Læsetid: 2 min.

Tortur som forlystelse

I forlystelsesparken Coney Island i New York koster det en dollar at se to fuldvoksne mekaniske dukker udøve torturmetoden 'waterboarding'
Inde bag gitteret kan man man se en dukke i færd med at udsætte en anden dukke for waterboarding.

Inde bag gitteret kan man man se en dukke i færd med at udsætte en anden dukke for waterboarding.

Sarah von Essen

6. september 2008

Coney Island er et syn. På boardwalken langs Brooklyns kyst knirker det enorme Wonder Wheel, mens Na-thans Hotdogs langer de berømte frankfurtere over disken på 92. år, og alle de mange gæster skiftevis snaver, slås og danser til medbragt musik under den nådesløse augustsol.

Stemningen er underligt tidløs, og det ville på en måde ikke overraske, hvis Frank Sinatra og Gene Kelly kom steppende forbi i deres matrostøj, som de gør i filmen On the Town fra 1949. Den skæggede dame mangler godt nok, men man kan stadig more sig med en skamløst ukorrekt attraktion som 'Shoot the Freak', hvor det mod betaling er muligt at sende en byge af paintballs mod en levende skydeskive:

"Kom nu, skyd tossen, I ved, I har lyst til det," som en træt stemme annoncerer over et skrattende højtaleranlæg.

I år er der så føjet endnu et vildt og ganske grænseoverskridende sideshow til Coney Islands plakat.

Waterboard Thrill Ride, der er skabt af kunstneren Steve Powers, ligger klemt inde blandt andre smadrede arkader og forretninger tæt ved Coney Islands hovedgade, Surf Avenue.

Man ser den let, for der står "Waterboard Thrill Ride" med klare blå bogstaver, på væggen, og den besynderlige tegneseriefigur Svampebob Firkant ligger på langs med en vred marsmand-lignende figur med en vandkande over sig. Svampebob Firkant siger: "It don't Gitmo better." Det er en fiffig omskrivning af udtrykket 'It don't get much better', altså 'Det bliver ikke meget bedre.'

På væggen hænger også en tekst, der ligner den plastside med sikkerhedsinstukser, man får på et fly. Her kan man se, hvordan man udfører waterboarding, den omdiskuterede torturform, der simulerer drukning.

Det mest uanstændige

Ved siden af Svampebob er der så en revne, hvori man kan putte en dollar, inden man kravler op ad et par trin og kigger ind igennem et lille tremmevindue. På den anden side af tremmerne er der to dukker, en i orange fangedragt med et håndklæde for ansigtet og fastbundet på en nedadvendt båre, en anden i en mørk hættetrøje, med hætten trukket ned over ansigtet. Han står klar med en vandkande. Desværre er der tekniske problemer denne dag, så de to dukker er musestille. Men det er nu alligevel ret nemt at fatte, hvad det går ud på, og det er altså ikke spor rart.

Men hvad er egentlig meningen med det her freak show? Avisen The New York Times spurgte Powers, der svarede med et modspørgsmål: "Hvad er mest uanstændigt? Den officielle holdning om, at waterboarding ikke er tortur, eller vores officielle holdning, der erklærer, at det er en forlystelse?"

Det var åbenbart Powers' oprindelige idé at lade gæsterne prøve waterboarding på sig selv og hinanden. Men ifølge New York Times mente kunstnerens hustru, at det alligevel var for meget af det gode.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu