Verdens højest beliggende sejlbare farvand er et betagende syn. Intet under, at Titicaca-søen beliggende hele 3.856 meter over havets overflade blev tilbedt som Inkarigets helligste sø. Ja, faktisk troede inkaerne på, at det var fra disse vandes kolde dybder, at Manco Capac, deres første sagnkonge, udsprang med sin søster og medregent, Mama Ocllo. Ifølge inkamytologien grundlagde de to byen Cusco, som senere blev Inkarigets hovedstad, da guderne pålagde dem at forene områdets forskellige bjergstammer.
Regionen, der omgiver Titicaca-søen, havde stor betydning for inkaerne: Her drev de guld- og sølvminer. Her avlede de alpakaer og lamaer til kød og uld. Og trods det høje terræn var der også rig mulighed for at dyrke kartofler, kaffe og den lokale kornsort quinoa.
Selv om de mest berømte inkamonumenter er koncentreret i Valle Sagrado, den hellige dal, der ligger på en anden side af Cusco, har også Titicaca-søen en fascinerende, lang historie bag sig, som få andre turistmål i Sydamerika kan matche.
Titicaca-søen ligger i den nordlige del af Andes-bjergenes Altiplano-højslette. Det er Sydamerikas næststørste sø (størst er Lago de Maracaibo i Venezuela) og har et imponerende overfladeareal, der er en smule større end Sjælland. Søen deles mellem Bolivia og Peru, med hovedparten i sidstnævnte. Skønt den engang blev betragtet som 'bundløs', har målinger i nyere tid afsløret, at søen er omkring 280 meter dyb. En dag i 1973 dykkede Jacques Cousteau ned i dens kølige ferskvand i håbet om at finde inka-skatte. I stedet opdagede han en 30 cm lang frø, der aldrig kommer op til overfladen, vejer et kilo og er unik for Titicaca.
Frøen er kun dog ét eksempel blandt mange på artsrigdommen i Titicacas vilde dyreliv. Søen er hjemsted for over 60 fuglearter, deriblandt flamingoer, den andeanske guldspætte og lappedykkerarter, der ikke findes andre steder. Titicaca-søen er da også omfattet af Ramsar-konventionen om Vådområder, en international organisation oprettet med det formål at beskytte verdens værdifulde vådområder og bevare dem som levesteder for en bred variation af vand- og strandfugle.
De mest udbredte fiskearter er karachi og boga (en slags malle), mens ørreder først indførtes i 1939. Mere end et dusin floder udmunder i søen, ligesom rigelig nedbør og smeltevand fra gletsjerne på Altiplanos sierras bidrager til at holde vandstanden oppe.
Fascinerende bustur
Skønt de mest interessante steder ved Titicaca og omegn skal findes på peruansk territorium, er den bolivianske hovedstad, La Paz, det nemmeste springbræt for en sø-ekspedition. Fra La Paz' internationale lufthavn går der minibus til forstaden El Alto, hvor der er videre busforbindelse til Copacabana ved Titicaca (den bolivianske by bør ej forveksles med det mondæne strandkvarter i Rio de Janeiro af samme navn endsige med Barry Manilows uopslidelige disco-schlager).
Bussen til Copacabana er en af de mest fascinerende ture i Sydamerika, bl. a. fordi den omfatter en overfart over Tiquina-strædet til den halvø, hvor Copacabana ligger. Ved bredden blive alle passagerer bedt om at tage plads i store både, mens bussen bliver færget over på en uhyggeligt lavt liggende pram ved navn Titanic. Tilbage i bussen igen foregår det sidste stræk som dramatisk bjergkørsel opad med fremragende udsigter over søen, før det igen går ned ad mod Copacabana.
Den farverige by er en sær kombination af den spartanske stil, der kendetegner Andes-højlandet og dyrehavsbakke à la britisk badeby, men Copacabana er trods alt også det tætteste Bolivia, der ligger fjernt fra havadgang i hjertet af kontinentet, kommer til et badested. Vandcykler i skrigende farver, hvoraf nogle er udformede som kæmpesvaner, ligger på rad og række langs den smukke strand, der strækker sig mellem de to bjerge, Cerro Calvario og Cerro Niño Calvario.
Det kan anbefales at gøre holdt i en af strandrestauranterne og nyde en omgang Titicaca-ørred og en kold øl af det lokale mærke, imens De beundrer søen dybblå ædelstenskulør.
I weekenden kan man overvære Cha'lla foran byens kirke. Der er et ritual, hvor køretøjer velsignes, og det foregår på den måde, at busser, lastbiler og biler bliver dækket med farvestrålende guirlander af blomster, bånd og flag, imens deres ejere bønfalder Jomfru Maria om at beskytte den og overhælder deres køretøjer med alkohol.
For en beskeden pris kan man praje en taxa og bede om at blive kørt til den peruanske grænse. Formaliteterne ved grænsekontrollen foregår i sendrægtigt, men afslappet og venligt tempo, og på den anden side venter minibusser og taxaer på at køre Dem det korte stykke til den seværdighedsløse Yunguo, hvorfra en bus afgår til Puno, Titicaca-søens egentlige hovedstad. På denne rute slinger og bumper bussen af sted ad en vej, der løber langs søens glitrende bredder, og foretager indimellem bratte sving for at komme udenom resterne af de jordskred, der med jævne mellemrum indtræffer på de mere stejle steder.
Puno ligger ved en bugt i den nordvestlige del af søen. Det er en broget, labyrintisk og forvirrende by, men stemningen er venlig og bærer markant præg af Perus folkloristiske traditioner. Den blev en af Sydamerikas mest velstående byer i kolonitiden i kraft af sin tætte placering på sølvminerne i Laykakota, som blev opdaget i 1657, men for længst er udtømt.
Puno rummer gode hoteller i alle prislag og er det oplagte sted at benytte som base. Det er ligeledes herfra, at de fleste søudflugtsture afgår, nogle varer en dag, andre to, hvor man udforske nogle af de mange øer i Titicaca-søen. Værd at prøve er den vidunderlige heldagstur til den utroligt charmerende ø Taquile og de flydende sivøer, der kendes som Los Uros. Engelsktalende guider forefindes og kan et væld af historier om søen, de lokale beboere og området historie.
Taquile har været beboet i over 10.000 år, helt frem til det 13. århundrede af det aymara-talende Tiahuanaco-folk, som på dette tidspunkt blev underlagt Inkariget og måtte overgå til quechua-sproget. I en periode i 1930'erne var Taquile koloni for straffefanger, før øen blev købt af efterkommere fra disse oprindelige indianere.
Den røde jord
Når man ankommer til den lillebitte havn, er det bare om at fortsætte op ad de anstrengende 525 trin, for deroppe ligger det hyggelige lille torv, som tillige er øens højeste punkt. Læg på vej op i disse højder mærke til de mange huse med bølgepaptag, der ligger spredt ud over landskabet. De stejle sider på denne hvalfisk-formede ø er dramatisk kantet med ældgamle terrasser, som går tilbage til år 500 e.v.t. Den frugtbare jord på øen er så rød som kinderne hos de indfødte, som stadig pløjer jorden med redskaber, der stort set er som i Inka-tiden.
Taquile er hjemsted for et laug af vævere, som arbejder med det forunderlige materiale, alpaca-uld. Sweatere, hatte og tørklæder i fornem håndværksmæssig kvalitet fås i Centro Artesanal de Santiago på det centrale torv ved siden af den lille Santiago-kirke. De klæder, som øboerne bærer, er imidlertid indhyllet i en slags mystik, eftersom de rummer hemmelige budskaber om bærernes sociale og ægteskabelige status.
Sørg for at få noget indenbords, før De forlader øen med en frokost serveret i en øbos hjem, f. eks. en velsmagende menu af grillet fisk fra søen med lokale kartofler og quiona - måltidet er inkluderet i prisen på heldagsturen.
Sejladsen fører tilbage over søen og forbi de menneskeskabte flydende øer, Los Uros, der er konstrueret udelukkende af den allestedsnærværende tortorua-sivrør. Flyd stille forbi sivøerne og bemærk deres indbyggeres specielle livsform. Uro-indianere opholdt sig traditionelt på sivøerne for at undgå aggression fra inkaer og colla-indianere. Der er over 30 øer i alt, men kun en håndfuld modtager besøg fra turister. Kvinderne på sivøerne falbyder bagværk og kunsthåndværk. De er klædt i broderede bluser i mange farverige lag og bærer en bowlerhat i overstørrelse - en mode, som blev importeret fra Storbritannien sidst i 1800-tallet, og som har holdt ved.
En anden glimrende heldagstur fra Puno går til Sillustani, en gammel begravelsesplads ved den langt mindre sø, Lago Umayo. Skønt det er et godt stykke vej fra Titicaca-søen, er stedet værd at udforske, dels på grund af dets betydning som helligdom i tiden før inkaernes magtovertagelse, dels - og især - på grund af sin ophøjede landskabelige skønhed. Bjergsiden domineres af en række ejendommelige runde tårne kaldet challpas, som colla-folket benyttede som gravsteder. Da Inkariget ekspanderede i det 13. århundrede, gik denne kultur til grunde, men den gav dog navn til den sydlige del af imperiet, Collasyo.
© The Independent og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
