Læsetid: 9 min.

En verden uden utopier er en verden i forfald

I en ny radikal gendigtning af Aischylos' 'Orestien' lader dramatikeren Jokum Rohde den antikke tragedie munde ud i en kommunistisk revolte. Vi har brug for utopier som et korrektiv til vores demokratisk-kapitalistiske samfund, lyder budskabet
Kultur
4. september 2008

"Revolutionens datter vil stige af toget. I dag."
Fra 'Rød Oresti'

Det er fredag formiddag, og lyntoget mod Odense er netop trillet ind på Københavns Hovedbanegård. På perronen venter dramatikeren Jokum Rohde i cowboyskjorte og jeans. Han er på vej til Odense Teater for at overvære prøverne på sin egen gendigtning af verdens ældste tragedie, Orestien.

"Jeg kan se, at Anytos og Meletos også er med toget," siger han og vinker til to unge skuespillere længere nede ad perronen. Så stiger han på toget.

Det er første gang, Orestien opføres på dansk, og Jokum Rohdes nervetråde er spændt til det yderste op til den forestående Danmarkspremiere.

"Den sidste fase i en teateropsætning er der, hvor man pludselig ser bunken af mursten samle sig til et hus. Den proces har jeg slet ikke nerver til at følge, men skuespillerne siger, det er deres yndlingsperiode," fortæller Jokum Rohde.

Opsætningen af Orestien har også sat Odense Teater på den anden ende - bogstaveligt talt. I forbindelse med forestillingen har et stort hold sceneteknikere nemlig haft travlt med at rykke rundt på de røde plysstole i tea-tret, så publikum til premieren vil sidde på scenen, mens dramaet udspiller sig i salen. Ingenting er, som det plejer at være, ikke engang Aischylos' klassiske drama, som i Jokum Rohdes version har gennemgået en markant forandring. Hvordan? Svaret kræver en kort rejse tilbage i tiden. Til antikken. Til den oprindelige version af Oristien.

Blodhævnens endeligt

I Aischylos' blodige tragedie fra 458 f. kr. tager første akt sin begyndelse, da helten Agamemnon vender hjem fra krigen i Troja. Han modtages kærligt af sin hustru, Klytaimestra, der dog kort efter slår ham ihjel som hævn for, at han ofrede deres fælles datter, Ifigenia, til guderne, inden han drog i krig. I andet akt kommer sønnen Orestes tilbage for at hævne sin far ved at tage livet af sin mor og hendes nye elsker, Aigisthos. Mordene sætter gang i hævngudinderne, erinyerne, der driver Orestes til vanvid og tvinger ham til at søge tilflugt i Apollon-templet, hvor han i tredje akt sættes for en dommer.

Orestien handler altså i korte træk om civilsamfundets bestræbelser på at bryde blodhævnens logik og etablere retfærdighed igennem oprettelsen af en retsstat. Aischylos' tragedie beskrives af samme grund ofte som en hyldest til det nyslåede græske demokrati. Men som antydet er det en noget anden version af det 2.500 år gamle drama, Jokum Rohde præsenterer sit publikum for.

"Min oresti er ikke så meget en hyldest til demokratiet, som det er en kritik af demokratiet," siger han på vej fra stationen til Odense Teater.

"Ideen bag Rød Oristi, som jeg har kaldt stykket, har været at lægge alle mordene i første akt, retssagen i den midterste og så ellers selv finde på noget helt nyt i tredje akt."

I midten af Jokum Rohdes oresti, der svarer til slutningen i den oprindelige version, grundlægges et moderne, kapitalistisk samfund. Men i stedet for at standse dér, digter Jokum Rohde videre på historien for til slut at lade en storstilet kommunistisk revolution finde sted. Lige midt i Athen.

"Modsat Aischylos' store finale, ender mit stykke ikke med grundlæggelsen af det vestlige demokrati. I stedet forsøger jeg at føre handlingen videre i den historiske udvikling med en kommunistisk analyse af, hvad det så var for et demokrati, vi fik grundlagt dengang - og hvad det demokrati består af i dag," siger Jokum Rohde.

Hvad er retfærdighed?

Indenfor på Odense Teater er der heftig aktivitet. Orestes, Klytaimestra og Thrasymachos løber fuldt udklædte rundt mellem sceneteknikere og andre medhjælpere i kulissen. De er så småt klar til at bringe manuskriptet til live. Selv om Jokum Rohde endnu ikke har set sin egen forestilling, føler han sig dog allerede overbevist om, at Rød Oresti vil falde flere litteraturhistorikere for brystet.

"Jeg tror, at et bagland af akademikere vil stille spørgsmålstegn ved de dramatiske ændringer, jeg har foretaget. Men jeg mener faktisk, at der hos Aischylos selv ligger en revolutionær understrøm, der åbner for mere radikale fortolkninger af hans tragedie," siger Jokum Rohde og forklarer hvorfor:

"I Orestien bliver demokratiet grundlagt på en invalid rettergang. Nærlæser man retssagen mod Orestes, er den inficeret af bestikkelse, manipulation og løgnagtighed. Juryen er ikke ordentligt oplyst, og der kommer lige pludselig en gud ind og vidner til fordel for morderen, som ender med at blive frikendt."

Jokum Rohde mener derfor, det er oplagt at læse Orestien som en kritik af menneskets retfærdighedsfornemmelse - ikke som en fejring af retsstaten.

"På spørgsmålet om, hvorvidt vi som mennesker er i stand til at etablere retfærdighed eller ej, er jeg ret overbevist om, at Aischylos med Orestien svarer, at vi ikke har nogen anelse om, hvad retfærdighed er."

- Gælder det stadig i dag, mener du?

"Ja, det mener jeg. Se bare se på debatten herhjemme, hvor straf efterhånden kun handler om hævn. Hævngudinderne med Lene Espersen i front forsøger konstant at tilfredsstille den umættelige hævnfølelse i samfundet, mens hele ideen om, at straf også kunne handle om at forbedre mennesker, er gledet helt i baggrunden."

Bevar utopierne

I Rød Oresti stiller Jokum Rohde spørgsmål som: Hvad er retfærdighed? Er vores stat retfærdig? Og hvis den ikke er retfærdig - må vi så vælte den? I slutningen af tredje akt svarer slavinden Kassandra 'ja' til det sidste spørgsmål og forsøger derefter forgæves at omvælte det spæde demokrati med en rød revolution. Jokum Rohde opfordrer ikke til en lignende revolution i dag, men han afviser heller ikke helt ideen.

"I dag har vi på det nærmeste ulovliggjort utopien, fordi vi mener, at vi i det 20.århundrede så utopiernes fallit. Vi tillader ikke længere os selv at forestille os andre samfundsformer. Og det er et forfaldstegn, for jeg tror, at utopien - altså forestillingen om den absolutte statsdannelse - er et vigtigt korrektiv til det samfund, vi har i dag," siger Jokum Rohde:

"Et samfund bør have et bedre idealsamfund foran sig. En af de mest uhyggelige ting ved den vestlige verden er, at vi ikke længere efterstræber et bedre samfund. Vi efterstræber ganske vist bedre teknologi, flere penge og et bedre klima. Men vi efterstræber ikke en bedre styreform, en bedre stat. Det ligger slet ikke i vores forestillingsverden længere. Og det er et af de klare budskaber i Rød Oresti: At vi bliver nødt til at give os selv tilladelse til at tænke i utopier igen - som en naturlig rettesnor til vores nuværende samfund."

Og så siger han det, man ikke må sige:

"Der findes vel andre samfund, som hypotetisk set kunne være mere retfærdige end det, vi har i dag. Men det kan man jo ikke sige, uden at blive stemplet som en fædrelandsfjende."

- Kunne det også være samfund, som ikke er demokratiske?

"Ja, det kunne det jo. Helt klart. Jeg siger ikke, vi skal begynde med at afvikle demokratiet, for så kan det gå rigtig galt. Men man kan jo starte med at forbedre det. Lige nu har vi jo ikke et retfærdigt samfund. Vi er jo ikke retfærdige. Og jeg tror, vi har en større chance for at blive mere retfærdige, hvis vi holder en utopi op for os selv".

Revolutionens datter

- Kunne utopien være en rød revolution ligesom den, Kassandra forsøger at gennemtrumfe i 'Rød Oresti'?

"Jeg tror ikke, kommunismen er død; den havde bare en meget uheldig fødsel i det 20. århundrede. Men skulle jeg give et mere kvalificeret bud på, hvad jeg tror vil komme til at erstatte vores demokratiske samfund i fremtiden, så tror jeg mere på, at det bliver noget i retning af en verdensstat. Vi ser jo allerede tendenser til en øget standardisering af mennesker i dag. Og så længe en stadig større del af vores kommunikation bliver underkastet overvågning, kan indholdet heller ikke være dissident. Så vi vil i stigende grad blive nødt til at underlægge os selvcensur, og den radikalt anderledes tænkende samtale vil blive sværere og sværere at foretage."

- Er det en sådan 'radikalt anderledes samtale', du forsøger at foretage i 'Rød Oresti'?

"Ja, og i al ydmyghed mener jeg faktisk, at jeg sætter nogle tabuer i spil. Min ambition har fra begyndelsen været, at min oresti skulle være ét højt skrig. Et opråb, en opfordring til at standse det her hæsligt højredrejede samfund en gang for alle - ikke ved at gå til stemmeurnerne hvert fjerde år, men ved at gå på gaden i dag," siger Jokum Rohde og uddyber:

"I starten af stykket skriver jeg, at 'revolutionens datter vil stige af toget i dag'. Jeg ved godt, det ikke er politisk rationelt at sige, men omvendt har vi brug for den følelse. Der bør være plads til en dimension i mennesket af noget politisk. Vi har brug for at føle, vi kan komme i berøring med sand retfærdighed. For hvis vi bare hele tiden får at vide, at alting består af kompromiser og konventioner, så fjerner vi os længere og længere fra det ekstatiske i os selv. Så fjerner vi os fra det, vi genkender som retfærdighed."

'Er det et kolon?'

På Store Scene på Odense Teater står skue-spillerne nu klar. Men der mangler én. Agamemnon er blevet opereret i øjnene og må indtil videre erstattes med en statist.

Instruktørassistenten hiver for en kort bemærkning Jokum Rohde til side. Der er lige en enkelt uklarhed i manuskriptet, som nager ham.

"Har du tid til at kigge på den nu?," spørger han.

"Ja, ja, det er fint," siger Jokum Rohde.

"Okay, så vent lige to sekunder," siger instruktørassistenten og løber ud af salen.

Da han kommer tilbage har han manuskriptet til Rød Oresti i hånden.

"Jeg kan simpelthen ikke finde ud af, om det her er et kolon," siger han og peger på en af siderne i manuskriptet.

"Jamen, det er det. Det er et kolon."

"Okay, så var der ikke mere," siger han og klapper manuskriptet sammen.

De små detaljer tæller. Det har også været Jokum Rohdes egen indstilling i de knap to år, arbejdet med Rød Oresti har varet. I begyndelsen af forløbet nærlæste han et utal af græske dramatikere og tænkere, ligesom han også kastede sig over adskillige læsninger af Aischylos' klassiske tragedie.

"Det var simpelthen nødvendigt. Jeg husker med gru, da jeg læste Orestien første gang på et hotelværelse i Sverige. Jeg fik et chok og tænkte med det samme: 'Det her går aldrig godt. Hvordan skal jeg nogensinde få kogt otte timers tung monolog ned til et moderne dialogisk drama?'," fortæller han.

Men så blev han af en ven anbefalet at læse Seth Benardetes fortolkninger af Orestien - og de satte skred i processen, fortæller han.

"Ifølge Benardete er den retsstat, Athen grundlægger efter Trojakrigen, blot en skinmanøvre, der skal hjælpe med til at bearbejde indtrykkene fra krigen, så athenerne igen kan blive krigsliderlige," siger Jokum Rohde, som mener, der er klare paralleller mellem det tvivlsomme krigsgrundlag for Trojakrigen og påstanden om masseødelæggelsesvåben i Irak.

"Jeg mener sådan set, at athenerne befandt sig i samme situation efter Troja-krigen, som vi nu befinder os i efter Irak-krigen. USA, Danmark og andre lande har ligesom athenerne bevæget sig ind i illegalitet for at udkæmpe en krig. Og spørgsmålet er, hvor langt vi som stat kan bevæge os ud i kriminalitet, før hele staten bliver kriminel," siger Jokum Rohde. Han mener, at netop dét spørgsmål gerne må blive stående i publikums bevidsthed efter forestillingen.

"Ideen om, at bare fordi vi har en retsstat med love, så er staten også legal og retfærdig, holder ikke. Selv forbrydere i et fængsel laver interne love med dertilhørende straffe. Så love er ikke i sig selv nogen garanti for retfærdighed. Og det er en demokratisk retsstat heller ikke."

På vej til stationen - efter gennemspilningen - er Jokum Rohde godt tilfreds med det, han har set.

"Den gamle teatersal udgør en perfekt ramme om stykket. Det fungerer rigtig godt med en kommunistisk oresti i en falmet borgerlig glans," siger han og smiler.

"Men der er nok nogen, der vil sidde tilbage og tænke: Hvad sker der lige her? Er vi gået forkert eller hvad?."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

For det første er det ikke en Gud som kommer og vdiner til fordel for Orestes. Det er symptomatisk for en konkret læsning af dette (og alle andre græske stykker) at det er sådan, det er. Nej, Apollon er Solen, altså bevidstheden. Og grunden til at Apollon rent faktisk vidner til fordel for Orestes er altså den, at Orestes nu har fået indsigt i sin familie-karma og derfor må siges at være fri. Solens lys oplyser alt - og giver indsigt - også i de mørkeste kamre i sindet.

Og ja, det er da muligt at athenernes retsstat var skin-retsstat, men at forklare det med, at athenerne skulle bruge det til at legitimere, at de skulle være krigsliderlige igen, ja, der er altså et temmeligt langt stykke, vil jeg mene. Sparta var den krigsliderlige græske stat, ikke Athen.

Og hvad Jokums private mening angår - ja så er den altså ikke særligt interessant. Det der tæller er teksten og tekst-analysen og fortolkningen af teksten. Og jeg kan altså ikke få øje på alt det som Jokum putter ind i teksten for at tilfredsstille hans eget private teaterpolitiske projekt som er 'at standse det her hæsligt højredrejede samfund.' Det er ellers et projekt som vil noget.

Og hvis Jokum ville sige noget om krig skulle han altså hellere have opført komedien om kvindernes oprør hvor de nægter at gå i seng med deres mænd fordi de, mændene, er så krigsliderlige...

Og må jeg så minde om ordene om at 'politisk teater er altid dårligt; god teater er altid politisk.'

Det er Guden Apollon, for det er Guden Apollon, der fejredes ved den fest, hvor tetralogien (de tre tragedier plus det tabte satyrspil) blev opført.
Der har været en fantastisk naiv tradition for at underspille betydningen af det kultiske i det græske teater; men det er altså det, det hele gik ud på - en rituel gennemspilning af myterne med en ritualiseret ofring som kulmination.

