Læsetid: 5 min.

Den værste og den bedste

Kunst skal inspirere, forundre og forføre. Kunst er størst, når jeg som tilskuer, lytter eller læser bliver berørt og flyttet - som når jeg læser Grundtvig
N.F.S. Grundtvig ville nok ikke selv betegne sig som kunstner, men hans digtning lever op til alle kunstens definitioner. Arkiv

N.F.S. Grundtvig ville nok ikke selv betegne sig som kunstner, men hans digtning lever op til alle kunstens definitioner. Arkiv

11. september 2008

Jeg vil gerne indrømme, at det har været svært at skrive denne artikel om en forfatter, der har betydet noget særligt for mig.

Jeg læser ikke bøger efter en bestemt forfatter. Min læsning er mere som en humlebis flagrende flugt, hvor jeg slår ned på mine 'blomster' i form af bøger, der virker lokkende indbydende og netop på dagen mere interessante end deres naboer i bogreolen. Den ene gang historiske romaner, som Bernhard Comwells saga om den danske viking, den næste dag dansk samtidsfortælling i minimalistisk stil af Helle Helle. Andre dage helt andre områder - eller en periode alene med svenske krimidronninger. For at kunne være klar til at finde netop den bog, som i dag vil friste, er min bogreol stor og dybt varieret, men uden nogen særlig genremæssig overvægt.

Alligevel er der en forfatter, som jeg vender tilbage til igen og igen. En person, som har ramt mine håb, længsler, frygt og drømme bedre end andre, og som har forstået at sætte ord på præcis mine følelser over hundrede år, inden jeg blev født. Det slår mig tit med forundring, hvordan han i en verden helt forskellig fra min og i en tid, som er langt fra nutidens globalisering, har vist hvordan ordets grove gloser skal sættes sammen til de smukkeste sætninger. Men det mest fantastiske er, at han ikke optræder i min bogreol, men derimod i min højskolesangbog.

Det er folkeuddanneren og nationalskjalden N. F. S. Grundtvig, som jeg tænker på. Gennem et imponerende arbejdsraseri har han skrevet ca. 1.600 sange og salmer, som den dag i dag står som det mest enestående forsøg på at beskrive og definere den danske folkesjæl.

Jeg har ikke forsøgt, og heller aldrig følt mig fristet til, at begynde en gennemlæsning af Grundtvigs samlede værker. Det ville sikkert tydeliggøre, at Grundtvig ikke var konsistent i sit forfatterskab, men svingede fra årti til årti, for flere af hans sange er i klar modstrid med hinanden. Det, mener jeg ikke, er en svækkelse af Grundtvig som forfatter. Tværtimod viser det ham som et ægte og fejlbarligt menneske, der nysgerrigt og åbent lader sine erfaringer og sin personlige udvikling afspejle i sit forfatterskab.

Bedst og værst

Vi møder Grundtvig i vores hverdag uden at lægge særlig meget mærke til det. Det nye år indledes for mange danskeres vedkommende med en god fest, store raketter og så afsyngning af Vær velkommen Herrens år, som Grundtvig skrev til menigheden i Vartov i 1849. Vi møder ham over forårets sange med Påskeblomst hvad vil du her. Efteråret synges ind med Nu falmer skoven trindt om land, og ringen sluttes ind under jul med de store klassiske julesalmer som Det kimer nu til julefest. Tilsvarende møder vi Grundtvig i livets mørkeste stunder ved graven med sange som Den signede dag med fryd vi ser og i de gladeste timer med bryllupssangen over dem alle Det er så yndigt at følges ad.

Det vidunder, som en livslang kærlighed er, har Grundtvig beskrevet i det endnu smukkere kærlighedsdigt 'Hvad er det min Marie':

Kun på en egen måde

Vi er i grundet ét

Vort liv var os en gåde

Til vi opdaget det.

Værdidebatten

Grundtvigs digtning er både bedst og værst, når han beskæftiger sig med samfundsforhold og det som i moderne politik ville blive kaldt 'værdidebatten'.

Bedst i rollen som folkeoplyser og folkeformer med digtning som:

Hvad solskin er for det sorte muld

Er sand oplysning for muldets frænde

langt mere værd end det røde guld

det er sin Gud og sig selv at kende

Grundtvig har stædigt insisteret på, at folkets oplysning var vejen frem til velstand og frie kår. Og det at kende sig selv var udgangspunktet for at kunne påvirke andre. I vore dage er der alt for stor en del af befolkningen, som virker som om den ikke kender sig selv, men rodløst skubbes rundt mellem modens udsving. Det være sig tøjmodens uforudsigelige stilskift eller den politiske modes rodløse vælgere, der skifter fra Det Radikale Venstre, til Ny (nu Liberal) Alliance og videre til SF, alt efter hvilken politisk observans det er in at smykke sig med i gymnasiet eller på den indre bys cafeer.

Grundtvig kan siges at være foregangsmanden for opgøret med smagsdommere, som VK-regeringen gennemførte umiddelbart efter valget i 2001.

I 1825 havde professor H. N. Clausen udgivet et værk, hvori han argumenterede for at Biblen var alt for kompliceret og uklar til at forstå af almindelige mennesker og at det derfor var nødvendigt at have eksperter - teologer - til at udlægge teksten. Dette åndshovmod reagerede Grundtvig så kraftigt imod med svarskriftet: "Kirkens genmæle", at han i de næste 11 år var underlagt censur.

Frisindet og liberal

Årene brugte Grundtvig blandt andet til at besøge England, hvor hans store interesse for frihed, som en afgørende del for det enkelte menneske, fik ord og form. Grundtvigs grundtanke var, at vi først og fremmest er mennesker og dernæst kristne - og han er dermed direkte i modstrid med de mere fundamentalistiske strømninger i kristendommen.

Grundtvig er af nogle udlagt som en nationalistisk karakter, bl.a. på grund af hans tidlige interesse for den nordiske mytologi. Jeg mener tværtimod, at han er yderst frisindet og liberal, hvilket hans år som folketingsmedlem også tyder på. Men Grundtvig stillede samtidig krav til sine medborgere om at tage et ansvar. Dobbeltheden kommer til udtryk i 'Folkeligt skal alt nu være' fra 1848:

Til et folk de alle høre

Som sig regne selv dertil

Har for modermålet øre

Har for fædrelandet ild

Altså en meget liberal tilgang til, hvem der er en del af 'folket', men med en klar konsekvens hvis der ikke leves op til tilliden, for verset slutter:

Resten selv som dragedukker

Sig fra folket udelukker

Lyse sig selv ud af æt

Nægte selv sig indfødsret.

Det var ikke tilfældigt, at en af de tidligste taler, Grundtvig holdt i Folketinget, netop handlede om indfødsretsloven.

Grundtvig har desværre også præget vores tankegang i negativ retning. Lang tid før Jantelovens tilblivelse satte Grundtvig den på vers i 'Langt højere bjerge'. Jeg kan ikke udstå den mentalitet af småkår og opgivenhed, som ligger i linjerne: "ved jorden at blive, det tjener os bedst" eller "da har vi i rigdom drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt."

Ja, det er dejligt når "færre har for lidt". Men hvad er problemet i at nogle har skaffet sig rigdom. Og hvad ligger der i at have "for meget"? Bliver jeg måske fattigere af, at min nabos hus er steget i værdi? Og hvorfor skal vi ikke stræbe efter at være mere, end vi tør tro på. Mere modige, mere levende, mere udfarende, mere åbne.

Grundtvig holdt sig i hvert fald ikke selv tilbage. Han levede sit liv fuldt ud og har gennem sit livsværk givet inspiration til mange efterfølgende generationer. Er Grundtvig en kunstner? Det ville han nok ikke selv betegne sig som. Men hans digtning lever op til alle kunstens definitioner.

Kristian Jensen er skatteminister (V)

Serie

Seneste artikler

  • Det drejer sig om Eventyret

    6. november 2008
    Politisk set var figuren Corto Maltese anarkist med en kraftig hældning til venstre, men han var aldrig nogen stor kollektivist. Han var enspænder, og så var han vist i grunden altid lidt trist til mode
  • Humor kaster skygger

    30. oktober 2008
    Der er en dybde i Benny Andersens lyrik, som vi aldrig taler om
  • Det fremmede og modernistiske fra Japan

    16. oktober 2008
    Et sted mellem Paul Auster og Franz Kafka
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu