Interview
Læsetid: 2 min.

Poppy elsker mennesker

Rollen som livstykket og lærerinden Poppy i Mike Leighs 'Happy-Go-Lucky' er blevet 32-årige Sally Hawkins' store gennembrud. Her fortæller den charmerende, britiske skuespillerinde om Poppy, der blev som en ny identitet, og om samarbejdet med Leigh, der begyndte i 'All or Nothing' og 'Vera Drake'
Kultur
13. september 2008

"Det var fantastisk at spille Poppy. Hun elsker humor og livets humoristiske side og at drille folk. Hun har et frækt glimt i øjet. Men jeg var så fokuseret på mit arbejde med Poppy, at jeg ikke havde noget indtryk af, om humoren virkede, eller hvordan hun ville virke på lærredet. Om man ville sidde i biografen og tænke: 'Åh Gud, der er et menneske, som tror, at hun er sjov.'"

"Det var skræmmende at se filmen for første gang, helt alene i biografen, uden at have set nogle af de daglige prøver. Jeg ser aldrig daglige prøver, fordi man kan blive alt for selvbevidst og fokuseret på de forkerte ting: Hvor kameraet er, hvordan man ser ud. Man skal koncentrere sig om sin karakter."

"Poppy kradser kun i overfladen med Scott. Der foregår noget helt andet bag facaden på denne utroligt sårede sjæl. For at nå dertil må Eddie (Marsan, red.) have været nødt til at bruge timevis af tid alene i mørke rum. Jeg var heldig, fordi Poppy er så social og elsker mennesker. Derfor tilbragte jeg meget tid sammen med de andre skuespillere, der spiller mine søstre og veninder."

Et stærkt udgangspunkt

"Vi brugte måneder sammen på at opbygge lag på lag af minder. Hvad skete der f.eks. i julen 1985. Hvad vi gav hinanden i julegave? Det var vidunderligt, og det er en luksus at have så meget plads til at fylde detaljer på. Det er derfor, at jeg blev skuespiller. Det er som at lege. Man er så kreativ som aldrig før. Man arbejder sammen med Mike Leigh, og det bliver ikke bedre end det."

"Han er interesseret i at vende hver en sten og nå ud i alle hjørner og udforske alle veje. Man er nødt til at bruge sin hjerne og være villig til at give sig fuldt ud. Men når man begynder, kan man ikke stoppe. Man bliver som besat. Jeg fandt inspiration til Poppy alle vegne fra, og jeg havde en god undskyldning for at komme steder, jeg ellers ikke ville opsøge. Jeg opdagede en side af London, jeg ikke havde set før, og det er så øjenåbnende og rummer en rigdom, man kan tage fra og bruge."

"Når man så skal i gang med at optage filmen, kender man sin karakter så godt, at det går så glat. Kameraet forstyrrer ikke. Man træder bare ind i sin rolle og går i gang. Det er som en anden slags identitet, og de stærke minder, man deler med Poppys søstre eller veninder, er der til at trække på, og det hjælper virkelig."

"Når man laver film, møder man ofte ikke folk før dage eller timer inden, man skal optage sammen med dem. Det er vanvittigt, fordi selvfølgelig kommer det til at se akavet eller unaturligt ud, fordi man ikke kender hinanden. For Mike handler det hele om at skabe en utroligt stærkt udgangspunkt, et springbræt ... hold da op, jeg ævler bare løs."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her