Læsetid: 6 min.

Tro og kærlighed efter krakket

Hvad er det for åndelige forskydninger, finanskrisen har medført? Liberale økonomer taler nu om, at økonomi bygger på tro, mens filosoffer på venstrefløjen teoretiserer om kærlighed som samfundets fundament
Kultur
25. september 2008
Walter Benjamin, tysk marxistisk filosof.

Walter Benjamin, tysk marxistisk filosof.

"Det var dage, som dage førte mig til håbløshedens rand og lod mig skue afgrunden," skrev den tyske kritiker Walter Benjamin i 1923. Han havde just afsluttet en rejse gennem sit hjemland - et Tyskland, der var forkrøblet af inflation, og hvor "sult tvinger de fattigste til at spise pengesedler."

Hvad han havde set, var et samfund, hvor nøgen egeninteresse forekom at lyse ud af hver en skikkelse.

Alle er optaget af at sikre deres eget skin, og ingen har tid til at gennemtænke årsagerne til krisen. Dagens Tyskland er følgelig et land, som beherskes af dumhed, konstaterede Benjamin:

"Der findes intet at håbe på her, så længe denne skammelige, hæslige skæbne, som dagligt, ja hver time, debatteres i pressen, bliver fremstillet med skinårsager og skinkonsekvenser, som ikke hjælper nogen til at indse, hvilke dunkle kræfter deres liv er slavebundet af."

Benjamin skrev om sine indtryk i en artikelserie, Rejse gennem den tyske inflation (senere inkorporeret i bogen Ensrettet gade fra 1928). Hvilke er disse "dunkle kræfter", han refererer til? Jo, for Benjamin var den tyske borger ikke bare blevet slave af inflationen, men frem for alt af den fremskridtsmetafysik, som det økonomiske system lullede ham ind i, dvs. af troen på, at samfundet er stabilt og væksten konstant. Titlen på en anden af Benjamins artikler kaster lys over hans ærinde: Kapitalismen som religion.

Flashback til Weimar

Vil nogen komme til at skrive en Rejse gennem den amerikanske finanskrise? Dagen efter at Lehman Brothers begærede konkurs, viste tv en billedreportage, der var som et flashback til Weimar-republikken. Børsmæglere i jakkesæt sås tømme deres kontorer og liste ud af bankpaladset, belæsset med flossede flyttekasser i armene. I presse og tv diskuteredes skinårsager og skinkonsekvenser af 'finansanalytikere', som helt havde mistet deres sædvanlige pondus. Netop i den stund, da behovet for overblikket var størst, havde ingen det fornødne kendskab til krisens årsager og virkninger.

Derimod fik vi følgende at vide: At USA's finansielle system bygger på tro, nemlig på troen på, at den, til hvem man udlåner penge, også er i stand til at betale tilbage. Da denne tro vaklede, ophørte bankerne med at låne penge til hinanden eller krævede så høje afgifter for udlån, at ingen havde råd til at låne med det resultat, at økonomien gik i stå. Joseph Stiglitz, vinder af Nobels økonomipris og tidligere cheføkonom for Verdensbanken, forklarede problemet i The Guardians mandagsudgave:

"Finansmarkederne bygger på tiltro, og denne tiltro er nu visnet væk (...) Tillidskrisen strækker sig ud over bankerne. Globalt set nyder USA's politikere stadig mindre tiltro."

Stiglitz bruger ordet trust, et oprindeligt moralsk begreb, som findes som verbum i betydningen 'at stole på' og som substantiv i betydningen 'tiltro' eller 'tillid'. Men som det vil vides, har dette ord også et økonomisk betydningsfelt. Der findes således 'trust-fonde', som forvaltes af trustees, som arbejder i banker, der gerne kalder sig eksempelvis Texas Bank and Trust, eller i investeringsselskaber (trust companies). Når Stiglitz skriver, at finansmarkedernes fundament er 'tiltro', strejfer han Benjamins tanke om kapitalismen som religion.

Naomi Klein

De seneste ugers økonomiske turbulens har altså også udløst turbulens i idédebatten. Det, som står på spil, er nu blevet selve økonomiens væsen. Er dette væsen genstand for videnskabelig viden? Lægger det op til spørgsmål om rationelle kalkulationer og sammenhænge? Eller er det genstand for religion og et spørgsmål om tro og tvivl, tillid og bedrag?

Naomi Klein, som sidste år udgav bogen Chokdoktrinen - katastrofekapitalismens opkomst vil sikkert sige, at det hverken er et spørgsmål om det ene eller det andet, men om magt.

