellem litteratur og virkelighed.

"Det betyder jo, at billedet uden på bogen ikke nødvendigvis er et billede af Thomas Altheimer", slutter Nielsen.

- Men på en eller anden måde har Altheimer vel medvirket i konstruktionen af det billede?

"Ja dét er rigtigt. For der er jo en krop. Og den kan blive identificeret."

Og måske lige præcis på dette særlige punkt, dér hvor der er en kropslig forankring, kan det lade sig gøre at fange Rasmussen, bliver vi efterhånden enige om. For Nielsen er jo ikke jubelpostmodernist, som han siger. Selvom han ikke tror på nogen menneskelig personlighedsessens i selviscenesættelsens tidsalder, må han erkende, at den kropslige forankring forhindrer os i en absolut frihed til at være, lige hvem vi vil.

Og den krop befinder sig altså i Wien for øjeblikket. Og er ikke entydigt begejstret for at have fået hovedrollen i Suverænen. Og det kommer ikke bag på Nielsen:

"Hvis man har kvalificeret storhedsvanvid, som han har, så er det ulideligt, at nogen skriver ens historie. Den, der gør det, vil jo aldrig have format til at skrive den. Det vil føles som et overgreb."

- Men er det ikke lidt ubehageligt at stå bag det overgreb?

"Jo meget. Men det er den samme formelle nødvendighed, som drev os på selvmordsaktionen i Irak. Denne her bog skulle bare være præcis, som den blev, og den skulle udgives, præcis som den ser ud. Og så må jeg tage ansvaret for det."

En undersøgelse

Før vi skilles den formiddag, beslutter Nielsen at indlede en undersøgelse af forbindelsen mellem hans romans Rasmussen og virkelighedens. En undersøgelse, der ikke viger tilbage for det netop kæntrede partikelaccelerator-forsøg i Cern, mener han.

Han beder om et af avisens anmeldereksemplarer af Suverænen, signerer den, hvilket han ellers aldrig gør, lægger et vistikort, som jeg har givet ham, ind mellem siderne, og overtaler Informations venlige receptionist til at sende den til Otto Bussesvej i Københavns Sydvest-kvarter. Der bor nemlig romanens Rasmussen, står der på side 25.

Hvis pakken ad mystiske omveje ender hos Thomas Altheimer i Wien, så har vi bevist, at der er en forbindelse mellem fiktionen og virkeligheden, siger han eksalteret.

Pakken er endnu ikke blevet returneret.

Til gengæld ringer Thomas Altheimer til Information kort før deadline. Nu overvejer han at sagsøge Nielsen for litterært identitetstyveri, forklarer han. Forbindelsen mellem fiktion og virkelighed er blevet ham for tæt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu