Læsetid: 3 min.

Tid til gyldne dage

Golden Days Festival er i fuld gang, og det sætter sit præg på festivalleder Ulla Toftes kulturforbrug
Golden Days Festival er i fuld gang, og det sætter sit præg på festivalleder Ulla Toftes kulturforbrug
Kultur
15. september 2008

Ulla Tofte er festivalleder for Golden Days, den historiske festival som lige nu løber af stabelen i København med mellemkrigsårene som tema.

- Hvad ser du frem til at opleve på kulturscenen i den kommende uge?

"Jeg ser meget frem til at skulle ned til Grundtvigshus, hvor det danske nazistparti blev stiftet. Der skal jeg forhåbentlig være vidne til heftige diskussioner om kulturliv og nazisme i mellemkrigstiden. Det er noget, vi helst ikke vil vide for meget af, men som i virkeligheden nok var meget mere karakteristisk, end vi tror og håber. Der kommer nogle unge historikere, som er utroligt frække og modige, og som tør stille sig op og holde foredrag om den glade nazisme - underforstået, at nogle danske nazister slet ikke havde onde hensigter. Nogle af dem troede bare på et bedre samfund. Det er provokerende at sige."

- Hvad vil du især se frem til i tv i den kommende uge?

"Så lidt som muligt. Jeg kunne godt glæde mig til en totalt tv-fri uge. Så får jeg mulighed for at lave noget, der er spændende."

- Hvilke aviser, magasiner og tidsskrifter vil du orientere dig i?

"Alle dagblade, minus gratisaviser og Jyllands-Posten. Og så vil jeg orientere mig magasinet Kulturo, som har et temanummer om mad og kunst, fordi vi måske skal til at arbejde med det tema i Golden Days i 2009."

- Hvilken kunstner laver i øjeblikket det mest spændende og nyskabende?

"Internationalt er det sådan en som Tony Oursler, som laver noget smadderspændende. I Danmark er jeg glad for Per Bak Jensen, en fotograf, som langt om længe begynder at høste den fortjente anerkendelse for at fotografere byen, som den ser ud, i stedet for at gøre den til et glansbillede. Han gør det samme med København, som en væsentlig maler fra mellemkrigstiden, nemlig Folmer Bendtsen, gjorde i sin kunst. Viser byen som den er."

- Seneste bog, du har læst?

"I min fritid læser jeg sgu' faglitteratur, jeg beklager. Den seneste bog, der har vakt min interesse, er en propagandabog fra Nazityskland om arkitektur i Tyskland, og som havde til hensigt at opdrage og gøre danske arkitekter i 1930'erne opmærksomme på, hvor fantastisk Albert Speers arkitektur i Tyskland var. Det synes jeg var interessant, for bogen blev tilsyneladende sendt ud til samtlige arkitekter i Danmark i 1940, og rigtig mange af de her arkitekter må have været inspireret af bogen."

- Seneste teaterstykke, du har set?

"I går så jeg Den forsvundne fuldmægtig i Skuespilhuset. Dem, der lavede det, havde snakket om, at det skulle være interaktivt, og en teleprompter skulle spille en aktiv rolle, men det var totalt råt, og skuespillerne stod der med deres fedtede manuskripter. Det siger noget om, at godt teater slet ikke behøver være interaktivt, hvis stykket er godt og skuespillerne er dygtige."

- Seneste udstilling, du har set?

"Reality Check på Statens Museum for Kunst."

- Andet?

"Er du vimmer mand, jeg skal se helt vildt meget! I aften skal jeg ind og se Olympia med Jørgen Leth som livekommentator. Jeg er spændt på at høre hans improviserede fortolkning af den her film, og jeg er nysgerrig efter at se, om en film fra 1936, der hylder kroppen, overhovedet bibringer os noget i dag.

Hver uge spørger Information en aktuel kulturperson, hvad han/hun vil opleve af kultur i den kommende uge, og hvad vedkommende har forbrugt i den forgangne

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her