ROM - Den 2. november 1975 blev Pier Paolo Pasolini fundet død i Ostia uden for Rom. Den homoseksuelle forfatter og filminstruktør var blevet tæsket til ukendelighed og derefter kørt over af en bil.
Trækkerdrengen Giuseppe Pelosi tilstod og blev dømt for mordet. Men straks efter Pasolinis død blev der sat spørgsmålstegn ved Pelosis tilståelse: "Den 17-årige dreng kan være blevet truet eller narret til at påtage sig hele ansvaret," skrev Informations daværende korrespondent i Rom, Karen Dissing Melega.
I 2005 trak Pelosi sin tilståelse tilbage og forklarede i en tv-udsendelse, at han var blevet truet til at påtage sig skylden.
Først efter sine forældres død turde han fortælle, at han og Pasolini var blevet overfaldet af tre eller fire mænd, som talte et syditaliensk dialekt. De havde slået løs på Pasolini og truet Pelosi med at dræbe ham og hans forældre, hvis han fortalte, hvad han havde set. Han flygtede fra stedet i Pasolinis bil og kørte ham muligvis over. Pelosi blev hurtigt stoppet af politiet, som godtog hans tilståelse, selv om hans lyse tøj på ingen måde bar præg af et voldsomt slagsmål på en mudret græsmark med en mand, der var større og stærkere end ham selv.
Derfor foretog politiet heller ikke en grundig undersøgelse af gerningsstedet. Ifølge tilståelsen havde Pelosi handlet i selvforsvar, da Pasolini havde forsøgt at voldtage ham. Således fremstod en af Italiens mest vigtigste samfundsdebattører pludselig som et utilregneligt, perverst uhyre.
Kristendemokraten Giulio Andreotti, som var ministerpræsident hele syv gange fra 1972 til 1992, udtrykte derfor blot, hvad mange tænkte, med sine ord om, at Pasolini "selv havde opsøgt døden".
En ny kontinuitet
For Pasolini repræsenterede kristendemokraterne, som havde regeret uafbrudt siden Anden Verdenskrig, "en værdiløs, mafiøs ideologi", og han betegnede tilstanden i det italienske samfund efter fascismen som "udvikling uden fremskridt":
"Kontinuiteten mellem den fascistiske fascisme og den kristendemokratiske fascisme er komplet og absolut."
Men sidst i 60'erne blev det værre. Pasolini påpegede, at Madonna-figurerne i Syditalien var holdt op med at græde antikommunistiske tårer før et valg. I stedet blev den offentlige opinion påvirket af kidnapninger, mord og bombeattentater - f.eks. attentatet mod Landbobanken i Milano i 1969 og senere i Bologna og Brescia.
Pasolini fremsatte med stigende intensitet en række alvorlige anklager mod de ledere, som bar ansvaret for denne pervertering af den italienske virkelighed, og gav et præcist signalement af 'spændingens strategi' - det vil sige terrorhandlinger som middel til at holde kommunistpartiet uden for indflydelse. De uopklarede attentater udgjorde en ny kontinuitet, som var udtryk for de reelle magtforhold i landet:
"Jeg kender alle navnene og alle kendsgerningerne (attentater mod institutionerne og massedrab). Jeg ved det, men jeg har ikke beviserne. Jeg har ikke engang indicier. Jeg ved det, fordi jeg er en intellektuel, en forfatter, som forsøger at følge med i alt, hvad der sker, og læse alt, hvad der skrives, at forestille mig alt, hvad man ikke ved eller fortier; jeg sammenholder kendsgerninger, der umiddelbart ligger langt fra hinanden, lægger de spredte og fragmenterede brikker i den faktiske politiske sammenhæng i orden og genetablerer logikken, hvor tilfældigheden, galskaben og mysteriet synes at herske," skrev han et år inden sin død i Italiens største avis, Corriere della Sera.
En ufrivillig soldat
Ifølge forfatterne Gianni Borgna og Carlo Lucarelli, som har gennemgået sagen i en artikel i tidsskriftet MicroMega, har Pasolini muligvis været i besiddelse af farlige oplysninger om baggrunden for et flystyrt i 1962, hvor lederen for Italiens nationale energiselskab, Enrico Mattei, omkom.
