Læsetid: 5 min.

'Æd din slidte, svenske hat, Horace'

Sarkastiske nedsablinger af den svenske Nobelkomité, overbærende hovedrysten og en lille smule forståelse var nogle af reaktionerne på Det Svenske Akademis sekretær Horace Engdahls beskyldninger om isolation og snæversyn i amerikansk litteratur
Sarkastiske nedsablinger af den svenske Nobelkomité, overbærende hovedrysten og en lille smule forståelse var nogle af reaktionerne på Det Svenske Akademis sekretær Horace Engdahls beskyldninger om isolation og snæversyn i amerikansk litteratur
9. oktober 2008

NEW YORK - Europa er litteraturens centrum, ikke USA. Amerikanske forfattere er alt for optagede af deres egen massekultur, og landet er generelt for isoleret. Det var pointerne, da sekretæren for Det Svenske Akademi, Horace Engdahl, med henblik på akademiets uddeling af årets Nobelpris i litteratur, som finder sted i dag, forleden udtrykte sin aldeles begrænsede entusiasme for amerikansk litteratur. Engdahl sagde blandt andet:

"USA er for isoleret, for afsondret. De oversætter ikke nok udenlandsk litteratur, og de deltager ikke rigtig i den store litterære samtale. Den uvidenhed begrænser dem."

Og i USA skabte den udmelding lige så meget røre blandt kritikere, forfattere og litterater, som man må formode, Engdahl havde håbet på: en hel del.

Amerikanerne, der ikke har fået Nobelprisen siden Toni Morrison fik den i 1993, mener således rimeligt nok, at de med forfattere som Philip Roth, Thomas Pynchon og Joyce Carol Oates har endog flere kvalificerede kandidater til årets pris. Og beskyldningerne om isolation og snæversyn blev mødt med alt fra patriotisk forsvar for amerikansk litteratur og sarkastiske nedsablinger af den svenske Nobelkomité over beskyldninger om nepotisme til overbærende hovedrysten og en vis forståelse for nogle af svenskerens pointer.

Mens litteraturkritiker ved Washington Post Michael Dirda for eksempel mener, det er Engdahl, der udviser 'snæversyn' over for et land med meget stor diversitet, men ellers medgiver, at amerikanere godt kunne læse mere og engagere sig mere i udenlandsk litteratur, tegner Charles McGrath i New York Times sig for et af de mere aggressive indlæg. Han mener således, der er to ting, man skal gå efter, hvis man vil tippe årets vinder: En forfatter der 1) ideelt er aldeles ukendt i USA og 2) forfægter anti-amerikanske synspunkter, idet McGrath anfører, at både den italienske satiriker Dario Fo (1997) og engelske Harold Pinter (2005) blev valgt mindst lige så meget på grund af deres udtalte modstand mod USA som på grund af deres litterære bedrifter.

Han mener derfor, at Nobelkomitéens udvælgelsesprocedure næppe er den "store litterære samtale", som Engdahl henviser til, ligesom den ikke er nogen garanti for litterær excellence:

"Kritikere peger altid på, at listen af forfattere, der ikke vandt, og som inkluderer Tolstoj, Proust, Borges, Joyce, Nabokov og Auden, er langt mere imponerende, end opgørelsen over dem, der gjorde."

Attitudeproblem

Forfatteren Lionel Shriver (bl.a. Vi er nødt til at tale om Kevin) skriver i magasinet Forbes under overskriften 'Sur svensker', at når man som hun netop er hjemvendt fra en litteraturfestival i Frankrig med en lang række andre amerikanske forfattere som deltagere, er det lidt svært at tage beskyldningerne om amerikansk isolation alvorligt.

"Over 50 primært amerikanske forfattere deltog i den franske litteraturfestival (der desværre ikke er den misundelsesværdige frynsetur, det lyder som, men to dage med udmattende, ulønnede, konstante optrædener i 'debatter' med fjollede og, er jeg bange for, typiske franske emner som 'Amerikanske kvinder: Verdensborgere?' - don't get me started...)," skriver Shriver.

Og hun mener, at Engdahls postulat om, at Europa stadig er den litterære verdens centrum virker som en "gnaven benægtelse af virkeligheden."

"Bogmessen i Vincennes var bord efter bord med bøger skrevet af amerikanske forfattere og oversat til fransk. I Europa er formlen således: Amerikanske forfattere af bare et nogenlunde format bliver oversat en masse til europæiske sprog og koloniserer en betragtelig mængde hyldeplads i den almindelige europæiske boghandel," skriver hun og konkluderer, at forklaringen på Engdahls 'attitudeproblem' må være, at han er fornærmet over, at der derimod er meget få europæiske forfattere, der bliver oversat til det amerikanske marked.

