Læsetid: 6 min.

Trusselsbilleder fra nær og fjern

Vi bliver vanvittige, hvis vi nægter at se i øjnene, at livet er voldsomt, siger Henriette Rostrup, der med et råt portræt af København anno 2007 debuterer som romanforfatter med ’I dag og i morgen’
Som modreaktion til 70-ernes mere løse familieforhold bliver kernefamilien i dag ophøjet til en helligdom, hvor man kan forskanse sig i trygge rammer. Med sin fast definerede form og sin kontinuitet kommer den til at repræsentere et kærkomment helle for mange - også for personerne i Henriette Rostrups nye roman

Som modreaktion til 70-ernes mere løse familieforhold bliver kernefamilien i dag ophøjet til en helligdom, hvor man kan forskanse sig i trygge rammer. Med sin fast definerede form og sin kontinuitet kommer den til at repræsentere et kærkomment helle for mange - også for personerne i Henriette Rostrups nye roman

Birgitta Lund

18. september 2008

Hun kommer ikke med fred, skrev Weekendavisens anmelder, da Henriette Rostrup sidste år debuterede med novellesamlingen Afkom, der hverken havde forsoning eller opmuntring på programmet. Og hvis det er, hvad man søger, bør man nok holde sig langt væk fra forfatterens seneste udspil, romanen I dag og i morgen, der i sin skildring af fire gennemsnitlige danske par på Nørrebro tegner et råt billede af København og kærlighedens vilkår anno 2007.

En brand i en opgang ryster romanens hovedpersoner sammen og sætter handlingen i gang, og der åbnes for døren til det nybagte forældrepar, der forsøger at etablere sig som en anstændig familie, enken, der aldrig har givet slip på sin afdøde mand, den sympatiske studerende, der forelsker sig i en labil mønsterbryder, og det tilsyneladende perfekte dameblads-par med designermøbler og fuld knald på karrieren.

I dag og i morgen har 2007 som kulisse, og udvalgte nyheder fra året danner rammen om skildringen af hovedpersonernes liv, der triller stille og roligt derudad, mens verden næsten umærkeligt brager forbi med trusler om terror og tortur og efterlader en stemning af uro og undergang i sit kølvand.

"Usikkerheden er blevet et grundvilkår i vores moderne verden, og det er naturligt, at vi forsøger at skærme os og lukke den ude. Men der er ting, vi ikke kan beskytte os mod, og det bliver vi nødt til at forholde os til, ellers bliver vi vanvittige," siger Henriette Rostrup med henvisning til den tyske sociolog Ulrich Beck, der i sin bog Risikosamfundet skildrer, hvad der sker, når vores grundvilkår bliver et samfund fyldt med farer, vi ikke selv er herre over.

"Vi kan bygge høje mure med overvågningskameraer og forhindre udefrakommende farer, men vi kan ikke forhindre grundvandet i at stige eller atomskyen i at lægge til kaj i vores baghave. Og det skaber en generel tilstand af angst og uro," siger Henriette Rostrup, der med romanens nyhedsspor gerne vil vise, at der faktisk er noget, der bare hedder ydre omstændigheder, som man ikke selv har indflydelse på.

"Da jeg var barn i 70'erne, var trusselsbilledet mere konstant. Jeg bekymrede mig om koldkrigen og russerne. I dag ved vi alt, vi får alt at vide, og vi kan bekymre os til døde om, hvorvidt der er phthalater i vores børns legetøj, eller om der er salmonella i kyllingen og fækalier i drikkevandet. Og vi bliver hele tiden gjort ansvarlige for vores eget liv, og vi tror, vi kan helgardere os: Hvis du bliver kørt ned og får en hjerneskade, er det, fordi du ikke kørte med cykelhjelm. Hvis dit barn er autistisk, er det, fordi du ikke lever som en kernesund familie. Og hvis du lider af barnløshed, eller hvis du får kræft, er det, fordi du ikke tænker positivt. Vi får en fornemmelse af, at al ulykke kunne være undgået, hvis blot vi havde været ansvarlige nok, og det kan jo lamme folk fuldstændig," siger Henriette Rostrup.

Den hellige familie

Man kan anlægge forskellige strategier over for et konstant foranderligt og potentielt truende samfund. En af de velkendte er at vende blikket indad og koncentrere sig om det nære i håbet om, at man selv kan styre den del af verden.

"Det er jo en vanvittig naturlig refleks at forsøge at kontrollere og styre sin virkelighed og ikke bare lade stå til: Man kan ikke kontrollere drengebanden i Blågårdsgade, men man kan lade være med at gå ud om aftenen og møde den. Eller man kan flytte langt væk fra bombemålet Nørreport og lade sin hæk vokse sig høj. Men det bliver en fuldstændig psykotisk tilstand, og man bliver sindssyg af at være lukket inde på den måde," siger Henriette Rostrup.

Som reaktion på risikosamfundet og som modreaktion til 70'ernes mere løse familieforhold bliver kernefamilien i dag ophøjet til den helligdom, hvor man kan forskanse sig i trygge rammer. Med sin fast definerede form og sin kontinuitet kommer den til at repræsentere et kærkomment helle for mange - også for personerne i Henriette Rostrups roman.

"Man bruger familien og det nære til at få ro i sindet. Familierelationen aftvinger den kærlighed, som man længes efter, for man skal jo elske sin ægtefælle og sine børn, og vi er i fuld gang med at genopbygge den kernefamilie, som blev nedbrudt i 70'erne. Jeg læste engang et interview med Ellen Hillingsø, der beskrev sine forældres ægteskab som sit ideal. Hun nævnte ikke noget om deres store og dybe kærlighed, men pointerede, at de var blevet sammen, og at man ikke bare sådan skal lade sig skille, fordi det bliver kedeligt. Men det er der sgu da ingen, der gør. Det er på mange måder et backlash at tænke på den måde. Man gjorde helt sikkert mange ting forkert i 70'ernes skilsmisser, men at etablere sig i en 50'er-idyl er ikke nødvendigvis løsningen for moderne mennesker. Det er ikke et mål i sig selv at blive skilt, men mange glemmer, at det faktisk også er et gode at kunne blive det."

I romanen leger de nybagte forældre, Marie og Jasper, far, mor og børn på den gammeldags maner, og med illusionen om evig troskab og kærlighed prøver de at jage såvel ude- som indefrakommende trusler væk. Men forholdet knirker, Marie slår sig i tøjret, forelsker sig i en anden og ser sine idealer gå op i røg.

"Da forholdet går i stykker, slår hun sig selv i hovedet med sin fallit. Hun er ulykkelig over, at hun har opført sig dårligt og været utro, og hun er ulykkelig over, at hun ikke kunne leve op til alt det, hun troede, hun kunne, nemlig at blive ved med at elske den mand, hun havde fået et barn med."

Og Marie er ifølge Henriette Rostrup typisk for mange i hendes generation, der tror, at lykken venter rundt om hjørnet, hvis man blot gør det rigtige, og hun bliver rystet i sin grundvold, da hun opdager, at det ikke er nok.

"Marie tror, at lykken er målet, men lykke som permanent tilstand er et falsum. Hun kan ikke tilgive sig selv, at hun ikke kan være lykkelig, når hun nu prøver at opfylde normerne for det gode liv. Hun kan ikke tilgive sig selv, at hun i virkeligheden famler i blinde."

Normaliseringen

Længslen efter det normale og angsten for det ukendte og afvigende bliver i mange tilfælde det styrende for hovedpersonerne i I dag og i morgen. De navigerer i et samfund, der bliver stadig mindre rummeligt, og derfor hylder de kontinuiteten og stabiliteten. Men de misser i værste fald, at livet rummer rigtig mange andre aspekter, mener Henriette Rostrup, der dog ikke betragter sin roman som en samfundskritisk krigsmaskine, men nok som en roman, der er kritisk over for det samfund, den skildrer - både på det private og det politiske plan.

"Dansk Folkepartis succes er for eksempel et symptom på et samfund med massive normaliseringsprocesser, der er vildt ubehagelige. Vi søger det, der ligner os selv, og som vi kan genkende, fordi det gør os trygge. Og så reagerer vi tilsvarende voldsomt på det anderledes - på den fraskilte mor, på Jagtvej 69 og på Christiania - på folk, der lever et liv, der afviger fra normen. Vi bestemmer, at man ikke kan dømme i en retssal, hvis man har tørklæde på. Hold da kæft, for en normaliseringsproces. Den kan vi ikke kun skyde skylden på vores regering for. Den må vi også kigge dybt ind i os selv for at finde en forklaring på."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der findes ingen uddannelse ved Københavns Universitet, der hedder "moderne litteratur og litteraturformidling", men derimod moderne kutur og kulturformidling. Så det er nok det, der burde stå i "fakta"boksen.

Henriette Rostrup

Kære Marie Løntoft,
Cand. mag i Moderne Litteratur og Litteraturformidling er skam korrekt. Overbygningen blev nedlagt, da den første bachelorårgang skulle starte på overbygningen, dvs. engang i 1992 eller deromkring.