Faktisk forudser Pasolini i nøgleromanen Petrolio, som han ikke nåede at færdiggøre inden sin død, hvad senere undersøgelseskommissioner har konkluderet om sagen: At Mattei blev dræbt i et attentat på grund af kontrasterende interesser omkring Italiens energiforsyning:
"Før som nu er muren af gummi så resistent, at oplysninger preller af, og den 'enlige, puerile stemme' er aldrig særlig farlig. Men det er anderledes, hvis man - også ubevidst - bliver et våben i hænderne på nogen, som er mere magtfuld og organiseret, ufrivillig soldat i en af de mange kampe, der udkæmpes om magten," skriver Borgna og Lucarelli.
Men der har verseret flere andre teorier om drabet på Pasolini: At han var i færd med at undersøge markedet for mandlig prostitution, og at kriminelle grupper derfor ville straffe ham; eller at han havde iscenesat sin egen død (som Andreotti antydede); eller at skuespillerne, som havde medvirket i Salò eller 120 dage i Sodoma, et af filmhistoriens mest grænseoverskridende værker, ville hævne sig på instruktøren; eller at en flok fascister fra Roms yderkvarterer havde besluttet sig for at give kommunisten Pasolini en lærestreg, selv om han var en af de mest uortodokse af Italiens alt andet end ortodokse marxister og faktisk allerede i 1949 var blevet ekskluderet fra kommunistpartiet på grund af sine homoseksuelle tilbøjeligheder.
En appel til præsidenten
Allerede i dommen mod Pelosi fra april 1976 hed det, at det "på overbevisende måde fremgår af sagsakterne, at Pelosi ikke var alene den nat i Ostia".
Men ifølge den endelige dom fra den italienske højesteret er det "ekstremt usandsynligt, uanset hvad der er blevet sagt, at Pelosi skulle have haft en eller flere medskyldige". Dermed blev sagen afsluttet.
Forleden kunne den romerske avis Il Messaggero citere en ny forklaring, som Giuseppe Pelosi har deponeret hos en advokat. Her præciserer han, at hans første møde med Pasolini fandt sted 10 dage inden drabet og ikke på selve drabsnatten, som hidtil angivet:
"Første gang jeg så ham var på Piazza dei Cinquecento. Han kom hen til mig. Jeg vidste ikke, hvem han var. Først bagefter fortalte nogle venner, som stod udenfor og havde set os tale sammen, at det var Pasolini. 'Ved du godt, at han berømt?' sagde de. 'Man kan tjene en masse penge på en som ham'," fortæller Pelosi.
Der har således næppe været tale om en hate crime, men tværtimod om en planlagt forbrydelse. Hvorfor og af hvem er dog endnu uafklaret.
En lang række forfattere og intellektuelle bl.a. Andrea Camilleri og Roberto Saviano har rettet en appel til republikkens præsident, Giorgio Napolitano, om en genoptagelse af sagen:
"Som Pasolini skriver, findes der ting, som man ikke kan tale om uden indignation for at forklare omfanget af det skete. Det mest grusomme mord på en digter i moderne tid, mere hæsligt end mordet på Federico García Lorca, en veritabel gruppemassakre, blev begået i Rom, i Italien, af italienere. Men i 30 år er beviser blev ødelagt, og indicier, vidneudsagn og dokumenterede undersøgelser af italienske jurister og intellektuelle er blevet ignoreret," hedder det i begrundelsen.
Et bevægende farvel
Pasolini mente, at volden var blevet et massefænomen, der omfattede alle samfundsklasser i det moderne Italien.
"Noget forfærdeligt i vor tid slog Pier Paolo Pasolini ihjel," sagde filminstruktøren Bernardo Bertolucci.
"En samfundsomfattende tragedie" kaldte Karen Dissing Melega mordet i sin reportage fra Pasolinis begravelse:
"Da kisten blev båret ud fra det kommunistiske kulturhus, hvor den havde stået til lit de parade, var der et minuts dødsensstilhed og så - mens vejen gennem mængden åbnede sig for de venner der bar kisten - brød der en bragende klapsalve løs fra ti tusinde mennesker. Først virkede det som et chok, endnu en brutalitet, men så mens klapsalverne blev ved og ved, blev det til den mest bevægende sørgehøjtidelighed, jeg har oplevet. Jeg tror folk klappede, ikke alene som en æresbevisning, men af solidaritet, identifikation, fællesskab med den døde, fordi han var blevet offer for noget, som det klappende sørgetog også følte sig som offer for," skrev Informations Karen Dissing Melega.