"'I vil ikke have os? Jamen, så vil vi heller ikke have jer!' Det er sandt, en svag appetit for oversat litteratur kan stille en muligvis 'afsondret' amerikansk læserskare i et uheldigt lys. Men det faktum at deres europæiske kolleger har væsentligt sværere ved at sikre sig oversættelser til engelsk er ærlig talt ikke de amerikanske forfatteres skyld."

Lockvogel Baby!

Det skarpeste modangreb - i hvert fald det syrligste - kommer dog fra Dale McFeatters, der i The Daily News Tribune leverer en satirisk svada af dimensioner mod vort prisuddelende broderfolk. McFeatters indleder med uddelingen i 1974, hvor "Saul Bellow, Graham Green og Vladimir Nabokov blev forbigået til fordel for to svenske forfattere, Eyvind Johnson og Harry Martinson, som - og det var uden tvivl et simpelt tilfælde - begge selv var medlemmer af Nobelpris-komitéen. Hvis du er ligesom mig, ligger der altid et godt slidt eksemplar af Johnsons Här Har du Ditt Liv! På dit sengebord," skriver han og tager Elfriede Jelinek som sit næste eksempel på komitéens uduelighed:

"Valget af hende fik et medlem til at træde tilbage i protest. Komiteen sagde, at hendes værker 'med ekstraordinært lingvistisk nidkærhed afslører absurditeten i samfundets kliker og deres undertvingende magt.' Jeg tror, vi alle er enige om, at det aldrig kan blive afsløret for meget eller for ofte. Hvis du vil undgå absurditet og undertvingelse så skaf dig et eksemplar af hendes Wir Sind Lockvogel Baby!"

McFeatters er også klar, hvis Engdahl skulle kræve beviser for amerikanernes raffinerede litterære følsomhed. Han skal i så fald blot tjekke bestsellerlisten i New York Times.

"Der er den topsælgende Dark Curse, den 19. i Christine Feehan's Dark Novel-serie; Devil Bones (det 11. Temperance Brenna-mysterium) på fjerdepladsen; The Gypsy Morph, (noget i retning af den 22. bog i Terry Brook's Shannara-serie) på syvendepladsen; Silks (noget i retning af Dick Francis' 41. roman) på ottendepladsen; og på 11. pladsen The Bourne Sanction, en af de romaner der bare bliver ved med at komme, selv om den oprindelige forfatter er død på syvende år. Æd din slidte, svenske hat, Horace. Og mig, jeg må tilbage til at forfatte mit autoritative opus, den sikre Nobelprisvinder Här Har du Lockvogel Baby! "

Idi Amins rumprogram

Roger Kimball, redaktør af The New Criterion, valgte også at afvise Engdahls kommentarer med et afslappet smil.

"Det minder mig lidt om det Apollo rumprogram, som Uganda oprettede under Idi Amin. De havde raketter og så videre, men de var bare lavet af balsatræ. Det ligner et pr-stunt for en pris, der i de senere år har demonstreret sin enfoldighed og politiske anskuelse med den ene politiske modtager efter den anden afbrudt af og til af en V.S. Naipaul for at redde et skær af troværdighed," skriver han.

Til gengæld er der ikke plads til vittigheder i Adam Kirsch's 'Nobel Gas' i magasinet Slate. Han skriver, at den virkelige skandale i forbindelse med Engdahls kommentarer ikke er, at de afslørede en hemmelig bias hos Det Svenske Akademi, men derimod, at Engdahl gjorde officielt, hvad der længe har været åbenlyst for enhver, der fulgte med:

"Nobelpriskomitéen har ingen anelse om amerikansk litteratur. Amerika burde svare, ikke ved at bønfalde komitéen om en mere fair høring, men ved én gang for alle at træde ud af det svindelnummer, som Nobelprisen for litteratur er blevet," opfordrer han - og slutter:

"Med mindre eller indtil Roth får Nobelprisen, er der ingen grund til, at amerikanere tager nogen notits af fornærmelser fra svenskerne."

Skulle Roth få den i dag, er der dog til gengæld nok rigtig god mulighed for hurtigt at lægge de sidste dages svensk-amerikanske kontroverser bag sig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nobels fredspris og Nobels litteraturpris er da i mange år blevet uddelt ud fra nogle meget "provinsielle" og "mode-flippede" betragtninger og for at sende "politiske signaler" - mange af modtagerne af de to priser burde aldrig have haft dem.