Læsetid: 2 min.

Virkelighedslam avantgardegøgler

Både anmeldere og interviewere har det svært med Claus Beck Nielsen, men lader sig intimidere af konstruktionen af Beckwerket
25. september 2008

Det er lidt af en formidlingsopgave. De venligtsindede litteraturjournalister og de venlige anmeldere vil så gerne respektere forfatteren Claus Beck Nielsens konstruktion - den konstruktion der i al sin enkelthed går ud på, at forfatteren Claus Beck Nielsen er død og erstattet af institutionen Das Beckwerk, der nu i forskellige variationer bestyrer det intellektuelle dødsbo. Men det er en efterhånden ret elaboreret konstruktion, og journalisterne skal jo både respektere forfatterens præmisser og formidle de faktiske omstændigheder i et blot nogenlunde forståeligt journalistisk sprog.

"Manden over for mig hedder Das Beckwerk, og ethvert sammenfald med forfatteren Claus Beck-Nielsen (1963-2001) er overvældende," indleder Synne Rifbjerg således sit interview i Weekendavisen, og overholder dermed forfatterens konventioner alt i, mens hun diskret formidler, at han ikke er helt død, ham Claus. Interviewet er blevet til i anledningen af Beckwerkets/Claus Beck-Nielsens seneste roman, Suverænen, der former sig rundt om en demokratifremmende happening af en rejse til USA. Med på rejsen er Rasmussen og Nielsen - det er sidstnævnte, der nedfælder referaterne fra rejsen.

Stønner højlydt

Weekendavisens Lars Bukdahl, der ellers plejer at have det fint med diverse løjerlige konstruktioner, har det svært med de formelle rammer for den specifikke spøgelseskonstruktion omkring Suverænen. Han stønner højlydt over et 25 sider lang referat af en flyvetur og efterlyser minsandten, at der sker noget i virkeligheden i litteraturen:

"En ny ydmyg Nielsen (der har afløst ham fra selvmordsaktionen) ansættes af en opflammet idealistisk Rasmussen til at være ledsager og skrivekarl på USA-etapen. Og med vold og magt skal så dette håbløst firkantede og fiktive rollespil, suverænen & sidekicken, levere den dynamik, stoffet nægter at ophvirvle i og med sig selv, men det gør fanden, gør det," sukker således Bukdahl og konkluderer, at de formelle rammer (at en rejse skal blive til en en bog) kommer i vejen for den nødvendige aflysning af den del af virkeligheden, der ikke byder sig til som litteratur. "Hvis happeningen er virkelighedsvild nok og efterladenskaberne skriftinciterende nok, er det jo alt bog eller bare 'rapport' nok."

Kristeligt Dagblads Anders Juhl Rasmussen har det anderledes fint med omstændighederne omkring Suverænen. Han betegner den som et utopisk kunstprojekt, som "ikke har sin lige i dansk eller skandinavisk litteratur."

Juhl forsøger at respektere Beck-Nielsens præmisser, men sniger sig alligevel til en tolkning, hvor portrættet af USA bliver til et portræt af Rasmussen, som bliver til et selvportræt af Claus Beck-Nielsen. Tænk sig at den stakkels forfatter har gjort sig så mange anstrengelser for at udslette sig selv, og alligevel ender det som et selvportræt. Juhl slutter næsten begejstret: "Man ved aldrig hvor man har ham, denne Nielsen med de mange navne, men følelsen af at være i selskab med en stor og radikalt fornyende kunstner er uafviselig."

Politikens Mikkel Bruun Zangenberg ser i Suverænen en karikatur af den "velmenende, såkaldt politiske kunst."

"Politisk kunst? Antipolitisk kunst? Eller måske blot en suveræn afmontering af såvel den politiske kunst som den kunstige politiks prætentioner om at kunne revolutionere verden i én omkalfatrende gestus? De afsluttende TI BUD angiver i hvert fald, at enhver lighedsrelation mellem fiktion og realitet i sig selv er en skrøbelig, men nok uundgåelig fiktion," skriver han og konkluderer, at Claus Beck-Nielsen er "en af samtidens mest drilske og velskrivende avantgardegøglere."

Serie

Seneste artikler

  • Alle elskede Inger Christensen

    8. januar 2009
    Digteren Inger Christensen, der døde i fredags, er oversat til 30 sprog. Men bortset fra i skandinaviske aviser er det i Tyskland, man skal søge efter de gode nekrologer – endnu
  • Dronningens fald

    16. oktober 2008
    Kritikerne er hårde ved Pia Tafdrups nye roman, 'Stjerne uden land'. Men så må man jo bare selv gøre reklame for sin bog
  • 'Det er bare super flot'

    9. oktober 2008
    Inden udgivelsen af hendes nye roman 'Dronningeofret' havde Hanne-Vibeke Holst i et interview i Politiken proklameret, at hun er pissesur over ikke at være anerkendt af det litterære parnas. Men lod kritikerne sig mon påvirke af det?
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer