I sidste uge døde Preben Møller Hansen, 79 år, og dermed bortgik en af de mest usandsynlige og sammensatte personer i dansk folke-styres lange historie. I foråret telefonerede jeg til ham for at få ham med i et bogprojekt. Han indledte straks en forhandling.
"Giver du kaffen," spurgte han.
"Selvfølgelig," svarede jeg.
"Den koster 45.000 kroner," sagde han.
Forhandlingsgenet lå dybt i ham fra dengang, han var formand for Sømændenes Forbund. Jeg traf ham ved stambordet i Nørre Farimagsgade i København, hvor han drev Den Danske Kro, idet han på sine gamle dage havde overladt styret til datteren. Han var noget skrøbelig at se på og måtte støtte sig til gelænderet på vej op ad en trappe, men mundlæderet fejlede ikke noget, og selvfølgelig gav han kaffen. Med et par dannebrogsflag på stang udenfor, dansk mad mad på menuen og dansktopsange i baggrunden kunne man tro, at dette måtte være Dansk Folkepartis foretrukne kro.
Kroen blev den sidste af flere, som han brugte sit otium på. Mange af gæsterne var fans, som fulgte ham. De håbede at få et glimt af ham eller en sludder med ham.
Holdt af rederne
Preben Møller Hansen var oprindeligt kommunist, men dannede sit eget parti, Fælles Kurs, som kom i Folketinget 1987-88.
Han var fagforeningsformand i en grad, der - i miniformat - ledte tanken hen på den amerikanske fagforeningsleder Jimmy Hoffa, som havde mafiaforbindelser. Skibsrederne rystede for Møller Hansens skrappe facon, og det nød medlemmerne af forbundet godt af.
"Jeg havde jo lært, at jeg skulle hade kapitalisterne," fortalte han, "men jeg kom til at kunne lide rederne, for de var meget regulære, og hvis vi kom med noget fornuftigt, sagde de altid ja."
Han kunne bede dem om 100.000 kroner, hvis forbundet havde brug for penge - og så fik han dem på en check, fortalte han også.
Bryggeriarbejderne strejkede, men deres strejkekasse var slunken. Ved et stort møde i KB-hallen var Preben Møller Hansen inviteret til at tale. Det bragte ham igenigen i medierne, idet han havde arrangeret et lille skuespil, som i dag er nærmest mytologisk. En mand kom op til ham på talerstolen med en papkasse, som indeholdt en halv million kroner, som sømandsbossen straks gav videre til de strejkende. Han nægtede trods talrige opfordringer fra journalister at oplyse, hvor de kom fra. Jeg forsøgte mig også:
@Brød spørgsmål:- Det skal jo frem, Preben Møller Hansen. Hvem gav dem?
"Det har jeg lovet aldrig at sige," erklærede han, og derved blev det. Han havde givet sit ord - og kunne holde på en hemmelighed ... Men man kan da gætte på, at de var fra en skibsreder, hvilket ville være ironisk. Skibsreder støtter strejkende!
Skæringspunktet
I Folketinget var der kold luft omkring den højtråbende sømand. Han brød sig heller ikke om at være der.
"Det var røvsygt at sidde der og høre på dem, der snakkede fra talerstolen," erindrede han. "De interesserede sig mest for deres rejser og diæter. De ville end ikke hilse på mig. Undtagen Mogens Glistrup. Han var advokat for Sømandsforbundet og meget dygtig. Jeg kendte ham jo som Mogge, og det kaldte jeg ham fra talerstolen. Så skældte Folketingets formand mig kraftedme ud. Så sagde jeg: 'Jeg kender sgu da idioten!'"
Folketingets formand, dengang socialdemokraten Svend Jakobsen, fandt et effektivt modtræk, når Preben Møller Hansen blev grov i munden eller overskred taletiden. Han slukkede simpelthen for mikrofonen.
Modsat Glistrup oplevede sømanden aldrig nogen større vælgertilslutning. Nu, hvor Vorherre har slukket for mikrofonen for evigt, kan man se sømanden som en mand i det sære skæringspunkt mellem det yderste højre og det yderste venstre. Til det sidste stemte han på Enhedslisten.