Derudover glæder jeg mig meget til Jochums stykke(r), det lyder præcis som det teater, vi for tiden har brug for - på en dag, hvor en politolog klogt har påvist, at debiliteten i dansk politisk diskurs i al dens monotone og -krome fokusering på økonomi.

Athen var i den allerhøjeste grad et imperialistisk og krigsliderligt samfund, Karsten Aaen. Har du aldrig hørt om det deliske søforbund?

VK-regeringen har faktisk en utopi, en fremtidsvison: Den hedder: Kampen mod Terror - Ondskaben er nemlig kommet for at blive (Søren Pind), og der bliver også mere og mere kriminalitet, begået af indvandrere og lømler. Det bedste, vi kan få øje på, er fortsat, intensiveret kamp mod de brådne kar, mens væksten opretholdes. Klimaforandringerne får vi efterhånden styr på ved traditionelle midler, nemlig ved hjælp af tekniske løsninger, der gi'r arbejdspladser og værditilvækst. Kulturen bliver stadig dygtigere til at tjene penge! Danskerne tvinges til at leve sundere, og udgifterne til sundhedsvæsenet minimeres! Flere og flere holder op med at ryge!

Mikkel Anderson:

TIl dit hån og spot.
Sarkasme vender ofte tilbage som en boomerang. Husk, at den der ler sidst, ler bedst. Nu vi er ved antikken og sådan, kunne man kalde dit jokergrin, for hybris.

Karsten Aaen:

Et stort surt opstød. Jeg ser ikke, at du forholder dig til det faktum, at teaterstykket ikke er opført endnu. Jeg finder kun korrekser i din kommentar.

Vi får her serveret en appetitvækker på et stykke modigt analogisk debatskabende idealisme og Jokum Rohde vil sige noget om retfærdighed, ikke krig som sådan.
I mine øjne anvender dramatikeren udelukkende krigen som en streng på hans dramaturgiske instrument til, at slå retfærdighedsspørgsmålet an, endda uden at kom meop i det høje C.

Måske kunne man finde humanismen frem fra skabet , støve den lidt af og anskue den i lyset af en mand, der udfordrer instituioner og rammer, på flere planer, leder og kanter, uden at den forfalder til rundbordspædagogik og/eller pladder, vel at mærke. Vanten på.

Han er vist lidt en substans, ham Hr. Rohde. Spændende bliver det, at følge ham og stykkerne på sidelinien, i de kommende år.

Held, lykke og succes med opførelsen, ønsker jeg jer.

p.s. I virkeligheden er det særdeles tidstypisk, at diskutere form, i stedet for indhold.

Mikkel, du lyder næsten som om du synes, den siddende regering består af hæderlige, velkvalificerede idealister hævet over kritik?

Det samme mener den da vist selv.

øh - nej - jeg har aldrig hørt om det deliske søforbund (sikkert en mangel i min opdragelse). Pointen var nu ikke det, men at jeg ikke mener, at kunsten skal spændes for hverken den ene eller den anden politiske vogn. Det gør man ingen tjeneste af kunsten for. Tværtimod - vil jeg næsten sige.

jan henrik wegener

Vi skal selvfølgelig ikke forhindre kunstnere - teaterfolk, forfattere, filmfolk m.v. - i at lave "holdningskunst". Blot ikke nødvendigvis tillægge dem en særlig dyb indsigt!

Vi har jo alle forlængst erkendt at: Meningen med at vi er her, jo er:
For at vi kan være gode mod hinanden! Så nu venter vi bare på at virkningerne af den erkendelse begynder at vise sig ude i virkeligheden.

Fremragende stykke. Så længe intellektualisme eksisterer, er det håb for forbedring. Evolution går jo i den rigtige retning……. lang sigtet.

Det kan lade sig gøre, at gøre Bjergprædikenen lidt mindre tåbelig - ved blot at tilføje et enkelt ord: Sagelige er de som stifter VELBEGRUNDET fred....