"Lige nu ser det ud til, at den nyliberale ideologi er sprængt i stumper og stykker," skriver hun på netmagasinet Znet (22.9), og fortsætter ...:

"Men vær ikke for sikker på det: Ideologien vil vende tilbage som en stormvind, når lånene først er tilbagebetalt. Den massive gæld, som det offentlige har pådraget sig for at købe spekulanterne ud, vil blive årsag til vældige budgetunderskud, som igen vil blive søgt udnyttet til at retfærdiggøre dybtgående nedskæringer i velfærdssystemerne og fornyede initiativer for at privatisere det, som resterer af den offentlige sektor. Man vil også fortælle os, at alle vore forhåbninger om en grønnere fremtid desværre er alt for bekostelige."

Men måske har befolkningerne denne gang lært sig at gennemskue budskabet, fortsætter Klein.

"I Nordamerika er enhver person under 40 blevet indterpet, at staten ikke kan gribe ind for at forbedre vores liv, at staten altid er et problem snarere end en løsning, og at laissez faire er eneste alternativ. Nu bliver vi pludselig vidne til en ekstremt aktivistisk stat, som synes at være parat til at gøre hvad som helst for at redde investorerne fra deres egne problemer."

Så er det, man må stille følgende spørgsmål: Hvis staten over natten kan frigøre hundredvis af milliarder dollar for at opkøbe gældsatte forsikringsfirmaer og hypotekbanker, hvorfor kan den så ikke agere med samme styrke for at give alle amerikanere en anstændig sygesikring? Måske er tiden inde til en beskeden beskatning af finanstransaktionerne, skriver Klein. Hvad udfaldet bliver, afhænger ifølge hende af, om vælgere og organisationer formår at lægge tilstrækkeligt pres på deres regeringer.

Social Forum i Malmø

Sammenbruddet i USA var selvsagt det store emne på European Social Forum, som i sidste uge fandt sted i Malmø. Titusindvis af personer fra verdens udenomsparlamentariske venstrebevægelser havde sat hinanden stævne for at diskutere en alternativ globalisering og udforme en strategi for, hvordan man skal agere på topmødet om klimaforandringen i København til næste år.

Naomi Klein, som hyppigt er en af hovedtalerne i sådanne sammenhænge, har betegnet de 'sociale fora' som "en bevægelse af bevægelser", som tager fælles ansvar for verdens tilbageværende fællesgoder - alt fra miljø og vand til public service-medier og menneskehedens genbank.

Man tager et fælles ansvar, men man savner en fælles strategi og en fælles platform. Mange ser dette som bevægelsens styrke: Den vokser i stadige knopskud og forgrener sig ud over hele planeten i myldrende mangfoldighed. Andre mener, at netop dette er en svaghed: Bevægelsen savner centrum og organisation - derfor mislykkes det for den at omsætte sine idéer til virkningsfuld politisk handling.

Da jeg står på gaden i Malmø og læser slutdokumentet fra årets European Social Forum fyldes jeg af tomhed. Det er en intetsigende erklæring. Ikke et ord om det økonomisk sammenbrud i USA. Intet om dets årsager. Intet om, hvorledes en truende depression kan imødegås. Erklæringen rummer blot generelle fraser og kraftfulde opfordringer til nye aktioner, nye møder, nye demonstrationer.

Common Wealth

Blandt berømthederne i Malmø findes filosofferne Michael Hardt og Antonio Negri, som med deres fælles bøger Imperiet og Multitude er blevet nogle af den nye bevægelses teoretiske talerør.

De gør sig til fortalere for et horisontalt netværk af forskelligartede modstandsbevægelser som et mere demokratisk alternativ end de klassiske politiske organisationer, som blev virkeliggjort i partiet, guerillaen eller den centraliserede front. Michael Hardt talte for tusindvis af tilskuere, bl.a. om sin og Negris kommende bog, Commonwealth. I denne vil de blandt andet vise, at samfundslivet i yderste instans er funderet på kærlighed, idet vore bånd af nærhed og begær knytter alle sammen med alle.

Kort sagt: Den Internationale debat om kultur, samfund og politik tager en fascinerende vending i disse dage. Samtidig med at den økonomiske elite, inklusive de nyliberale, begynder at ytre, at det økonomiske liv i yderste instans bygger på tro, fremlægger to af venstrefløjens mest indflydelsesrige tænkere en teori om, at grunden til alt, hvad vi foretager os i arbejde, samfund og økonomi, dybest set handler om kærlighed.

Stefan Jonsson er forfatter og litteraturkritiker ved Dagens Nyheter

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her