Læsetid: 5 min.

Sidste chance for sydsjællænderen

Danmark er nu nede som nummer 36 på verdensranglisten. Ansvaret for miseren ligger først og fremmest hos landstræner Morten Olsen. Alt for længe har den stædige sydsjællænder holdt fast i et stivnet og forældet 4-3-3 system, og derfor er de rød-hvide nu at regne for et halvblødt mandskab, der kun kan overkomme at banke Europas Prügelknaben
Det regner på Morten. Fra at høre til i laget lige under den europæiske top er det danske nationalmandskab blevet sendt på en kuretur ned i den bløde europæiske middelklasse. Meget på grund af landstræner Morten Olsen.

Det regner på Morten. Fra at høre til i laget lige under den europæiske top er det danske nationalmandskab blevet sendt på en kuretur ned i den bløde europæiske middelklasse. Meget på grund af landstræner Morten Olsen.

Jens Nørgaard Larsen

6. september 2008

At Morten Olsen stadig er træner for det danske landshold strider mod enhver sund fornuft, når man betragter de resultater - eller mangel på samme - som han har skabt sammen med holdet i de seneste fire år. Fra at høre til i laget lige under den europæiske top er det danske nationalmandskab blevet sendt på en kuretur ned i den bløde europæiske middelklasse, hvilket bekræftes ved et blik på statistikkerne:

I de sidste to kvalifikationsturneringer til henholdsvis VM og EM har landsholdet kun vundet én kamp mod en af de direkte konkurrenter til topplaceringerne i puljerne. Den lød på 1-0 og blev indkasseret i hjemmekampen mod Grækenland i VM-kvalifikationspuljen tilbage i oktober 2005.

Helt galt gik det i den senest afviklede EM-kvalifikationspulje, hvor vi sluttede som nummer fire og i opgørene mod puljens tre bedste mandskaber kun erobrede to point - for et par uafgjorte kampe mod Nordirland og Sverige.

Europas Prügelknaben

Bedrøveligheden finder også sit tydelige udtryk på verdensranglisten, hvor Danmark nu er nede som nummer 36; dernede hvor det omkringliggende selskab udgøres af hold som Norge, Nordirland, Finland og Ungarn. Nationer, der fra tid til anden kan levere et opsigtsvækkende resultat, men som reelt ikke længere regnes som faktorer på den europæiske scene.

Ansvaret for denne misere ligger først og fremmest hos vores landstræner. Alt for længe har den stædige sydsjællænder holdt fast i et stivnet og forældet 4-3-3 system, selv om resultaterne har illustreret, at både han selv og holdet for længst er blevet gennemskuet. Følgen har været, at de rød-hvide nu er at regne for et halvblødt mandskab, der kun kan overkomme at banke Europas Prügelknaben og skrabe tilfældige uafgjorte resultater hjem mod de øvrige nationer.

Sådan burde det ikke være, hvilket man kan forvisse sig om ved at kaste et blik på det spillermateriale, som Morten Olsen har til rådighed. Skikkelser som Thomas Sørensen, Daniel Agger, Christian Poulsen og Nicklas Bendtner sikrer landsholdet en rygrad af aktører med international klasse fra målmanden og op til den forreste angriber, og rundt om dem kan faktisk formes et ganske anstændigt mandskab, der burde kunne spille med om topplaceringerne i kvalifikationspuljerne. Det kræver imidlertid, at landstræneren udviser taktisk fleksibilitet og ikke insisterer på den vingbaserede 4-3-3 formation, der forekommer støbt i beton, og som er alt for let for modstanderne at nulstille.

Set i det lys kan den VM-kvalifikationsturnering, der indledes med opgøret mod Ungarn i aften, betragtes som en prøvesten på, om Olsen egentlig har mere at give holdet, eller om DBU bør træde til den fyring, der i de fleste andre nationer utvivlsomt var blevet eksekveret for længst.

Umiddelbart er udsigterne for succes ikke gode. Landstræneren har ikke vist nogen tegn på vilje til at genoverveje sin spillemæssige grundfilosofi, og ydermere er holdet hæmmet af skader. Midtbanespillerne Martin Jørgensen, Jesper Grønkjær og Thomas Kahlenberg samt forsvareren Kasper Bøgelund er ikke til rådighed, og desuden er begge førstevalgene i angrebet - Jon Dahl Tomassen og Nicklas Bendtner - tvivlsomme.

Det kan nære en frygt for, at Danmark taber det indledende opgør i Budapest og dermed kommer skidt fra start i en pulje, der ellers ikke ser helt umulig ud. I hvert fald ikke, hvis målet er at opnå den andenplads, der giver adgang til play off-kampe om at komme videre til verdensmesterskaberne i Sydafrika.

Puljens førsteplads kommer Danmark sandsynligvis ikke i nærheden af. Den ligger til Portugal, der råder over en af Europas mest fleksible og frygtindgydende offensiver, styret af Deco og Cristiano Ronaldo. Portugisernes eneste svaghed finder man i fraværet af en defensiv midtbanemand af international klasse. Holdet fra den iberiske halvø mangler kvalificeret afskærmning af en forsvarskæde, der af og til kan virke en smule suspekt, men dette faktum vil højst sandsynligt ikke forhindre Ronaldo og co. i at vinde puljen.

Danmarks primære rivaler til andenpladsen - og dermed retten til at spille play off-kampe - skal findes hos Ungarn og Sverige. To hold, der ser ud til at være på vej i hver sin retning på den europæiske scene. Ungarn - holdet fra Centraleuropa med den stolte fodboldhistorie - har alt for længe levet en skyggetilværelse som et middelmådigt mandskab, der ikke rigtig blev taget alvorligt af de store nationer, men det kan være ved at vende. Magyarerne har nemlig en særdeles talentfuld generation på vej. Landets U-19 landshold spillede sig således frem til semifinalen ved det netop afholdte Europamesterskab, og flere af de ungarske talenter er for længst blevet fisket af udenlandske klubber som Liverpool, Newcastle og Sampdoria. Især knyttes der store forventninger til den 19-årige angriber Krisztián Németh, der allerede har haft enkelte optrædener på både Liverpools førstehold og det ungarske landshold, og som regnes for at være Ungarns fremtidige offensive stjerne.

Det bliver dog nok ikke i denne kvalifikationsturnering, at Ungarns talenter slår igennem for fuld kraft; dertil er de endnu for unge og uprøvede. Og derfor bør Danmark trods alt have gode chancer for at hente fire - og gerne alle seks - point i de to puljekampe mod Ungarns tropper.

Sidste chance

Hvor ungarerne ser ud til at være på vej frem, så tegner billedet sig anderledes på den anden side af sundet, hvor svenskerne stadig ømmer sig efter en EM-deltagelse, der slet ikke indfriede forventningerne. I mødet med den europæiske elite blev svenskerne afsløret som et løbestærkt og disciplineret, men også en-dimensionelt hold, der i alt for høj grad er afhængigt af enkeltpræstationer fra Zlatan Ibrahimovic. Efter turneringen har holdets hidtidige anfører, Frederik Ljungberg, indstillet sin landsholdskarriere, og anførerbindet er overtaget af endnu en veteran, nemlig den 36-årige Henrik 'Henke' Larsson. Dermed har landstræner Lars Lagerbäck truffet et tilbageskuende valg, hvilket på fin vis illustrerer tilstanden på et svensk landshold, der ser ud til at være stagneret rent spillemæssigt. Det svenske nationalmandskab mangler den sidste grad af improvisation og kreativitet, der kan bringe de blå-gule helt op i den europæiske topklasse, og det ser ud til, at holdet er toppet for denne gang.

De svageste led i puljen udgøres af Albanien og Malta, og mod begge hold må både ude- og hjemmekampene være præget af kravet om pligtsejre. Kampen om puljens andenplads kan meget vel blive afgjort af, hvilke hold der undgår at dumme sig i snubletrådskampene i Tirana og Valetta.

Èn ting må i hvert fald stå helt klart: Hvis også dette kvalifikationsforsøg kikser - hvis vi misser den tredje slutrunde i træk - så må ansættelsen bringes til ophør for Morten Olsen, der i givet fald vil gå over i fodboldhistorien som den mindst succesfulde chef for landsholdet, siden deltids-landstræneren og værtshusejeren Kurt 'Nikkelaj' Nielsen blev sat fra bestillingen tilbage i 1979.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu